Det tyske system i cykelmotionsløb, hvor depoterne kaldes kontrolposter og stempler deltagerne, kan jeg ikke helt få ud af hovedet. Kan det bruges til noget?
Ved første bekendtskab tænker man vel som jeg, at det er da et overflødigt og besværligt mellemled der er indført, og at det nok er en trang til ordnung og grundighed i den tyske folkesjæl, der ligger bag.
Efterhånden har jeg nu kørt nogle gange i Tyskland, med og uden at stemple. I de almindelige motionsløb (Rad Touren Fahren, RTF) er det i praksis frivilligt, og nogle tyskere kører blot forbi depotet, mens andre stempler der.
For nylig har jeg i form af mit 220 km Radmarathon fået en øjenåbner, så jeg ser en kvalitet ved stempelsystemet, der MÅ kunne bruges til et eller andet også herhjemme. I Radmarathon (= over 200 km) er kontrolstempel, og dermed også 5-6 depotstop, obligatorisk hvis man vil opføres som finisher på marathonlisten. Det har min anbefaling.
Det var i hvert fald en enorm befrielse, at ALLE deltagere således var nødt til at holde ind ved HVERT depot. Befrielse fra at skulle spejde og hviske-tiske forud for alle depoter, for at gætte om de andre deltagere i en god gruppe agter holde ind. Befrielse fra at føle sig tvunget til for en sikkerheds skyld at køre med forbi, bare fordi det første par stykker i flokken gør. Det var befriende lige at være af cyklen det øjeblik, og også kunne hapse eventuelt vand/faststof.
For mig var depotstoppene også velkomne, fordi det har altid ærgret mig at der ofte gøres stor umage med depoterne. Jeg betaler himmelhøje startpenge derfor, og alligevel kører jeg jævnligt “frivilligt” forbi dem.
Kunne sådan et kontrolsystem i Danmark måske tillige øge pålideligheden i cykelmotionsløb, så alternative kortere ruter hjem til mål ikke spolerer resultatlisten, som der blev skrevet i en kommentar til marathonindlægget sidst?
Det er ikke noget jeg selv lægger meget vægt på, i hvert fald ikke med hensyn hvis nogen ligefrem vil snyde sig selv; kun synd for dem, grundlæggende.
De fejl i resultatlisten, der kommer ved forkertkørsel og ombestemmelse er egentlig værre, men jeg ved ikke om det har et omfang, der gør det væred at beskæftige sig med. (Om det da ikke kan være fuldstændig ligemeget? For nogle givetvis, dog hvis man kan finde på at konstatere “jeg blev nummer ditten ud af datten”, så MÅ det betyde noget at resultatlisten nogenlunde stemmer.)
Fejl kunne også undgås ved andre metoder, såsom frivillig fejlindrapportering bagefter, som dem Grejsdalsløbet gerne plejer at tage imod. Om det er nok: tjah, deltagernes omhu er sikkert ret varierende; tillid er jeg ikke sikker på jeg kan give mere end en andenplads.
Som det korte af det lange, så er det usandsynligt, at nogen løbsarrangør herhjemme finder på at indføre et ekstra led i motionsløbene, der kræver mere mandskab og administration, plus risiko for stempel-kø. Og jeg ved ikke engang om jeg selv helst vil beholde muligheden for at køre nonstop. Men til udvalgte arrangementer i det mindste, mon da ikke et lignende princip med tvungne depostop kunne finde anvendelse til glæde for deltagerne?!
Slutteligen tilbage til det “udenlandske” igen:
Her mit kontrolkort med stempler fra sidste års RTF i Heide . Der har jeg kørt 116 km distancen, og har derfor ikke det sidste stempel fra Kontrolpunkt 4 som hører til 162 km ruten.
Bortset fra den obligatoriske stempling ved Radmarathon, har jeg gennem tiden vekslet princip siden det første RTF jeg deltog i: dér stemplede fordi jeg troede at det skulle man der.
Senere fandt jeg ud af at det egentlig kun er dem der er medlem af BRD, det tyske cykelforbund, der har noget at bruge de points et kontrolstempel svarer til (de kan efter sæsonen få æren, et diplom, en cykeltrøje osv., efter lignende princip som vores egne DCU-motionsregioner, supermotionist konkurrencen/diplomerne.)
Trods den viden fortsatte jeg herefter troligt med at kontrolstemple, nu på grund af min overdimensionerede sans for fairplay, idet mange af tyskerne er nødt til at stemple. Og så igen, de tyskere der deltager, men ikke er BRD-medlemmer, de stempler jo ikke, så …?
Det er nu ikke sikkert at det er meget vigtigt, det med om man kommer bagud ved depoterne, for konkurrenceelementet er nedtonet meget i de tyske RTF-motionsløb; der er jo heller ingen resultatliste eller tidtagning. Men alt andet lige, så vil man (jeg!) da hellere køre med en flok, end mutters alene og hjem, ikke.
Hm jah, gode tanker.
Har egentligt altid selv haft den holdning at man må få sig en licens, hvis man virkelig vil konkurrere og forvente af andre at de vil det samme.
Som motionist har jeg indtryk af at der er så mange forskellige motiver til at cykle. Nogle (få?) anser det som et pro tour løb, andre som en konkurrence mod sig selv, nogle tredje har kaffekanden og kryds og tværs med – og nogle anser måske, som ordet siger, løbet som god motion. Og så er alle sikkert ikke nævnt. 🙂
Jeg kunne dog godt forestille mig nogle udvalgte løb som du nævner, således at de der ønsker det, kunne konkurrere nu og da, uden ligefrem at skulle køre licens for at have muligheden.
Kunne godt lide idéen da jeg læste om det første gang.
Pennen har måske svigtet mig så der fremgår det modsatte af hvad jeg ville sige, for det jeg foreslår ved udvalgte løb, er ikke en skærpet konkurrence, tværtimod: det er at man med tvungne depotstop kan gøre et løb mere spiseligt og fornøjeligt, fremfor altid bare ét langt ræs.
Lejlighed til at køre rigtig konkurrence uden licens synes jeg ikke umiddelbart savnes, for med DCU’s “klippekortordning” kan man deltage som gæst ved licensløb, bare på motionslicensen. Og så er der jo ret beset også mange arrangementer i motionsverdenen, der i virkeligheden er konkurrence i.
Motiverne (som giver motivationen!) til at cykle er rigtignok mange og forskellige, og det netop det jeg synes er så fedt ved motionscyklingen, som det altså hedder, at den kan rumme så mange af de motiver. Og her kan man endda kan veksle mellem sine forskellige lyster fra gang til gang.