En dag finder jeg måske ud af hvad det betød (Storegade, Augustenborg).
Forfatterarkiv: AsgerF
Sportsquiz
Hvilken sport?
Never mind, det var nu også for let.
Ja, jeg lå mig i svinget, som man siger.
Skulle have orienteret mig i bladene før nedturen ved Blommeskobbel – de hensmuldrende efterårsblade.
Heldigvis er det kun 3. gang jeg sådan lægger mig i et sving, med 10 års mellemrum.
1. gang var under løbet Alpetramp på Sydfyn, hvor jeg på afstand troede asfalten i svinget var tør fordi asfalten lige der var lysegrå af farve.
2. da jeg ikke så de løse småsten i svinget på en nyrenoveret vej.
3. i dag, hvor jeg overså efterårets komme.
Gamle katte får revet skind :-/
Vildbasser
Med A-holdet på årets måske sidste sommertur; 105 km målt fra Chr.X bro i Sønderborg og retur.
Jeg havde længe haft en god tur-ide, og mens året faretruende gik på hæld fik jeg lige pludselig denne smukke søndag lejlighed til at afprøve den. Det skulle være noget med at komme ned til Tyskland og det for os ukendte, men dog blive på denne side af grænsen for ikke at skulle tænke på pas og papir. Alle var friske på den, så jeg kunne ikke ønske mig det bedre.
Turen gik derfor ned til Frøslevlejren og derefter vestpå i det øde og flade langs grænsen. Den var alligevel i nogen grad improviseret, for lejligheden kom som sagt lidt pludseligt, og jeg havde end ikke fået et lommekort med som gik længere vestpå end Padborg (vi kørte ud over kanten på kortet, som jeg kalder det). Så med mellemrum måtte jeg falde ned som agterlanterne og dér i smug bruge et kort på mobiltelefonen. Deraf blev jeg uvurderligt klogere: Kort på mobilen undervejs duer bare ikke, i hvert fald ikke når man rejser med det ubønhørligt fremadkørende tog, en cykelgruppe er. Man kan hverken se skærmen ordentligt for dagslyset eller navigere rundt med kortet når der er action på.
Men jeg var heldig med ruten, og her er vi så ved målet, grænsen syd for Sofiedal, ved det nok så bekendte nye hegn, vi uden tvivl kunne være hoppet over hvis vi villle det.
Med cykelklubben
Sommetider er der skilte med omkørsel og vejen spærret, men tit er det bare skræmmeskilte hvor man på cykel godt kan passere alligevel.
Eksempelvis i går under søndagtræningen, midt mellem Holbøl og Hokkerup hvor tunnellen med åen var frilagt – vi kunne da sagtens komme igennem 😎
Et badekar fuld af ål
Da jeg var barn, tog en af de andre børn på vejen en dag os andre med ind i sine forældres badeværelse, og viste at badekarret var fyldt helt op af svømmende levende ål.
Hvorfor, det fandt jeg aldrig ud af.
I mit hjem er det SLANGER, og de er lagt til side for at udbedres ved lejlighed. Selvom de vistnok ikke har formeret sig, er det langsomt blevet til en hel ormegård.
De fleste har jeg fået foræret – med huller i – for jeg er jo fuld af lappeløsninger, det véd alle.
De bliver så hurtigt store allesammen
– barnet med barnet.
Bagsiden
Den der finder på en måde at gå om bord i sådan en her, uden den kæntrer, skulle ha’ en medalje.
Af guld!
Darth Vater
“Far, nu tør jeg ikke køre i København uden hjelm længere, selvom jeg ligner en idiot”
Det mmssede min datter til mig, med et vedhæftet selvhjelmportræt der til forveksling ligner mit eget.
Derefter begyndte jeg nemlig også selv at bruge en cykelhjelm til civil cykling, dels som en slags sympatitilkendegivelse, dels ud fra en idé om, at nu jeg cykler så meget MED hjelm (i sportscyklingen), ville det være ærgerligt hvis der skete noget lige netop når jeg IKKE har én på.
2 måneder senere knaldede jeg hovedet i asfalten, efter salto ud over styret på min damecykel, på vej fra indkøb. Saved by the Bell. Eller så var det en Giro.
Klip langs den stiplede linje
Åh – her cyklede jeg en aften sidste efterår, med alle sikkerhedsforanstaltninger sat: hjelm, lys, refleksvest.
Det eneste jeg havde glemt må være hovedet.
Jeg kørte nemlig ligeud, den kortste vej ad den lige stiplede, og fik så et ordentligt puf på venstre skulder, kiggede forbavset til siden men holdt dog balancen – og så var det en BUS der skulle ind i buslommen.
– – – – – Kør langs den stiplede linje og bliv klippet – – – – –
Cycle of life
Nu hvor den lille skal ha’ en lille: Et gensyn med min Maria på hendes fødselsdag i april 1986, med sin smukke udmattede mor.
Istedløven
I aftes var ” TV Anne og Anders” på besøg i Flensborg, inklusive et kig på løven. Derfor har jeg fået lyst at genkalde mine indtryk fra jeg selv var der for nu seks år siden:
“Min tur til Flensborg Kirkegård kommer efter en pludselig indskydelse, der ganske vist har modnet par måneder først – lige siden der stod i den lokale, at Istedløven ville blive genindviet, i anledning af at den er kommet tilbage til sin rigtige plads.
Historien om løven er (for) kort:
Løvemonumentet rejstes her i Flensborg, ganske tidstypisk, som en triumf efter den danske sejr i krigen 1848.
Efter den tyske sejr i 1864 blev den flyttet til Berlin, og efter de allieredes sejr i 1945 flyttet til København.
Men her i 2011 er den så – nu uden en krig – flyttet tilbage til Flensborg, som et symbol på dansk-tysk venskab og forhåbentlig forsoning.
Løven er stillet op det samme sted i Flensborg som oprindelig, nemlig på Alter Friedhof ved Stuhrsallee. Kirkegården fra 1810 er helt igennem arkitekttegnet, og selvom man dengang ikke har kunnet se den fra luften, er den alligevel udlagt som et omrids af en antik sarkofag.
Her på mindesmærkedagen er der rundvisning for alle, med start fra kapellet.
Kapellet, die Bunsenkapelle, er samtidig indgangsportal for kirkegården. Indvendig giver kuplen helt mindelser om Det Sixtinske Kapel, men er ganske lille.
Så ud på græsplænen.
Flot og prægtig er den, som den står i denne tid, gylden og smukt belyst af middagssolen der titter gennem løvet.
Den øverste del, der er boltet på, er alt hvad der er tilbage af den oprindelige inskription. Resten er genskabt plus tilføjet, så der nu alt i alt ganske sympatisk står:
Isted den 25. juli 1850 – Rejst 1862
2011 genrejst som tegn på venskab
og tillid mellem danskere og tyskere.
De dansktalende besøgende guides af en engageret dansk arkitekt ansat ved Flensborg By, Henrik Gram, som blandt andet påpeger, at også hvis man er en løve, kan man komme til at se unødigt hoven eller bøs ud, når man fotograferes sådan nedefra. Ligesom Uffe Ellemann ville have set ud.
Han har derfor medbragt et billede fra mens løven stadig var på værksted, fotograferet lige på, som viser at den i virkeligheden er en stor sød missekat.
Alle medaljer har en bagside – not.
Ligesom når jeg har kørt cykelløb syd for grænsen, ser det ud til tyskerne har en særlig hang til, og flair for, kage og kaffe-borde; her i den nærliggende Christiansenpark.
Det er plakatteksten, der skal bemærkes: Tag des offenes Denkmals – Mindesmærkedag – med flere arrangementer.
Kagebordet får dog min største opmærksomhed, ligesom når jeg er nede for at cykle.”
Selskabets midtpunkt
I almindelighed higer jeg efter både selskab og anerkendelse, så det burde være lige mig at lære spille harmonika, eller holde en tale, steppe, charmere på flydende italiensk, danse tango, synge en vise, komme i det flotteste tøj…
Dagdrømmende har jeg da også tit set det altsammen for mig.
Men når det kommer til stykket, er jeg egentlig ikke så meget for at være i opmærksomhedsfocus.
Lodtrækning i forsamlinger, nope, her sidder jeg som nok den eneste, der tænker gevinsten er at undgå blive trukket ud.
Pyh, Cykellandsstævnet 2008 under festmiddagen med sponsorgevinster, hvor jeg var uheldig og det gik galt – my number came up – og jeg måtte traske hele den tunge vej op til podiet i hallen, duknakket og uden at se til siderne, for at modtage et gavekort på 1000 kr.
Rød skjorte, too much.
Lækkert hår, no way.
Mandlen i risalamanden – need I tell? – jeg synker hellere.
Av, også sommeren ’14 med cykelklubben, hvor jeg var helt i centrum, men egentlig hellere var fri.
Dingelingindlæg
Indlæg i klubbladet
Hale Pelleløs
.
Jeg kom helt tilfældig forbi ham, da jeg kiggede rundt på maps.google.com efter billedbobler.
