Absolut Asger

Fordi vi mountainbikere absolut skulle drøne af sted på jordstierne mens de var regnvåde og bløde…

… må vi nu trækkes, jeg ved ikke hvor længe, med de stivnede plovfurer, der står som støbt i beton

-  sneplovfurer.

(foto: Peter Frank)

Det er for fire år siden. En af min yngste brors gamle surf-kammerater, Jan Blæsild, er tilfældigvis helikopterpilot, og har tilheldigvis en helikoper. Og han kunne godt overtales til at give min far en tur.

Vi brødre var enige om at DET måtte være lige hvad Far manglede i paletten, med sin livslange passion for alt der kan flyve,  både med sig selv ved styrepinden og ellers.

(fotos: Henry Frank Frederiksen) 

Jan med styrepinden, min far med “pinden”.

Turen er gået fra Billund over Søhøjlandet hjem til Århus, med landing i en meget bekvem baghave, selvom det dog ikke er hans eller vores egen.

Flot.

Billen er en Bell R22.

Hold fastere omkring mig
med dine runde Arme;
hold fast, imens dit Hjerte
endnu har Blod og Varme
Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som Bærrene paa Hækken.
Om lidt, er vi forsvundne
Som Boblerne i Bækken.

 
Hip hip hurra,
i dag er det
Emil Aarestrups fødselsdag,
kun 211 år.

Ja, jeg er en rigtig morgenmand: ankom i morges kl. 6.05 utålmodig til Humlehøjhallen, netop som de åbnede for morgensvømmere, og sprang rask i vandet. Godt man ikke er én der bare ligger og snuer til langt op ad morgenen.

…

Lyder godt, ikk´?
Det synes jeg.
Men the owls are not what they seem, som agent Cooper siger i Twin Peaks:

I aftes kunne jeg bare ikke falde i søvn, selvom jeg havde været længe oppe. Sleepless in Sønderborg.

Klokken 3 stod jeg op og gav mig til noget andet, som der rådes i “Søvnløshed”. Selve bogen havde jeg desværre allerede afleveret på biblioteket igen, ellers havde det sikkert hjulpet at læse en bog, som det også hedder.

Da klokken nærmede sig 6 slog det mig, at NU havde jeg chancen for at prøve morgensvømme, på det sindssyge tidspunkt jeg ellers i månedsvis havde kikset.

Da jeg først kom på cyklen og i bassinet viste det sig himmelsk deri. Helt lyst og blåt. Vådt. Not hot, men godt. Man vågner rigtigt, selvom det sådan set ikke var det jeg var kommet for, mildt sagt.

Natteravnen viste sig at være en and.

Hm, det er snart længe siden, over en måned, tiden går så hurtigt, eller så er det mig der for langsom…

Overskriften skulle for mit eget vedkommende have været godt stået, som det fremgår til sidst.

For at begynde, altså, træder jeg sidst i september ind i favorithulen, Hørup Bibliotek

ser øverst på reolhjørnet

Der gives alt for sjældent lejlighed til at køre mountainbikeløb, så denne skulle ikke forsømmes: Mtb-løb arrangeret af DGI Sønderjylland, med start på Idrætshøjskolen her i Sønderborg. For ikke at risikere fortryde, skyndte jeg mig at forhåndstilmelde.

For at være helt ærlig, så havde jeg også samtidig set løbet på vorepuls.dk –  et nyt website, der er resultatet  et samarbejde mellem DGI (Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger) og en rig sponsor.

SÅ bliver jeg altid mistænksom, er der mon er tale om en uhellig alliance, men med formålsparagraffen “at styrke folkesundheden ved at motivere flere danskere til at motionere – og samtidig give inspiration til de, der allerede er gået i gang med at løbe, cykle eller motionere på anden vis” er jeg da nødt til at sige “I’m all for it!”

