Jo, det gik skam godt sidst, det er ikke derfor der har været stille nogen tid her. Den mellemliggende tid har jeg i praksis bare ventet på de rette skriveomstændigheder, meteorologisk set.

Jeg vil nemlig altid gerne ville missionere, når jeg har fået en overbevisning eller begejstring. Denne vinter har jeg set lyset, og så skal der missioneres for SNEKÆDER, halleluja. Derfor har det været nødvendigt med noget sne igen, for at indlægget ikke skulle virke fuldstændig malplaceret. NU er den sne så faldet, og proppen forhåbentlig af igen.

Førhen var jeg dog også troende, med hensyn til snekæder, for de sidste 10 år har jeg kørt rundt med sådan nogen i bagagerummet, og det har forhindret at de nogensinde har været nødvendige. Indtil nu.

På en let skrånende og ellers fredelig villavej sad bilen uhjælpeligt fast og kom ingen vegne på den glatte sne, trods en times skovlearbejde, alle gulvmåtter ude, samt assistance af velvillige håndskubbere.

NU måtte de snekæder stå sin debut.

Det gælder om at have øvet sig i forvejen; sætte kæderne på i fred og godtvejr, for det er vigtigt de sidder rigtigt. Det havde jeg så ikke liige nået på de 10 år, men heldigvis fået studeret brugsanvisningen, netop den morgen da de 15-20 cm sne lød som alvor, og jeg skulle ud.

10 minutter tog det at montere kæder på to hjul, og 5 sekunder tog det at køre resten af vejen gennem høj sne på glat vej, med et vejgreb der føltes som en traktor, yess!

Det LIGNER spor efter et bæltekøretøj med jordmor, men var så bare mig og fordmor*

Nu hænger så kæderne i entreen, som seletøjet til hesten hos en ægte snecowboy.

* Under en nylig nostalgisk samtale over bilen talte mekanikeren om den som en hun, ligesom et skib eller en skude.