Nu ryger startnummeret fra Grejsdalsløbet endelig af.

Efter et løb kører jeg altid nogle dage med nummeret stadig på, for ligesom diskret prale med at have været frisk og ude at køre løb. Om nogen beskuere overhovedet aner at sådan ser numrene også ud til landevejscykel-VM, ved jeg ikke. Men man føler sig med i familien. Ligesom den Storm P. tegning, hvor den ene tykmavede portvinsnæse siger til den anden: “Ja, når man sådan står og skuer ud over havet, kan man godt mærke at man nedstammer fra vikingerne”.

Dén søndag i Grejsdalen blev skøn: på forhånd havde jeg besluttet denne gang at følges med det største hold fra klubben, fremfor kun at satse på en god tid, for det har jeg trods alt har gjort nogle gange efterhånden synes jeg, og jeg vil jo gerne prøve alt i cykling.

Med så meget tid at give af, nu jeg ikke skulle bruge min tildelte seedede tidlige starttid, kunne det selvfølgelig ikke gå anderledes end at jeg kom for sent til klubholdets start.

Så gik jagten efter dem, det elsker jeg bare. Så meget, at i Hedensted skulle jeg egentlig have været inde og vende, men jeg sad så godt…

Tilbageskuende kan jeg regne ud, at netop dér ved depotet kørte jeg forbi de andre mens de var inde. Men jeg var heldig at punktere senere gennem Vejle by, og så er DE kørt forbi MIG, mens jeg stod og lappede.

På’en igen, fuld fart frem; jeg kunne jo fortsætte at spille fandango, fordi jeg ikke behøvede kunne holde tempoet helt til mål i dag, og så var der bingo på toppen af Munkebjerg ved casinoet, hvor jeg omsider mødte Villi og de andre. 

DERFOR var det en skøn dag: jeg fik prøvet det hele, både det ekstremt hektiske til Munkebjerg, og at følges resten af vejen.