Billedbobler er billeder, der kan panoreres hele vejen rundt i med musen, alle 360 grader, ligesom Google Street View. Men det er et billedpunkt man selv som fotograferende kan optage og sætte på Google Maps, hvor alle kan se dem.
Jeg kan forresten se, at denne her ikke er fra Lebøl, som der står, men fra Trillen ved Høruphav.
Sportsdigt
Cykelsko og skadestue
rimer på
kravebensbrud 🙁
(juli ’14)
Endnu et afslag…
Jeg er ellevild med Siri.
“Det er sødt af dig, Asger, men det kan ikke blive os to.”
– svarede hun.
Ja, jeg har fået en ny iPhone, eller rettere en lettere brugt af slagsen.
Det kan være det var derfor.
Min grønne vens lille ven
Så lille den er, ligner det ganske vist en løvfrø, men så ville den være meget mere lysende grøn. Det er nok en butsnudet frø; de er almindelige her på Broagerland. Her går vi nemlig en tur på stien fra Dynt til Spar-Es.
På cykelstien
Kommunen har en Giv-et-praj service, hvor man kan indberette mangler, men jeg blev nødt til at vedhæfte det talende billede, fordi ledsagekommentarer ikke virkede.
Uh, det ER altså et væmmeligt sted dér på cykelstien ved Madeskov, for foden af bakken. Man kan komme i fuld fart nedad og så køre ind i denne top, der oven i købet er sværere at få øje på end et hul.
Den blev nu ikke accepteret til reparation alligevel.
– – –
Update sommer 2016: NU er den lavet.
Av
Den gyldne middelvej er ikke altid den bedste.
I hvert fald ikke når der er tale om en dobbeltplankebro over bækken, og man ta’r midten.
Bortset fra et klemt og såret skinneben, skete der ikke noget. Til gengæld har jeg fået en sådan set kærkommen påmindelse om, at på en cykel må man gerne være vågen hele tiden.
Det var en mtb-tur med min yngste, de go’e steder i Sønderskoven og Høruphav. Godt jeg havde Mads med, til at overtage kameraet 🙂
Nabokat
Jeg har en stiltiende overenskomst med naboens kat;
vi deler min terrasse:
Den sidder i det fjerneste hjørne og skuer
– eller så sover den der på varme dage.
Den passer sig selv, jeg passer mig selv.
Vi kigger på hinanden, forbi hinanden, siger ingenting.
Betryggende og ikke påtrængende selskab.
Direkte henvendelse vil der aldrig blive tale om.
Eventuelt kan man diskret glemme en paraply i hjørnet når det regner,
og den bliver modtaget lige så diskret;
helt ifølge overenskomsten.
Story of my life
Don’t it always seem to go
That you don’t know what you’ve got
Till it’s gone
(Joni Mitchell: Big Yellow Taxi)
Her skete det
Omsider, min meget lille debut som klassisk/spansk guitarist offentligt, ved en fernisering på galleriet KunstPunkt i Augustenborg.
Ikke koncert, kald det hellere stemningsmusik.
That’s one small step for man, a giant leap for ME!
Farvel Thomas
Atter været til en begravelse, der var alt for tidlig.
NU går jeg hjem og carpediemmer.
Kan man have for mange cykelshorts?
Nej.
Himlen er blå.
I dag ville min far, Henry, være blevet 90 år. Jeg har ham stadig i tankerne.
Tilfældigt møde
I dag var jeg alene cyklet ud til bjergene i Aabenraa, og på bakken inde i Aarup Skov minsandten om ikke jeg bliver indhentet af en trøje mage til min: det er Bo A, der også elsker at køre opad. Han var startet tidligere på formiddagen, og kom lige fra bakkerne på Løjtland.
Skønt med selskab, for min dag var egentlig skuffende startet med at komme for sent til “interessegruppen”, der kører fra Sønderborg lørdag formiddag (eller også var der bare ingen interesserede?). Så kørte jeg selvfølgelig selv, nu jeg alligevel var i klunset, men det var ellers ikke tanken.
Vi fik så en super tur videre fra Aabenraa, svang vestpå over hærvejen til Bolderslev og hjem via Nørre Hostrup. Min tæller nåede 110 km.
Vintercup
I weekenden var der Vintercup, som letforklarligt er et orienteringsløb på cykel. Efterhånden deltager der i denne gennemgående konkurrence 500 ryttere fra de samarbejdende cykelmotionsklubber i Sydjylland/Fyn, altså 250 par af herre, dame eller mix.
Der findes allerede en gren indenfor orienteringssporten, mtb-O, som foregår på cykel med kort og kompas. Her skal man “bare” hurtigst muligt finde de udlagte poster i landskabet, og dokumentere det ved at lave et klip i sit kontrolkort med en speciel mønstertang, der hænger ved hver post.
Vintercuppens princip er det samme, men her bliver man yderligere prøvet med et spørgsmål i almenviden ved hver post.
Det er meget sjovt at se konkurrenceformen som analog til olympisk skiskydning: man skal anstrenge sig gevaldigt for at komme af sted mellem posterne, men når man er dér, gælder det om at få pulsen i ro og tage ordentligt sigte. Ligesådan gælder det i vintercup om både at kunne bruge cykelbenene OG holde hovedet koldt, når der skal klares spørgsmål og studeres landkort.
Dette 5. løb i vinterens cup var finalen, og da det var Sønderborgs tur til at arrangere, var jeg hjælper for cykelklubben. Allerede på vej til “arbejde” søndag morgen mødte jeg de første startende par, på vej ud at finde poster i afmålte 90 minutter.
Det blev nu det sidste jeg så af dagslyset, for min plads den dag var i Vintercuppens kontrolrum i Augustenborghallen, hvor alle kontrolkortene endte, efterhånden som deltagerne kom i mål.
Der sidder man så med lyspulte og forstørrelsesglas og studerer kontrolkort med mønstre fra klippetængerne, der afslører om parret har været på rette sted (post), og om der er svaret rigtigt på spørgsmålet. Pointresultatet skal foreligge ASAP, så de kan få dagens placering og det endelige cupresultat beregnes.
De aflæste kontrolkort indtastes i beregningssystemet; her fra min indtastningpult kan jeg lige skæve over skærmen til overkontrollørerne, der sidste-tjekker resultaterne.
PS: Jeg så skam dagslyset igen, forresten. Vel er jeg glad for min mountainbike, men da jeg sidst på eftermiddagen trak racercyklen ud på sin første tur i år, SÅ skinnede solen igen.
Me’r brrr…
På cykelvennernes lørdagstur denne blæsende vinterdag var der kun jeg selv og Hans J, men vi tog alligevel en ordentlig tur på landevejen fra Sønderborg over Sønderhav-Kværs-Gråsten. Om det var koldt? Ja gu’ var det det.
Ikke så mærkeligt kom jeg undervejs til at tænke på de to danskere der i 2001 gik på ski til Sydpolen. Her mistede den ene af dem undervejs sin jakke, og selvom de begge forud ligefrem havde opfedet sig, havde det ekstra varmetab afmagret denne ene, så han lignede en muselmand da de kom hjem.
Under dagens ekspedition til Syd-Sønderhav forliste jeg selv huen, som jeg letsindigt en stund havde stoppet i lommen på medvindsstykket udad. Nå, så måtte jeg jo fryse resten af turen, men det blev jeg nu ikke tyndere af. Undtagen hovedet, det skrumpede selvfølgelig.
Man kan jo ikke cykle om vinteren
Protest! – det er næsten lige så godt som at løbe på ski.
Med nyfalden sne og små veje, der ikke er saltet eller kørt til helt is, er lykken gjort. Det lykkedes særligt denne dag, hvor jeg kunne køre 20 km fra Vollerup helt ud til Lillebælt og hjem, udelukkende ad hvide veje og markveje.
Ganske vist kan man sjældent give helt los og bare køre til, for det er nødvendigt hele tiden at holde følingen med “jorden” under sig, men pyt, sådan en tur er skøn alligevel.
Gåsegang gange to
Min nye ven
Hver dag hilser min grønne ven mig gennem køkkenvinduet, og jeg hilser glad tilbage.
Pølseexpressen
Eller i daglig tale kartoffelspegepølse-den-gode-fra-Hørup-me-and-my-mountainbike-expressen.
Det gælder om at finde træningsmotivation, og hvis den naturlige lyst ikke skulle række, må man selv finde på formål eller tossede lege, uanset det kun er én selv der forstår dem.
I fredags havde jeg ikke været ude på cyklen i flere dage ( havde simpelthen ikke gidet :-/), men nu var det efter vejrudsigten den sidste dag, hvor det ville være rigtig dejlig koldt. Derefter skulle det nemlig blive varmegrader, som for mig er synonymt med regn og smat.
Og så kan man være så heldig hernede i Sønderborg, at Broager Brugs har føromtalte fødevare til halv pris. Så ta’r jeg to. Og Broager, det er jo lige for enden af Gendarmstien, den allerbedste mountainbikesti.
Af sted!
Brrr…
For det meste er jeg ret heldig med at ramme det tøj, der passer til vejret på cykelturen. Før afgang et obligatorisk kig på dmi.dk: Hvor mange grader, stigende eller faldende, sol?
