Jeg har en stiltiende overenskomst med naboens kat;
vi deler min terrasse:
Den sidder i det fjerneste hjørne og skuer
–  eller så sover den der på varme dage.
Den passer sig selv, jeg passer mig selv.
Vi kigger på hinanden, forbi hinanden, siger ingenting.
Betryggende og ikke påtrængende selskab.

Direkte henvendelse vil der aldrig blive tale om.
Eventuelt kan man diskret glemme en paraply i hjørnet når det regner,
og den bliver modtaget lige så diskret;
helt ifølge overenskomsten.