Med start på Idrætshøjskolen havde jeg regnet med at ruten ville gå ud i Sønderskoven lige ved siden af, ad de vante stier. Der tog jeg fejl: ruten var en sindrigt foldet blanding af absolut singletrack og bredere græsbaner, i henholdsvis kratskoven foran skolen og på dens egne plæner, endda en hel del små skrænter op og ned, 3 km pr. omgang.

Princippet for fuldførelse var efter kendt formel, her  med et tilstræbt 75 minutter køretid, udmøntet sådan at når den først havde kørt 7 omgange blev ingen af de efterfølgende sendt ud på flere omgange, men taget i mål næste gang. Jeg har altid syntes at fem kvarters køretid var alt for kort, men må bagefter indrømme, at det var langt nok.

Fællesstarten kan se anarkistisk ud, men var ganske hensigtsmæssig som en ganske lille prologagtig forrunde græsplænen rundt, for at skabe fornøden spredning til at kunne komme omkring på selve banen.

Jeg har ikke prøvet den slags korte og snoede tekniske løb før, i hvert fald ikke i så udpræget grad. Ruten her var såmændganske hidsig med alle de foldninger, ikke farlig, men uden megen mulighed for at komme sig undervejs. Det er der nu forresten aldrig, når det sådan gælder.

Ligesom det sidste jeg gør før starten er at slippe kameraet, er det første efter mål at gribe det:

Det er da lige Bettina A. til højre dér, fra vinterturen med MTB.
Arangørens egne fotos og resultater findes via http://vorespuls.dk/artikel/resultater-fotos-vorespulsdk-mtb-loeb

Mit eget løb fik en uventet gang, for midtvejs på andensidste runde knækkede sadelbolten med et ping, så jeg røg ad HT. Brugte et eller to minutter til at samle løsdelene op og sunde mig, alt imens jeg indså, at jeg selvfølgelig skulle jeg pinedød fuldføre alligevel.  Så resten foregik stående i pedalerne, med sadlen i baglommen.

Selve den knækkede bolt fandt jeg efter løbet, det må næsten være et træthedsbrud. Måske er det min, der er smittet nedad tværs gennem sadlen til bolten.

Man var blevet forsynet med chip, der blev aflæst hver omgang, og derhjemme igen kunne man så via resultatsiden studere  ikke alene sine omgangstider, men også hvordan placeringen i forhold til de øvrige 76 deltagere skiftede.

Jeg er uendelig glad for ikke at have givet op, for af chip-aflæsningerne kunne jeg se, at selvom de to sidste omgangstider var ringere, så havde det alligevel kun betydet 6 pladser sat tilbage, og det var såmænd ikke så galt.

På min gravsten skal blot stå om min deltagelse i livet:  

“Fuldførte!”

Sært man alligevel kan være glad og tilfreds, hjemkommet til sin hovedtrappe midt på aftenen, gennemvåd, let sitrende og med en tilsvinet cykel.

Jo da, man skal bare tage på en af årets sidste aftenklubtræningsture, og have have sat sig for hjemmefra at forberede en rute der ikke måtte være for kedelig, men samtidig skulle kunne nås før det alt for tidlige mørke (det var en kort sommer, Søren Brun). Jeg glædede mig til at vise ruten frem.

I alt var vi mødt 10 styk; en skam det kun er de mest enthusiastiske der kommer nu i denne tid. Men det ligger nok til dels i definitionen på enthusiasme.

Ikke helt efter planen havde vi midtvejs en punktering, lige ved det fjerneste rutepunkt Bovrup. Og lidt efter så én til, en kæp i hjulet for den perfekte timing. Halvdelen valgte her at køre videre i forvejen. Jeg mistænker dem stadig for at chicken out og tage cykelstien langs hovedvejen hjem.

Resten fortsatte dog ad de små veje, dem som jeg havde givet med farveblyanten på landkortet hjemmefra. Det var kun en enkelt rutekrølle, der måtte springes over, for at være på den sikre side med tiden.

