Resultatlisten fra Grænsecykelløbet er kommet, med en interessant forandring i forhold til sidste år:
Listen er nu ikke længere rangordnet efter køretid, men er i princippet blot startlisten med køretiden registreret udfor den enkelte, i timer og minutter.
Jeg ikke hvorfor denne ændring, men det interessante er at det KAN skyldes et ønske om at gøre løbet lidt mindre væddeløbspræget, og derved MÅSKE mere all-round og tiltrækkende for alle.
Om det ligefrem er ny tendens indenfor motionscykelløb er ikke til at vide, eftersom det er det første sted jeg har bemærket en ændring til den side, men efterhånden som mange motionscykelløb med tiden er gået hen og blevet mere “specialiserede” (MIN fornemmelse), kan jeg godt forestille mig der er vil opstå et behov for at genintroducere og promovere det mangfoldige og altfavnende motionscykelløb, som en modsætning til licensløb hvor kun placeringen tæller.
Selv er jeg ikke helt afklaret med hvor højt konkurrencemomentet skal vægtes, for sidste år hvor jeg gjorde det så godt, kan jeg ikke sige at jeg var ked af resultatlisten.
Men det var omvendt dette efterår, hvor jeg følte mig knap så klar, og i hvert fald ikke havde lyst at rigtig ræse. Da var tanken om synligheden på en rangordnet resultatliste måske i virkeligheden den lille tue på cykelstien, der gjorde at jeg slet ikke stillede op?
Foruden smålig er jeg nemlig også så forbandet ÆREKÆR, at jeg selvfølgelig ikke har lyst at stå nederst på nogen liste. Medvind er bedst, og det er jeg ikke den eneste cyklist der synes.
Men nu da der altså stadig ER tider i resultatlisten, ser jeg det som et glimrende kompromis, idet særligt interesserede stadig kan gå ind og både nærstudere og statistikke efter lyst.