Farvel Thomas

Atter været til en begravelse, der var alt for tidlig.
NU går jeg hjem og carpediemmer.

P1150078

Nej.

Himlen er blå.

I dag ville min far, Henry, være blevet 90 år. Jeg har ham stadig i tankerne.

HENRYnoshadow

Tilfældigt møde

I dag var jeg alene cyklet ud til bjergene i Aabenraa, og på bakken inde i Aarup Skov minsandten om ikke jeg bliver indhentet af en trøje mage til min: det er Bo A, der også elsker at køre opad. Han var startet tidligere på formiddagen, og kom lige fra bakkerne på Løjtland.

Skønt med selskab, for min dag var egentlig skuffende startet med at komme for sent til “interessegruppen”, der kører fra Sønderborg lørdag formiddag (eller også var der bare ingen interesserede?). Så kørte jeg selvfølgelig selv, nu jeg alligevel var i klunset, men det var ellers ikke tanken.

Vi fik så en super tur videre fra Aabenraa, svang vestpå over hærvejen til Bolderslev og hjem via Nørre Hostrup. Min tæller nåede 110 km.

Vintercup

I weekenden var der Vintercup, som letforklarligt er et orienteringsløb på cykel. Efterhånden deltager der i denne gennemgående konkurrence 500 ryttere fra de samarbejdende cykelmotionsklubber i Sydjylland/Fyn, altså 250 par af herre, dame eller mix.

 

Der findes allerede en gren indenfor orienteringssporten, mtb-O, som foregår på cykel med kort og kompas. Her skal man “bare” hurtigst muligt finde de udlagte poster i landskabet, og dokumentere det ved at lave et klip i sit kontrolkort med en speciel mønstertang, der hænger ved hver post.

Vintercuppens princip er det samme, men her bliver man yderligere prøvet med et spørgsmål i almenviden ved hver post.

Det er meget sjovt at se konkurrenceformen som analog til olympisk skiskydning: man skal anstrenge sig gevaldigt for at komme af sted mellem posterne, men når man er dér, gælder det om at få pulsen i ro og tage ordentligt sigte. Ligesådan gælder det i vintercup om både at kunne bruge cykelbenene OG holde hovedet koldt, når der skal klares spørgsmål og studeres landkort.

 

Dette 5. løb i vinterens cup var finalen, og da det var Sønderborgs tur til at arrangere, var jeg hjælper for cykelklubben. Allerede på vej til “arbejde” søndag morgen mødte jeg de første startende par, på vej ud at finde poster i afmålte 90 minutter.

IMG_1050

Det blev nu det sidste jeg så af dagslyset, for min plads den dag var i Vintercuppens kontrolrum i Augustenborghallen, hvor alle kontrolkortene endte, efterhånden som deltagerne kom i mål.

 

 

Der sidder man så med lyspulte og forstørrelsesglas og studerer kontrolkort med mønstre fra klippetængerne, der afslører om parret har været på rette sted (post), og om der er svaret rigtigt  på spørgsmålet. Pointresultatet skal foreligge ASAP, så de kan få dagens placering og det endelige cupresultat beregnes.

IMG_1065

IMG_1064

 

De aflæste kontrolkort indtastes i beregningssystemet; her fra min indtastningpult kan jeg lige skæve over skærmen til overkontrollørerne, der sidste-tjekker resultaterne.

IMG_1066

 

PS: Jeg skam dagslyset igen, forresten. Vel er jeg glad for min mountainbike, men da jeg sidst på eftermiddagen trak racercyklen ud på sin første tur i år, SÅ skinnede solen igen.

Me’r brrr…

På cykelvennernes lørdagstur denne blæsende vinterdag var der kun jeg selv og Hans J, men vi tog alligevel en ordentlig tur på landevejen fra Sønderborg over Sønderhav-Kværs-Gråsten. Om det var koldt? Ja gu’ var det det.

Ikke så mærkeligt kom jeg undervejs til at tænke på de to danskere der i 2001 gik på ski til Sydpolen. Her mistede den ene af dem undervejs sin jakke, og selvom de begge forud ligefrem havde opfedet sig, havde det ekstra varmetab afmagret denne ene, så han lignede en muselmand da de kom hjem.

