Selskabets midtpunkt

I almindelighed higer jeg efter både selskab og anerkendelse, så det burde være lige mig at lære spille harmonika, eller holde en tale, steppe, charmere på flydende italiensk, danse tango, synge en vise, komme i det flotteste tøj…
Dagdrømmende har jeg da også tit set det altsammen for mig.

Men når det kommer til stykket, er jeg egentlig ikke så meget for at være i opmærksomhedsfocus.

Lodtrækning i forsamlinger, nope, her sidder jeg som nok den eneste, der tænker gevinsten er at undgå blive trukket ud.
Pyh, Cykellandsstævnet 2008 under festmiddagen med sponsorgevinster, hvor jeg var uheldig og det gik galt – my number came up – og jeg måtte traske hele den tunge vej op til podiet i hallen, duknakket og uden at se til siderne, for at modtage et gavekort på 1000 kr.

Rød skjorte, too much.
Lækkert hår, no way.
Mandlen i risalamanden – need I tell?  – jeg synker hellere.

 

(foto: Leif Lausten)

Av, også sommeren ’14 med cykelklubben, hvor jeg var helt i centrum, men egentlig hellere var fri.