Søndagen er Grejsdalsløbet, denne gang 130 km.

Allerede hjemmefra er det nødvendigt at begynde gøre sig tanker om hvordan det skal køres, medmindre man KUN tænker på at genemkøre hurtigst muligt, for så er det bare fremad, avanti avanti. Det er der nu også mange der gør, de fleste sikkert. Åh ja, det kan nu også inkludere visse taktiske overvejelser. Men jeg ville gerne denne gang prøve noget mere, for der er mange andre måder at køre cykelmotionsløb, og man må gerne bruge fantasien.

Mine tanker hjemmefra denne gang var at følges med så mange som muligt fra klubben, og så om nødvendigt undvære “fribyttercyklingen”

Tilfældet kom mig uventet til hjælp og sikrede en alletiders søndag, hvor jeg føler alligevel at have prøvet det hele:

Før starten oplevede jeg den højst aparte fejl med tidtagningschippen, aldrig set før, at der var TO chips med ankelvelcrobåd i posen med startnummeret; da vidste jeg godt nok ikke hvilket ben jeg skulle stå på, begge eller hvad? Måtte ty til arrangør-ekspeditionen, der ændrede til et andet nummer med én chip. Det medførte at jeg kom til at starte seks minutter efter de andre jeg var tilmeldt sammen med. Men det der kunne være blevet en stor ærgrelse, blev i stedet til et “juhuu, nu går jagten”, for nu skulle de seks minutter indhentes.

Et løb med så mange deltagere som Grejsdalen har den kolossale fordel, at risikoen for at komme til at køre helt alene er ringe; der er hele tiden andre at følges med fremad. Tempomæssigt er fordelen at der endda kan komme hurtigere ryttere op bagfra til at jobbe/jokke farten op, hvis man er hurtig til at springe på. Desuden er det sjældent der ikke forude kan skimtes grupper man kan fokusere på at forsøge indhente.

Sjovt nok synes jeg faktisk det er endnu sjovere at jagte og indhente, end at være fri foran og skulle holde dem bagved på afstand, så dette her var bare perfect.

Hey, der forude er Hanne og Villi omsider, super, two is company (hvordan er det nu lige den er?), og måske er de endda ikke de eneste…

Og så gik det alligevel sådan, at liige da jeg kom op, havde jeg sådan en god jagte-gruppe med og var så overenergisk, at jeg bare ikke KUNNE slippe den, men strøg forbi. Skændigt, slet ikke passende til mit elskelige væsen. Nå, jeg HAVDE jo allerede kastet al skam bort, så hvorfor ikke også trække den til og med toppen af Askebjerg, og lade det være finalen på jagtefasen. Dér lykkedes det til gengæld næsten at holde planen og vente lidt – det er stadig på de to fra før – men de kom ikke, eller rettere: mens jeg altså holdt lidt igen, passerede flere af andre fra klubben forbi, og efter et stykke tid turde jeg ikke blive ved at vente, men hastede efter og nåede dem igen. Det ville nok have hjulpet med en anelse mere tålmodighed eller tiltro til masterplanen.

Kom i mål med sammen med Henning og Poul Erik, kunne så herefter gå og ose på festpladsen og efterhånden også finde de nogle af de andre fra klubben.

I al fortrolighed skal jeg røbe at jeg havde håbet lige at få lejlighed til at sige hej til Helle, Hyggebloggens, men den chance gaves ikke i målmrådet, der var ét stort blomstrende menneskemylder, som omdannet til et veritabelt persisk marked med telte, boder og baldakiner. Den må jeg have til gode igen en gang.