Det var så vinterpausen, synd jeg ikke har kunnet nyde den.

Den var ellers så velplanlagt: begynde afslapningen de dage, hvor jeg alligevel var ferierende i Århus for at gense den fædrende baggård. Så behøvede jeg heller ikke denne gang døjes med at slæbe cyklen og tusind cykelpakkeneliker med derop, bare for at holde træningen ved lige.

De første dage var okay, men hurtigt kom kom problemerne med at falde i søvn om aftenen, fornemmelsen af henfaldende muskler, hjertet der ikke rigtig slår, lunger med lutter gammel luft, hjernen blodløs og tom; se frem til hvor træls det bliver at komme i gang igen, uden nogen rigtig spidskompetence i benene længere.

Rastløs og tiltagende desperat efter alt med pedaler, sprang jeg på efterhånden hvad som helst, først kondicyklen i kælderen til pedalakslen knak, derefter husets eneste tohjuler, damemodel 3-gear Torpedo, dog uden særligt skud i, der også hurtigt svigtede i et uhelbredeligt frigear.
Nogenlunde ligesom dværgkaninen, der hverken kan lade gulvmoppen, sutskoen eller selv husfreden i fred.
 
Som dagene går, selv efter jeg er kommet hjem igen, opdager jeg nu at jeg i virkeligheden slet ikke gider at cykle mere. Hvad er der egentlig ved det. Der er også gået så mange fuldstændig inaktive dage allerede, og igen er det slet ikke til at bære, så uendeligt kedelige turene i genstarten vil være, uden at kunne sætte det mindste fut under. Og så i det vejr. Mountainbiken skal jeg også se at reparere. Jeg har ikke travlt. I morgen. Mañana.