I går frøs jeg godt og grundigt bare af at tage 3-gears’eren til byen, selvom jeg havde masser af tøj på (undtagen lige lange undere under).
Så det var svært at forestille sig tage ud på mountainbiken til søndagstræning, kun med bevægelsesvenligt cykeltøj på. Men nu havde jeg ikke set de andre fra cykelklubben siden før jul, så jeg VILLE af sted.
Man bliver skør af ikke at have set andre end nisser og folk i henholdsvis opkørt og nedtrykt julestemning.
Det var der åbenbart ingen andre der rigtig ville, for vi var kun TO mødt. Til gengæld blev det et par fine timer, for frosten var aftaget til kun svage minusgrader, føret var lige så godt og fast som sidst, og i skoven var der stort set vindstille trods blæsten udenfor.