Absolut Asger

Påskesøndag gik det lidt bedre til cykeltræning; vi var nu 7.

Én af de andre, der ellers plejer at kunne køre godt til, var begyndt at hænge, og så heller særlig fornøjet ud, derfor havde jeg til sidst måttet spørge til, hvad der var i vejen:

“Jeg tror, det er mit barnebarn der har smittet mig…”

“Nå, har hun også dårlige ben? !”

Jeg havde forventet massivt opbud af cyklelystne skærtorsdag klokken 10 ved klubben. Det var jo så dejligt et solskin.

Der kom nu kun 4 i alt. Måske fordi der ingen overordnet retningslinje er for helligdage. Tag sådan en  hellig torsdag: ingen ved om der er noget klokken 10 ligesom om søndagen, eller om det er kl. 18 som almindelige torsdage. Eller måske ingenting? Jeg ved ikke om der har været et “massivt opbud” om aftenen, eller om usikkerheden har fået folk til blot at blive hjemme. Der ville en fælles hjemmesidebesked eller -mail have gjort godt.

Så vi 4  stod så der om morgenen: skal det være Kegnæs eller Løjtland rundt, tjah, bum, bum – det blev altså Løjtland, via Aabenraa. Optimistisk udlæg så tidligt på sæsonen, men friskt.

Det blev en god dag. Gruppen talte foruden mig selv også den store motor og to hypokondere med småskavanker som en brækket hånd og en lang vinter (de kørte nemlig ganske glimrende).

Jeg var ellers ikke helt forberedt på sådan en lang tur, og mit lommekort hørte op ved Aabenraa.

Undervejs, da vi var kommet ind i det ukendte land nord for Aabenraa, “den hvide plet på landkortet”, ville jeg have fremvist den skønne tur ad Tingvejen gennem Lerbæk Plantage, men den var forsvundet fra jordens overflade.

Tilsyneladende, selvfølgelig altså, for bagefter kunne jeg derhjemme se i Topografisk Atlas, at foran Brugsen i Løjt skulle vi bare være drejet til højre mod nord i stedet for venstre og syd . Man kan ligefrem se på kortet hvor skøn vejen er. Den ta’r vi næste gang.

Men det område kunne jeg altså ikke udenad, men pyt, i stedet fik vi en skøn improvisation, hvis jeg må forblive i den positive sprogtone.

I alt 120 km til skrapbogen.

Det skal forstås som SOMMERsæsonstart, for de enthusiastske er der jo også en vintersæson i klubben.

Det ser ikke ud af noget særligt måske, men det er 8 brave mænd, der er mødt frem denne første april,  selvom termometret forblev under 5 grader, med rigelig blæst, og truende regn.

20 Bounty indkøbt. Jeg skulle i hvert fald ikke risikere denne gang at stå uden noget at byde, ligeom sidste fastelavn, og halloween med.

Men så lige netop i år kom der heller ikke ved min dør nogen børn,     “jeg slap”  - men slipper ikke for Bounty’erne.

Farlige sager at have liggende, især en kedsom lørdag og søndag lang, hvor jeg ved de vil ligge og kalde

Fordi vi mountainbikere absolut skulle drøne af sted på jordstierne mens de var regnvåde og bløde…

… må vi nu trækkes, jeg ved ikke hvor længe, med de stivnede plovfurer, der står som støbt i beton

-  sneplovfurer.

(foto: Peter Frank)

Det er for fire år siden. En af min yngste brors gamle surf-kammerater, Jan Blæsild, er tilfældigvis helikopterpilot, og har tilheldigvis en helikoper. Og han kunne godt overtales til at give min far en tur.

Vi brødre var enige om at DET måtte være lige hvad Far manglede i paletten, med sin livslange passion for alt der kan flyve,  både med sig selv ved styrepinden og ellers.

(fotos: Henry Frank Frederiksen) 

Jan med styrepinden, min far med “pinden”.

Turen er gået fra Billund over Søhøjlandet hjem til Århus, med landing i en meget bekvem baghave, selvom det dog ikke er hans eller vores egen.

Flot.

Billen er en Bell R22.

Hold fastere omkring mig
med dine runde Arme;
hold fast, imens dit Hjerte
endnu har Blod og Varme
Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som Bærrene paa Hækken.
Om lidt, er vi forsvundne
Som Boblerne i Bækken.