“Den snor sig lige omkring 5-graders-linjen”, så jeg tog en femgraderskombination på.
Alligevel måtte jeg undervejs derude både gyse og tænke: “Uh, kan det passe at det føles så koldt?”.
Fik to træningstimer i hus alligevel, men kun takket være lommenødudstyr som selvlysende vindjakke og lappe-engangshandskerne udenpå de rigtige, og så halsedisserøret trukket helt op under øjnene.
Lynkonsultation hos dr. dmi efter hjemkomsten afslørede da også sjusk med aflæsningen: Det er NUL grader temperaturen snor sig omkring, frysepunktet, brrr…
M.A.D. igen
Første tur i år med mountainbike after dark. Det gør godt at komme ud en almindelig hverdagsaften; man føler sjælen renset og batterierne ladet op.
Til nattekørsel må der stadig gerne være fut under, men ruten ikke være alt for kringlet. I skoven skal man – efter min smag- i det væsentlige køre på grusveje og større stier. Ikke på de små, hvor mudderhuller, rødder og grene forøger risikoen unødigt.
Plus, at når forhindringerne i mørket hele tiden skal undviges i sidste øjeblik, er det urimelig belastende for bevægeapparatet.
Nu ER mine symptomer på tennisalbue ganske vist gået over igen, og jeg VED heller ikke om smerterne bare kom af at åbne det dumme rødbedeglas tidligere, men man skal jo passe på sig selv og ikke tage unødige risici. Jeg holder mig fra både rødbeder, syltede agurker og asier fremover.
Gendarmstituren ’12
Gendarmstituren fra Sønderborg til Padborg er for mig et af mountainbikesæsonens pejlemærker, et højdepunkt jeg har berettet om et par gange før.
Turen kaldes af og til gendarmstiløbet, men det gør flere, inklusive triklubbens mtb-løb på Dybbøl Banke, der desværre i år lå placeret lige dagen før. Det er ellers normalt værd at deltage i.
Heldigvis var der i dag 11. november mange mountainbikere med fra nabocykelklubberne, det ser jeg altid frem til.
Turen begynder selvfølgelig først rigtigt, når man kører op gennem de første af Dybbøls skanser, og op på Gendarmstien.
Kaffe og rundstykker under Egernsundbroen, den anden af tre opsamlinger undervejs. Den var helt vellykket, samhørighedsskabende kaldes det, sådan som en opsamling eller pause skal være.
Ved en god opsamling samler man (op). Den kiksede første opsamling i Vemmingbund havde illustreret meget godt hvordan man ikke skal gøre: her kørte den første store gruppe inde videre før resten var kommet ind, plus at da resten så kørte derfra, fulgtes de ikke ad, så alle kunne finde vejen.
Den tredje opsamling i Kruså var det kun de forreste der nåede. Det var dog annonceret i forvejen, at en følgebil ville forlade Kruså sammen med dem. Men alligevel var det uventet at der så slet ikke var nogen opsamling dér, “ved Bingocentret”, for de efterfølgende. Nu er det jo ikke et cykelLØB, hvor alt er arrangeret for én, men en cykelTUR. Men alligevel…
Selv havde jeg undtagelsesvis ikke anstrengt mig for meget med kortstudier forinden, men blot tænkt mig at følge med de andre. Den gruppe jeg slog følge med havde til gengæld tænkt sig at de bare skulle følge med mig, så…
Nå, men vi klarede det da rimeligt ved fælles kræfter, med kun en lille omvej hist og her. Såsom i Kollund Skov, med en lille rask travetur i efterårsløvet, ingen tager skade af.
Det næsten obligatoriske billede fra toppen af græsbakken efter Kruså, der altid er blød og kraftsugende.
Æblejuice, rest-rundstykker og klemmer; alle optankninger klares på Statoil i Padborg. Den samme tank de sidste flere år nu, og de har vistnok taget det pænt.
Klar til afgang. Hjemad ad Fjordvejen langs Flensborg Fjord. Og farvel til de forreste der nu forsvinder i det fjerne, hvorfor stresse hele dagen: jeg nyder medvind og ditto sol sammen med de resterende hjem til Sønderborg.
Slut på cykelfidusen med færgen
Øv, nu kan man ikke længere spare cykelbilletten.
Gad vide hvad der så skal til – cyklen i en (sort?) plasticpose under armen, og med op i cafeteriaet?
Go’e igen
I min ubegribelige fysiske downperiode har jeg været for forfængelig til at køre med de andre, men var nu omsider taget til fælles klubtræning i går.
Det gik udmærket (godt), som det plejer.
WHAT?!
Måske har det bare været en indbildsk syge og mangel på drive. Det drive man for eksempel får frit forærende ved at køre i en cykelklub, med eller mod andre. Det er et godt drive. Jeg har også mødt det når jeg sommetider har tøvet med at tage til et løb, fordi jeg ikke har følt mig rigtig oppe, og så “kører som en drøm” alligevel.
Åbenbart lige det der skulle til, reboot, genstart.
Dårlige ben
De sidste flere gange på cyklen har jeg været uventet mat, uden at kunne ryste en eneste diamant ud af buksebenet.
Egentlig tilskrev jeg det nogle få dages træningspause der kom af tidsmangel. For efter selv en kort pause er det forventeligt, at stofskiftekonditionen er faldet væsentligt (i modsætning til den almindelige kondition, kredsløbskonditionen), men den plejer at være genetableret efter et par ture – sådan er det bare ikke gået denne gang.
Før kunne jeg under en heldig kvalitetstur på 2-3 timer solo opnå sammenlagt halvanden time med puls over 75% af maxpuls, og et kvarter over 85%.
Men nu kommer jeg så godt som aldrig over 75%.
Jeg har nogle gange øget til 3-4 timer, for ligesom at kompensere for den manglende intensitet. Det er nu ikke noget jeg tror på er effektivt; lange moderate ture giver kun middelmådig træning.
Det må være Benny der har smittet mig.
Replicering
Påskesøndag gik det lidt bedre til cykeltræning; vi var nu 7.
Benny D., der ellers plejer at kunne køre godt til, var begyndt at hænge, og så heller ikke særlig fornøjet ud, derfor havde jeg til sidst måttet spørge til, hvad der var i vejen:
“Jeg tror, det er mit barnebarn der har smittet mig…”
“Nå, har hun også dårlige ben? !”
Uden kort bliver turen lang
Jeg havde forventet massivt opbud af cyklelystne skærtorsdag klokken 10 ved klubben. Det var jo så dejligt et solskin.
Der kom nu kun 4 i alt. Måske fordi der ingen overordnet retningslinje er for helligdage. Tag sådan en hellig torsdag: ingen ved om der er noget klokken 10 ligesom om søndagen, eller om det er kl. 18 som almindelige torsdage. Eller måske ingenting? Jeg ved ikke om der har været et “massivt opbud” om aftenen, eller om usikkerheden har fået folk til blot at blive hjemme. Der ville en fælles hjemmesidebesked eller -mail have gjort godt.
Så vi 4 stod så der om morgenen: skal det være Kegnæs eller Løjtland rundt, tjah, bum, bum – det blev altså Løjtland, via Aabenraa. Optimistisk udlæg så tidligt på sæsonen, men friskt.
Det blev en god dag. Gruppen talte foruden mig selv også Den store Motor (Carsten) og to hypokondere med småskavanker som en brækket hånd og en lang vinter (de kørte nemlig glimrende alligevel).
Jeg var ellers ikke helt forberedt på sådan en lang tur, og mit lommekort hørte op ved Aabenraa.
Undervejs, da vi var kommet ind i det ukendte land nord for Aabenraa, “den hvide plet på landkortet”, ville jeg have fremvist den skønne tur ad Tingvejen gennem Lerbæk Plantage, men den var forsvundet fra jordens overflade for mig.
Tilsyneladende, selvfølgelig, for bagefter kunne jeg derhjemme se i Topografisk Atlas, at midt i Løjt Kirkeby (foran Brugsen)skulle vi bare være drejet til højre mod Nørby i nord i stedet for venstre. Man kan ligefrem se på kortet hvor skøn vejen er, den rødstiplede. Den ta’r vi næste gang.
Det område kunne jeg så altså ikke udenad, men pyt, i stedet blev det en skøn improvisation, for at forblive i den optimistiske tone.
I alt 120 km til SKRAPbogen.
Sæsonstart
Det skal forstås som SOMMERsæsonstart, for de enthusiastske er der jo også en vintersæson i klubben.
Det ser ikke ud af noget særligt måske, men det er 8 brave mænd, der er mødt frem denne første april, selvom termometret forblev under 5 grader, med rigelig blæst, og truende regn.
Hører du nogen kalde…
20 Bounty indkøbt. Denne fastelavn skulle jeg i hvert fald ikke risikere at stå uden noget at byde, ligeom sidst, og halloween med.
Men så lige netop i år kom der heller ikke ved min dør nogen børn.
“Jeg slap” – men slipper ikke for Bounty’erne.