Under dagens ekspedition til  Syd-Sønderhav forliste jeg selv huen, som jeg letsindigt en stund havde stoppet i lommen på medvindsstykket udad. Nå, så måtte jeg jo fryse resten af turen, men det blev jeg nu ikke tyndere af. Undtagen hovedet, det skrumpede selvfølgelig.

Protest! – det er næsten lige så godt som at løbe på ski.

Med nyfalden sne  og små veje, der ikke er saltet eller kørt til helt is, er lykken gjort. Det lykkedes særligt denne dag, hvor jeg kunne køre 20 km fra Vollerup helt ud til Lillebælt og hjem, udelukkende ad hvide veje og markveje.

Ganske vist kan man sjældent give helt los og bare køre til, for det er nødvendigt hele tiden at holde følingen med “jorden” under sig, men pyt, sådan en tur er skøn alligevel.

 

15012013428

15012013426

15012013432

15012013430

Gåsegang gange to

13012013413

 

Mænd for sig, kvinder for sig. Søndagstræning med kammeraterne i Sønderskoven, før sneen smeltede igen

 

 

13012013415

Min nye ven

31122012405-001

Hver dag hilser min grønne ven mig gennem køkkenvinduet, og jeg hilser glad tilbage.

Pølseexpressen

Eller i daglig tale kartoffelspegepølse-den-gode-fra-Hørup-me-and-my-mountainbike-expressen.

Det gælder om at finde træningsmotivation, og hvis den naturlige lyst ikke skulle række, må man selv finde på formål eller tossede lege, uanset det kun er én selv der forstår dem.

I fredags havde jeg ikke været ude på cyklen i flere dage ( havde simpelthen ikke gidet :-/), men nu var det efter vejrudsigten den sidste dag, hvor det ville være rigtig dejlig koldt. Derefter skulle det nemlig blive  varmegrader, som for mig er synonymt med regn og smat.

Og så kan man være så heldig hernede i Sønderborg, at Broager Brugs har føromtalte fødevare til halv pris. Så ta’r jeg to. Og Broager, det er jo lige for enden af Gendarmstien, den allerbedste mountainbikesti.

Af sted!

 

 

 

Brrr…

For det meste er jeg ret heldig med at ramme det tøj, der passer til vejret på cykelturen. Før afgang et obligatorisk kig på dmi.dk:  Hvor mange grader, stigende eller faldende, sol?

“Den snor sig lige omkring 5-graders-linjen”, så jeg tog en femgraderskombination på.

Alligevel måtte jeg undervejs derude både gyse og tænke: “Uh, kan det passe at det føles koldt?”.

Fik to træningstimer i hus alligevel, men kun takket være lommenødudstyr som selvlysende vindjakke og lappe-engangshandskerne udenpå de rigtige, og så halsedisserøret trukket helt op under øjnene.

Lynkonsultation hos dr. dmi efter hjemkomsten afslørede da også sjusk med aflæsningen: Det er NUL grader temperaturen snor sig omkring, frysepunktet, brrr…

 

M.A.D. igen

Første tur i år med mountainbike after dark. Det gør godt at komme ud en almindelig hverdagsaften; man føler sjælen renset og batterierne ladet op.

 

Til nattekørsel må der stadig gerne være fut under, men ruten ikke være alt for kringlet. I skoven skal man – efter min smag- i det væsentlige køre på grusveje og større stier. Ikke på de små, hvor mudderhuller, rødder og grene forøger risikoen unødigt.

Plus, at når forhindringerne i mørket hele tiden skal undviges i sidste øjeblik, er det urimelig belastende for bevægeapparatet.  
Nu ER mine symptomer på tennisalbue ganske vist gået over igen, og jeg VED heller ikke om smerterne bare kom af at åbne det dumme rødbedeglas tidligere, men man skal jo passe på sig selv og ikke tage unødige risici. Jeg holder mig fra både rødbeder, syltede agurker og asier fremover.

Nyere indlæg » - « Ældre indlæg