Der kom en enkelt byge til sidst, én som til gengæld var meeget lang; det var heller ikke efter planen, for så var jeg blevet hjemme og var taget i svømmeren i stedet, jeg kan nemlig ikke lide at blive våd. Men altså, når cyklen kører godt, forhjulet skiller vandene som var det for Moses, og man tåler høre Henning fabulere over kakao, boller og kaminild, er det sagtens til at holde ud, ja det giver ligefrem noget til toughness-kontoen.

Åh ja, nærved og næsten: lige udenfor byen punkterede jeg så selv, men med kun tre kilometer tilbage til Chr. X Bro behøvede de andre ikke vente; det passede mig også udmærket at få lov at dvæle i grøftekanten over slangernes mysterier. Desuden havde jeg diodelygter klar i baglommen; dét har jeg da lært siden fortidens synder, hvor jeg pludseligt så grueligt har savnet dem. Så der var sikker tur, helt hjem.

Nok om kakao og boller

- jeg fik pandekager.

Har lige holdt min egen snigpremiere på den nye kæmpestore dobbeltrettede cykelsti, der bliver bygget hernede, fra Sønderborg og vestpå.

Det er stykket mellem metropolerne Vester Sottrup og Avnbøl, der står færdigt.

Om ikke længe kommer billisterne for at æde asfalten,  så er det slut med at promenere på cykel her.

Den nye motorvej har jeg aldrig villet have, men nu den er her hvorfor så ikke se lyst på det:

Det har heldigvis vist sig, at linjeføringen med tunneller og broer har været mindre ødelæggende for cykellandskab og småveje end frygtet. Umiddelbart ser det kun ud til der er to små veje som bliver afskåret og blindet, resten er ført over eller under. Den tilbageværende tid med afspærringer og byggerod synes også at være til at overse.

Konversation på en cykeltræningstur:

Ham der den nye i klubben, han er ellers go'
Ja.
Næsten FOR god.
Hm, ja.
Hm.
Hvad er egentlig definitionen på dét?
At han er bedre end mig!

Når jeg har været på mtb i Nørreskoven, det er onsdag og hjemvejen går lige forbi en kollega til ham i Nørregade, så er det heldigt der stadig sad en universal-allweather-vintercup-kortholder på styret.

Min yngste, københavneren, er lige flyttet ind til en billigere husleje på Amager. Da han fortalte det hedder “Selvmordskollegiet”, sagde jeg ha-ha og ja-ja, men tænkte at dog at det lige måtte tjekkes når jeg kom hjem.

Jeg tjekkede  - hvad siger mon for eksempel Wikipedia  -  okay, det var så rigtigt nok.

Jeg kom aldrig til at fortryde at have forhåndstilmeldt mig til cykeltur-retur’en Sønderborg-Lakolk, selvom jeg muligvis ellers ville have “overvejet min stilling”, da det viste sig at smådryppe og støvregne dén morgen for afgang. For det holdt op igen, længe før vi kørte over dæmningen til Rømø.

Man må gerne lege med kameraet og blindskyde på må og få, nede i børne- og babyhøjde.

Rynkeby-holdet fra Kolding kom til bagfra, det havde jeg registreret i øjenkrogen.

- men først sidenhen, hjemme i mørkekammeret, så jeg (under gen-jubel) de to cykelvenner.

I dag har jeg efter invitation meldt mig til Coast-to-Coast på søndag med Team Rynkeby. Det er Østersøen og Vesterhavet, Sønderborg til Rømø retur, 212 km.

Det er helt mod sædvane, for ellers plejer jeg at vente med at melde mig bindende til cykelløb og -ture indtil sidste øjeblik , hvor vejrudsigten frem er tilstrækkelig sikker mod regn, og jeg har en fornemmelse af “dagsformen”. Det er fordi jeg er sådan en hængerøv. Men den forbliver i det mindste tør så.

Jeg vover det kun denne gang, fordi turen sidste år var så vellykket og sjov, så jeg skal nok få på den på komedie, på den ene eller anden måde.