Jo, det gik skam godt sidst, det er ikke derfor der har været stille nogen tid her. Den mellemliggende tid har jeg i praksis bare ventet på de rette skriveomstændigheder, meteorologisk set.

Jeg vil nemlig altid gerne ville missionere, når jeg har fået en overbevisning eller begejstring. Denne vinter har jeg set lyset, og så skal der missioneres for SNEKÆDER, halleluja. Derfor har det været nødvendigt med noget sne igen, for at indlægget ikke skulle virke fuldstændig malplaceret. NU er den sne så faldet, og proppen forhåbentlig af igen.

Førhen var jeg dog også troende, med hensyn til snekæder, for de sidste 10 år har jeg kørt rundt med sådan nogen i bagagerummet, og det har forhindret at de nogensinde har været nødvendige. Indtil nu.

På en let skrånende og ellers fredelig villavej sad bilen uhjælpeligt fast og kom ingen vegne på den glatte sne, trods en times skovlearbejde, alle gulvmåtter ude, samt assistance af velvillige håndskubbere.

NU måtte de snekæder stå sin debut.

Det gælder om at have øvet sig i forvejen; sætte kæderne på i fred og godtvejr, for det er vigtigt de sidder rigtigt. Det havde jeg så ikke liige nået på de 10 år, men heldigvis fået studeret brugsanvisningen, netop den morgen da de 15-20 cm sne lød som alvor, og jeg skulle ud.

10 minutter tog det at montere kæder på to hjul, og 5 sekunder tog det at køre resten af vejen gennem høj sne på glat vej, med et vejgreb der føltes som en traktor, yess!

Det LIGNER spor efter et bæltekøretøj med jordmor, men var så bare mig og fordmor*

Nu hænger så kæderne i entreen, som seletøjet til hesten hos en ægte snecowboy.

* Under en nylig nostalgisk samtale over bilen talte mekanikeren om den som en hun, ligesom et skib eller en skude.

Denne lørdag og søndag var kun én eneste anden fra klubben frisk på mountainbike. Arnkilsøre Skov er tæt ved og go’ med sne på, så den var lige i øjet og blev kørt igennem på både på kryds og tværs.

Kunne have håbet den nylige generalforsamling ville inspirere; det gjorde den åbenbart ikke. Nå, jeg ved nu at mange af de andre de stadig træner og vedligeholder ved klubspinning hverdagsaftener, men der kommer JEG ikke mere; det skal være den ægte vare.

Har nylig brugt videofunktion i kamera, jeg tror det kan bruges til noget, når jeg får fundet ud af, eller fundet på, hvad det er. Den første session fra cykel ender i rystelser og bulder.

Det GÅR godt. Men mon det går GODT?

Det gik godt.

Ikke alle læser Politiken. Det kan de umuligt gøre. Så de kan heller ikke have læst interviewet med digteren Benny Andersen, da han i november fyldte firs. Her havde han lejlighed til at sige:

»Hvis jeg skal dø i dag, vil jeg dø fuldkommen lykkelig, men mandag vil passe mig bedre.«

Det handler ikke om cyklen, men den er alligevel med, for det er så let at snuppe den, med skiene under armen, til en start fra madpakkehuset i Sønderskoven .

Klinten i det fjerne, der kommer jeg også forbi senere.

Der er ved at dannes tallerkenis derude, og bundgarnspælene står alle som halvspiste hvide Kæmpe Læske.

Andre har allerede lavet spor, lækkert, så er det let at løbe på ski, fremfor at GÅ på ski.

Tjah, det er vist ved at blive sent.

Natskisky med måne.

Hey, jeg fik da forresten også et lillebitte filmklip med fra klinten den dag, det havde jeg næsten glemt.

I dag er der så meget sne, at jeg ikke kan komme ud på ski.
(Den får lov at blive stående, så jeg kan grine ad mig selv til sommer.)

Når man elsker sne, er det herlige dage nu. Der er sandelig kommet mange gaver fra oven. For meget ved jeg ikke om det kan blive, men det grænser til at man kan blive helt FORelsket.

Kirkerne i hele omegnen, og i det hele taget, arrangerer jævnligt koncerter, der i mine øjne udmærker sig ved stort set altid have gratis entré. Det har hernede også ProMusica, af og til også bibliotekerne. Sjældent til at modstå, næsten uanset hvad der er på programmet, for jeg kan ikke mindes nogensinde at være gået skuffet hjem, tværtimod nærmere opløftet.

Oftest er det klassisk musik, og dén art får i særlig grad nerve når man ser den live; musik man måske ikke ville skænke et øre, hvis det blev spillet i radioen, bliver aldeles levende (ja) og vedkommende.

Der plejer at være en lille annonce i ugeavisen, måske foromtale. Sikrest er dog at søge på forhånd indenfor sit lokalområde på Kultunaut.dk, hvor de fleste arrangementer er med.    

Lørdag eftermiddag var det orgelværker af Felix Mendelssohn Bartholdy, født for lige netop 200 år siden, fremført af Karsten Munk.

Til Augustenborg er der ikke engang 4 km, så det er normalt nemt bare at tage cyklen. Jeg var dog lige ved at forregne mig, for jeg måtte gennem en sand skærsild af tilfygning og snedriver på vejen og cykelstien, før jeg nåede kirken netop til tiden.

Augustenborg Slotskirke er sjov, for indvendig ser den for mig ud som i andre kirker, men udvendigt er den ganske undseelig, placeret lige herinde, i den laveste del af bygningen, som en del af slottet.

På hjemvejen, i opløftet stemning, var der ro nok på til at forevige fygesneen; nogen ordentlige driverter er det. Havde forresten ikke regnet med at en skærsild kunne være så kold.

Vil man være godt til at cykle, skal man cykle. En gang imellem, gerne oftere. Det er princippet om træningsspecificitet, der er et faktum.

Det GØR heller ikke noget, for i det store hele er det en fornøjelse. Og pligttræningsturene, der skal tages sommetider, ender da jævnligt med tilfredshed, allersenest bagefter: nu er DET gjort. 

For ikke at sætte forventningerne for højt, agtede jeg omkring weekenden blot at cykle til Nørreskoven og kigge, rent orienterende, om det overhovedet var muligt at cykle for sne inde i skoven.

Det var aldeles muligt, på grund af to ting:

I skovens dybe stille ro er der ingen vind til at fyge sneen sammen; den ligger jævnt.

På grund af skovdriften, tror jeg, har der kørt vogne med brede dæk på de fleste grusveje; brede spor der sagtens kan køres i. De er ikke isglatte, kun noget sneglatte, og det gør mig ikke nervøs, for så er der normalt stadig rimelig kontrol over cyklen.

Det ligner nu altså en elg.

Ude i det åbne nu, omkring Katryd, stadig helt ok at køre.

Jeg kan ikke lade være at tænke på alternativet: spinning i en “gymnastiksal”, kvælende hedt, dunkende musik, urvisere der snegler sig af sted…

Herude er der rigtig dejligt koldt, og friskt.

Oh, nu begynder det at blive lidt tungt, mellem Notmark og Adserballe Stationsby, det var noget nemmere her sidste januar.

Nu er jeg i mit es.

S for sne, S for ski.

Omsider et indlæg uden stagefejl.

I går frøs jeg godt og grundigt bare af at tage 3-gears’eren til byen, selvom jeg havde masser af tøj på (undtagen lige lange undere under).

Så det var svært at forestille sig tage ud på mountainbiken til søndagstræning, kun med bevægelsesvenligt cykeltøj på. Men nu havde jeg ikke set de andre fra cykelklubben siden før jul, så jeg VILLE af sted.

Man bliver skør af ikke at have set andre end nisser og folk i henholdsvis opkørt og nedtrykt julestemning.

Det var der åbenbart ingen andre der rigtig ville, for vi var kun TO mødt. Til gengæld blev det et par fine timer, for frosten var aftaget til kun svage minusgrader, føret var lige så godt og fast som sidst, og i skoven var der stort set vindstille trods blæsten udenfor.

Ski eller cykel i dag ?

Det endte med at tage mountainbiken først, for så at kunne kigge om der var sne nok til at  vende om og tage skiene i stedet.

Sne overalt, men for tyndt til ski; okay at cykle på, især hvis man absolut VIL ud.

Undervejs fik jeg en super idé: at lukke luft ud til dækkene var nærmest halvbløde, og derved fik et rigtig godt og sikkert sne-greb, samt bedre fjedring på de mange vaskebrætstrækninger.

Målt til 22 psi (1,5 bar) mod det allerede relativt lave normaltryk til skov på 30 psi (2 bar), jeg plejer at advokere for. Næste gang tager jeg det på allerede hjemmefra.

Og så hjem til en runde pandekager med is, hjemmerullet bliver den.

Sideløbende med at mit marcipanunderskud gradvist neutraliseres over julen, bliver jeg tiltagende rastløs og humørforladt; MÅ ud på mountainbiken og få dækket det voksende endorfinunderskud.

Nu Fredsskov ved Fynshav. Det ses TYDELIGT at ham mandens hue er trukket godt ned om ørerne, for det er bidende frostvejr. Sært nok kan bækken alligevel stadig flyde både snoet og lysteligt af sted.

Når det kommer til stykket er det længe siden, årevis føles det som, der har været rigtig frost i længere tid. Før jeg kom ud, tænkte jeg faktisk både øv og brrrr, men straks jeg var på Nørreskovens stier, forstod jeg at det er en velsignelse, og at de veje der førhen var tunge og mudrede, nu er rock-solid faste.

Her var jeg tidligere aldrig kommet helskindet og upløret forbi.

Man kan falde helt i staver undervejs, over alle de skønheder man møder.

Der er kun gået 14 timer af det nye år, og jeg har allerede været ude i Nørreskoven 38 km på mountainbiken.

Så blot den nuværende udvikling holder sig, må jeg kunne forvente det kommende år at have kørt 38 * 24/14 * 365  =  23.777 km

Hm, det er da ikke dårligt…

December ser igen ud til at have været en tynd måned.

For en tvivler er hjælpen nær.

Men hver gang JEG prøver den, drages kuglen nærmest magnetisk mod den samme rubrik – og så er jeg lige vidt.

Jeg har altid drømt om at være Superman, men nu kommer jeg i tvivl, måske vil jeg hellere være …

https://www.youtube.com/watch?v=54CpPlCnM4I
(Bicycle Repairman – Monty Python)

Jul, jo, men alle de INDISPENSABLE langture i bil der følger med, steder og tidspunkter men ikke selv kan bestemme; det er ikke så hyggeligt. Juleuhyggeligt kan det være.

Det er selvfølgelig sne og glatføre, jeg så nødig vil tvinges ud i og sætte bil og lemmer på spil.

Er man hjemme kan al nødvendig udkørsel erstattes af cykel, ski, snesko og -støvler.

Det BLEV faktisk en ren søndagstur, behersket tempo, med en promenade på diget ved Skovmose-området.

Her er vi dog krøbet ned på stien bag diget, ikke bare for at få ly for den skarpe vind ude fra havet, men også fordi digekronen (“digetoppen”) på den nordlige halvdel er nyanlagt og skrøbelig, og fortjener skånes.

Der er jo en Vintercup et andet sted som har trukket mange enthusiaster til sig; så mange er det, at halvdelen af søndagstræningens fremmødte faktisk ses her på billedet af det ualmindeligt flade land.

Vi er på Als’ sydøstligste hjørne, hvor en pumpestation bag det 3 kilometer lange dige holder vandet ude fra baglandet. 

Med mountainbiken har jeg ikke før prøvet at traversere en vandpyt på størrelse med Atlanterhavet; denne weekend var første gang.

Cyklede sammen med nogen af områdets andre cykelklubber den årlige “gendarmstituren” Sønderborg-Padborg retur, også kaldet Gendarmstiløbet. Der er tradition for at køre den om vinteren, eller som nu i det seneste efterår.

Men skulle jeg anbefale andre turen, måtte det nok være om sommeren for en let tur. Sommerturen er aldrig slået rigtig igennem hernede, måske fordi sommersæsonen udelukkende står i racercyklens tegn, eller så er det for ringe en udfordring.

Lige nu er risikoen for frost og sne ganske vist mindre end om vinteren, til gængæld er risikoen for for vand større; det var der da også kommet nu.

Kæmpepytten lå lige tværs over gendarmstien, uden mulighed for at undvige til siderne, for dér var en tæt markindhegning.

Jeg kunne personligt ikke overskue konsekvenserne af at få cyklen helt neddyppet (vand i krumtaphuset??), og tog den derfor på nakken. Selvom jeg muligvis havde forestillet mig at svømme over, lykkedes det dog at klare den gennem vandet og blive på benene.

Her efter hjemkomsten er jeg er nødt til at indrømme, at overskiften er et falsum, fordi skyggen på buksebenene så tydeligt afspejler vandstanden. De mere resolutte typer jeg fulgtes med kørte forresten bare igennem, med vand til navhøjde ude i selve sporet (ja, her står navhøjde, ikke navlehøjde).

At tage cyklen på nakken her, er lige som at være rapanden fra Rinkenæs Sogn, hvor hyphesten sad bagved i vognen (og røg!), mens Rasmus tog selen om halsen og fløj.

Gendarmstien er en rute af næsten sammenhængende naturstier og grusveje, fra Høruphav på Als til Padborg ved grænsen. Der findes en ret flot side med kort .

Længere billedeserie fra tidligere mtb-tur,  vinter 2008.

Racercyklen havde jeg næsten glemt til fordel for mountainbiken, men sådan en lun næsten-december-dag hjælper på hukommelsen og jeg har fundet den frem igen.

Jeg tror det er godt at forsøge bevare det muskelmæssige bevægemønster svarende til racerkørslen vinteren igennem, ved lejlighedsvis genopfriskning. 

 Når landevejs-fantasien er blevet lidt rusten, kan man altid tage den sædvanlige tur Kegnæs rundt, halvøen syd for Als.

Det passede lige med at jeg kunne vende hjemad igen, over dæmningen tilbage til Als, inden det bliver HELT mørkt – alt for tidligt.

Har igen i år været til en aften med “Sæsonens nye bøger” (skønlitterære) på biblioteket.

Det er nu underligt: foruden jeg selv kom der kun en eneste mand, ud af måske 20-25 deltagende, inklusive foredragsholderne der præsenterede bøgerne (de tre smørbibliotekarer).

Det er der nok slet ingen nyhed i, for det så ud til at være helt forventet. Man kunne også sige det omvendt, at det var helt UVENTET der kom én eneste, for i pausen var herretoilettet låst af.
Hm. Godt at handicaptoilettet var åbent, så kunne de i denne sammenhæng handicappede jo ty dertil, det var okay.

Spekulerer lidt på om den anden var mødt frivilligt eller “frivilligt”. Han var i selskab med én, så der kan der jo være tale om ledsaget indgang.

I weekenden har der på Sjælland været “Slush-cup 1. afdeling”, som undtagelsesvis var enkeltstart, mountainbike. Op mod 700 deltagere, næsten ikke til at tro.

Den var nu go’ nok; de blev sendt af sted med 15-20 sekunders mellemrum, chippede, fra kl. 9 til 14, op ad Herstedhøje og rundt.

Der var også åbent for børn og unge, fra 7-8 årige. Det ser ud til at have været en oplevelse.

Bo Skakke fra TeamHustlers har klippet en film af sine optagelser; den fortæller usædvanlig godt om stemningen og deltagerne. http://www.h12.dk/video/slush/

Upps – jeg skulle lige til at jamre over HVOR gerne jeg ville have været med til noget for mtb, hvis det ikke var så langt væk. Hykler. Kunne da bare have været frisk og deltaget i Renault MTB og Cross i Aabenraa, mens tid var (10. okt).

Kun Brian H. var frisk! Gode billeder, fotografen Lars Bo Hansen fra AAIG har oven i købet  været så betænksom at sætte relevante undertekster på, hele vejen igennem.

Når jeg var med min mor i Magasin du Nord (i Århus altså), dengang før jeg var begyndt i skole, sagde hun altid, at hvis jeg blev væk, skulle jeg gå op til informationen, så ville vi mødes dér.

I dag var vi otte på mountainbike kørt ad landevejen ud i Gråstenskovene, hvor der er så tæt og så mange stier, og tabte en mand derinde; det er jeg aldrig særlig glad for.

Og hver gang står vi desværre også derefter og finder ud af, at der ikke er aftalt nogen plan B. Det kunne jo ellers bare være at køre til sådan-og-sådan, hvis man er kommet uhjælpeligt fra hinanden.

Eller måske, når alt andet svigter, bruge den mobiltelefon som vist de fleste på mtb har med sig! Den har jeg endnu aldrig set brugt sådan, og det er da også rigtig usportsligt, nogenlunde at sammenligne med at være spejder og være villig til at bruge en hel KASSE tændstikker, fremfor de obligatoriske to, men det er en mulighed.

På en tur langt hjemmefra, må det være nødvendigt at aftale noget forinden. Eller følges (urimeligt/umuligt) tæt.  

Vi fandt selvsagt ikke den fortabte igen, men var dog denne gang heldigvis i stand til at køre tilbage ad samme vej, indtil der hvor han sidst havde været med, så forulykket er han ikke. Men rarest er det, hvis man også kan køre hjemad sammen.

Lyset gør en kæmpe forskel. Ligesom maleren der “maler med lyset”, er det for fotografen rart at have den store lyssætter med sig. Både til at tænde og slukke vel at mærke, fordi skrap sol også kan spolere optagelserne gennem for store kontraster, stor forskel på lyst og mørkt.

En af weekendturene på mountaibike, soloturen i skoven Fryndesholm ved Fynshav, Als.

Ved første  tryk på knappen ser her ret almindeligt ud.

Fem sekunder efter bryder solen frem, så ser det pludselig STRÅLENDE ud.

Rundt omkring i skoven er der på samme måde drysset gyldne pletter ud. Under asketræerne, der oven i købet smider mange blade på en gang.

Helt nede på jorden.

                        Når den yngste er flyttet langt hjemmefra, og skal have sin nyindkøbte hjørnesofa transporteret, er det godt man kan trække “La Flamme Rouge” af stalden, så kavaleriet med 75 heste kan komme til undsætning. Ikke alt kan  klares med en cykel, desværre.

Tagbagagebæreren havde jeg forresten været så distræt at glemme hjemme i Sønderborg, så halvdelen måtte surres på ryggen i stedet, med en luftmadras under.

Det faretruende skæve træ på klint-kanten i Sønderskoven, jeg sidst havde med i billedet, det har da egentlig set sådan ud et stykke tid, gad vide hvor længe det mon holder?

Mente ved eftertanke at have træet derhjemme i mine fotos, fik det bladret frem, og sandt nok, her er det fra 1997: Jeg og min yngste, på dengang 8 år, står her og støtter netop dét træ (den forkerte vej ganske vist).

Træet har altså stået (næsten) så faretruende gennem mindst 13 år, så jeg er en lille smule mere rolig nu. På den anden side kan man ikke komme uden om, at der nu er kortere tid til det falder ned, end der har været.

På det fulde billede kan man se, at stiens fortsættelse allerede dengang var forsvundet og trærødderne strittede ud i luften.

Vi var ude at kigge den dag, netop fordi der nyligt var faldet et stort stykke af klinten ned.

Sønderskovens nordlige ende ligger næsten lige udenfor min hoveddør, så naturligvis kommer jeg der tit , og skal også gerne lige ned forbi vandet, hvor det hedder Klintinghoved og Vonsklint.

Dén sti langs toppen ender her, for af og til falder der et stykke af klinten i havet; det er et ganske storslået syn, og en fin udsigtsplads.

Jeg satte mig nu ikke med cyklen her for at spise mine marsbarser, for det kan blive usundt når de ligger så tungt i maven.

I genbrugsafdelingen på lossepladsen står denne livsforlængende bog, lige ved siden af Pandoras Æske og Charles Bukowskis Ham On Rye

Forhåbentlig brugt én gang, men også kun én gang, ellers er den ikke pengene værd. Jeg håber nogen tager den. Den er gratis.

I klubben er der ingen konsensus eller kommunikation, trods klubblad, hjemmeside, medlemsdebat, e-mailsystem, klubhusopslagstavle, udhængsskab…

Så i efterårets overgangsperiode fra racercykel til mountainbike er det noget af et et chancespil hvilken hest man satser på, når man møder op til fællestræning.

Jeg havde sat mig på den forkerte dén søndag, og kommet i absolut mindretal.

Det kunne være blevet en øvdag, men da jeg lige var kommet mig over den første ærgrelse, endte den som en gladdag på landevejscyklen, mest takket være Vorherre og/eller hans gode vejr.

I alt blev det til umærkelige 105 km i fin fart, med bakker og det lette tråd, næsten vindstille, sol på en blå himmel og sval luft 5-10 grader; rigtig skønt.

Mens jeg venter med mountainbiken nede ved havnen for at mødes med de andre lørdag formiddag, bruger jeg tiden til at kigge på dykkerklubben, Sønderborg Sportsdykkerklub,  og deres klubhus ved Verdens Ende nr. 8

Trykflasker. Ikke til gasbageovnen.

De har deres egen kanon, en huskanon.

Den er helt sikkert hentet op fra havets bund, men i ret god stand alligevel.

Don´t point that thing at me !!!!

Enhver ved, at frømænd er både kolde, klamme og våde. Men åbenbart lune alligevel, for de har sat dette skilt på bagdøren. Sikkert en god tyverisikring tillige, for der står noget i retning af “…der er ikke noget i denne hule der er værd at dø for, gå ikke videre…”

Gad vide hvor det stammer fra. Det må være et standardskilt fra et af de lande hvor de har vandoverfyldte klippehuler, man kan have lyst at udforske.

Foruden det store almindelige anker ude foran, er der også et stort skålanker; det er vist ret gammeldags.

Allermest kunne jeg egentlig tænke mig at se den svensknøgle man har brugt til møtrikken her.

Skibsskruen står ude i baghaven, baggrunden er nu næsten den bedste at se på.

Lidt rustent og afgnavet; helt tæt på er skruebladet dog også flot.

Frømanden på risten?  Den passer lige i størrelsen. Men jeg tror nok kun det er dykkerudstyr uden mand, de lægger der, til skylning og afdrypning.

Lækkert skilt ude foran hoveddøren, selvom tværstregen skæmmer.

Det må være her de “bader”, skilt eller ikke skilt.

JEG beholder nu tæerne oven vande.

Nå, tiden iler, nu må jeg hellere igen lige tjekke, om der er kommet nogen at cykle med, ciao.

Når der er et eller andet der siger en lyd fra hjulene mens man kører, er det bedst at stoppe op og se efter.

Man kan være heldig at finde noget.

Med sol og blå himmel ville jeg gerne have været på landevejen, men luften var så kold at det endte med mtb’en at lune sig på, i Sønderskoven med mos og bøgtræer.

 På stien ovenpå klinten, ud mod Sønderborg Bugt.

Det endte med de nye dæk her, dem ser ud som siderne var smurt med mudder eller det der er værre.

Dækkene hedder faktisk Fortezza Tricomp GOLD; en reklameafdeling har sandelig vredet hjernen, hvad angår dæknavne, det er jo den rene alkymi.

Og så er det nu mig der står her og nedgør produktet, jeg er den omvendte Kong Midas. De var nu også nedsat til rigeligt under halvdelen. Har nogen før hørt om rabat på guld.

Har længe kørt på raceren og før hver tur tænkt “det holder nok en enkelt tur til”, ligesom jeg også sagde sidste gang.

Men nu er det måske tid at udskifte mottoet. Eller dækket.

Brugsen har haft tilbud på Tingleff Guld kaffe.

BINGO!

Der ER altså et eller andet komisk over det.

Prikkerne STÅR ikke for noget, det er bare mig der er ude på terrassen om morgenen og kalde ud i haven på min vinbjergsnegl, min VÆDDELØBS-vinbjergsnegl.

For nu har der igen været Hesselløkkiade i den lille andelsboligforening.

Efter starten var gået, havde dem der arrangerede det i år forestillet sig, at der lige skulle afvikles en Volleyballkamp ude på græsplænen, og så kunne vi bagefter gå tilbage og se til hvor langt sneglene var kommet.

Der havde arrangørerne nu totalt forregnet sig, for snegle er slet ikke så sløve som man forestiller sig, de spurter sig faktisk af sted, desuden var banen jo RET kort.

Sneglevæddeløb er en sport for alle os der elsker fart og spænding; det tog bare et øjeblik at komme i mål, og på to øjeblikke var vinderen endda ude over kanten og nede på undersiden af bordet.

Min egen lille skat vandt ikke noget denne gang, måske trykker alderen lidt. Hun er bevisligt mindst to år gammel, men stampede alligevel utålmodig rundt i boksen før start.

Om eftermiddagen blev der, ligesom ved kagekonkurrencen sidst , fundet årets kagearme, hvilken husrække der havde lavet den bedste.

Tre kombattanter og en vinder. 

Alt var rigtigt den dag, sol og blå himmel, ganske svag vind, varmt uden at være for varmt.

Det er ikke første gang jeg har været til Grænsecykelløbet, men ruten er ændret en gang i mellem, så den var ny. Det plejer også at være de ældste klasser fra Rødekro Skole på arrangørsiden, men i år var hjælpere/officials bestemt mere senior end junior, så det er nok Rødekro Cykel Klub (RKCC) selv, der nu står for det.

Ruterne var tidligere 80 og 130 km vistnok; de er nu slået sammen til én på 100 km. Det er utvivlsomt lettere at arrangere, og for deltagerne (mit synspunkt) er det altid sjovere jo flere andre deltagere, der er med på éns distance. For min skyld gerne længere, men så ryger fidusen med at trække 80’erne med op sikkert.

Et særkende er altid bibeholdt gennem årene, trods ruteændringer: et sving ned i Tyskland, kald det løbets signatur. Selvom det ikke længere føles helt så spændende og forbudt som før grænsen blev åbnet, er der altid noget eksotisk ved at køre i UDLANDET.

Et andet særkende for løbet er desuden nu gjort obligatorisk: Til after-cycling serveres RIGTIG middagsmad, kaffe og kage inklusive, indberegnet i de 150 kr. startpenge.

Det er helt sikkert logistisk svært med eftertilmeldinger (omkring 100 af de 220 var eftertilmeldte), og er sikkert derfor eftertilmeldingsgebyret er så højt som 50 kr. Men det er dog muligt, det er fint.

Selv endte jeg med, efter en hård indre kamp mellem sparsommelighed og planløslægningshed, at forhåndstilmelde sammen med 6 andre fra klubben. Det var svært med den 10 dage lange tilmeldingsfrist.

Egentlig var mine ambitioner at køre glad og følge hvad selskab der måtte dukke op, besøge depotet og så videre. Jeg mistænker nu at det i virkeligheden bare er et trick, der blot tjener at gøre anstrengelsen mere udholdelig at se frem til.

Det er nu rart alligevel at have givet sig selv lov til at prøve flere cykel-måder, alt efter hvordan det lige falder undervejs. Det er det gode ved cykelmotionsløb: der er flere muligheder.

En overgang kunne jeg bedst lide samlet start, men for tiden er jeg igen glad for den opdelte, her á 25 hver 3. minut.

Det var vist et held, at der i startgruppen var en flok fra Vejen CM, der var ret ivrige og satte en høj fart. Så var det jo næsten umuligt for os fra Sønderborg ikke at blive indfanget og være med.

Der var en god fremdrift, første og måske eneste sted det ligesom gik lidt i stå, mildt sagt, var da vi nåede frem til jernbaneoverskæringen, hvor nogle stykker fra RKCC allerede stod og ventede – men sikkert ikke på os, antager jeg, vi kunne dog følges videre derfra.

Det lykkedes at holde ved hele vejen, og jeg kunne også tillade mig at være med og lege lidt med tempoet undervejs, så det var en god dag. Kameraet kom ikke meget op af lommen; en lille billedserie af  snapshots blev det dog til.

Efterskrift 2018:
I 2009 blev jeg klubmester, idet det sædvanlige arrangement hjemme var gledet ud, så det i stedet skulle komme an på hvem der klarede sig bedst ved årets Grænsecykelløb, og det blev så altså mig.

Beretningen jeg skrev ovenfor, dengang, virker udramatisk og beskeden, men indvendigt var jeg skam svært tilfreds med indsatsen, som det også afspejles i skrivekuglens memoirer et års tid senere:

“Tænker på successen ved 2009 grænseløbet, hvor jeg vandt klubmestertitlen ved at være første CMS’er i mål.

Jeg havde slet ikke nogen kold beregning om et overordnet mål den dag, men blot et friskt og optimistisk at “lave sjov”, med udbrudsforsøg, uselviske føringer for at trække tempoet op og få en god mål-tid for startgruppen, blærekørsel som først op ad bakken i Flensborg ved Niehuus (som forresten ikke var rationel, for på toppen var der så ingen at følges med eller udskille sig med. Burde have kigget lidt bagud om det nu kunne betale sig, eller mundtligt allieret sig med de ganske få (2?) der også var på bakketoppen).

Prøvede også at lave udbrudsforsøg med de forreste ned ad Felstedbakken, men det var farligt for hurtigt, ikke mindst mens vi overhalede tidligere startgrupper, og gav vist ikke engang nogen udskilning i min startgruppe (?); skal ikke gøre igen.

Mener at kunne observere, at der i Grænseløbet kun sker udskilning på de 4 bakker (Niehuus (nogle), Sønderhav (de fleste), Krusmølle (den næstsidste fra klubben), Hundeklemmen (den sidste).

Motto: vær modig og initiativrig.”

Igen i dag er det årets sidste sommerdag. Ud på cyklen.

På Nordals mødte jeg – ude i midten af ingensteder – en hel flagportal, som havde nogen vidst jeg skulle komme.

Nå, så var der en forklaring. I Broballe by var der forresten også flag oppe for friskolen.

Tidligere har cykelrytteres ridder-lighed slået mig, nu blev det tid også at afprøve deres ridderlighed: en morlil, der skulle følge sit barnebarn rundt ved Oksbøl Friskoles Pedaltræf, kom trækkende mod startstedet med en punkteret cykel. Bestået, for jeg har heldigvis altid lappesager med til at klare min egen 2. til 11. punktering.

Der er ikke noget så godt som at gøre noget godt, uhm, den fornemmelse af god indeni, og så oven i købet få skyld for at man ikke gør det for sin egen skyld.

Hver sommerdag nu skal gribes, som var det årets sidste, for en sikkerheds skyld. I dag blev cykelturen i princippet alt for lang, og træningsmæssigt er der ingen fornuft i det, men når nu jeg holder så meget af at finde fremmede horisonter…

De lange handsker udenpå cykelhandskerne giver lidt ekstra sommervarmefornemmelse, og et trygt og godt greb desuden.

Det er ikke fordi jeg er forfrossen, bare forfinet. Mickey Mouse har ALTID sine på, selv i badekarret.

Hundeklemmen kender mange fra Grænsecykelløbet (20. sept. i år), som den sidste rigtig go’e bakke før målet i Rødekro. Men i dag tager jeg den fra toppen og ned, nyt skal altid prøves. Her på Hundeklemmetoppen er der permanente små skilte på stangen fra Aabenraa (løbe)bjergmarathon, det har jeg ikke set før.

“Look down on yonder valley…”, som de kan synge i Irland.

Fra det øverste stykke af Hundeklemmen, ned over noget af Aabenraa-skovene. Et syn kun få cykelvenner har set tror jeg, for som sagt passerer man den næsten altid på vej opad, med ryggen til udsigten.

Vejen ER nu også bedst opad, for asfalten er temmelig slidt, så man nedad må beherske sig og holde igen.

Jeg elsker Clara Friis.

Trængte som afveksling til at rulle på noget andet end raceren, så den trillemand snapped biken fra væg, og tog i den grønne skov.

Mountainbiken er jo også bare en cykel ligesom raceren, men for mig er der to afgørende forskelle at huske på:

Lavere saddelhøjde. Det fik jeg illustreret konkret idag, for højden var sat til min almindelige cykelhøjde, fra når jeg har kørt i Netto på mountainbiken. En lille prøvetur i mtb-dress afslørede at “der var noget galt”; underligt stift kørende og utilpas på den. Satte derefter sadelpinden en hel centimeter ned (det er meget!) og så var den hjemme. 

Lavere dæktryk. Meget lavere, også relativt. Det har jeg før advokeret for , og glædes hele tiden derude ved det gode greb det giver. Ligesom den løvfrø der pludselig sad på mit lodrette terrasevindue, med alle sugekoppefingre på de fire paddeben ud til siderne. 

Åh ja, jeg havde alligevel glemt den tredje forskel: man skal bruge hovedet HELE tiden.

Så det blev jeg brutalt påmindet, ud ad den flade markvej, hvor jeg lige smuttede fra højre til venstre hjulspor, og glemte kanterne på græspuklen i midten. Klassisk. Fik mig en rulletur og spejderknæ igen (eller rulleskøjteknæ hedder det måske, dem man rendte rundt med som barn).

Update 4.9.09: Det hedder mountainbikerknæ.

Og her med lidt afstand på, kan jeg endda selv se at lovprisningen af dæktrykket med det FANTASTISKE vejgreb, nok ikke skulle have været skrevet i samme indlæg. Kold måske jeg er, men ikke beregnende.

Det var åbenbart bare lidt sommerdødhed, der ledte mig til at tro den uformelle cykling hedengangen.

Kørte i lørdags næsten tilfældigt forbi havnen på egen træningstur, og så var der minsandten igen COMPANY det sædvanlige sted klokken 11, skønt!

Jeg ved jo godt at gensyn ikke er det samme som OMSYN, men jeg syntes ordet glædeligt alligevel klang for underligt sammen med omsyn, så jeg byttede lige over.

Bilen er dumpet til det hverandenårlige periodiske syn. For første gang nogensinde. Heldigvis ikke så alvorligt dumpet; der var kun én fejl den skulle komme igen og fremvise rettet, til omsyn som det hedder.

Nu ER fejlen udbedret og godkendt, endelig kan jeg ånde lettet op efter disse ulidelige sidste uger.

Uforbedrelige optimister siger opmuntrende til mig nu: “jamen tillykke, så der da 2 år igen til næste gang”. Helt forkert, der er kun 1 år og 11 måneder tilbage.

Bilen blev i år 24. Det er en Ford Sierra, og jeg har haft den fra den var ganske lille. Sommetider omkring syns-tid overvejer jeg at sende den på græs og aftægt bagefter, så jeg ikke længere skal grue for dét hver gang. Men så taler de ved bilsynet alligevel så pænt om den, at jeg ikke kan nænne det.

Til klubtræningen søn/ons er det ikke altid vi deler op i hold, for hvem skal lige køre i hvilken gruppe, hvilken har man selv lyst til, og har vi overhovedet lyst til at “skilles”?

Især hvis der er fremmødt et medium antal er det er problem. For er der rigtig mange mødt er det nemt nok at få delt straks, og er der meget få kører man oftest sammen uanset hvad.

Ulysten til at adskilles er i første omgang smigrende, for den viser at der er en lyst til at være sammen, alle sammen, når vi cykler. Men det udelte hold kan jævnligt, ved tilfældighedernes spil, være så “polariseret”, at mellemvejen i fart er for hurtig til de langsomme, og for langsom for de hurtige, og slutfacit er da at en opsplitning er en fordel for alle.

Her er en alternativ metode til at dele op i hold, når man ikke har delt op fra start. Den ER afprøvet, for det sker såmænd tit helt af sig selv, som en slags uheld (senest netop her i dag), men ingen behøver have dårlig samvittighed over det:

Først følges man ad, med fartenedsættelse eller venten på dem der vil komme bagud, hele tiden. Sådan går de 15-20 km. Her får man måske allerede en fornemmelse af at gruppen er (for) polariseret. 

Så begynder man at køre stærkere på  et svært stykke, typisk ved en lang bakke; herefter har der dannet sig en forreste gruppe, og langt derefter følger resten der ikke kan følge med, ergo kører de så sammen.

Det var det. Man kan selvfølgelig også blot undervejs snakke sig til at nej, nu deler vi, men metoden her er nådesløs retfærdig, kræver ingen egentlig initiativtager, og selvom det lige umiddelbart lyder som synd for de sidste, så bliver de hurtigt glade for at være sluppet af med strammerne. Og omvendt.

Det kan selvfølgelig ske at nogen bliver fejlplaceret, især for hurtige der af tilfældige grunde ikke er med når udskilningen sker, men sådan noget sker; en personlig katastofe kan det vel ikke siges at være. Og det er selvfølgelig også nødvendigt at der i begge grupper er én der kan vejvise eller turlede. I dag gik det hele i hvert fald op, og solen skinnede (derfor).   

Jeg har kaldt det deling efter naturmetoden, man kunne også kalde det naturlig udvælgelse eller ligefrem “survival of the fittest”. Darwin bliver aldrig uaktuel.

Var på mødestedet for fri cykling i dag, men traditionen er åbenbart gået i glemmebogen, eller måske er jeg bare ikke rigtig med.

Mødte lige Klaus og Jørgen for indadgåede, på min vej ud af byen. Dygtige drenge, de har begyndt deres cykling i den klare og svale morgenluft, medens jeg først nu drøner lige ind i den lumre middagsklummer.

Temperaturen steg efterhånden til feberhøjder, jeg kørte som i vildelse, og måtte undervejs gribe til at købe kunstig køling i hos Anni’s i Sønderhav, med drys. 

Det velsignede vejr har jeg før våndet mig under.

–  derfor har jeg ingen facebookprofil.

Måske skal jeg alligevel overveje det, for som den eneste (næsten) der ikke er på, er jeg blevet alt for nem at få øje på.
 

Det tyske system i cykelmotionsløb, hvor depoterne kaldes kontrolposter og stempler deltagerne, kan jeg ikke helt få ud af hovedet. Kan det bruges til noget?

Ved første bekendtskab tænker man vel som jeg, at det er da et overflødigt og besværligt mellemled der er indført, og at det nok er en trang til ordnung og grundighed i den tyske folkesjæl, der ligger bag.

Efterhånden har jeg nu kørt nogle gange i Tyskland, med og uden at stemple. I de almindelige motionsløb (Rad Touren Fahren, RTF) er det i praksis frivilligt, og nogle tyskere kører blot forbi depotet, mens andre stempler der.

For nylig har jeg i form af mit 220 km Radmarathon fået en øjenåbner, så jeg ser en kvalitet ved stempelsystemet, der MÅ kunne bruges til et eller andet også herhjemme. I Radmarathon (= over 200 km) er kontrolstempel, og dermed også 5-6 depotstop, obligatorisk hvis man vil opføres som finisher på marathonlisten. Det har min anbefaling.

Det var i hvert fald en enorm befrielse, at  ALLE deltagere således var nødt til at holde ind ved HVERT depot. Befrielse fra at skulle spejde og hviske-tiske forud for alle depoter, for at gætte om de andre deltagere i en god gruppe agter holde ind. Befrielse fra at føle sig tvunget til for en sikkerheds skyld at køre med forbi, bare fordi det første par stykker i flokken gør. Det var befriende lige at være af cyklen det øjeblik, og også kunne hapse eventuelt vand/faststof.

For mig var depotstoppene også velkomne, fordi det har altid ærgret mig at der ofte gøres stor umage med depoterne. Jeg betaler himmelhøje startpenge derfor, og alligevel kører jeg jævnligt “frivilligt” forbi dem. 

Kunne sådan et kontrolsystem i Danmark måske tillige øge pålideligheden i cykelmotionsløb, så alternative kortere ruter hjem til mål ikke spolerer resultatlisten, som der blev skrevet i en kommentar til marathonindlægget sidst?

Det er ikke noget jeg selv lægger meget vægt på, i hvert fald ikke med hensyn hvis nogen ligefrem vil snyde sig selv; kun synd for dem, grundlæggende.

De fejl i resultatlisten, der kommer ved forkertkørsel og ombestemmelse er egentlig værre, men jeg ved ikke om det har et omfang, der gør det væred at beskæftige sig med. (Om det da ikke kan være fuldstændig ligemeget? For nogle givetvis, dog hvis man kan finde på at konstatere “jeg blev nummer ditten ud af datten”, så MÅ det betyde noget at resultatlisten nogenlunde stemmer.)

Fejl kunne også undgås ved andre metoder, såsom frivillig fejlindrapportering bagefter, som dem Grejsdalsløbet gerne plejer at tage imod. Om det er nok: tjah, deltagernes omhu er sikkert ret varierende; tillid er jeg ikke sikker på jeg kan give mere end en andenplads.

Som det korte af det lange, så er det usandsynligt, at nogen løbsarrangør herhjemme finder på at indføre et ekstra led i motionsløbene, der kræver mere mandskab og administration, plus risiko for stempel-kø. Og jeg ved ikke engang om jeg selv helst vil beholde muligheden for at køre nonstop. Men til udvalgte arrangementer i det mindste, mon da ikke et lignende princip med tvungne depostop kunne finde anvendelse til glæde for deltagerne?!

Slutteligen tilbage til det “udenlandske” igen:

Her mit kontrolkort med stempler fra sidste års RTF i Heide . Der har jeg kørt 116 km distancen, og har derfor ikke det sidste stempel fra Kontrolpunkt 4 som hører til 162 km ruten.

Bortset fra den obligatoriske stempling ved Radmarathon, har jeg gennem tiden vekslet princip siden det første RTF jeg deltog i: dér stemplede fordi jeg troede at det skulle man der.

Senere fandt jeg ud af at det egentlig kun er dem der er medlem af BRD, det tyske cykelforbund, der har noget at bruge de points et kontrolstempel svarer til (de kan efter sæsonen få æren, et diplom, en cykeltrøje osv., efter lignende princip som vores egne DCU-motionsregioner, supermotionist konkurrencen/diplomerne.)   

Trods den viden fortsatte jeg herefter troligt med at kontrolstemple, nu på grund af min overdimensionerede sans for fairplay, idet mange af tyskerne er nødt til at stemple. Og så igen, de tyskere der deltager, men ikke er BRD-medlemmer, de stempler jo ikke, så …?

Det er nu ikke sikkert at det er meget vigtigt, det med om man kommer bagud ved depoterne, for konkurrenceelementet er nedtonet meget i de tyske RTF-motionsløb; der er jo heller ingen resultatliste eller tidtagning. Men alt andet lige, så vil man (jeg!) da hellere køre med en flok, end mutters alene og hjem, ikke.

Efter 20 km med egentlig alt for stor aktivitet så tidligt, lykkedes det at få fast kontakt til den forreste gruppe på 20-25 stykker der havde dannet sig ud fra de cirka 100, der startede på den lange klokken 7:30, fra byen Schleswig.

Senere samme dag vil RTF-deltagerne, der kører distancerne op til 153 km, også starte fra Schleswig by, det løb hedder så “Rund um die Schlei”, men det er alt sammen indenfor arrangementet i Schleswig. “Schleswiger Radmarathon” bruger også de samme depoter, men har noget ekstra rute.

Ved mine tidligere RTF-løb har jeg undertiden set et Radmarathon-felt kørende samlet, side om side, så jeg var blandt andet spændt på, om man virkelig følges ad så ordnet som det så ud til.

Og jo, der ER tilsyneladende en kultur eller underforståelse, så man dér blandt andet i det væsentlige kører i to rækker, og på skift tager føringer i fronten med den man tilfældigvis sidder sammen med. Alle tager med andre ord føringer, så den eneste variabel er at man kan variere længden deraf.

Det må være en kulturforskel, for ved hjemlige motionsløb (og RTF?) synes jeg mest der bliver kørt i “klump” eller væddeløbsfelt om man vil, med føringer for dem der vil ta’ dem, læ bagved, vifter og bredde-bredning. Det giver godt nok mere variation, spil og muligheder, til gengæld er dobbeltrækken sikkerhedsmæssigt den bedre. 

Kulturen må vist også tilskrives, at de to gange nogen skred ud under de heftige regnbyger, holdt alle indtil det var klart at de var okay og på cyklen igen.

Videre, tilbage til landevejen nu: om man så fuldstændig pænt følges ad på vejen, er ikke helt nemt at besvare, for jeg kunne sagtens undervejs læse de tegn der fortæller, at feltet i virkeligheden under overfladen hele tiden lurede og søgte skabe udskilninger ved hver lejlighed der bød sig.

Frontgruppen skrumpede da også hele tiden, så vi mod slutningen kun var 7-8 tilbage. Det er ikke fordi jeg synes et motionsløb kun er noget ved på den måde, i spidsen, men nu var det jo mit første Radmarathon, og jeg ville selvfølgelig gerne også have med at se, hvordan sådan et ender. Det hedder nu stadig, også for Radmarathon: “das ist kein Rennen”.  

Helt indtil omkring 190 km var der konsekvent blevet kørt den kultiverede dobbeltrække, men her knækkede omsider filmen, feltet mener jeg, og blev til en duo, forfulgt af gruppen på vi resterende 5. Det betød at resten af vejen til Schleswig blev én lang god gammeldags jagt i hurtige enkeltrække og vifte.

De to blev nu aldrig indhentet, men jeg så glad og stolt over at kunne holde med gruppen også hele den sidste vej tilbage til Schleswig, så meget mere, som det var med det yderste af neglene.

Til dette løb havde jeg som vanlig selv forsyning med, for det tilfælde at der ingen lejlighed blev at få noget undervejs. Det viste sig at der var et fuldt tilstrækkeligt tilbud ved depoterne, man lige kunne skynde sig at snuppe. Derfor rørte jeg så af principielle grunde slet ikke mit eget, idet jeg jo var ude på at lave denne her forbrugertest af løbet.  

I et Radmarathon er (lyn)depotstop obligatoriske, fordi man er nødt til at have sine 5 kontrolstempler, hvis man vil noteres i resultatlisten som finisher eller deltage i Nord-Cup , som er de nordtyske Radmarathons i en serie.

Her er der altså resultatliste, i modsætning til RTF-løbene, hvor kontrolstempelkortet er eneste form for diplom eller minde. Der var til hver marathonfinisher også dette minde, et rødt vævet trofæ, som jeg ikke ved hvad kan eller skal bruges til, men som jeg er meget glad for og altid har ønsket mig.

Nu kender jeg i hvert fald én god grund til at tage hjemmefra sådan en tidlig morgen: fornemmelsen af være tilfreds med sig selv bagefter, og som holder mindst tre dage. Da var jeg nemlig solo ude på en lille tur, og alene ved tanken om den søndagspræstationen må jeg til lige rejse mig i sadlen og udbryde et “hold kæft, h
vor ku´ jeg køre”, sådan
bare ud i luften (Ingen dydsforsiret beskedenhed dér, slet ikke når jeg snakker med mig selv).

Den arrangerende klub, RadsportVerein Schleswig, har været flittig på kameraknappen, og lagt mange billeder til skue, selv jeg er skudt .

Lørdag startede Poul, Rikke og Hanne fra cykelklubben med deres hold i Team Rynkeby cykelturen mod Paris, og har skiftet ham og farve, i det mindste for en tid.

Her i den gamle klub havde vi aftalt at tage cyklerne og ledsage holdet fra Als til  Grænsen. Der er lagt op til at man kan følge dem på nettet efterhånden som de kommer fremad. Ret kraftig mediedækning, en hel hype, er der omkring de 270 deltagere og deres 1250 km i løbet den næste uge.

Pøj pøj herfra, til de 3 gule venner, alle børn kender…
(Tø-hø, en indforståethed for cykelklubskolleger).

Koldskål & kammerjunkere. En himmelsk forening.
Får man én del for sig, vækkes kun savnet efter den anden halvdel.

Købte kammerjunkere, den RIGTIGE slags, som er billige men rigtige.
Koldskål skulle lige afvente tjek af avisernes tests af hvad jeg kan li’.
Den ene kammerjunker tager let den anden. Og jeg tager begge. Alle.

Dagen efter en liter koldskål i Aldi, nu til gengæld ingen kammerjunkere.
Hjemvendt fra en varm lang cykeltræningstur med dirrende ulvehunger, får jeg øje på køleskabslågens koldskål. Det gik som det må gå.

Nye kammerjunkere. Kaffe og kammerjunkere. Det rimer. Også på Tour og TV og eftermiddag. Det var så det.

Nu foretager jeg mig absolut ingenting længere, venter kun på rette øjeblik at slå til. SÅ købe det ene i Aldi, LØBE over i Netto og købe det andet, så ingen af delene forsvinder i mellemtiden.

Damernes ven, det er ubetinget

Bedst som jeg sad og sommerbladrede i genboens aviser, dukkede en hel halvsidesartikel op, tadaa…

Flensborg Avis udgives i grænselandet af det danske mindretal i Sydslesvig. DE kunne finde ud af at bringe den omtale af dameklassens DM de andre ikke bragte (har helt ærligt ikke gennemset alle andre aviser, kun min cykelavisen Politiken, så sikker var jeg på et negativt resultat).

Også et ordentligt billede af det startende felt i damernes linjeløb er der med, på vej op ad Dybbøl Banke, med Sønderbørge dernede i baggrunden.

Det er nu fastslået, at der er et mindretal der interesserer sig for cykelløb i damernes eliteklasse.

Det ER en god nyhed.

I dag fik Trine sølvmedalje ved damernes 102 km linjeløb.

Jeg kunne desværre ikke se det i dag, men at dømme efter live-opdateringen hos DCU , hvor man kan læse hvordan løbet udviklede sig, har det været mægtig spændende.

Denne gang blev de øvrige på podiet Linda Villumsen 1. igen, og Maria Grandt Petersen 3.

I går kørte Trine en sølvmedalje hjem, med en god 25 km enkeltstart her i Sønderborg. Det må være en rar bekræftelse op til enkeltstarten ved U23-EM den 1. juli i Belgien.

Her opad Parallelvej, den stejleste

Efter sidste sving, til den sidste kilometer op mod Dybbøl Banke

De andre der kom på podiet den dag, fanget ved Parallelvej-top:

Linda Villumsen 1.

Margriet Kloppenburg 3.

I TV-Syd var der et lillebitte flash med de startende, mens DR og TV2 efter rapporten fra herrernes end ikke nævnte dameklassen. Skrapt nok. Ikke fordi det absolut SKAL være politisk korrekt hver gang, og de er vel også i deres ret til at udvælge ud fra hvad man mener plejer at sælge. Men når vi så sjældent bringes noget fra kvindesiden, så bliver interessen derfor da heller ikke større, det fortjener den ellers. Eller for at være helt præcis: det synes jeg.

…mig selvfølgelig.

Jeg elsker når der er lodtrækningspræmier til cykelløbene. Og endnu mere holder jeg næsten af at vinde dem. Mine største triumfer i sporten kan faktisk henføres hertil.

I dag var det Fryndesholmløbet der begunstigede mig. I modsætning til sidste år var vejret denne gang helt perfekt, og det blev en dejlig og afvekslende dag med de andre fra klubben på 110 km’eren.

Startstedet i Fynshav er kun ti kilometer hjemmefra. Skønt når man bare kan cykle hjem fra “arbejde”, sådan en søndag eftermiddag.

Da jeg var til min lillekusines kobberbryllup, benyttede jeg lejligheden til at snuppe et cykelmotionsløb med, nu jeg var deroppe.

Langelinieløbet i Århus har jeg aldrig prøvet før. Hvorfor det lige hedder sådan har jeg endnu til gode at finde ud af, for man kommer end ikke i nærheden af nogen havn, og startstedet er parkeringspladsen ved Bilka i Tilst.

Ruten er forfriskende ny: hvor andre løb gerne forløber i en radius omkring byen, så er denne her udlagt som en aflang figur, der løber vestpå i Århus Ådal, undervejs tager nogle sving op i dalsidernes højdedrag, og i øvrigt stikker en tur op omkring Gjern Bakker. Flere gode bakker undervejs, ja.
 

 Jeg vil gerne prøve mange måder at køre cykelmotionsløb på.

Egentlig skulle jeg have grebet netop denne lejlighed til at udforske nogle af mulighederne, men da jeg først stod dér blandt alle ridderne i hjelm og med gangeren ved deres side, ak, da kunne jeg ikke længere modstå sportens fristelser (nul vits, det skal forstås helt bogstaveligt denne gang) og kørte for “klassementet” og at holde fast i en hurtig gruppe, som så ofte før.

Det endte altså nogenlunde med det er blevet beskrevet som

…en flok middelalderlige mænd der med stålblik spurter som vilde mod målstregen…

eller hvordan nu lige det var .

Var selv lige ved at skride i sidste opløbssving, der var uforudset skarpt – jeg burde ellers kende området, er barnefødt i Århus. Men ikke i Bilka.

Det sluttede godt.

Undres over at jeg cykler så godt, glimtvis, når jeg sommetider og ikke sjældent på soloture er så’n relativt slatten og ikke orker at køre ordentligt; har de mest prima gummiben.

Ja, jeg føler mig så i bentilstand nærmest hensat til syvende klasse, med den propfulde tunge skoletaske på bagagebæreren, trækkende hele vejen op ad Hejredalsvej på hjemvejen om eftermiddagen, hvor al anden bevægelse er helt umulig.

Årh ja, til gengæld kunne jeg så snakke med pigerne fra klassen hele vejen, plus stå og fortsætte en halv time ved skillevejen. Det tog faktisk trætheden.

NU kan jeg endelig sige til mig selv, og det med god samvittighed, at cykelbukserne fra den tidligere sponsor er udtjente og kan kasseres. Selv i vævningen er de fuldstændig tyndslidte.

Dengang jeg endnu gik i skole var det et stort stunt, at racerkøreren Tom Belsø kunne køre en omgang på Jyllandsringen med bind for øjnene, og senere gjorde magiske Truxa det samme 5 omgange rundt på Rådhuspladsen eller noget i den retning.

Jeg kunne gøre det samme nummer, på cykel, 50 gange rundt om Alspigen foran Rådhuset i Sønderborg. Eneste forudsætning er at øjenbindet skal være gjort af stoffet fra mine gamle cykelbukser. 

Godt at gøre noget ved sagen; nu har jeg kun fire par tilbage af dem at få gnavet mig igennem.

Det er ligesom når Søren Østergård i reklameblokken kunne sige “Jeg glæder mig til torsdag. For så kommer Ude og Hjemme”

Her er det bare onsdag og hverken ude eller hjemme, men hos Guldbageren; endelig kan man virkelig få noget for en tier, jum.

Listen af laster er ellers lang nok i forvejen, suk. Min redning er at jeg NÆSTEN ALTID glemmer det er onsdag.

Men en gang i mellem er der bid. Jeg har dog måttet igennem adskillige stykker, besværligt med dén der kun ugentlige træffetid, før en af modellerne fandtes tilstrækkelig fotogen til at fortjene forévigelse  🙁

Overskriften har ingen forbindelse med onsdagscykeltræningen. Venligst heller ikke forveksle med cykelkollega Dræbersneglen.

Der var én regnsky i himlen.

Her.

Klokken attennulnul, lige som jeg trådte ud på trappestenen i mit stiveste cykelpuds, øsede det ned. 

Så gik jeg ind igen.

En tankevækkende refleksion efter et styrt, får mig til at komme i tanke om, at jeg for nylig så en københavnsk motionscykelklub gøre et udmærket forsøg på at levere en samlet “masse velmenende råd og vejledning” til sine medlemmer. 

Prisværdigt er det, at de har ulejliget sig at introducere denne “Cykel Club Grøndal – Sikker på cykel” vejledning for alle andre, i debatten på feltet.dk, hvor forbedringsforslag også inviteres.

Ikke at jeg er absolut enig i det hele, men efter deres ærlige varedeklaration er det okay. Bemærk, at i omtalen på feltet.dk er ikke medtaget vejledningens første del som måske er banal – noget om vejr, vind, vilde dyr og andet – men ikke desto mindre også ganske relevant.

Man kunne såmænd godt anbefale nye, eller for den sags skyld alle der kører i flok på cykel, klub eller motionsløb, at læse denne eller en anden tilsvarende vejledning eller orientering. Ikke mindst minder den enhver om at sikkerhed skal være en allestedsnærværende issue, og at der kræves omtanke hele tiden.

Som ny (især) er der meget man ikke lige med det samme tænker på, selvom det måske erfares med tiden. Den mundtlige introduktion er såvidt jeg kan se ret sporadisk og knap, i forhold til hvad det skriftlige kan komme omkring.

Endelig fik jeg sat en bitte ringeklokke på raceren, det har længe været et savn under træning. Den sidder sådan set fint der omtrent under frempinden og generer ingen, andet end med lyden.

Jeg har egentlig længe argumenteret for ringeklokning, også med et par pip i feltet.dk’s debatforum, en for i øvrigt absolut anbefalelses- og læsværdig diskussion “overrask ikke heste…”  (et af de andres indlæg husker jeg forresten særlig godt, nemlig det hvor et identificeret flyvende objekt, i form af en løs hestesko, ramte ham eller hans cykel).

Endnu har jeg ikke helt gjort op med mig selv, om klokken skal afmonteres til cykelløb, for hvad skulle jeg bruge den til dér, ringe for sidste omgang eller for at komme forbi i spurten?
 

Ny hjelm, omsider.

Den nye hjelm skulle være god på alle måder. Min FØRSTE hjelm var nu også ganske let og endnu mere luftig.

Sært, at jeg synes det er sjovere at jagte på cykel, end omvendt. Det må være fordi man så har et iøjenfaldende mål at gå efter, og at pinen er at se ende på, det er så snart der er indhentet.

Og så er det måske alligevel ikke så mærkeligt. Jeg er sikker på at den røde fætter i en engelsk fox-hunting gerne ville bytte rollerne om.

Søndagen er Grejsdalsløbet, denne gang 130 km.

Allerede hjemmefra er det nødvendigt at begynde gøre sig tanker om hvordan det skal køres, medmindre man KUN tænker på at genemkøre hurtigst muligt, for så er det bare fremad, avanti avanti. Det er der nu også mange der gør, de fleste sikkert. Åh ja, det kan nu også inkludere visse taktiske overvejelser. Men jeg ville gerne denne gang prøve noget mere, for der er mange andre måder at køre cykelmotionsløb, og man må gerne bruge fantasien.

Mine tanker hjemmefra denne gang var at følges med så mange som muligt fra klubben, og så om nødvendigt undvære “fribyttercyklingen”

Tilfældet kom mig uventet til hjælp og sikrede en alletiders søndag, hvor jeg føler alligevel at have prøvet det hele:

Før starten oplevede jeg den højst aparte fejl med tidtagningschippen, aldrig set før, at der var TO chips med ankelvelcrobåd i posen med startnummeret; da vidste jeg godt nok ikke hvilket ben jeg skulle stå på, begge eller hvad? Måtte ty til arrangør-ekspeditionen, der ændrede til et andet nummer med én chip. Det medførte at jeg kom til at starte seks minutter efter de andre jeg var tilmeldt sammen med. Men det der kunne være blevet en stor ærgrelse, blev i stedet til et “juhuu, nu går jagten”, for nu skulle de seks minutter indhentes.

Et løb med så mange deltagere som Grejsdalen har den kolossale fordel, at risikoen for at komme til at køre helt alene er ringe; der er hele tiden andre at følges med fremad. Tempomæssigt er fordelen at der endda kan komme hurtigere ryttere op bagfra til at jobbe/jokke farten op, hvis man er hurtig til at springe på. Desuden er det sjældent der ikke forude kan skimtes grupper man kan fokusere på at forsøge indhente.

Sjovt nok synes jeg faktisk det er endnu sjovere at jagte og indhente, end at være fri foran og skulle holde dem bagved på afstand, så dette her var bare perfect.

Hey, der forude er Hanne og Villi omsider, super, two is company (hvordan er det nu lige den er?), og måske er de endda ikke de eneste…

Og så gik det alligevel sådan, at liige da jeg kom op, havde jeg sådan en god jagte-gruppe med og var så overenergisk, at jeg bare ikke KUNNE slippe den, men strøg forbi. Skændigt, slet ikke passende til mit elskelige væsen. Nå, jeg HAVDE jo allerede kastet al skam bort, så hvorfor ikke også trække den til og med toppen af Askebjerg, og lade det være finalen på jagtefasen. Dér lykkedes det til gengæld næsten at holde planen og vente lidt – det er stadig på de to fra før – men de kom ikke, eller rettere: mens jeg altså holdt lidt igen, passerede flere af andre fra klubben forbi, og efter et stykke tid turde jeg ikke blive ved at vente, men hastede efter og nåede dem igen. Det ville nok have hjulpet med en anelse mere tålmodighed eller tiltro til masterplanen.

Kom i mål med sammen med Henning og Poul Erik, kunne så herefter gå og ose på festpladsen og efterhånden også finde de nogle af de andre fra klubben.

I al fortrolighed skal jeg røbe at jeg havde håbet lige at få lejlighed til at sige hej til Helle, Hyggebloggens, men den chance gaves ikke i målmrådet, der var ét stort blomstrende menneskemylder, som omdannet til et veritabelt persisk marked med telte, boder og baldakiner. Den må jeg have til gode igen en gang.

Der er kommet billeder fra de jordbaserede fotografer på Haderslev Næs – begge har været overordentlig flittige, og hver lagt omkring 200 stk ud.

Billederne fra Preben Toftdahl er centrerede omkring 125 km distancen (Tip: ses bedst som Diasshow, evt. tryk F11 for fuld skærm). 

Billederne fra Viggo Kohbe om 80 km’eren  (Tippet her: vælg straks enten Store udgaver eller Lysbilleder).

Minsandten om jeg ikke lige for nylig er faldet over forrige års billeder, dem har jeg da aldrig før set, altså fra år 2007 hvor vi var så mange med fra Sønderborg. Der er vist ingen billeder fra 2008, det må være fordi vejret vistnok var så dårligt, at man end ikke kunne jage en fotograf ud i det.

Vejrudsigten meldte (to ord de to indledningsord jeg altid har så svært ved ikke at skrive) denne gang regn for søndagen med årets første cykelmotiosløb, hos Haderslev Cykelklub . 

Jeg havde ikke vovet forhåndstilmelde mig “for hvis nu der bliver regnvejr”, og udskudt beslutningen til lørdag aften når sidste nyt på dmi.dk forelå.

Sent om aftenen var vejrudsigten til et BETINGET GO, så jeg pakkede mine sager og vred mig nogle timer i sengen, indtil kl. 06 hvor det straks var op at tænde for computeren: regn fra sydvest, som efter vejrkortet ville nå Haderslevområdet netop omkring den tid vi kunne forvente at være i mål. Raketten tændt, slut med fortrydelsesret. 

Kom en hel time for tidligt til starten, det var en beklagelig, jeg mener behagelig, fejl. Fik mig tilmeldt; der var allerede TO foran i køen. Selve starten gik efter nogen udsættelse, fordi køen senere blev rigtig lang, det var nok de andre krystere på eftertilmelding.

I alt var vi syv fra klubben deroppe.

Efter den almindelige præ-start løssluppenhed er det business time. 

Første indtryk havde den første og da helt utrolig lange bakke Diernæs Strandvej gjort, og dernæst er det den smukke men stejle Kalvø-bakke op fra Genner Strand, “Splitteren”. 

I Aabenraa var der forsvundet et ruteskilt fra Løgumklostervej, som skulle have vist sydpå ned gennem skoven og videre op ad Hundeklemmen. Heldigvis var gruppen her heldige at have fået selskab undervejs af en rutekendt rytter på en sort politicykel, så vi drejede af fra hovedvejen som vi skulle. En del andre havde ikke været så heldige, og gik dermed glip af Hundeklemmebakken.

Vejret holdt som det skulle, første halvdel at turen var det endda dejligt og solbeskinnet, derefter blev det pludselig køligt, men altså stadig tørt.

Skønt at kunne tøffe hjemad med fuldt drøn på varmeapparatet, mens de første regndråber falder.

I disse dage er det ved at være sidste frist for forhåndstilmelding (30. april) til et af de bedste cykelmotionsløb Grejsdalsløbet ved Vejle den 10. maj.

Løbet er selvfølgelig i sig selv begunstiget med et helt fantastisk cykellandskab, med flere skønne bakker end noget andet steds i landet, men resten er bestemt den arrangerende klub Vejle Cykelmotions fortjeneste.

Succes avler succes, mon det ikke er den mekanisme der ligger bag, når deltagerantallet er så højt som det er (sidste år 1800 fuldførende på distancerne 85 til 200), hvor mange andre har en vigende tendens. De mange deltagere betyder at der er så meget større chance for at møde andre at slå følge med undervejs, “noget at se på”, og at start og slut bliver mere festlig. Der er også sørget for at man får lyst til at blive hængende og hygge sig på pladsen efter målet.

Arrangøren er ikke bange for hele tiden at forsøge forbedre løbet gennem små ændringer fra år til år, således ændres ruterne jævnligt en smule, ligesom tilmeldingsmulighederne, tidtagningen, foto, resultatformidling, brevkasse og feedback der er kommet til, og så videre. Og de holder prisen nede.

Fælles tilmelding i min lokale cykelklub er dog allerede den 28; jeg tror jeg melder mig til fællesstarten på 130 her. Sidste år på 200 km var jeg så tilfreds med min tid på 113. pladsen, at jeg ligesom ikke synes det er nødvendigt at forbedre den lige med det samme. Jeg mindes forresten at det var en SMULE anstrengende.

4 unge i bil er døde, kørt sig ihjel.

Pressen spørger, om mon ikke et så forfærdeligt eksempel vil afholde unge fra at køre vildt for fremtiden?

Ulykker magen til er der sket hele tiden. Med mellemrum, men regelmæssigt de sidste mange år. Og ingen har lært af den foregående ulykke, heller dem der nu sidst kørte galt.

Så svaret er nej. Noget andet skal til.

Der skulle have stået søndag sidevind.

Søndag var vi 17 til cykling, ikke så mange som forventet; måske på grund af påsken eller måske var der en del der blev hjemme for at lade op til eftermiddagens foreståede Paris-Roubaix.

Vejret dejligt, det blev en fin dag, trods der ingen holdopdeling var; det lader sig gøre når spredningen ikke er alt for stor OG de hurtigste tager hensyn OG de sidste bruger kræfterne klogt. Dog efter 50 km tog halvdelen den korte, resten den lange vej hjem, 80 var dén.

Sidevind på det lange hjemstræk sydover. Viftekørsel, men ikke udpræget smuk, efter princippet 3 ryttere i den skrå vifte, og 5 hængende i den lige række efter hinanden, inde i vejkanten.

Kunsten at danne flere vifter er glemt. Vi var ellers kommet en (lille) smule efter det i træningen op til Landsstævnets holdkørsel. Den kollektive bevidsthed er et overvurderet fænomen.

Op til påskens lørdag har der været så mange gode dage til at cykle, at jeg næsten havde glemt hvor træls og koldt det kan værer når det blæser, som det gjorde dén dag. Det var ellers sjovt nok at køre ud, med gruppen, men hjem – pyh, det var en sej omgang.

Måske det ville hjælpe at kæmpe lidt MINDRE mod vinden?

Det er ingen naturlov, at fordi der er modvind, skal vi køre hele det lange stræk uafbrudt for fuld kraft. Det er lidt kedeligt, ligesom noget der bare skal overstås; det er nok også bundlinjen, men kunne det ikke gøres LIDT skæggere mon.

Dagens store tur havde passet til en langfredag, men det blev altså 115 km alenetur på cyklen i dag i stedet.

I går til onsdagstræning regnede det (kunne jeg notere mig, fra sofaen, bag sikre ruder), så jeg havde ikke chancen for at høre rygter om hvorvidt nogen havde været stemt for at køre en tur i formiddags. Og med ikke engang løse rygter at holde mig til, gad jeg forresten heller ikke i morges stå op tidligt nok til at finde ud af det, sådan en højhellig højtidshelligdag.

Så det var ud alene, og vindretningen afgjorde at det måtte blive en tur ned og vende i Flensborg for at få medvind hjem, ad fjordvejen fra Kollund. Det blev nu til mere end det, for hvad der hjemmefra var planen om at lige tage en lille omvej derned, blev undervejs til en opdagelsestur vestpå efter landkortet, med et ordentligt sving ned i Tyskland ad de små veje. Nærmere bestemt til Sofiendal og så sydpå over grænsen ved den mikroskopiske, ja så godt som usynlige, grænseovergang ved Vilmkjær vest for Ellund, derefter via Harrislee og Niehuus tilbage til Kruså-grænsen.

Jeg ved knap hvad der fascinerer mig mest ved at køre de steder. På den ene side: jow, vel jeg føler da selv de lækre veje og kigger på de skønne omgivelser mens jeg suser gennem dem, det gør jeg vel. På den anden side er det næsten lige så meget tanken om at wow, dét her må jeg vise de andre på en træningstur en dag (eller måske der skulle have stået turisttur – husk pas).

Træningsmæssigt er rigtig lange ture, så tidligt på året især, ikke helt så optimale som de måske umiddelbart lyder. Ikke fordi det ligefrem er skadeligt, men kroppen begynder de sidste adskillige kilometer at blive både træt og energifattig; der er ikke længere overskud til nogen “bursts” i intensitet undervejs længere. Men det er da udelukkende tid det koster. Lidt større forudseenhed mht. proviant kan dog muligvis hjælpe en smule.

Nu må det gerne blive godt vejr resten af ugen, så jeg måske kan få bruge PÅSKETRØJEN på en tur.

Så sprang de første bare ben ud i Sønderborg. Og de var ikke engang tossede – dagen i dag var stedvis helt sommerlig.

Poul jonglerer med hulahopringen, mens vi andre pauserer i Sønderhavsolen.

 Dasende datter.

Lørdag var vejrudsigten slet, alligevel satsede jeg på cykeltræningen klokken elleve, mod at love mig selv straks at stikke hjemad ved den første regndråbe, der måtte falde.

Af denne dag har jeg lært lige at kigge op fra skærmen og i stedet ud af vinduet, før jeg afskriver en cykeltur på grund af en våd vejrudsigt.

Vi var kun fire, men fik en dejlig og frisk (det betyder blæsende) træningstur med både lidt sol og medvind, især den ene vej. Og ikke en dråbe.

Det fik jeg til gængæld samme aften, hvor et afbud gav mig den pludselige mulighed at deltage ved et både muntert og belærende foredrag, for enhver der tørster efter viden.  

I tilknytning til forelæsningen var der en del praktiske øvelser, i alt 10 stykker og obligatoriske tilligemed, man måtte igennem.

Mærkeligt nok at oplysning næsten altid begynder med mørklægning. Og så er der lysbilleder.

Nummer fire har en fortryllende, ja nærmest hallucinerende duft.

Søndag var jeg indisponeret, og valgte at springe klubtræningen om formiddagen over, og kørte den så i stedet selv, om eftermiddagen.

…siden vi skal ha’ det så godt?

Med armene slået ud, 50 km i timen, rygvind og solskin, kun iført cykelhjelm og et let tråd, kunne jeg i dag stille mine medkørere det spørgsmål.

Svaret var, at efter at have stridt sig de foregående 40 kilometer mod den hårde nordvestenvind fra Sønderborg til Aabenraa, så var det da bare belønning efter fortjeneste.

Svar accepteret.   

Kunne ikke stå for denne, jeg fik for en tiger i Tierbutikken sidste lørdag.

En skam pandekagen kun er malet på.

Det er rarere end det lyder, for det er et af de allerførste cykelmotionsløb “Århus Rundt – med Stiften i sadlen” sponsoreret af Århus Stiftstidende, hvor vennerne og jeg deltog. 1980 var også det første eller andet år løbet overhovedet blev arrangeret.   

Tyges lillebror Jens Ejner, derefter Henrik, Tyge og jeg selv. Fjerdemand Jørgen er kameraholder.

Vi var fire læsekammerater fra universitetet, der sidst i halvfjerdserne alle havde fået 10-gearscykler, og var begyndet at køre sammen og træne på landevejene for sjov, og også begyndt at deltage i motionsløb.

Efter vore dages standard ser vi rigeligt civile ud her, men dette VAR køre-tøjet. Cykeltrøje med baglommer havde ingen endnu. Kun Tyge var så heldig at have købt en souvenir i Paris, med Tour de France trykt på. Uniformen er de gule sponsorkasketter; hjelm bliver først almindelig langt senere.

Jeg har været på Århus’ kunstmuseum ARoS.

Museets de facto vartegn “Boy” af australske Ron Mueck. I dag havde det besøg af nogle RIGTIGE malere. Han skal selvfølgelig passes og plejes, det skal alle børn i voksealderen. “Drengen” har været i den alder rigtig længe.

Lige siden Aros, jeg mener ARoS, åbnede for 5 år siden i den gamle fødeby, har jeg været sikker på at DER skulle jeg ind. Ventede bare på en dag med tid nok, allerhelst til onsdagsåbningen 10-22, så entréen kunne udnyttes fuldt. 

Min taktik over for kunstværkerne skulle være først at skimme titelskiltet, så kigge, dernæst gå fem skridt tilbage, lægge hovedet lidt på skrå, gå frem igen, se det tæt på, læse titelskiltet ordentligt, gå fem skridt tilbage igen, sige hmm. 

Og når de knap 9000 værker var igennem, ville jeg se alt det andet, og så ville jeg gå hjem.

Den plan blev lige forpurret nu, for ungerne besnakkede mig til at snuppe den på så lang tid en gratisparkering kunne strækkes, nu vi var i byen. Til gengæld blev det omsider til noget 🙂

De ville især gerne se særudstillingen Enter Action – digital art now . Den var osse go’. Her er det dog udstillingen der ser DEM.

Ude i skoven igen, den første skov af flere rundt i omegnen af Kliplev

Ophold og leg. Mere leg end ophold heldigvis, trods nogen tekniske uheld undervejs. På broen, i skoven, på vejen. Mountainbiketuren i lørdags.

Oh den bro over jernbanen i Søgård skov, den jeg før har fortalt er så forskrækkelig glat, at der er nødt til at være klatrelister ude i siden.

Så kan man som mountainbiker klatre op ad den ene side, og liste ned ad den anden. Klamre sig fast med klamperne.

Skinnet bedrager. Hvem skulle tro at ud af den dorske flok….

…springer…

…alligevel disse prægtige mænd…

…på deres prægtige maskiner.

Addendum 4.3.09: Billederne kan ses i større størrelse her , inklusive nogle BONUSbilleder fra samme dag.

– som en kloroformeret sommerfugl, eller natsværmer.

Pludselig er der gået længe siden sidst. Lidt andre ting i tankerne, og man forglemmer alverden.

En blog er sjovest at læse eller følge, når den udkommer en gang imellem. Uden alt for langt imellem så. Ligesom et par stykker jeg kender, der næsten bogstaveligt kan prise sig af at udkomme MINDST en gang om dagen.

Der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning. I dag var så en dag med rigtig dårlig påklædning.

Hvis ikke jeg i går var gået glip af fællescykling på grund af et teknisk problem, var jeg blevet hjemme fra klubtræning i dag, hvor det allerede fra morgenstunden var begyndt at snedrysse, slude og støvregne.

Men gudskelov, når først man er kommet hjemmefra og har glemt hvor dum man var at køre ud til det vejr, så er det stort set altid dejligt (også at komme hjem igen og blive skrubbet, indrømmet).

Forleden faldt mit blik på Syddansk Universitetsbiblioteks nye-bøger-hylde, og nysgerrigheden fik mig til at tage Danske Studier 2008 med hjem, selvom emnet ligger udenfor mit gebet.

Et langt kapitel deri var nemlig nemlig en undersøgelse: “Danmarks logofile orkester – Shu-bi-dua og sproget”; det lød interessant, og skuffede ikke.

Shu-bi-dua har ganske vist aldrig lige været min musik, de har også været mig for apolitiske, men man kommer ikke uden om, at de har haft en påvirkning af sproget i Danmark. Derfor synes det helt berettiget, at undersøgelsens forfatterne har foretaget en regelret videnskabelig analyse af bandets tekster, uden sjov, såvel de trykte tekster som den faktiske udtale i sangene.

Eksempelvis står der om tekstlinjerne

du’ verdens bedste forbruger / de andre og kester er sure / vi’ de eneste shubi der dua

fra sangen Minus til plus, blandt andet:

“…..Samtidig fortolkes elementet dua som et verbum, du, der indsættes i en relativsætning. Der sker imidlertid en yderlige forfinelse af teknikken : Bandnavnets enkelte lydlige komponenter, som jo ikke  har nogen tegnfunktion i sig selv, bliver gjort til semotiske størrelser. Både -bi og -dua fortolkes kontrakaktisk som appellativer (hhv. insektet og fuglen) og får deres eget liv i både det verbale og norverbale medium som identifikationselement for bandet…”

Det mener jeg også.

Reference:

Ken Farø, forskningsadjunkt, ph.d., Københavns Universitet og Henrik Lorentzen, seniorredaktør, cand.mag., Det danske Sprog- og Litteraturselskab: Danmarks logofile orkester: Shu-bi-dua og sproget, i Danske Studier 2008 s. 5-57, Videnskabernes Selskabs Forlag, Kbh. 2008.

Sådan så min cykel da også ud FØR starten i dag, vil onde tunger måske påstå. Eller dem der kender mig, vil. For det er ikke altid jeg ulejliger mig med at polere, for at kunne stille med en skinnende cykel, når jeg har svinet den til dagen før. Er der er lidt vådt i vejret er vi jo efter 10 minutter atter alle lige igen.

Men sådan SÅ cyklen ikke ud i morges. Da startede vi ud på en søndagstur i klubben, de seks der var mødt, tværs over Als og ud til vandet, gennem Blommeskobbel Skov og hjem. Vejret blev faktisk fint, og var stedvis endog pragtfuldt.

Kun til allersidst lige før hjemmet gik det galt, da en smutvej fra Miang viste sig fra sin allermest klæbende side. Så ville det have været godt at have haft noget frigang til hjulet ved for- og baggaffel, og slet ikke som mig traditionelle cantileverbremser. Jeg måtte faktisk lukke bremserne op for at kunne komme videre, men så har jeg da prøvet dét.

Kedelig overskrift, men det er fordi den for en gangs skyld er sigende, relevant, logisk og dækkende. Jeg bringer den, fordi de rette beviser nu er der. 

Havde cyklen været en racer skulle den have ordentligt med tryk i dækkene, det ved vi alle hvor vigtigt er, og har også selv mærket at de smalle dæk ruller bedst velpumpede.

Så er det nærliggende at regne med, at mountainbiken også skal have så meget luft den kan tåle, for at rulle lettest muligt. Sådan er det bare ikke. Tværtimod, for et godt tryk i dén er et lavt tryk, fordi den skal køre bedst på et helt andet underlag end raceren. 

I skoven og andet ujævnt terræn griber store dæk med lavt tryk bedre fat i stien, så man ikke glider på trærødderne for eksempel; dermed kører man hurtigere eller sikrere.

Desuden vil den bedre affjedring af begge hjul give ikke alene mere komfort (fornøjelse) når der er humpler og buler, altså mindre hoppen og rysten, men også mere fart. Så kan man også træde bedre til. Også hjulegerne skånes.

De fladere dæk er gode i grus og andet blødt, hvor de kører mere ovenpå end at de skærer sig ned.

Det er ikke for at skjule noget, jeg dynger så mange fordele op (inklusive at man sparer på luftkontoen), helt ærligt kan jeg kan kun se én ulempe ved det lave tryk: på jævn vej ruller cyklen dårligere. Men det er vel ikke på asfaltvej mountainbikelivet leves?

Selv kører jeg gerne med 30 psi (2 bar), men det er vist lidet smitsomt,  selvom jeg tit udbreder mig om det. Jeg kan høre at mange mountainbikere, ja faktisk alle dem JEG taler med, så vidt jeg kan skønne kører med for højt dæktryk, helt op til 4 bar/60 lbs. Har nogen overhovedet prøvet med et lavere tryk?

Skal jeg være en djævel, vil jeg påstå at det der driver trykket i vejret, er frygten for at blive hægtet af på asfaltvejen til/fra/imellem de gode steder. F.eks. i cykelklubben, når vi kører en gruppe, så skal tempoet af alle steder altid på max netop dér. Så affinder nogle sig med en ringere terrænfornøjelse, for at være sikre på at kunne følge med.

Trods mine principper om det modsatte plejer jeg skam også selv at køre med et lufttryk til fællestræning, der hellere er lidt til den høje side end den lave. Hvad der skal til, er i virkeligheden en underforstået overenskomst om at holde lidt “fred” på landevejsstykkerne, når det er mountainbike vi er ude på, det ville være rimeligt.

Beviserne, jeg lovede i begyndelsen: Det tyske cykelblad Tour-magazin har for nylig bragt en artikel med olympiske mtb-mester Sabine Spitz, der handler om køreteknik.

Under afsnittet om Würzelpassagen (trærodsoverkørsler – “würzelteppiche sind für viele Fahrer der absolute Horror”) anbefales generelt at holde lavt dæktryk; for en 70 kg kører er 1,8-2 Bar (26-29 psi) rigeligt. Dæk desuden mindst 2.1 størrelse i bredden.  

Det stemmer meget godt overens med hvad jeg i øvrigt har læst og prøvet mig  frem til.

Fra brevkassen på Politikens motionssider denne weekend:

…er især fra midt på eftermiddagen, at jeg har svært ved at stå imod fristelserrne, og før jeg har set mig om, er slikskålen tom. Har du et godt råd til…

– men også MacDonald havde et godt forslag!

– kør om kap med solen altså. Den snart nedgående sol, i den korte eftermiddag.

Koldt og stille, rigtigt cykelvejr.
Først op nordover på Als, og ud til Lillebælt efter Himmark.

For enden af stien ligger skoven, hvor jeg kan fortsætte ned langs østkysten.

.

“Vandreture i statsskovene” og andre foldere bruger jeg rigtig meget. Lige her kan jeg sagtens finde vej uden, så kortet tjener mest til at finde en vej hvor jeg ikke kan finde vej, for at se nye steder.

Lidt nervøs, nu det er ved at blive noget dunkelt. