Absolut Asger

I dag var jeg alene cyklet ud til bjergene i Aabenraa, og på bakken inde i Aarup Skov minsandten om ikke jeg bliver indhentet af en trøje mage til min: det er Bo A. der også elsker at køre opad. Han var startet tidligere på formiddagen, og kom lige fra bakkerne på Løjtland.

Skønt med selskab, for min dag var egentlig skuffende startet med at komme for sent til “interessegruppen” der kører fra Sønderborg lørdag formiddag (eller så var bare ingen interesserede?). Så kørte jeg selvfølgelig selv, nu jeg alligevel var i klunset, men det var ellers ikke tanken.

Vi fik så en super tur videre fra Aabenraa, svang vestpå over hærvejen til Bolderslev og hjem via Nørre Hostrup. Min tæller nåede 110 km.

I weekenden var der Vintercup, som letforklarligt er et orienteringsløb på cykel. Efterhånden deltager der i denne gennemgående konkurrence 500 ryttere fra de samarbejdende cykelmotionsklubber i Sydjylland/Fyn, altså 250 par af herre, dame eller mix.

Der findes allerede en gren indenfor orienteringssporten, mtb-O, som foregår på cykel med kort og kompas. Her skal man “bare” hurtigst muligt finde de udlagte poster i landskabet, og dokumentere det ved at lave et klip i sit kontrolkort med en speciel mønstertang, der hænger ved hver post.

Vintercuppens princip er det samme, men her bliver man yderligere prøvet med et spørgsmål i almenviden ved hver post.

Det er meget sjovt at se konkurrenceformen som analog til olympisk skiskydning: man skal anstrenge sig gevaldigt for at komme af sted mellem posterne, men når man er dér, gælder det om at få pulsen i ro og tage ordentligt sigte. Ligesådan gælder det i vintercup om både at kunne bruge cykelbenene OG holde hovedet koldt, når der skal klares spørgsmål og studeres landkort.

Dette 5. løb i vinterens cup var finalen, og da det var Sønderborgs tur til at arrangere, var jeg hjælper for cykelklubben. Allerede på vej til “arbejde” søndag morgen mødte jeg de første startende par, på vej ud at finde poster i afmålte 90 minutter.

Det blev nu det sidste jeg så af dagslyset, for min plads den dag var i Vintercuppens kontrolrum i Augustenborghallen, hvor alle kontrolkortene endte, efterhånden som deltagerne kom i mål.

Der sidder man så med lyspulte og forstørrelsesglas og studerer kontrolkort med mønstre fra klippetængerne, der afslører om parret har været på rette sted (post), og om der er svaret rigtigt  på spørgsmålet. Pointresultatet skal foreligge ASAP, så de kan få dagens placering og det endelige cupresultat beregnes.

De aflæste kontrolkort indtastes i beregningssystemet; her fra min og Bjarne K.’s indtastning kan jeg lige skæve over skærmen til overkontrollørerne, der sidste-tjekker resultaterne.

PS: Jeg så skam dagslyset igen, forresten. Vel er jeg glad for min mountainbike, men da jeg sidst på eftermiddagen trak racercyklen ud på sin første tur i år, SÅ skinnede solen igen.

På cykelvennernes lørdagstur denne blæsende vinterdag var der kun jeg selv og Hans, men vi tog alligevel en ordentlig tur på landevejen fra Sønderborg over Sønderhav-Kværs-Gråsten. Om det var koldt? Ja gu’ var det.

Ikke så mærkeligt kom jeg undervejs til at tænke på de to danskere der i 2001 gik på ski til Sydpolen. Her mistede den ene af dem undervejs sin jakke, og selvom de begge forud ligefrem havde opfedet sig, havde det ekstra varmetab afmagret denne ene, så han lignede en muselmand da de kom hjem.

Under dagens ekspedition til  Syd-Sønderhav forliste jeg lige huen, som jeg letsindigt en stund havde stoppet i lommen på medvindsstykket udad. Nå, så måtte jeg jo fryse resten af turen, men det blev jeg nu ikke tyndere af. Undtagen hovedet, det skrumpede selvfølgelig.

Protest! – det er næsten lige så godt som at løbe på ski.

Med nyfalden sne  og små veje, der ikke er saltet eller kørt til helt is, er lykken gjort. Det lykkedes særligt denne dag, hvor jeg kunne køre 20 km fra Vollerup ud til Lillebælt og hjem, udelukkende ad hvide veje og markveje.

Ganske vist kan man sjældent give helt los og bare køre til, for det er nødvendigt hele tiden at holde følingen med “jorden” under sig, men pyt, sådan en tur er skøn alligevel.

Mænd for sig, kvinder for sig. Søndagstræning med kammeraterne i Sønderskoven, før sneen smeltede igen

Hver dag hilser min grønne ven mig gennem køkkenvinduet, og jeg hilser glad tilbage.

Eller i daglig tale kartoffelspegepølse-den-gode-fra-Hørup-me-and-my-mountainbike-expressen.

Det gælder om at finde træningsmotivation, og hvis den naturlige lyst ikke skulle række, må man selv finde på formål eller tossede lege, uanset det kun er én selv der forstår dem.

I fredags havde jeg ikke været ude på cyklen i flere dage ( havde simpelthen ikke gidet :-/), men nu var det efter vejrudsigten den sidste dag, hvor det ville være rigtig dejlig koldt. Derefter skulle det nemlig blive  varmegrader, som for mig er synonymt med regn og smat.

Og så kan man være så heldig hernede i Sønderborg, at Broager Brugs har føromtalte fødevare til halv pris. Så ta’r jeg to. Og Broager, det er jo lige for enden af Gendarmstien, den allerbedste mountainbikesti.

Af sted!

For det meste er jeg heldig med at ramme det tøj, der passer til vejret på cykelturen. Forinden nemlig altid et obligatorisk kig på dmi.dk:  Grader, stigende eller faldende, sol?

“Den snor sig lige omkring 5-graders-linjen”, husker jeg min indre stemme før afgang, inden jeg derfor tog  en femgraderskombination på.

“Uh, kan det passe at det føles så koldt?”, tænkte jeg derude. Fik to træningstimer i hus alligevel, kun takket være lommenødudstyr  som uundværlige tynde gule vindjakke og lapnings-engangshandskerne udenpå handskerne, og halsedisserøret trukket helt op under øjnene.

Lynkonsultation hos dr. dmi efter hjemkomsten afslørede da også sjusk med aflæsningen, min fejl. Den snor sig omkring O grader, frysepunktet.

Første tur i år med mountainbike after dark. Det gør godt at komme ud en almindelig hverdagsaften; man føler sjælen renset og batterierne ladet op.

Til nattekørsel må der stadig gerne være fut under, men ruten ikke være alt for kringlet. I skoven skal man – efter min smag- i det væsentlige køre på grusveje og større stier. Ikke på de små, hvor mudderhuller, rødder og grene forøger risikoen unødigt.

Plus at når forhindringerne i mørket hele tiden skal undviges i sidste øjeblik, er det urimelig belastende for bevægeapparatet.  
Nu ER mine symptomer på tennisalbue ganske vist gået over igen, og jeg VED heller ikke om de bare kom af at åbne det dumme rødbedeglas tidligere, men man skal jo passe på sig selv og ikke tage unødige risici. Jeg holder mig fra både rødbeder, syltede agurker og asier fremover.

Gendarmstituren fra Sønderborg til Padborg er for mig et af mountainbikesæsonens pejlemærker, et højdepunkt jeg har berettet om et par gange før.
Turen kaldes af og til gendarmstiløbet, men det gør flere, inklusive triklubbens mtb-løb på Dybbøl Banke, der desværre i år lå placeret lige dagen før. Det er ellers normalt værd at deltage i.

Heldigvis var der i dag 11. november mange mountainbikere med fra nabocykelklubberne, det ser jeg altid frem til.

Turen begynder selvfølgelig først rigtigt, når man kører op gennem de første af Dybbøls skanser, og op på Gendarmstien.

Kaffe og rundstykker under Egernsundbroen, den anden af tre opsamlinger undervejs. Den var helt vellykket, samhørighedsskabende kaldes det,  sådan som en opsamling eller pause skal være.

Ved en god opsamling samler man (op). Den kiksede første opsamling i Vemmingbund havde illustreret det meget godt: her kørte den første store gruppe inde videre før resten var kommet ind, plus at da resten så kørte derfra, fulgtes de ikke ad, så alle kunne finde vejen.

Den tredje opsamling i Kruså var det kun de forreste der nåede. Det var dog annonceret i forvejen, at en følgebil ville forlade Kruså sammen med dem. Men alligevel var det uventet at der så slet ikke var nogen opsamling dér, “ved Bingocentret”, for de efterfølgende. Nu er det jo ikke et cykelLØB, hvor alt er arrangeret for én, men en cykelTUR. Men alligevel…

Selv havde jeg undtagelsesvis ikke anstrengt mig for meget med kortstudier forinden, men blot tænkt mig at følge med de andre. Den gruppe jeg slog følge med havde til gengæld tænkt sig at de bare skulle følge med mig, så…

Nå, men vi klarede det da rimeligt ved fælles kræfter, med kun en lille omvej hist og her. Såsom i Kollund Skov, med en lille rask travetur i efterårsløvet, ingen tager skade af.

Det næsten obligatoriske billede fra toppen af  græsbakken efter Kruså, der altid er blød og kraftsugende.

Æblejuice, rest-rundstykker og klemmer; alle optankninger klares på Statoil i Padborg. Den samme tank de sidste flere år nu, og de har vistnok taget det pænt.

Klar til afgang. Hjemad ad Fjordvejen langs Flensborg Fjord. Og farvel til de forreste der nu forsvinder i det fjerne, hvorfor stresse hele dagen: jeg nyder medvind og ditto sol sammen med de resterende hjem til Sønderborg.

Nu kan man ikke længere spare cykelbilletten.

Gad vide hvad der så skal til – cyklen i en (sort?) plasticpose under armen, og med op i cafeteriaet?

I min ubegribelige fysiske downperiode har jeg været for forfængelig til at køre med de andre, men var nu omsider taget til fælles klubtræning i går.

Det gik udmærket (godt), som det plejer.

WHAT?!

Måske har det bare været en indbildsk syge og mangel på drive. Det drive man for eksempel får frit forærende ved at køre i en cykelklub, med eller mod andre. Det er et godt drive. Jeg har også mødt det når jeg sommetider har tøvet med at tage til et løb, fordi jeg ikke har følt mig rigtig oppe, og så “kører som en drøm” alligevel.

Åbenbart lige det der skulle til, reboot, genstart.