 
Hip hip hurra,
i dag er det
Emil Aarestrups fødselsdag,
kun 211 år.

Ja, jeg er en rigtig morgenmand: ankom i morges kl. 6.05 utålmodig til Humlehøjhallen, netop som de åbnede for morgensvømmere, og sprang rask i vandet. Godt man ikke er én der bare ligger og snuer til langt op ad morgenen.

…

Lyder godt, ikk´?
Det synes jeg.
Men the owls are not what they seem, som agent Cooper siger i Twin Peaks:

I aftes kunne jeg bare ikke falde i søvn, selvom jeg havde været længe oppe. Sleepless in Sønderborg.

Klokken 3 stod jeg op og gav mig til noget andet, som der rådes i “Søvnløshed”. Selve bogen havde jeg desværre allerede afleveret på biblioteket igen, ellers havde det sikkert hjulpet at læse en bog, som det også hedder.

Da klokken nærmede sig 6 slog det mig, at NU havde jeg chancen for at prøve morgensvømme, på det sindssyge tidspunkt jeg ellers i månedsvis havde kikset.

Da jeg først kom på cyklen og i bassinet viste det sig himmelsk deri. Helt lyst og blåt. Vådt. Not hot, men godt. Man vågner rigtigt, selvom det sådan set ikke var det jeg var kommet for, mildt sagt.

Natteravnen viste sig at være en and.

Hm, det er snart længe siden, over en måned, tiden går så hurtigt, eller så er det mig der for langsom…

Overskriften skulle for mit eget vedkommende have været godt stået, som det fremgår til sidst.

For at begynde, altså, træder jeg sidst i september ind i favorithulen, Hørup Bibliotek

ser øverst på reolhjørnet

Der gives alt for sjældent lejlighed til at køre mountainbikeløb, så denne skulle ikke forsømmes: Mtb-løb arrangeret af DGI Sønderjylland, med start på Idrætshøjskolen her i Sønderborg. For ikke at risikere fortryde, skyndte jeg mig at forhåndstilmelde.

For at være helt ærlig, så havde jeg også samtidig set løbet på vorepuls.dk –  et nyt website, der er resultatet  et samarbejde mellem DGI (Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger) og en rig sponsor.

SÅ bliver jeg altid mistænksom, er der mon er tale om en uhellig alliance, men med formålsparagraffen “at styrke folkesundheden ved at motivere flere danskere til at motionere – og samtidig give inspiration til de, der allerede er gået i gang med at løbe, cykle eller motionere på anden vis” er jeg da nødt til at sige “I’m all for it!”

Med start på Idrætshøjskolen havde jeg regnet med at ruten ville gå ud i Sønderskoven lige ved siden af, ad de vante stier. Der tog jeg fejl: ruten var en sindrigt foldet blanding af absolut singletrack og bredere græsbaner, i henholdsvis kratskoven foran skolen og på dens egne plæner, endda en hel del små skrænter op og ned, 3 km pr. omgang.

Princippet for fuldførelse var efter kendt formel, her  med et tilstræbt 75 minutter køretid, udmøntet sådan at når den først havde kørt 7 omgange blev ingen af de efterfølgende sendt ud på flere omgange, men taget i mål næste gang. Jeg har altid syntes at fem kvarters køretid var alt for kort, men må bagefter indrømme, at det var langt nok.

Fællesstarten kan se anarkistisk ud, men var ganske hensigtsmæssig som en ganske lille prologagtig forrunde græsplænen rundt, for at skabe fornøden spredning til at kunne komme omkring på selve banen.

Jeg har ikke prøvet den slags korte og snoede tekniske løb før, i hvert fald ikke i så udpræget grad. Ruten her var såmændganske hidsig med alle de foldninger, ikke farlig, men uden megen mulighed for at komme sig undervejs. Det er der nu forresten aldrig, når det sådan gælder.

Ligesom det sidste jeg gør før starten er at slippe kameraet, er det første efter mål at gribe det:

Det er da lige Bettina A. til højre dér, fra vinterturen med MTB.
Arangørens egne fotos og resultater findes via http://vorespuls.dk/artikel/resultater-fotos-vorespulsdk-mtb-loeb

Mit eget løb fik en uventet gang, for midtvejs på andensidste runde knækkede sadelbolten med et ping, så jeg røg ad HT. Brugte et eller to minutter til at samle løsdelene op og sunde mig, alt imens jeg indså, at jeg selvfølgelig skulle jeg pinedød fuldføre alligevel.  Så resten foregik stående i pedalerne, med sadlen i baglommen.