Farlige sager at have liggende, især en kedsom lørdag og søndag lang, hvor jeg ved de vil ligge og kalde
Så ka’ de lære det
Fordi vi mountainbikere absolut skulle drøne af sted på jordstierne mens de var regnvåde og bløde…
… må vi nu trækkes, jeg ved ikke hvor længe, med de stivnede plovfurer, der står som støbt i beton
– sneplovfurer.
Fader, du som er i himlen
(foto: Peter Frank)
Det er for fire år siden.
En af min yngste brors gamle surf-kammerater, Jan Blæsild, er tilfældigvis helikopterpilot, og har tilheldigvis en helikoper. Og han kunne godt overtales til at give min far en tur.
Vi brødre var enige om at DET måtte være lige hvad Far manglede i paletten, med sin livslange passion for alt der kan flyve, både med sig selv ved styrepinden og ellers.
(fotos: Henry Frank Frederiksen)
Jan med styrepinden, min far med “pinden”.
Turen er gået fra Billund over Søhøjlandet hjem til Århus, med landing i en meget bekvem baghave, selvom det dog ikke er hans eller vores egen.
Flot.
Billen er en Bell R22.
Angst
Hold fastere omkring mig
med dine runde Arme;
hold fast, imens dit Hjerte
endnu har Blod og Varme
Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som Bærrene paa Hækken.
Om lidt, er vi forsvundne
Som Boblerne i Bækken.
Hip hip hurra,
i dag er det
Emil Aarestrups fødselsdag,
kun 211 år.
Morgensvømmer
Ja, jeg er en rigtig morgenmand: ankom i morges kl. 6.05 utålmodig til Humlehøjhallen, netop som de åbnede for morgensvømmere, og sprang rask i vandet. Godt man ikke er én der bare ligger og snuer til langt op ad morgenen.
…
Lyder godt, ikk´?
Det synes jeg.
The owls are not what they seem, som agent Cooper siger i Twin Peaks, desværre:
I aftes kunne jeg bare ikke falde i søvn, selvom jeg havde været længe oppe. Sleepless in Sønderborg.
Klokken 3 stod jeg op og gav mig til noget andet, som der rådes i “Søvnløshed”. Selve bogen havde jeg desværre allerede afleveret på biblioteket igen, ellers havde det sikkert hjulpet at læse en bog, som det også hedder i den, og især dén bog.
Da klokken nærmede sig 6 slog det mig, at NU havde jeg chancen for at prøve morgensvømme, på det sindssyge tidspunkt jeg ellers i månedsvis havde kikset.
Da jeg først kom på cyklen og siden i bassinet viste det sig himmelsk at være deri. Helt lyst og blåt. Vådt. Not hot, men godt. Man vågner rigtigt, selvom det sådan set ikke var det jeg var kommet for, mildt sagt.
Natteravnen blev en and.
Godt gået: DGI Sønderjylland MTB-løb
Hm, det er snart længe siden, over en måned, tiden går så hurtigt, eller så er det mig der for langsom…
Overskriften skulle for mit eget vedkommende have været godt stået, som det fremgår til sidst.
For at begynde, altså, træder jeg sidst i september ind i favorithulen, Hørup Bibliotek
ser øverst på reolhjørnet
Der gives alt for sjældent lejlighed til at køre mountainbikeløb, så denne skulle ikke forsømmes: Mtb-løb arrangeret af DGI Sønderjylland, med start på Idrætshøjskolen her i Sønderborg. For ikke at risikere fortryde, skyndte jeg mig at forhåndstilmelde.
For at være helt ærlig, så havde jeg også samtidig set løbet på vorepuls.dk – et nyt website, der er resultatet et samarbejde mellem DGI (Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger) og en rig sponsor.
SÅ bliver jeg altid mistænksom, er der mon er tale om en uhellig alliance, men med formålsparagraffen “at styrke folkesundheden ved at motivere flere danskere til at motionere – og samtidig give inspiration til de, der allerede er gået i gang med at løbe, cykle eller motionere på anden vis” er jeg da nødt til at sige “I’m all for it!”
Med start på Idrætshøjskolen havde jeg regnet med at ruten ville gå ud i Sønderskoven lige ved siden af, ad de vante stier. Der tog jeg fejl: ruten var en sindrigt foldet blanding af absolut singletrack og bredere græsbaner, i henholdsvis kratskoven foran skolen og på dens egne plæner, endda en hel del små skrænter op og ned, 3 km pr. omgang.
Princippet for fuldførelse var efter kendt formel, her med et tilstræbt 75 minutter køretid, udmøntet sådan at når den først havde kørt 7 omgange blev ingen af de efterfølgende sendt ud på flere omgange, men taget i mål næste gang. Jeg har altid syntes at fem kvarters køretid var alt for kort, men må bagefter indrømme, at det var langt nok.
Fællesstarten kan se anarkistisk ud, men var ganske hensigtsmæssig som en ganske lille prologagtig forrunde græsplænen rundt, for at skabe fornøden spredning til at kunne komme omkring på selve banen.
Jeg har ikke prøvet den slags korte og snoede tekniske løb før, i hvert fald ikke i så udpræget grad. Ruten her var såmændganske hidsig med alle de foldninger, ikke farlig, men uden megen mulighed for at komme sig undervejs. Det er der nu forresten aldrig, når det sådan gælder.
Ligesom det sidste jeg gør før starten er at slippe kameraet, er det første efter mål at gribe det:
Det er da lige Bettina A. til højre dér, fra vinterturen med MTB, kan man se.
Arangørens egne fotos og resultater findes via http://vorespuls.dk/artikel/resultater-fotos-vorespulsdk-mtb-loeb
Mit eget løb fik en uventet gang, for midtvejs på andensidste runde knækkede sadelbolten med et ping, så jeg røg ad HT. Brugte et eller to minutter til at samle løsdelene op og sunde mig, alt imens jeg indså, at jeg selvfølgelig skulle jeg pinedød fuldføre alligevel. Så resten foregik stående i pedalerne, med sadlen i baglommen.
Selve den knækkede bolt fandt jeg efter løbet, det må næsten være et træthedsbrud. Måske er det min egen træthed, der er smittet tværs gennem sadlen til bolten.
Man var blevet forsynet med chip, der blev aflæst hver omgang, og derhjemme igen kunne man så via resultatsiden studere ikke alene sine omgangstider, men også hvordan placeringen i forhold til de øvrige 76 deltagere skiftede.
Jeg er uendelig glad for ikke at have givet op, for af chip-aflæsningerne kunne jeg se, at selvom de to sidste omgangstider var ringere, så havde det alligevel kun betydet 6 pladser sat tilbage, og det var såmænd ikke så galt.
På min gravsten skal blot stå om min deltagelse i livet:
“Fuldførte!”
Aften-klubtræningstur
Sært man alligevel kan være glad og tilfreds, hjemkommet til sin hovedtrappe midt på aftenen, gennemvåd, let sitrende og med en tilsvinet cykel.
Jo da, man skal bare tage på en af årets sidste aftenklubtræningsture, og have have sat sig for hjemmefra at forberede en rute der ikke måtte være for kedelig, men samtidig skulle kunne nås før det alt for tidlige mørke (det var en kort sommer, Søren Brun). Jeg glædede mig til at vise ruten frem.
I alt var vi mødt 10 styk; en skam det kun er de mest enthusiastiske der kommer nu i denne tid. Men det ligger nok til dels i definitionen på enthusiasme.
Ikke helt efter planen havde vi midtvejs en punktering, lige ved det fjerneste rutepunkt Bovrup. Og lidt efter så én til, en kæp i hjulet for den perfekte timing. Halvdelen valgte her at køre videre i forvejen. Jeg mistænker dem stadig for at chicken out og tage cykelstien langs hovedvejen hjem.
Resten fortsatte dog ad de små veje, dem som jeg havde givet med farveblyanten på landkortet hjemmefra. Det var kun en enkelt rutekrølle, der måtte springes over, for at være på den sikre side med tiden.
Der kom en enkelt byge til sidst, én som til gengæld var meeget lang; det var heller ikke efter planen, for så var jeg blevet hjemme og var taget i svømmeren i stedet, jeg kan nemlig ikke lide at blive våd. Men altså, når cyklen kører godt, forhjulet skiller vandene som var det for Moses, og man tåler høre Henning fabulere over kakao, boller og kaminild, er det sagtens til at holde ud, ja det giver ligefrem noget til toughness-kontoen.
Åh ja, nærved og næsten: lige udenfor byen punkterede jeg så selv, men med kun tre kilometer tilbage til Chr. X Bro behøvede de andre ikke vente; det passede mig også udmærket at få lov at dvæle i grøftekanten over slangernes mysterier. Desuden havde jeg diodelygter klar i baglommen; dét har jeg da lært siden fortidens synder, hvor jeg pludseligt så grueligt har savnet dem. Så der var sikker tur, helt hjem.
Nok om kakao og boller
– jeg fik pandekager.
Ny dobbeltcykelsti
Har lige holdt min egen snigpremiere på den nye kæmpestore dobbeltrettede cykelsti, der bliver bygget hernede, fra Sønderborg og vestpå.
