Sært man alligevel kan være glad og tilfreds, hjemkommet til sin hovedtrappe midt på aftenen, gennemvåd, let sitrende og med en tilsvinet cykel.

Jo da, man skal bare tage på en af årets sidste aftenklubtræningsture, og have have sat sig for hjemmefra at forberede en rute der ikke måtte være for kedelig, men samtidig skulle kunne nås før det alt for tidlige mørke (det var en kort sommer, Søren Brun). Jeg glædede mig til at vise ruten frem.

I alt var vi mødt 10 styk; en skam det kun er de mest enthusiastiske der kommer nu i denne tid. Men det ligger nok til dels i definitionen på enthusiasme.

Ikke helt efter planen havde vi midtvejs en punktering, lige ved det fjerneste rutepunkt Bovrup. Og lidt efter så én til, en kæp i hjulet for den perfekte timing. Halvdelen valgte her at køre videre i forvejen. Jeg mistænker dem stadig for at chicken out og tage cykelstien langs hovedvejen hjem.

Resten fortsatte dog ad de små veje, dem som jeg havde givet med farveblyanten på landkortet hjemmefra. Det var kun en enkelt rutekrølle, der måtte springes over, for at være på den sikre side med tiden.

Der kom en enkelt byge til sidst, én som til gengæld var meeget lang; det var heller ikke efter planen, for så var jeg blevet hjemme og var taget i svømmeren i stedet, jeg kan nemlig ikke lide at blive våd. Men altså, når cyklen kører godt, forhjulet skiller vandene som var det for Moses, og man tåler høre Henning fabulere over kakao, boller og kaminild, er det sagtens til at holde ud, ja det giver ligefrem noget til toughness-kontoen.

Åh ja, nærved og næsten: lige udenfor byen punkterede jeg så selv, men med kun tre kilometer tilbage til Chr. X Bro behøvede de andre ikke vente; det passede mig også udmærket at få lov at dvæle i grøftekanten over slangernes mysterier. Desuden havde jeg diodelygter klar i baglommen; dét har jeg da lært siden fortidens synder, hvor jeg pludseligt så grueligt har savnet dem. Så der var sikker tur, helt hjem.

Nok om kakao og boller

– jeg fik pandekager.