Hver sommerdag nu skal gribes, som var det årets sidste, for en sikkerheds skyld. I dag blev cykelturen i princippet alt for lang, og træningsmæssigt er der ingen fornuft i det, men når nu jeg holder så meget af at finde fremmede horisonter…
De lange handsker udenpå cykelhandskerne giver lidt ekstra sommervarmefornemmelse, og et trygt og godt greb desuden.
Det er ikke fordi jeg er forfrossen, bare forfinet. Mickey Mouse har ALTID sine på, selv i badekarret.
Hundeklemmen kender mange fra Grænsecykelløbet (20. sept. i år), som den sidste rigtig go’e bakke før målet i Rødekro. Men i dag tager jeg den fra toppen og ned, nyt skal altid prøves. Her på Hundeklemmetoppen er der permanente små skilte på stangen fra Aabenraa (løbe)bjergmarathon, det har jeg ikke set før.
“Look down on yonder valley…”, som de kan synge i Irland.
Fra det øverste stykke af Hundeklemmen, ned over noget af Aabenraa-skovene. Et syn kun få cykelvenner har set tror jeg, for som sagt passerer man den næsten altid på vej opad, med ryggen til udsigten.
Vejen ER nu også bedst opad, for asfalten er temmelig slidt, så man nedad må beherske sig og holde igen.