Det er stykket mellem metropolerne Vester Sottrup og Avnbøl, der står færdigt.
Om ikke længe kommer billisterne for at æde asfalten, så er det slut med at promenere på cykel her.
Den nye motorvej har jeg aldrig villet have, men nu den er her hvorfor så ikke se det positive:
Det har heldigvis vist sig, at linjeføringen med tunneller og broer har været mindre ødelæggende for cykellandskab og småveje end frygtet. Det er faktisk kun to små veje som bliver afskåret og blindet, resten er ført over eller under. Den tilbageværende tid med afspærringer og byggerod synes også at være til at overse.
Definitionsspørgsmål
Konversation på en cykeltræningstur:
Ham der den nye i klubben, han er ellers go' Ja. Næsten FOR god. Hm, ja. Hm. Hvad er egentlig definitionen på dét? At han er bedre end mig!
Den har ingen følelser…
…men det har jeg !
Næsten uundværlig
Når jeg har været på mtb i Nørreskoven, det er onsdag og hjemvejen går lige forbi en kollega til ham i Nørregade, så er det heldigt der stadig sad en universal-allweather-vintercup-kortholder på styret.
Bomaskinen, selvmordssiloen, …
Min yngste, københavneren, er lige flyttet ind til en billigere husleje på Amager. Da han fortalte det hedder “Selvmordskollegiet”, sagde jeg ha-ha og ja-ja, men tænkte at dog at det lige måtte tjekkes når jeg kom hjem.
Jeg tjekkede – hvad siger mon for eksempel Wikipedia – okay, det var så rigtigt nok.
Med Team Rynkeby
Jeg kom aldrig til at fortryde at have forhåndstilmeldt mig til cykeltur-retur’en Sønderborg-Lakolk, selvom jeg muligvis ellers ville have “overvejet min stilling”, da det viste sig at smådryppe og støvregne dén morgen for afgang. For det holdt op igen, længe før vi kørte over dæmningen til Rømø.
Man må gerne lege med kameraet og blindskyde på må og få, nede i børne- og babyhøjde.
Rynkeby-holdet fra Kolding kom til bagfra, det havde jeg registreret i øjenkrogen.
– men først sidenhen, hjemme i mørkekammeret, så jeg (under gen-jubel) de to cykelvenner.
Vovestykke, omend kun lille
I dag har jeg efter invitation meldt mig til Coast-to-Coast på søndag med Team Rynkeby. Det er Østersøen og Vesterhavet, Sønderborg til Rømø retur, 212 km.
Det er helt mod sædvane, for ellers plejer jeg at vente med at melde mig bindende til cykelløb og -ture indtil sidste øjeblik , hvor vejrudsigten frem er tilstrækkelig sikker mod regn, og jeg har en fornemmelse af “dagsformen”. Det er fordi jeg er sådan en hængerøv. Men den forbliver i det mindste tør så.
Jeg vover det kun denne gang, fordi turen sidste år var så vellykket og sjov, så jeg skal nok få på den på komedie, på den ene eller anden måde.
A-boys
Æ boys.
De nåede (ikke) færgen
Men det skulle vi heller ikke, det var bare en helt almindelig søndagstræningstur, en af de go’e.
Sommetider har vi nu faktisk taget færgen, “Bitten”, der går mellem Jylland og Nordals. Den sejler hver halve time, koster 20 kroner, og cyklen er gratis, sådan!
Gys
Uh, det er lige der jeg bor ( fra Jydske Vestkysten)
På fællesmødet vil jeg straks foreslå at andelsboligforeningens kælder indrettes til beskyttelsesrum med mulighed for overlevelse i længere tid, og hermetisk tillukket for enhver indtrængen.
Add. 10.juni: Aktionen afblæst, det var bare bøllespirer.
Vejen hedder Karlbørge
De sidste måneder har jeg har været meget i Århus og haft cyklen med; der har der været mange andre nye navne og nyt landkort. Østjylland er et rigtig godt cykelterræn, med mange småskove, små bakker og småveje.
Det var også her jeg mødte de første andre i det pæne tøj og bare ben, på vej op ad bakken inde i Nørreris Skov
hvidtekst
Ikke nogen nyhed
Som før sagt er det bedst, hvis man af og til skriver noget på sin blog; det vinder den meget ved.
Prioriteringer
For lige pludselig endda flere år siden takkede jeg pænt, men nej, til en invitation til en kær’s 50 års fødselsdag, fordi jeg skulle køre et bestemt årligt cykelløb, jeg altid ser meget frem til.
Jeg svarede hende, at det desværre var umuligt, fordi det netop faldt sammen med årets vigtigste cykelløb.
Dengang havde jeg ingen tvivl.
Men i dag ved jeg ikke rigtigt…
Er årets vigtigste cykelløb vigtigere end livets vigtigste fødselsdag?
Lignelse
Det man siger om hundeejere og deres hunde, håber jeg ikke gælder os kokosnød-ejere.
Sidste vintertur !
Til søndagstræning i klubben var der mødt et for årstiden imponerende felt af 18 ryttere, og som et forårstegn er der begyndt at dukke enkelte op på racer ind i mellem flertallet af mountainbikes.
Dagen før var jeg ellers selv på racer blandt mountainbikere – det gik næsten for let – så nu havde jeg taget mountainbiken for at lige at lege bedst med de andre.
Det gik næsten for tungt, ha, men også kun næsten: det var så hatten lige præcis passede. Den sidste halve time blev jeg ved at se for mig den kølige og perlende sodavand på dåse, jeg vidste stod i et køleskab og ventede.
Jeg tror nu ikke rigtig jeg gider næsten tre timer på landevej med mountainbike igen, så fra nu af tager også jeg raceren ved hornene. Så må mountainbiken nøjes med at komme ud til afveksling og terræn.
Sidste vintertur?
Mon dette forbliver årets sidste vintertur på mountainbike?
Turen var den 27 januar, men selvom der stadig i dag er lidt sne hist og her, så er skisæsonen nok slut.
Vejen er som betrukket med zebraskind.
Flotter frossen pyt, skydeskive,
og forhjulet peger lige mod centrum, måske rammer jeg i plet senere.
Ud over bakkerne til vandet nord for Mommark, for at finde begyndelsen af Alsstien, den sydligste del .
Stadig sne i stiens helt tunnelagtige allé.
Det skulle være træls med sneen troede jeg, indtil det viste sig at den var frosset og hård så man bare kunne køre over det hele, omend med lidt vaskebrætseffekt (et ret stort vaskebræt).
Blommekobbels svungne stier er en fryd.
Jeg skulle have taget sigtet mod skydeskiven som et varsel, eller i det mindste have tænkt på hvor koldt vandet nedenunder isen var, da jeg nu kom til et nyt sted med is og vand. Men det er en efterrationalisering. Jeg kørte bare på fuld fart frem, med hensigten lige at smutte over dér midt mellem hjulsporene.
Den beskidte og våde lab indikerer dér hvor vandet fra det krydsende lille vandløb havde optøet jorden, så den blev til blødt og dybt mudder, der kunne fange forhjulet med et svup, og så et plask efter den halve salto over styret.
Traktorsporene ser ikke på overfladen ud af noget særligt, men kan faktisk rumme en halv flæskeside.
Jeg behøver ikke mere sne. Men når den nu ligger så smukt, så gør det ikke noget.
Måneminder
En sen aften, for ikke forfærdelig længe siden, stod min ældste lillebror Eric og min far begge og kiggede ud af havedøren, for at prøve en ny kikkert.
Eric siger, mens han prøvende retter kikkerten mod både himlen og diverse objekter:
“Hm, hvor langt kan man mon se med den her kikkert?”
“Helt til månen”, siger min far.
(foto: Peter Frank)
Min fars hænder
Søndag 30. januar 2011
Sidste farvel.
For meget vodka –
– for lidt Asger
Rimtågen
Tilbage i surmuleland, hjemme igen. Sludder, det SER lidt surt ud, måske også en anelse uhyggeligt, som om Baskervilles hund om lidt vil glamme i det fjerne, men er faktisk en inspirerende rimfrost, med et friskt BID i luften.
Det inspirerende, ved at køre i andet end solskinsvejr, består i den heltefornemmelse det giver at stride sig gennem såk. møgvejr.
Mountainbikeruten i Marselisborg Skov
Oppe i Århus har de en 25 km lang afmærket mountainbikerute, i Marselisskovene syd for byen, endda med et godt kort til.
Da jeg var et smut i byen og tilfældigvis havde mountainbiken med, måtte jeg have en tur. Det viste sig dog at stierne stadig var isbelagte, selvom det var okay helt inde i skoven, så turen blev noget for kort.
Længere inde i skoven ligner det mere noget der kunne være min favorut… favoritrute. Vores rute, mountainbikernes
Der er så fuld af sjøv
inde i en skov
Et moderne digitalkamera kan bruges nærmest som en natkikkert; hér var virkelig dunkelt dér sidst på eftermiddagen, jeg mødte sågar en anden mtb’er med lys på, men på billedet ses meget tydeligere end i virkeligheden både isen på pytterne, rødder og riller i sporet, og skoven med bare træer.
