MTB-dæktryk

Kedelig overskrift, men det er fordi den for en gangs skyld er sigende, relevant, logisk og dækkende. Jeg bringer den, fordi de rette beviser nu er der. 

manometer30.jpg 

Havde cyklen været en racer skulle den have ordentligt med tryk i dækkene, det ved vi alle hvor vigtigt er, og har også selv mærket at de smalle dæk ruller bedst velpumpede.

Så er det nærliggende at regne med, at mountainbiken også skal have så meget luft den kan tåle, for at rulle lettest muligt. Sådan er det bare ikke. Tværtimod, for et godt tryk i dén er et lavt tryk, fordi den skal køre bedst på et helt andet underlag end raceren. 

 

I skoven og andet ujævnt terræn griber store dæk med lavt tryk bedre fat i stien, så man ikke glider på trærødderne for eksempel; dermed kører man hurtigere eller sikrere.

Desuden vil den bedre affjedring af begge hjul give ikke alene mere komfort (fornøjelse) når der er humpler og buler, altså mindre hoppen og rysten, men også mere fart. Så kan man også træde bedre til. Også hjulegerne skånes.

De fladere dæk er gode i grus og andet blødt, hvor de kører mere ovenpå end at de skærer sig ned.

 

Det er ikke for at skjule noget, jeg dynger så mange fordele op (inklusive at man sparer på luftkontoen), helt ærligt kan jeg kan kun se én ulempe ved det lave tryk: på jævn vej ruller cyklen dårligere. Men det er vel ikke på asfaltvej mountainbikelivet leves?

Selv kører jeg gerne med 30 psi (2 bar), men det er vist lidet smitsomt,  selvom jeg tit udbreder mig om det. Jeg kan høre at mange mountainbikere, ja faktisk alle dem JEG taler med, så vidt jeg kan skønne kører med for højt dæktryk, helt op til 4 bar/60 lbs. Har nogen overhovedet prøvet med et lavere tryk?

Skal jeg være en djævel, vil jeg påstå at det der driver trykket i vejret, er frygten for at blive hægtet af på asfaltvejen til/fra/imellem de gode steder. F.eks. i cykelklubben, når vi kører en gruppe, så skal tempoet af alle steder altid på max netop dér. Så affinder nogle sig med en ringere terrænfornøjelse, for at være sikre på at kunne følge med.

Trods mine principper om det modsatte plejer jeg skam også selv at køre med et lufttryk til fællestræning, der hellere er lidt til den høje side end den lave. Hvad der skal til, er i virkeligheden en underforstået overenskomst om at holde lidt “fred” på landevejsstykkerne, når det er mountainbike vi er ude på, det ville være rimeligt.

 

Beviserne, jeg lovede i begyndelsen: Det tyske cykelblad Tour-magazin har for nylig bragt en artikel med olympiske mtb-mester Sabine Spitz, der handler om køreteknik.

Under afsnittet om Würzelpassagen (trærodsoverkørsler – “würzelteppiche sind für viele Fahrer der absolute Horror”) anbefales generelt at holde lavt dæktryk; for en 70 kg kører er 1,8-2 Bar (26-29 psi) rigeligt. Dæk desuden mindst 2.1 størrelse i bredden.  

Det stemmer meget godt overens med hvad jeg i øvrigt har læst og prøvet mig  frem til.

3 thoughts on “MTB-dæktryk

  1. Henrik Nielsen

    Hej Asger faldt lige over din mening omkring dæktryk. Jeg har lige fået min første mtb og suger til mig af alle de tip jeg kan finde. Kan se et dæktryk omkring 2 bar er fin hvis man vejer ca 70 kg, men nu er jeg forsynet med lidt kraftigere knogler 😛 så vægten står på ca 85 hvor meget mere vil du mene jeg skal have i
    mvh
    Henrik

  2. Asger

    Sjovt, jeg kørte lige igår og tænkte på indlægget her for at tage emnet op igen, og kommer så hjem og ser din kommentar – herligt hvis det kan give dig noget input til din mtb-kørsel Henrik.
    Jeg bruger jo de 30 psi (2 bar), men har endnu ikke forsøgt om kan nøjes med mindre, så det kan ikke udelukkes at du kan bruge det samme tryk.
    Mit umiddelbare gæt for dig, som udgangspunkt, er 35 lbs (2,4 Bar).
    Men du kan selv lave et forsøg, ved at starte med f.eks 45, og så sænke det 5 ad gangen. Det skal selvfølgelig afprøves under rigtige forhold.
    Så kan du formodentlig mærke når kontrollen og “vej”-grebet bliver meget bedre, og vælge det tryk. Der findes en beskrivelse af sådan en afprøvning her: http://mountainbike.about.com/od/tipsandtechniques/f/tire_pressure.htm
    I princippet skulle trykket kunne sænkes rigtig langt ned, bare det ikke begynder at give kant-punkteringer på fælgen, men jeg går nu indtil videre efter det lidt højere kompromistryk for at være allround.

Skriv et svar