Hvad jeg har lavet i dag?  Været ude at skyde papegøjer.

Troppede ellers op på mødestedet til frie cykling klokken 11 på mountainbiken. Hang der lidt, men der kom ingen andre. Sært, for vejrudsigten havde ellers så godt som lovet vi ville få en forfriskende douche undervejs. HELT sikker i min sag er med hensyn til fremmødet er jeg nu ikke, så skulle jeg nok være mødt 2 minutter FØR mødetid, fremfor 2 minutter over.

Så kunne jeg køre hjem igen, for den gejst det giver at køre med de andre, var der selvfølgelig ikke. Og så alligevel, var jeg kørt hjem havde jeg været verdens største hængerøv. Tøffede derfor afsted derudad alligevel.

Pludselig blev jeg igen kvik og helligilddreven, efter at være kommet i tanke om, at NU var lejligheden der, til at gøre alvor af en større ekspedition, jeg snakker snakker snakker om hver eneste gang vi cykler i skoven. Nemlig at der MÅ være fremmede horisonter og nyt land at indtage mod vest, mere specifikt Søgård Skov, der på landkortet ser så tillokkende ud. Desværre ligger den også langt fra Sønderborg, men at køre derud i bil er lige skrapt nok, og heller ikke tought nok. Og tilmed organisatorisk nærmest umuligt, hvis jeg en dag kan trække cykelvennerne med derud.

Derfor nu friskt ad landevejen til Gråstenskovene, her op igennem Rinkenæs Skov og ud gennem toppen i nordvest. Allerede nu har jeg gavn af ingen forberedelse; havde jeg haft mine landkort med, var jeg nok aldrig havnet på de hemmelige græs- og markveje, der førte mig til Kværs. 

 

 

Kværs er min mellemstation, halvvejs mellem Gråsten og Søgård Skov. Derhjemme havde jeg allerede længe hængt over Topografisk Atlas og kigget på “Kværs Hede” og de stier der så ud til at være dér. Den skulle også prøves.

Det viste sig at hede er en misbetegnelse, der kun er historisk begrundet. For hundrede år siden var der en stor og ødelæggende sandflugt vestfra, som mærkeligt nok standsede ved netop Kværs Hede. Så skyndte man sig at plante flyvesandet til med marehalm, og derefter træer. Derfor er den tidligere hede nu tæt skov. Med spændende skovveje, det holdt stik. Hermed afsløret nu, at jeg stod længe og studerede kortstanderen derude, fordi jeg var en anelse på vildspor og som sagt kortløs, og derfor ikke kunne ikke undgå at læse historien med. Under ottealsturen i skoven kom jeg også forbi netop mindestenen for Jürgensens tilplantning, fra omkring 1900, i tiden under Tyskland.

 

 

 

Søgård Skov omsider nået, det er altså den 2.den papegøje, for den skuffede heller ikke, tværtimod er jeg stadig målløs (så det bliver kort ) over dens rigdom og uhyre variation i landskab med mange småområder af forskellige slags træer i alle livsstadier, bregneflader, småbakker, små stier, skovveje i et tæt netværk rundt omkring den aldeles idylleriske og forbavsende store sø. Og de skøreste vejnavne. Rekreativ fremfor skovdriftsagtig kan man vel kalde den. Nørreskoven på Als jeg ellers jævnligt kører i, blegner lidt i sammenligningen, den er meget mere ensartet. Også den er forresten en statsskov. Heldigvis.

 

 

 

Jernbanen går lige igennem Søgård Skov. Kortstudierne havde ikke givet noget fingerpeg om hvorvidt man kunne krydse den. Og så kommer jeg pludselig til et træstavejr, som jeg på raceren tusind gange har set flyve forbi, når jeg er kørt ad asfaltvejen ved siden af. Har aldrig nået at tænke bro, der kan bruges til noget.

 

 

Denne er den største bro af den slags jeg endnu har prøvet, og tilmed den glatteste. Udskridning lige med det samme. Så glat, at da jeg lige lagde cyklen fra mig på toppen, skred den halvejs ned af sig selv. 

Heldigvis er der skruet nogle praktiske små tværlister på ude i siden, der lige passer til at gribes fat i med klampen under cykelskoene, så jeg kom sikkert over alligevel, uden at skulle ned på alle fire.

 

 

 

Det militære område i nordskoven, ved Søgård-lejren, Pløresødal-lejren, eller hvad nu lige er den hedder, havde jeg set frem til at indtage. Mest for at undersøge om det overhovedet var indtageligt, eller der var adgang forbudt. Det var der ikke, tværtimod bød skydeskiltene velkommen til at bruge området, undtagen under øvelser (at komme hjem fra cykling med hul i maven kan ellers få en anden betydning). Jeg havde ikke kunnet tyde spionfotoerne fra luften i Googlemaps, men nu var det tydeligt at det skyldes området bruges til kørsel med bæltekøretøjer. Det var nu ikke særlig udtalt, og jeg kom ikke til at køre nogen steder der var opkørt eller mudret.

 

Er det mon i orden at jeg beholder knopdækkene på?

 

Vinden derud havde været overraskende strid, men det var til at holde ud når jeg vidste at det så ville gå så meget nemmere hjem, udkørt klokken fem. Sådan var blev det også. Den hylen som knopdæk i topfart giver på asfaltvej, normalt kaldet støj, var nu den skønneste hjem-sang i mine øren. 

Det sidste stykke hjemad. Måske skulle jeg ikke være kørt ad Sultenmorgenvej. Ingen kan forestille sig hvor meget jeg på sådan en lang dags hjemtur kan fantasere og længes efter bananlagkage. Undtagen Villi, han ved det. 

Udkørt, nej det passer ikke, jeg var godt tilkørt og tilfreds; klokken var heller ikke fem, for jeg var hjemme ved firetiden. Det var ikke så galt.