Egentlig kunne jeg have skrevet om det nylige Champagneløbet, cykelklubbens årlige hyggelige cykelorienteringsløb for aktive og familie.
Jeg vil nu alligevel i stedet hive mine billeder fra for nogle år siden frem, og berette om da jeg dannede hold i løbet sammen med mine børn.
Efter indledningen følger en gradvis stigende spænding (lidt) i beretningen, her Maria der klipper ved en post:
Og Mads på vej:
Ungerne cyklede det bedste de havde lært, og det gik mægtig godt længe, troede jeg i hvert fald. Men pludselig sad Mads her under et træ med cyklen og et “Nix, jeg kører ikke én meter mere”, og kunne ikke drives én centimeter videre. Krisen.
Han har nu altid været god til at sige fra når det var relevant, og det var det vist her, hvor jeg tempomæssigt havde spændt buen lovlig hårdt for at indfri de store ambitioner for holdet.
Så trække vejret, rolig nu. Forløsning, krisen overstået. Vi kom gudskelov af sted videre igen. Happy ending.