Efter 20 km med egentlig alt for stor aktivitet så tidligt, lykkedes det at få fast kontakt til den forreste gruppe på 20-25 stykker der havde dannet sig ud fra de cirka 100, der startede på den lange klokken 7:30, fra byen Schleswig.

Senere samme dag vil RTF-deltagerne, der kører distancerne op til 153 km, også starte fra Schleswig by, det løb hedder så “Rund um die Schlei”, men det er alt sammen indenfor arrangementet i Schleswig. “Schleswiger Radmarathon” bruger også de samme depoter, men har noget ekstra rute.

Ved mine tidligere RTF-løb har jeg undertiden set et Radmarathon-felt kørende samlet, side om side, så jeg var blandt andet spændt på, om man virkelig følges ad så ordnet som det så ud til.

Og jo, der ER tilsyneladende en kultur eller underforståelse, så man dér blandt andet i det væsentlige kører i to rækker, og på skift tager føringer i fronten med den man tilfældigvis sidder sammen med. Alle tager med andre ord føringer, så den eneste variabel er at man kan variere længden deraf.

Det må være en kulturforskel, for ved hjemlige motionsløb (og RTF?) synes jeg mest der bliver kørt i “klump” eller væddeløbsfelt om man vil, med føringer for dem der vil ta’ dem, læ bagved, vifter og bredde-bredning. Det giver godt nok mere variation, spil og muligheder, til gengæld er dobbeltrækken sikkerhedsmæssigt den bedre. 

Kulturen må vist også tilskrives, at de to gange nogen skred ud under de heftige regnbyger, holdt alle indtil det var klart at de var okay og på cyklen igen.

Videre, tilbage til landevejen nu: om man så fuldstændig pænt følges ad på vejen, er ikke helt nemt at besvare, for jeg kunne sagtens undervejs læse de tegn der fortæller, at feltet i virkeligheden under overfladen hele tiden lurede og søgte skabe udskilninger ved hver lejlighed der bød sig.

Frontgruppen skrumpede da også hele tiden, så vi mod slutningen kun var 7-8 tilbage. Det er ikke fordi jeg synes et motionsløb kun er noget ved på den måde, i spidsen, men nu var det jo mit første Radmarathon, og jeg ville selvfølgelig gerne også have med at se, hvordan sådan et ender. Det hedder nu stadig, også for Radmarathon: “das ist kein Rennen”.  

Helt indtil omkring 190 km var der konsekvent blevet kørt den kultiverede dobbeltrække, men her knækkede omsider filmen, feltet mener jeg, og blev til en duo, forfulgt af gruppen på vi resterende 5. Det betød at resten af vejen til Schleswig blev én lang god gammeldags jagt i hurtige enkeltrække og vifte.

De to blev nu aldrig indhentet, men jeg så glad og stolt over at kunne holde med gruppen også hele den sidste vej tilbage til Schleswig, så meget mere, som det var med det yderste af neglene.

Til dette løb havde jeg som vanlig selv forsyning med, for det tilfælde at der ingen lejlighed blev at få noget undervejs. Det viste sig at der var et fuldt tilstrækkeligt tilbud ved depoterne, man lige kunne skynde sig at snuppe. Derfor rørte jeg så af principielle grunde slet ikke mit eget, idet jeg jo var ude på at lave denne her forbrugertest af løbet.  

I et Radmarathon er (lyn)depotstop obligatoriske, fordi man er nødt til at have sine 5 kontrolstempler, hvis man vil noteres i resultatlisten som finisher eller deltage i Nord-Cup , som er de nordtyske Radmarathons i en serie.

Her er der altså resultatliste, i modsætning til RTF-løbene, hvor kontrolstempelkortet er eneste form for diplom eller minde. Der var til hver marathonfinisher også dette minde, et rødt vævet trofæ, som jeg ikke ved hvad kan eller skal bruges til, men som jeg er meget glad for og altid har ønsket mig.

Nu kender jeg i hvert fald én god grund til at tage hjemmefra sådan en tidlig morgen: fornemmelsen af være tilfreds med sig selv bagefter, og som holder mindst tre dage. Da var jeg nemlig solo ude på en lille tur, og alene ved tanken om den søndagspræstationen må jeg til lige rejse mig i sadlen og udbryde et “hold kæft, h
vor ku´ jeg køre”, sådan
bare ud i luften (Ingen dydsforsiret beskedenhed dér, slet ikke når jeg snakker med mig selv).

Den arrangerende klub, RadsportVerein Schleswig, har været flittig på kameraknappen, og lagt mange billeder til skue, selv jeg er skudt .