Kategori arkiv 'Uncategorized'

Vildbasser

Med A-holdet på årets måske sidste sommertur; 105 km målt fra Chr.X bro i Sønderborg og retur.

Jeg havde længe haft en god tur-ide, og mens året faretruende gik på hæld fik jeg lige pludselig denne smukke søndag lejlighed til at afprøve den. Det skulle være noget med at komme ned til Tyskland og det for os ukendte, men dog blive på denne side af grænsen for ikke at skulle tænke på pas og papir. Alle var friske på den, så jeg kunne ikke ønske mig det bedre.

Turen gik derfor ned til Frøslevlejren og derefter vestpå i det øde og flade langs grænsen. Den var alligevel i nogen grad improviseret, for lejligheden kom som sagt lidt pludseligt, og jeg havde end ikke fået et lommekort med som gik længere vestpå end Padborg (vi kørte ud over kanten på kortet, som jeg kalder det). Så med mellemrum måtte jeg falde ned som agterlanterne og dér i smug bruge et kort på mobiltelefonen. Deraf blev jeg uvurderligt klogere: Kort på mobilen undervejs duer bare ikke, i hvert fald ikke når man rejser med det ubønhørligt fremadkørende tog, en cykelgruppe er. Man kan hverken se skærmen ordentligt for dagslyset eller navigere rundt med kortet når der er action på.

Men jeg var heldig med ruten, og her er vi så ved målet, grænsen syd for Sofiedal, ved det nok så bekendte nye hegn, vi uden tvivl kunne være hoppet over hvis vi villle det.

 

Med cykelklubben

Sommetider er der skilte med omkørsel og vejen spærret, men tit er det bare skræmmeskilte hvor man på cykel godt kan passere alligevel.

Eksempelvis i går under søndagtræningen, midt mellem Holbøl og Hokkerup – vi kunne da sagtens komme igennem 😎

Et badekar fuld af ål

Da jeg var barn, tog en af de andre børn på vejen en dag os andre med ind i sine forældres badeværelse, og viste at badekarret var fyldt helt op af svømmende levende ål.
Hvorfor, det fandt jeg aldrig ud af.

 

I mit hjem er det SLANGER, og de er lagt til side for at udbedres ved lejlighed. Selvom de vistnok ikke har formeret sig, er det langsomt blevet til en hel ormegård.

De fleste har jeg fået foræret – med huller i – for jeg er jo fuld af lappeløsninger, det véd alle.

– barnet med barnet.

Bagsiden

Den der finder på en måde at gå om bord i sådan en her, uden den kæntrer, skulle ha’ en medalje.
Af guld!

Darth Vater

“Far, nu tør jeg ikke køre i København uden hjelm længere, selvom jeg ligner en idiot”
Sådan mmssede min datter til mig, med et vedhæftet selvhjelmportræt der til forveksling ligner mit eget.

Derefter begyndte jeg nemlig også selv at bruge en cykelhjelm til civil cykling, dels som en slags sympatitilkendegivelse, dels ud fra en idé om, at nu jeg cykler så meget MED hjelm (i sportscyklingen), ville det være ærgerligt hvis der skete noget lige netop når jeg IKKE har én på.

2 måneder senere knaldede jeg hovedet i asfalten, efter salto ud over styret på min damecykel, på vej fra indkøb. Saved by the Bell. Eller så var det en Giro.

buslomme

Åh – her cyklede jeg en aften sidste efterår, med alle sikkerhedsforanstaltninger sat: hjelm, lys, refleksvest.
Det eneste jeg havde glemt må være hovedet.

Jeg kørte nemlig ligeud, den kortste vej ad den lige stiplede, og fik så et ordentligt puf på venstre skulder, kiggede forbavset til siden men holdt dog balancen – og så var det en BUS der skulle ind i buslommen.


– – – – –  Kør langs den stiplede linje og bliv klippet  – – – – –

Barnets barn

(foto: Maria Frank)

– med barnets mors far.

 

 

Cycle of life

Nu hvor den lille skal ha’ en lille: Et gensyn med min Maria på hendes fødselsdag i april 1986, med sin smukke udmattede mor.

