I går var det lørdag og bitterligt koldt; vi var nogle få der stred os mod nordenvinden op til vendepunktet i Svenstrup, på mountainbiken. Trods solen var på sit højeste, var den bleg og iskold. Mine tanker på det sidste stykke op over marken, bøjet mod vinden, var mere på Amundsen og Fritjof Nansen, hvordan de har stridt sig frem mod Nord/Sydpolerne, og om de mon har frosset lige så meget, end på den medvind der snart derefter skulle skubbe os hjem igen.
I dag var det anderledes. Ingen vind gør hele forskellen. Solen deroppe var antagelig den samme som i går.
Ti raske svende, afsted.
Sol, sommer og strand, det er herligt. Kun sommer mangler. Den permanente blå stribe i horisonten burde måske givet mistanke om at vi var ved at komme på galt spor, men så kan man jo bare spadsere.
Jeg takker og kører hjemad. Takker OVER og kører hjemad. Det er muligvis bagkransens friløbsmekanisme, der har drillet mig hele dagen. Heldigvis skal tre venner samme vej.
Flotte, flotte cykelbilleder!
I kører lidt naturen i smadder med de der cykler. Hold jer dog på vejen.
Kun på asfalt og store grusveje er der overhovedet intet slid; noget slid er uundgåeligt når naturen bruges, alt efter aktivitetens art, indrømmet.
Når man følger naturbeskyttelsesloven samt mark- og vejfredslovens bestemmelser for befolkningens adgang til naturen (som ultrakort sammenfattet siger man skal cykle på veje og stier, og ikke udenfor dem), gør man sit bedste og som forlangt, det må være acceptabelt.
Når det er sagt, så har jeg det alligevel det synspunkt, at man ud over at overholde adgangsbestemmelserne også meget gerne må vise en omtanke for naturen, der endda kan gå ud over lovens forlangende.
Det betyder f.eks. at når der er meget fugtigt eller tøvejr, så er der ingen grund til lige netop at tage de “lovlige” stier der er så bløde, at man let efterlader dybe hjulspor eller måske kører jorden af trærødderne, og så videre.