Jeg havde forventet massivt opbud af cyklelystne skærtorsdag klokken 10 ved klubben. Det var jo så dejligt et solskin.

Der kom nu kun 4 i alt. Måske fordi der ingen overordnet retningslinje er for helligdage. Tag sådan en  hellig torsdag: ingen ved om der er noget klokken 10 ligesom om søndagen, eller om det er kl. 18 som almindelige torsdage. Eller måske ingenting? Jeg ved ikke om der har været et “massivt opbud” om aftenen, eller om usikkerheden har fået folk til blot at blive hjemme. Der ville en fælles hjemmesidebesked eller -mail have gjort godt.

Så vi 4  stod så der om morgenen: skal det være Kegnæs eller Løjtland rundt, tjah, bum, bum – det blev altså Løjtland, via Aabenraa. Optimistisk udlæg så tidligt på sæsonen, men friskt.

Det blev en god dag. Gruppen talte foruden mig selv også den store motor og to hypokondere med småskavanker som en brækket hånd og en lang vinter (de kørte nemlig ganske glimrende).

Jeg var ellers ikke helt forberedt på sådan en lang tur, og mit lommekort hørte op ved Aabenraa.

 

Undervejs, da vi var kommet ind i det ukendte land nord for Aabenraa, “den hvide plet på landkortet”, ville jeg have fremvist den skønne tur ad Tingvejen gennem Lerbæk Plantage, men den var forsvundet fra jordens overflade.

Tilsyneladende, selvfølgelig altså, for bagefter kunne jeg derhjemme se i Topografisk Atlas, at foran Brugsen i Løjt skulle vi bare være drejet til højre mod nord i stedet for venstre og syd . Man kan ligefrem se på kortet hvor skøn vejen er. Den ta’r vi næste gang.

 



Det område kunne jeg så altså ikke udenad, men pyt, i stedet blev det en skøn improvisation, hvis jeg må forblive i den positive sprogtone.

I alt 120 km til SKRAPbogen.

 

Skriv en kommentar