Istedløven

I aftes var ” TV Anne og Anders” på besøg i Flensborg, inklusive et kig på løven. Derfor har jeg fået lyst at genkalde mine indtryk fra jeg selv var der for nu seks år siden:

 

“Min tur til Flensborg Kirkegård kommer efter en pludselig indskydelse, der ganske vist har modnet par måneder først – lige siden der stod i den lokale, at Istedløven ville blive genindviet, i anledning af at den er kommet tilbage til sin rigtige plads.

Historien om løven er (for) kort:
Løvemonumentet rejstes her i Flensborg, ganske tidstypisk, som en triumf efter den danske sejr i krigen 1848.
Efter den tyske sejr i 1864 blev den flyttet til Berlin, og efter de allieredes sejr i 1945 flyttet til København.

Men her i 2011 er den så – nu uden en krig – flyttet tilbage til Flensborg, som et symbol på dansk-tysk venskab og forhåbentlig forsoning.

 

Løven er stillet op det samme sted i Flensborg som oprindelig, nemlig på Alter Friedhof ved Stuhrsallee. Kirkegården fra 1810 er helt igennem arkitekttegnet, og selvom man dengang ikke har kunnet se den fra luften, er den alligevel udlagt som et omrids af en antik sarkofag.


Vis større kort

 

Her på mindesmærkedagen er der rundvisning for alle, med start fra kapellet.

 

Kapellet, die Bunsenkapelle,  er samtidig indgangsportal for kirkegården. Indvendig giver kuplen helt mindelser om Det Sixtinske Kapel, men er ganske lille.

 

 

Så ud på græsplænen.

 

 

Flot og prægtig er den, som den står i denne tid, gylden og smukt belyst af middagssolen der titter gennem løvet.

 

 

Den øverste del, der er boltet på, er alt hvad der er tilbage af den oprindelige inskription. Resten er genskabt plus tilføjet, så der nu alt i alt ganske sympatisk står:

Isted den 25. juli 1850 – Rejst 1862
2011 genrejst som tegn på venskab
og tillid mellem danskere og tyskere.

 

De dansktalende besøgende guides af en engageret dansk arkitekt ansat ved Flensborg By, Henrik Gram, som blandt andet påpeger, at også hvis man er en løve, kan man komme til at se unødigt hoven eller bøs ud, når man fotograferes sådan nedefra. Ligesom Uffe Ellemann ville have set ud.

Han har derfor medbragt et billede fra mens løven stadig var på værksted, fotograferet lige på, som viser at den i virkeligheden er en stor sød missekat.

 

Alle medaljer har en bagside – not.

 

Ligesom når jeg har kørt cykelløb syd for grænsen, ser det ud til tyskerne har en særlig hang til, og flair for, kage og kaffe-borde; her i den nærliggende Christiansenpark.
Det er plakatteksten, der skal bemærkes:  Tag des offenes Denkmals – Mindesmærkedag – med flere arrangementer.

Kagebordet får dog min største opmærksomhed, ligesom når jeg er nede for at cykle.”

Selskabets midtpunkt

I almindelighed higer jeg efter både selskab og anerkendelse, så det burde være lige mig at lære spille harmonika, eller holde en tale, steppe, charmere på flydende italiensk, danse tango, synge en vise, komme i det flotteste tøj…
Dagdrømmende har jeg da også tit set det altsammen for mig.

Men når det kommer til stykket, er jeg egentlig ikke så meget for at være i opmærksomhedsfocus.

Lodtrækning i forsamlinger, nope, her sidder jeg som nok den eneste, der tænker gevinsten er at undgå blive trukket ud.
Pyh, Cykellandsstævnet 2008 under festmiddagen med sponsorgevinster, hvor jeg var uheldig og det gik galt – my number came up – og jeg måtte traske hele den tunge vej op til podiet i hallen, duknakket og uden at se til siderne, for at modtage et gavekort på 1000 kr.

Rød skjorte, too much.
Lækkert hår, no way.
Mandlen i risalamanden – need I tell?  – jeg synker hellere.

 

(foto: Leif Lausten)

Av, også sommeren ’14 med cykelklubben, hvor jeg var helt i centrum, men egentlig hellere var fri.

Dingelingindlæg

« Ældre indlæg