Og atter fuld af håb. I cover the waterfront.

Siden forsommeren har jeg ellers haft en grim skulderskade, der har holdt mig fra både svømmebassin og surfbræt, alt andet faktisk end lige cyklingen.

Nu er skulderen omsider god nok til at jeg kan tage i Humlehøjhallen og se om vingerne kan bære (man skal forestille sig en pingvin når den svømmer). For første gang nogensinde må jeg derfor starte forsigtigt i det mellemste, børnebassinet.

Kan ikke fordrage momentet hvor man skal springe i det kolde vand i svømmehallen, og for den sags skyld forinden fryse på vejen hen til kanten. Sådan var det også, da jeg fordum kom på Svømmestadion Århus, der om vinteren havde et 50 m udendørsbassin, som var overdækket med en uopvarmet boblehal. Man gik derud fra bruserne gennem en pivutæt telttunnel – Via Dolorosa – der ikke lige var min livret.

HALLELUJA! – jeg lever, vandet er himmelsk, altså lunkent, og de kolde gys fortid. Sluttede med nogle længder ovre i det kolde store bassin alligevel, det var lige til at holde ud efter forkælelsen i det næsten-varme først.

For eftertiden vil jeg altid først hoppe i store bassin via en mellmemdypning i mellemste bassin, lad os hellere kalde det ungdomsbassinet nu.

Skulderen holdt og kan svømmetræne. Nu spiller klaveret igen, veltempereret.

Ved ikke om jeg altid har været så kuldskær, eller det er kommet med tiden. For mig siger Bellevue lige så meget blå læber som det siger badevand, nu.

Sådan et sommerbillede kan jeg nu ikke finde, men må nøjes med et fra en vinter for nogen tid siden, hvor jeg også må have have frosset godt, siden jeg ligefrem skal stå og varme hænderne på isen.