Shockbehandling

Nu SKAL jeg altså skydes i gang igen. Ganske behøver vinteren ikke ligefrem være nogen formtop, men det er min overbevisning at en længere vinterpause fra cyklingen, som man kendte det i tidligere tider, ikke tjener noget som helst formål. Bortset lige fra det enkelte ikke-fysiologiske, at en eventuelt svigtende eller kun middelmådig motivation kan bringes op igen.

Det ideelle ville nok være at holde en SLAGS pause, hvor man blot holdt vedlige med en nedsat men regelmæssig indsats, allerhelst suppleret af en helt anden form for konditionskrævende aktivitet. Langrendski er toppen, men der mangler ligesom noget for tiden. Rulleski kunne måske gøre det, men det lyder så kunstigt. Rulleskøjter er ingen spøg at falde på. Et par tilsyneladende sikre løbesko er okay sålænge det går, men løb kan altså være meget belastende for benene, så der kun tåles en skuffende lille mængde eller intensitet.

 

Jeg må prøve at vække de forhåbentlig kun slumrende muskelceller nu, med en ordentlig booster, og så fortsætte mere passende derfra.

Midlet er en lang Bajstrup ud-og-hjem på raceren, og jeg siger da bare til mig selv at det ikke behøver at gå hurtigt (det er jo også det jeg ikke kan nu), tværtimod, for er målet udelukkende sat som en distance, er der garanti for indfrielse. Og nogen træningseffekt giver det da altid, bare man kommer hjem igen. Helst.

 

Som ventet føler jeg ingen kraft i udlægget, men det er jo heller ikke meningen. Jeg skal bare nå frem. Vendepunktet i Bajstrup dukker planmæssigt op, og næsten planmæssigt snyder jeg mig selv til at give en smule mere i pedalerne, her hvor den lette medvind giver et lille kick. Yes, kom alle mine mitokondrier, muskelfibre stram jer an, slappe sarcolemmadaskere. Og lad der komme smæk på synapserne til quadricepserne, flerhovedede uhyrer.

Det er nu ikke så slemt selvom det regner, sålænge man ikke får brudt rytmen med en punktering. Ja, det kan ligefrem gøre helt godt, så man føler sig som en rigtig prof, der trodser alle elementerne (det er sådan én der siger “hvad søren, nu regner det, jamen, så tror jeg lige jeg kører ud og tager et par timer”).

Hjemme igen, 90 kilometer, eij, det er fire kilometer fra Villis regn- og blæsevejrsrekord for en måned siden. Den var nu heller ikke blevet til noget alligevel, ærlighed varer længst. Jeg lagde ud i nærmest vindstille, og det regnede faktisk kun lige den sidste time.

Skriv en kommentar