Lårben, ribben, revelsben, klöben; alt andet end go’e ben har der været på menuen disse dage. Denne gang vil jeg nu hverken klage eller panikke, men bare træne moderat og tit, og så have tålmodigheden at vente på at blive okay igen, så det kan blive sjovere at køre, med rigtige ben.

Og jeg vil vise mådehold. Selv ved Champagneturen på MTB den 31. skal jeg ikke drikke nogen champagne.

Vrøvl. Det hjælper ikke noget at lade være. Desuden kommer jeg alligevel senest samme aften til, med et let og brusende hovede, at skulle navigere rundt mellem bølgende drinks og skvulpende barme.

Sært, som askese og afsavn altid er et fast inventar i remediekassen til at forbedre sig med, om det så er sport, slankekure eller sjælelig helse det gælder.
Det er jo sådan en katolsk ting der har overlevet, selvom den lutherske ellers har forsøgt at gøre op med det. Også svært, når det tilsyneladende ligger så dybt i én. Enhver er da vist også overbevist om, at en træningstur i slud, regn og blæst HELT sikkert giver meget mere end en tur med sol og leg, fordi det er en større plage.
   
Terje Nordberg skriver heldigvis i sin bog om blandt andet løbetræning, det er endda titlen: “Det må godt føles rart”.

Fint nok. Det vil jeg gerne tro på. At det ikke gør noget at det gør godt. Selvom det, med reference til dét i dybet, kan rumme en vis tilfredsstillelse at træne hårdt og ondt, så er jeg glad for at netop cykling giver masser af muligheder for smugle det onde ind med det gode: Jeg kan køre en rigtig oplevelsestur efter landkortet, og alligevel få både interval- og tempotræning forærenede, hvis lige jeg sørger for at køre til bakkerne – ren fornøjelse hvis man elsker det – og i øvrigt er parat til at lade mig rive med, skulle et godt stykke med tilhørende flowoplevelse komme forbi.

Boiinng, proppen er allerede sprunget, skulle man tro.