NÆSTE gang skal jeg nå alle de 25 km rundt, selvom det ikke er ren barnemad. For allerede af den smule jeg nåede, fik jeg lært at det “moderat teknisk svær”, jeg har set ruten karakteriseret som, betyder sine steder svær, nedad. Der er temmelig kuperet. Rigtig sjovt.
Hjemkomst
Min ældste er lige vendt hjem fra Australien og sin bjergbesejring i Nepal.
Den lyslilla blomst fra Thai-Airways sidder på hendes nummer to rygsæk (mavesækken), her på mit knæ hjem fra togstationen; den mørklilla snorkel ved jeg knap om er et bade- eller redningsudstyr, men må være det første, for skulle den svare til vandstandsforhøjelsen i Gascoyne River, Vestaustralien, ville den være 8 meter lang.
Undervejs var det ellers et par en anelse foruroligende smsser der kom.
Med Team Rynkeby
Team Rynkeby har igen i år inviteret os fra cykelklubben til at køre med på nogen af deres træningsture op til Danmark – Paris 2011. Med træningsstart allerede i november på mountainbike, er de godt på vej.
I dag blev det undtagelsesvis og heldigvis en asfalttur, til Varnæs og Naldtang rundt.
hvidtekst
Af begivenheder undervejs kan nævnes …tadaaaa !… en PUNKTERING, og om den skal rapporteres lige så uundgåeligt som når aviserne skriver om test af koldskål i sommerferietiden.
Det har ellers været nogle dejlige lørdagsture hidtil, i sne og is, og NU kan det kun blive bedre, efter at isen er brudt. Jeg glæder mig allerede til næste gang; helt sikkert ikke som den eneste.
Første nyt-års tur
På mtb skal man køre ad stier, grus og markveje, det er da det der er det sjove på dén. Ikke asfalt, det er for nemt. I dag er dog undtaget, for der er udfordringen at finde asfalt.
I Guderup er dobbelcykelstien fin, omend der forude anes de kommende problemer med genfrysning af smeltevand; jo længere solen går ned, jo værre.
Solfangerne i Vollerup står kolde, men jeg når lige at fange solen før jeg er helt hjemme.
Mit domæne
Endelig blevet min egen wordpressechef.
Jeg har glædet mig til alle de muligheder der er i blogsystemet WordPress, jeg nu er gået over til, efter hidtil at have brugt (go’e gamle) Smartlog. Jeg har nu heller ikke noget imod at udgive på eget domæne absolutasger.dk fremfor det knap så chikke absolutasger.smartlog.dk
Især savnede jeg ved behov at kunne bruge større billeder uden at være nødt til at vende dem på højkant, samt generelt større kontrol over indlæg, datoer og redigering. Og så selvfølgelig aaalle de smarte funktioner, design og finesser der findes i WordPress.
Nu har jeg så siddet længe med tungen lige i munden og klippet, klistret og kodet for at tilrette mit nye avancerede WordPress-tema i udseende og funktion. De gamle billeder kan stadig vises, og større er mulige UDEN at selve tekstlinjerne bliver længere af den grund. Også det indiskrete klokkeslæt på kommentarer og indlæg er ændret.
Og så ser jeg YAKK – at mine ændringer har fået den nye blog til at ende med at ligne den gamle smartlog på en prik!
Men sådan er det, det gør heller ikke noget, og det er ikke så mærkeligt jeg sy’s det er sådan en blog ser ud. For da jeg første gang for tre år siden fik øjnene op for, at det der med weblogs, hey, det kan da vist godt bruges til noget, ja da var det netop en smartlog-blog “Helles Hyggeblog” jeg var faldet over og læste, og slet ikke kunne lade være at følge.
Smartlog synker !
Blogsystemet Smartlog, jeg har skrevet i indtil nu, har eksisteret siden 2003, som vistnok et af de første herhjemme. Jeg kan i hvert fald huske presseomtalerne i den anledning, af “opfinderen” og programmøren bag, Morten Blinksbjerg Nielsen.
De første år blev der både videreudviklet og håndteret problemer i systemet, det må være svarende til mens den oprindelige programmør stadig var tilknyttet Fyns Amtsavis/Medier, men derefter er det som om it-vedligeholdelsen af systemet er blevet noget fraværende.
Eksempelvis har der indtil for nylig været kludder i årstal/måneder, som optrådte fast alle bloggerne gennem et halvt eller helt år. Bruger- og supportforum er også forsvundet, og der er ikke megen hjælp eller anvisninger at finde. Mærkelige engelsksprogede tekster fylder listerne for nye blogs og indlæg.
“Non-stop”, er science fiction-forfatteren Brian Aldiss ‘ gennembrudsroman om et menneskerne i et gigantisk rumskib. I det noget forfaldne indre af rumskibets enorme sektioner, med urskovsvegetation og det hele, lever folkene deres eget liv, uden minde om fortiden. En dag begynder en mere nysgerrig gruppe at udforske “væggene” omkring, trænger efterhånden gennem flere af rumskibets sektioner, og opdager at til sidst, at de befinder sig på et sådan et multi-generational starship . De når til sidst frem til kontrolrummet forude, tomt, og indser de er forladte alene ude i rummet; at der ingen er ved rorpinden længere.
Netop sådan har jeg en fornemmelse af, at smartlog er et drivende spøgelsesskib i cyperspace, og vi bloggere er de eneste ombord. Der er ingen tegn på overordnet liv, og hvis det lykkes os at trænge frem til kontrolpanelet, er jeg bange for at vi i cockpittet hverken finder noget mandskab eller den forsvundne kaptajn.
Non-stop, slutningen, hvor der nu pludselig sker noget nyt med rumskibet (potentielle boglæsere luk øjnene før læser videre her): “….De kunne se det hele. Spalterne i den ædle rygbue svulmede op til kløfter. Så blev kløfterne afgrunde af rum. Så var der ikke længere et skib, kun firerogfirs store mønter som blev mindre og mindre, hvirvlede væk fra hinanden, faldt i evighed i en usynlig bane. Og hver mønt var et dæk, og hvert dæk var nu en verden i sig selv, og hvert dæk sejlede med sin tilfældige last af mennesker, dyr og hydroer stille rundt om Jorden, som en prop der flyder i et bundløst hav…)
Sådan frygter jeg det en dag vil gå med Smartlog, derfor kigger jeg mig nu i tide om efter et sikrere ståsted for min blog. Det har ellers været et godt og ukompliceret sted for mig at træde mine barneblogsko, selvom jeg efterhånden er begyndt at savne flere finesser og at have kontrollen fuldstændig selv,be my OWN captain.
Nu skal jeg være ærlig: arkivkludderet i Smartlog BLEV rettet til sidst. Og ikke mindst har jeg har med glæde konstateret at funktionen “exportér din blog” må være blevet rettet, for den ser ud til at fungere upåklageligt. Da jeg for godt et års tid siden undersøgte eksportfunktionen, var der ellers et svært rod i de eksporterede kommentarer, indlæg og deres datoer.
Det jeg i øjeblikket tror til sidst vil kvæle Smartlog, af konkurrerende dødsårsager, er mængderne af spam, der kryber ind som rotter overalt på skibet. Jeg håber selvfølgelig for mine medrejsendes skyld, at det vil gå bedre end i min her forudskikkede dystopi. Og sniger mig så ellers ubemærket ud.
Finsk fjernsyn, jaah !
Forandring fryder, det GØR det jo. Det ER altså skægt at køre mountainbike i natten med lys, det har oversteget mine forventninger. “Skægt” er endda en underdrivelse, jeg vil hellere karakterisere det sådan:
Det er ligesom i en finsk TV-film for 2-3 år siden, hvor handlingen var centreret omkring nogle unge m/k’ere der blandt andet trænede på mountainbike nede i en stor kalkmines gange, med pandelamper og det hele. Rigtig kult, var det.
Og sådan føles det netop herligt at være ude med gruppen af lysende natmænd onsdag aften: KULT!
De første gange til MAD har vi kørt på de kendte stier i Sønderskoven og Høruphav Lilleskov, selvom jeg ikke kan svare for de 2-3 aftener jeg er blevet hjemme af frygt for “fugt”.
Men da vi forleden – en stille og kølig, men også både måneløs og mørk nat – drejede over broen og kørte ud ad stierne langs vandet til Egernsund, ja da viste det sig at mørkekørsel ikke behøver at begrænses til “beskyttede områder”. Ja, de sommerkendte steder bliver spændende én gang til, når man sådan ser dem i et nyt lys.
Skønt skønt at kunne se rækken af røde og hvide lys sno sig op og omkring i småbakkerne rundt om skanserne på Gendarmstien, som en anden julelyskæde (kun én måned til!).
ffsdfafaf*aaf
Risikoniveauet ER selvfølgelig lidt højere i mørket; mest grene, kanter og huller man ikke helt kan se dybden af, men det er ikke urimeligt risikabelt. Man må også passe mere på hinanden, og ikke lade nogen komme fuldstændig bagud med to stearinlys på styret.
