“Far, nu tør jeg ikke køre i København uden hjelm længere, selvom jeg ligner en idiot”
Det mmssede min datter til mig, med et vedhæftet selvhjelmportræt der til forveksling ligner mit eget.

Derefter begyndte jeg nemlig også selv at bruge en cykelhjelm til civil cykling, dels som en slags sympatitilkendegivelse, dels ud fra en idé om, at nu jeg cykler så meget MED hjelm (i sportscyklingen), ville det være ærgerligt hvis der skete noget lige netop når jeg IKKE har én på.

2 måneder senere knaldede jeg hovedet i asfalten, efter salto ud over styret på min damecykel, på vej fra indkøb. Saved by the Bell. Eller så var det en Giro.