Selve den knækkede bolt fandt jeg efter løbet, det må næsten være et træthedsbrud. Måske er det min, der er smittet nedad tværs gennem sadlen til bolten.

Man var blevet forsynet med chip, der blev aflæst hver omgang, og derhjemme igen kunne man så via resultatsiden studere  ikke alene sine omgangstider, men også hvordan placeringen i forhold til de øvrige 76 deltagere skiftede.

Jeg er uendelig glad for ikke at have givet op, for af chip-aflæsningerne kunne jeg se, at selvom de to sidste omgangstider var ringere, så havde det alligevel kun betydet 6 pladser sat tilbage, og det var såmænd ikke så galt.

På min gravsten skal blot stå om min deltagelse i livet:  

“Fuldførte!”

Sært man alligevel kan være glad og tilfreds, hjemkommet til sin hovedtrappe midt på aftenen, gennemvåd, let sitrende og med en tilsvinet cykel.

Jo da, man skal bare tage på en af årets sidste aftenklubtræningsture, og have have sat sig for hjemmefra at forberede en rute der ikke måtte være for kedelig, men samtidig skulle kunne nås før det alt for tidlige mørke (det var en kort sommer, Søren Brun). Jeg glædede mig til at vise ruten frem.

I alt var vi mødt 10 styk; en skam det kun er de mest enthusiastiske der kommer nu i denne tid. Men det ligger nok til dels i definitionen på enthusiasme.

Ikke helt efter planen havde vi midtvejs en punktering, lige ved det fjerneste rutepunkt Bovrup. Og lidt efter så én til, en kæp i hjulet for den perfekte timing. Halvdelen valgte her at køre videre i forvejen. Jeg mistænker dem stadig for at chicken out og tage cykelstien langs hovedvejen hjem.

Resten fortsatte dog ad de små veje, dem som jeg havde givet med farveblyanten på landkortet hjemmefra. Det var kun en enkelt rutekrølle, der måtte springes over, for at være på den sikre side med tiden.

Der kom en enkelt byge til sidst, én som til gengæld var meeget lang; det var heller ikke efter planen, for så var jeg blevet hjemme og var taget i svømmeren i stedet, jeg kan nemlig ikke lide at blive våd. Men altså, når cyklen kører godt, forhjulet skiller vandene som var det for Moses, og man tåler høre Henning fabulere over kakao, boller og kaminild, er det sagtens til at holde ud, ja det giver ligefrem noget til toughness-kontoen.

Åh ja, nærved og næsten: lige udenfor byen punkterede jeg så selv, men med kun tre kilometer tilbage til Chr. X Bro behøvede de andre ikke vente; det passede mig også udmærket at få lov at dvæle i grøftekanten over slangernes mysterier. Desuden havde jeg diodelygter klar i baglommen; dét har jeg da lært siden fortidens synder, hvor jeg pludseligt så grueligt har savnet dem. Så der var sikker tur, helt hjem.

Nok om kakao og boller

- jeg fik pandekager.

Har lige holdt min egen snigpremiere på den nye kæmpestore dobbeltrettede cykelsti, der bliver bygget hernede, fra Sønderborg og vestpå.

Det er stykket mellem metropolerne Vester Sottrup og Avnbøl, der står færdigt.

Om ikke længe kommer billisterne for at æde asfalten,  så er det slut med at promenere på cykel her.

Den nye motorvej har jeg aldrig villet have, men nu den er her hvorfor så ikke se lyst på det:

Det har heldigvis vist sig, at linjeføringen med tunneller og broer har været mindre ødelæggende for cykellandskab og småveje end frygtet. Umiddelbart ser det kun ud til der er to små veje som bliver afskåret og blindet, resten er ført over eller under. Den tilbageværende tid med afspærringer og byggerod synes også at være til at overse.

Konversation på en cykeltræningstur:

Ham der den nye i klubben, han er ellers go'
Ja.
Næsten FOR god.
Hm, ja.
Hm.
Hvad er egentlig definitionen på dét?
At han er bedre end mig!