Smukkest
De kurver, den glød
– der findes ikke noget smukkere end en spansk guitar.
Til guitarmatiné på Jyske Musikkonservatorium, klassisk og spansk, under temaet Barcelona.
Her er det Patricia Rodriquez med Cancion del Lladre og La Filadora af Miguel Llobet, men det kan være svært at høre på billedet.
Surprisesms
Status p.t.
I disse dage er min yndlingsdatter på vej op til Base Camp på Annapurna, dér i Himalaya omkring 300 km til venstre for Everest.
Der bliver ingen elektronisk rejsekontakt foreløbig. Smsser ikke engang.
Jeg burde altså have nået formane om at lade være at kravle højt op og falde ned igen. Og at lade de Edelweiss’er stå, hun ikke kan nå.
Yndlingssønnen er flyttet til København nu, og er allerede så godt som assimileret derovre: han har lige fået en bøde for at cykle på fortovet.
Det må give mindst 12 integrationspoint.
M.A.D.
Mountainbike After Dark. En nyskabelse nogle af vennerne fra klubben har taget initiativ til.
Uden tøven skulle jeg da være med, for jeg synes ikke jeg kommer nogen vegne på spinningcyklen. MAD er da også blevet tænkt som en erstatning derfor, onsdag aften.
Desuden er jeg også forlængst blevet smittet af Helles begejstring for nat-mtb.
Er nogen syrede venner jeg kommer sammen med!
Heldigvis kan man få syn for sagn ved at selv fyre en fed FLASH
Natfoto kræver vist mere omhyggelighed og forberedelse end blot min satsen på at være heldig.
Lystest
Mørkekørsel på mountainbike. Det er skønt i skoven; man føler sig som i Aladdins hule.
Jeg er ude for at teste mit lys: to halogenlygter med genopladelige batterier i, ikke specielt store eller kraftige. Indrømmet, billige var de også. Men det er okay.
MIS altså, hvordan kan du dog koncentere dig om den lille mus, uden at ænse den store fede mountainbikerotte der drøner lige forbi?
Den nye vej?
Årets Grænsecykelløbet
I år blev Grænsecykelløbet uden mig, jeg er så smålig: 170 kr. for de 100 km er lidt for højt, selvom der er flot og hyggelig bespisning bagefter inkluderet.
Det ville i alt være blevet 300 kr. for at cykle de 100 km, med eftermtilmeldingsgebyr på 30 og så for 100 benzin til min tørstige røde ven, nu der ikke er fælleskørsel til Rødekro.
Og så fordi jeg også er en pivskid, der er bange for vand, og med de foregående dages regn ikke havde vovet forhåndstilmelde.
Det med deltagerpris er nu ikke specielt møntet på Grænsecykelløbet; der er herhjemme flere der er dyre, men også nogle der holder prisen lav. I mine øjne er den dog generelt for høj, ikke mindst fordi jeg kan skele til vores venner i Tyskland og se en helt anden politik for deltagelse og pris praktiseret.
Da den søndag oprandt, skulle jeg sådan set alligevel ud at cykle, hmm, hvad finde på, hvor køre hen? Der var halvvådt om morgenen, med truende bygeskyer overalt, ikke noget klubtræningsvejr, men jeg SKULLE jo ud:
Ja ja da, jeg kunne jo afprøve en gammel idé eller teori, nemlig at se et motionscykelløb som tilskuer på den bedste måde, studere dets anatomi på det ellers utilgængelige kørende stykke midtvejs mellem start og mål. Teorien går på, at hvis nu jeg selv triller den modsatte vej, får jeg ALLE deltagende at se; intervallerne mellem dem også, det er lige så vigtigt. Ligesom at høre pauser og lyddøde passager i musik.
Ved at regne lidt på afstande, starttidspunkter og hastigheder, kom min egen 85 km træningstur hjemmefra til at passe, så de midterste 15 lige netop dækkede modpassagen af, hvad der senere har kunnet opgøres til 180 grænseløbskørere. Udsynet var fremragende, dér fra Felsted til Holbøl, hvor der først kom de forventede sammenbidte hurtigste 2-3 grupper, og siden lidt mere løsslupne grupper, par og “lonely riders”.
En ting der slår én som “observatør”, men kun lidet fornemmes når man selv deltager, er at så mange kommer bare 1-2 ad gangen (efter 70 af 100 km). Er det mon ikke sjovere at være lidt flere sammen mon?
Spørgsmålet er dog for polemisk. For jeg ved godt, at når først startgrupperne er blevet “atomiseret”, er det svært i praksis at finde sammen igen. Den der er kommet forud vil ikke sætte sit forspring over styr, endsige opgive tanken om at indhente nogen forude, og den der er bagud kæmper utvivlsomt af al magt for netop det samme. Så tanken om med vilje at lade sig falde lidt tilbage til godt selskab forbliver en fin teori. Det er forresten heller ikke sikkert der ER nogen bagude at falde ned til, især ikke i små løb.
I forbifarten må jeg kaste det råd ind, fra egen erfaring i al almindelighed, at man forsøger time sin afgang fra depoterne, så det bliver med andre. Hvis altså ikke man har sprunget det over. Det er i Grænseløbet let at komme til, fordi depotet ligger efter det letteste første stykke af en trods alt relativt kort total distance.
En punktist i Holbøl, jeg konverserede, fortalte at de havde haft regn nogenlunde hele første halvdel af deres 100 km. Alligevel var jeg på det tidspunkt, efter at netop have passeret alle deltagere modsat, LIDT misundelig på alle de brave cykelrytttere jeg havde set; også på Villi og Finn L. jeg lige nåede at hej’e undervejs. Som de eneste forhåndstilmeldte fra klubben var jeg forberedt på at genkende dem.
En tanke ligger så tæt på, at jeg er ikke kommer uden om at nævne den, men altså: jeg ville ALDRIG finde på at køre ad løbsruten den rigtige vej samtidig med det afholdes, og endnu mindre gøre det sammen med en gruppe der bare er på træningstur. Det er både luset og irriterende for de rigtige deltagere.
Uskikken har jeg af og til set til løbene; heldigvis er jeg sikker på det ikke skyldes andet end manglende omtanke. Men må også indrømme at min indsigt kedeligvis stammer fra for længe siden, da jeg var ung og ureflekteret, let forlokkelig og med på netop den værste.
En helt anden tanke kan strejfe én: om man er for kedelig, som en Svend Erik Kedeligs Kvartet uden kvartet, ikke at være taget med til løbet alligevel.
Gloria og halleluja
“Du har en glorie”, sagde Villi til mig, sådan nærmest tørt konstaterende, mens vi kørte i sommers.
Ligheden ses. Men det er nu nok bare en almindelig aura.
Reddende engel på patrulje
Når jeg er på en træningstur og møder en nedbrudt cyklist, eller nogen der står helt forvirrede med landkortet vendt på hovedet, så enten spørger jeg eller gør en “er alting okay – grimasse”, og det er det for det meste.
(Det er der heldigvis også andre der gør, som da jeg engang i ødemarken havde næsten klaret min egen punktering og så fandt pumpeholderen tom.)
hvidtekst
Men i dag, da nogen på den anden side af vejen stod med en cykel vendt på hovedet, var det en “desperations-grimasse” der kom retur. Et ungt belgisk par på cykelferie med rundtur og udforskning af øen Als i planerne.
Kæden i klemme BÅDE foran i akslen, og bag mellem tandkrans og hjul. De havde bakset længe med den; sådan en klemning KAN jo også være rigtig hårdnakket.
For én gangs skyld opfattede jeg et problem som en glædelig udfordring og “indenfor mit felt”. Og havde mine uundværlige engangshandsker med, så jeg kunne tåle at gå i sort.
Ved fælles værktøjsressourser og hjælp kom kæden uskadt fri, og selv bagskifterens LOW-skrue blev justeret, i forebyggende øjemed.
Glade igen. Der er ikke noget der redder min dag som en god gerning, og nypudset glorie.
Solskind – nej tak
Den må gerne lune mig, solen, men jeg skal hverken brændes eller brunes, nope.
Brune cykelarme og -ben har jeg nu alligevel fået, selvom jeg gør mig umage med solcreme, om det så er overkanten af ørerne. Men så smutter jeg også bare af sted på raceren.
EN SMULE farve og tilhørende striber gør nu ikke noget, men ellers er det lutter hvidt i hvidt.
Selv hvis min cykeltrøje lynes ned når det er hedest, blottes det hvideste andybryst, hvidere end Marie-Antoinettes bare bagdel, sådan skal det være.
Livet MÅ gå videre
Hverdag
…
Mellem 8. og 9. etape
Nu er der så hvileløsdag, i dag.
I dag er den første dag i resten…
…af Touren.
Jeg husker med gru sidste år den 26. juli, hvor den sidste etape i Tour de France sluttede, og hvor tom en fornemmelse det var i dagene derefter.
I dag køres første etape, ergo må det være nu livet begynder.
Lillebælt rundt – contre la montre
Ja undskyld mit fransk; det skulle have betydet at vi kørte modsat uret rundt.
