Til klubtræningen søn/ons er det ikke altid vi deler op i hold, for hvem skal lige køre i hvilken gruppe, hvilken har man selv lyst til, og har vi overhovedet lyst til at “skilles”?

Især hvis der er fremmødt et medium antal er det er problem. For er der rigtig mange mødt er det nemt nok at få delt straks, og er der meget få kører man oftest sammen uanset hvad.

Ulysten til at adskilles er i første omgang smigrende, for den viser at der er en lyst til at være sammen, alle sammen, når vi cykler. Men det udelte hold kan jævnligt, ved tilfældighedernes spil, være så “polariseret”, at mellemvejen i fart er for hurtig til de langsomme, og for langsom for de hurtige, og slutfacit er da at en opsplitning er en fordel for alle.

Her er en alternativ metode til at dele op i hold, når man ikke har delt op fra start. Den ER afprøvet, for det sker såmænd tit helt af sig selv, som en slags uheld (senest netop her i dag), men ingen behøver have dårlig samvittighed over det:

Først følges man ad, med fartenedsættelse eller venten på dem der vil komme bagud, hele tiden. Sådan går de 15-20 km. Her får man måske allerede en fornemmelse af at gruppen er (for) polariseret. 

Så begynder man at køre stærkere på  et svært stykke, typisk ved en lang bakke; herefter har der dannet sig en forreste gruppe, og langt derefter følger resten der ikke kan følge med, ergo kører de så sammen.

Det var det. Man kan selvfølgelig også blot undervejs snakke sig til at nej, nu deler vi, men metoden her er nådesløs retfærdig, kræver ingen egentlig initiativtager, og selvom det lige umiddelbart lyder som synd for de sidste, så bliver de hurtigt glade for at være sluppet af med strammerne. Og omvendt.

Det kan selvfølgelig ske at nogen bliver fejlplaceret, især for hurtige der af tilfældige grunde ikke er med når udskilningen sker, men sådan noget sker; en personlig katastofe kan det vel ikke siges at være. Og det er selvfølgelig også nødvendigt at der i begge grupper er én der kan vejvise eller turlede. I dag gik det hele i hvert fald op, og solen skinnede (derfor).   

Jeg har kaldt det deling efter naturmetoden, man kunne også kalde det naturlig udvælgelse eller ligefrem “survival of the fittest”. Darwin bliver aldrig uaktuel.