Undres over at jeg cykler så godt, glimtvis, når jeg sommetider og ikke sjældent på soloture er så’n relativt slatten og ikke orker at køre ordentligt; har de mest prima gummiben.

Ja, jeg føler mig så i bentilstand nærmest hensat til syvende klasse, med den propfulde tunge skoletaske på bagagebæreren, trækkende hele vejen op ad Hejredalsvej på hjemvejen om eftermiddagen, hvor al anden bevægelse er helt umulig.

Årh ja, til gengæld kunne jeg så snakke med pigerne fra klassen hele vejen, plus stå og fortsætte en halv time ved skillevejen. Det tog faktisk trætheden.