Danfoss Cykelklub havde nemlig igen inviteret naboklubberne med på en tur rundt om Lillebælt, med færgeoverfart fra Fynshav om morgenen. Denne gang var vi hele 37; temmelig mange flere end sidst jeg var med.
Start –
– over Lillebæltsbroen –
– og så dreje hjemover –
230 km er let nok sådan, og når der er pauser undervejs.
Gennemsnitsfarten blev forbilledligt holdt, så sidste mand netop kunne følge med, det blev vist lige omkring 29 km/t.
Jeg har flere billeder i større format, som billedserie her .
Ingen roser uden torne, nej, det jeg mener er blot “hver ting til sin tid”:
Det kunne altså være næsten helt anstrengende at holde igen hvis man havde stort overskud, især på den sidste halvdel af turen med med mange friløb plus bremsen ned ad bakke.
Men min kompliment til kammeraterne, der samtlige indfriede “kontrakten”: at denne dag skulle være for alle. Underforstået, at så måtte den stærkeste del del af feltet køre hurtigt ved en anden lejlighed.
Smart!
I dag så jeg på cykelstien en mand, der nok var ved at lære at løbe.
En ganske almindelig familiefar, så det ud til. Han havde så fået sin lille datter på en endnu mindre cykel til at køre med en lang stang bagpå, han kunne holde i; det var nok for at han både kunne lære at holde balancen og så blive trukket frem.
Rømøretur
En masse trætte cykelsko uden fødder, kendte og mindre kendte. Det betyder? Jo altså:
Min forhåbning om et gensyn med Rynke’rne blev hurtigt indfriet, efter en invitation til Team Rynkebys træningstur Sønderborg-Rømø og retur igen.
Start klokken 8 i en kølig tåge, den første defekt har lige meldt sig, men vi har lovning om sol over skyerne.
Lidt senere bliver det da også til bare arme og ben, så jeg får overhovedet ikke brug for den alternative overskrift Rømørøvtur.
Ved Rødekro slutter dem fra Aabenraa a’ sig til os.
Og i Skærbæk støder resten af holdet fra Team Rynkeby til; de er kørt fra Kolding samtidig.
Støder TIL, ikke sammen, selvom det næsten ser sådan ud.
Alle på vej ud over Rømødæmningen. Team Rynkeby Sønderborg s kaptajn Poul F. er ham på den gule cykel.
Forbi Skt. Clemens Kirke på Rømø, på vej nedover mod Havneby.
Gensyn med billedet hvor de fleste har stillet trætskoene, ved turens vendepunkt og pause; her er vi blevet inviteret indenfor hos “Blue Water Shipping” i Havneby.
Man skulle synes det nærliggende at være mere træt andetsteds, men jeg ser ingen der har smidt bukserne.
Mit ydmyge måltid. Cykelrytteres glubende kulhydrathunger underskønnes og undervurderes tit; der var dog heldigvis mere senere.
Jeg nøjes med at vise mine egne velplankede klubkammerater, for ikke at komme ud i en spisesituationsindiskretion.
Igen på cyklerne og nordpå mod dæmningen, gennem Rømøs lyngklitter og skov.
Snart hjemme igen, ned over Sundeved mod Als.
Altid liv omkring Julie; mix-mandskaber er nu særlig charmerende.
Gensyn med Mariekirkens tårn i Sønderborg klokken seks sharp. Det har været en god dag.
Det er gået smertfrit og føltes let, selv ved hjemkomsten efter de 230 km, og jeg var sikker på at også skulle cykle igen dagen efter.
Søndag morgen var jeg så ganske forskrækkeligt øm og mør over det hele, og pjækkede fra søndagstræningen.
Man skulle tro det er lykkedes nogen på en eller anden måde at smugle en ært ind under min sadel dén morgen inden vi kørte fra Sønderborg.
For jeg er en rigtig langtursrytter.
Endelig FF-dag
Endelig kunne de forventede FF-words trækkes ud af mølposen, da jeg i weekendens varme kunne glædes ved at smide løse arme og ben.
Min mosters cykelhold
Var i weekenden på en tur med Team Rynkeby , inden de cykler til Paris. Nu i år hvor der er kommet et hold med base i Sønderborg, har teamet været søde at invitere os fra lokale cykelklub med på træningsture. Det var rigtig hyggeligt. Det vil jeg gerne gøre igen.
Grejsdalsløbets demontering
Nu ryger startnummeret fra Grejsdalsløbet endelig af.
Efter et løb kører jeg altid nogle dage med nummeret stadig på, for ligesom diskret prale med at have været frisk og ude at køre løb. Om nogen beskuere overhovedet aner at sådan ser numrene også ud til landevejscykel-VM, ved jeg ikke. Men man føler sig med i familien. Ligesom den Storm P. tegning, hvor den ene tykmavede portvinsnæse siger til den anden: “Ja, når man sådan står og skuer ud over havet, kan man godt mærke at man nedstammer fra vikingerne”.
Dén søndag i Grejsdalen blev skøn: på forhånd havde jeg besluttet denne gang at følges med det største hold fra klubben, fremfor kun at satse på en god tid, for det har jeg trods alt har gjort nogle gange efterhånden synes jeg, og jeg vil jo gerne prøve alt i cykling.
Med så meget tid at give af, nu jeg ikke skulle bruge min tildelte seedede tidlige starttid, kunne det selvfølgelig ikke gå anderledes end at jeg kom for sent til klubholdets start.
Så gik jagten efter dem, det elsker jeg bare. Så meget, at i Hedensted skulle jeg egentlig have været inde og vende, men jeg sad så godt…
Tilbageskuende kan jeg regne ud, at netop dér ved depotet kørte jeg forbi de andre mens de var inde. Men jeg var heldig at punktere senere gennem Vejle by, og så er DE kørt forbi MIG, mens jeg stod og lappede.
På’en igen, fuld fart frem; jeg kunne jo fortsætte at spille fandango, fordi jeg ikke behøvede kunne holde tempoet helt til mål i dag, og så var der bingo på toppen af Munkebjerg ved casinoet, hvor jeg omsider mødte Villi og de andre.
DERFOR var det en skøn dag: jeg fik prøvet det hele, både det ekstremt hektiske til Munkebjerg, og at følges resten af vejen.
Venus fra Grønnekærvej
Cyklede en tur sent i går, inklusive et par gange op ad Grønnekærvej . Mørket faldt på, og nattehimlen begyndte at lyse. Med en dekorativ stjerne placeret det helt rigtige sted.
Her er ingen kunstig horisont, det er den rigtige Dybbøl Mølle, kvalivare, for det er jo Dybbøl Banke jeg cykler op ad. Prikken over i’et er forresten slet ikke nogen stjerne, men Venus som ses på vest-nordvesthimlen i begyndelsen af maj.
Mere forår nu
Det bliver varmere. Snart også til bare ben. Der var faktisk en enkelt, der var sprunget ud i dag.
Men her er det nu sidste søndags fællestræning.
“Lappe, lappe og lappe, er det det eneste I laver der på cykling?” vil en udenforstående med garanti spørge, efter at have skimmet hele billedsamlingen fra cyklingen igennem.
“Ja.”
Og så lidt cykling ind i mellem, alligevel. Ned fra Hønsnap mod Sønderhav, strygende.
Hvad teknisk forvaltning i kommunen har tænkt sig, ved jeg ikke: at vi alle står af og trækker ned ad bakken?
Den er stejl, men ikke dødsens.
Her går det alligevel for meget opad, men godt at restituere lidt før vi fortsætter.
Ikke så lang fredag
I dag fem stykker til en trænings- og fornøjelsestur Sønderborg-Kruså-Aabenraa; planen forlods var ellers 110 km, men de 75 det i stedet blev, tror jeg egentlig var aldeles perfekt mængde som træningsstimulus. Også for mig, lige til sækkestolen og kaffe i varmen fra eftermiddagssolen gennem stuevinduet bagefter.
Hvorfor også udfordre skæbnen lige nu – flyve for højt som Ikaros og fryse fjerene af eller sådan noget.
Sæsonstart
Det var en mørk og stormfuld … onsdag aften.
Så var det heller ikke værre. Lidt vind og køligt på denne første landevejstræning med klubben er der, og turene er korte fordi mørket falder tidligt på.
A-gruppen kører i friskt tempo; her ser det ud til at mens jeg gerne bruger en halv time for at varme op, tager de andre tilsyneladende en lille time på at køle af. Det ER snart forår. Resten af turen foregår i harmoni.
Forandring vil fryde
Nærmest allerede før jeg trak racercyklen ud, begyndte jeg at tænke i mulige overskrifter, og håbede det ville ende med gode gamle “Forandring fryder”.
Bladrer man tilbage gennem bloggen, kan man finde dén overskrift fast to gange årligt, tror jeg: ved den første tur på mountainbiken om efteråret, og om foråret når det er den skinnende racer i pragtfuldt vejr.
For tidligt *suk* …
Et kig frem
Et kig tilbage
Ved Årup Skovvej, der ellers plejer at være en fin smutvej gennem Aabenraaskovene, måtte jeg vende om: stadig næsten en halv meter af det hvide.