IMG_2679

Så lille den er, ligner det ganske vist en løvfrø, men så ville den være meget mere lysende grøn. Det er nok en butsnudet frø, de er almindelige her på Broagerland. Der går vi nemlig en tur på stien fra Dynt til Spar-Es.

 

På cykelstien

2015-06-29_19.06.03._boble

Kommunen har en Giv-et-praj service på hjemmesiden, hvor man kan indberette mangler til Vejafdelingen. Man kan vælge sig frem gennem fortrykte emner for manglerne, men det er ikke muligt til sidst at skrive en forklarende ledsagetekst, kun at vedhæfte et billede.
Den nye tilsvarende mobilapp har samme skavank. Om det er for at slippe for snak, eller den bare ikke er helt færdigtænkt, ved jeg ikke.

Man må tale i billeder, så.

Uh, det ER altså et væmmeligt sted dér på cykelstien ved Madeskov, for foden af bakken. Man kan komme i fuld fart nedad, og så køre ind i denne top, der oven i købet er sværere at få øje på end et hul.

Den blev nu ikke accepteret til reparation alligevel.

Av

Det er ikke altid den gyldne middelvej er den bedste.
I hvert fald ikke når der er tale om en dobbeltplankebro over bækken.

skovturen

Bortset fra et klemt og såret skinneben, skete der ikke noget. Til gengæld har jeg fået en sådan set kærkommen påmindelse om, at på en cykel må man gerne være vågen hele tiden.

Det var en mtb-tur med min yngste, de go’e steder i Sønderskoven og Høruphav. Godt jeg havde Mads med, til at overtage kameraet  🙂

 

2015-06-14 14.05.30 kopi

 

Nabokat

Jeg har en stiltiende overenskomst med naboens kat
om at dele min terrasse:
Den sidder i det fjerneste hjørne og skuer
–  eller så sover den der på varme dage.
Den passer sig selv, jeg passer mig selv.
Vi kigger på hinanden, forbi hinanden, siger ingenting.
Betryggende og ikke påtrængende selskab.

P1150086_red

 

Direkte henvendelse kan der aldrig blive tale om. Eventuelt kan man diskret glemme en paraply i hjørnet når det regner; den bliver modtaget lige så diskret, helt ifølge overenskomsten.

P1150062red2

 

Story of my life

Don’t it always seem to go
That you don’t know what you’ve got
Till it’s gone

(Citat Joni Mitchell: Big Yellow Taxi)

Her skete det

Omsider, min meget lille debut som klassisk/spansk guitarist offentligt, ved en fernisering på galleriet KunstPunkt i Augustenborg.
Ikke koncert, kald det hellere stemningsmusik.

That’s one small step for man, a giant leap for ME!

 

IMG_2133_Red

Farvel Thomas

Atter været til en begravelse, der var alt for tidlig.
NU går jeg hjem og carpediemmer.

P1150078

Nej.

Himlen er blå

I dag ville min far, Henry, være blevet 90 år. Jeg har ham stadig i tankerne.

HENRYnoshadow

Tilfældigt møde

I dag var jeg alene cyklet ud til bjergene i Aabenraa, og på bakken inde i Aarup Skov minsandten om ikke jeg bliver indhentet af en trøje mage til min: det er Bo A., der også elsker at køre opad. Han var startet tidligere på formiddagen, og kom lige fra bakkerne på Løjtland.

Skønt med selskab, for min dag var egentlig skuffende startet med at komme for sent til “interessegruppen”, der kører fra Sønderborg lørdag formiddag (eller også var der bare ingen interesserede?). Så kørte jeg selvfølgelig selv, nu jeg alligevel var i klunset, men det var ellers ikke tanken.

Vi fik så en super tur videre fra Aabenraa, svang vestpå over hærvejen til Bolderslev og hjem via Nørre Hostrup. Min tæller nåede 110 km.

Vintercup

I weekenden var der Vintercup, som letforklarligt er et orienteringsløb på cykel. Efterhånden deltager der i denne gennemgående konkurrence 500 ryttere fra de samarbejdende cykelmotionsklubber i Sydjylland/Fyn, altså 250 par af herre, dame eller mix.

 

Der findes allerede en gren indenfor orienteringssporten, mtb-O, som foregår på cykel med kort og kompas. Her skal man “bare” hurtigst muligt finde de udlagte poster i landskabet, og dokumentere det ved at lave et klip i sit kontrolkort med en speciel mønstertang, der hænger ved hver post.

Vintercuppens princip er det samme, men her bliver man yderligere prøvet med et spørgsmål i almenviden ved hver post.

Det er meget sjovt at se konkurrenceformen som analog til olympisk skiskydning: man skal anstrenge sig gevaldigt for at komme af sted mellem posterne, men når man er dér, gælder det om at få pulsen i ro og tage ordentligt sigte. Ligesådan gælder det i vintercup om både at kunne bruge cykelbenene OG holde hovedet koldt, når der skal klares spørgsmål og studeres landkort.

 

Dette 5. løb i vinterens cup var finalen, og da det var Sønderborgs tur til at arrangere, var jeg hjælper for cykelklubben. Allerede på vej til “arbejde” søndag morgen mødte jeg de første startende par, på vej ud at finde poster i afmålte 90 minutter.

IMG_1050

Det blev nu det sidste jeg så af dagslyset, for min plads den dag var i Vintercuppens kontrolrum i Augustenborghallen, hvor alle kontrolkortene endte, efterhånden som deltagerne kom i mål.

 

 

Der sidder man så med lyspulte og forstørrelsesglas og studerer kontrolkort med mønstre fra klippetængerne, der afslører om parret har været på rette sted (post), og om der er svaret rigtigt  på spørgsmålet. Pointresultatet skal foreligge ASAP, så de kan få dagens placering og det endelige cupresultat beregnes.

IMG_1065

IMG_1064

 

De aflæste kontrolkort indtastes i beregningssystemet; her fra min og Bjarne K.’s indtastning kan jeg lige skæve over skærmen til overkontrollørerne, der sidste-tjekker resultaterne.

IMG_1066

 

PS: Jeg skam dagslyset igen, forresten. Vel er jeg glad for min mountainbike, men da jeg sidst på eftermiddagen trak racercyklen ud på sin første tur i år, SÅ skinnede solen igen.

Me’r brrr…

På cykelvennernes lørdagstur denne blæsende vinterdag var der kun jeg selv og Hans J, men vi tog alligevel en ordentlig tur på landevejen fra Sønderborg over Sønderhav-Kværs-Gråsten. Om det var koldt? Ja gu’ var det.

Ikke så mærkeligt kom jeg undervejs til at tænke på de to danskere der i 2001 gik på ski til Sydpolen. Her mistede den ene af dem undervejs sin jakke, og selvom de begge forud ligefrem havde opfedet sig, havde det ekstra varmetab afmagret denne ene, så han lignede en muselmand da de kom hjem.

Under dagens ekspedition til  Syd-Sønderhav forliste jeg selv huen, som jeg letsindigt en stund havde stoppet i lommen på medvindsstykket udad. Nå, så måtte jeg jo fryse resten af turen, men det blev jeg nu ikke tyndere af. Undtagen hovedet, det skrumpede selvfølgelig.

« Ældre indlæg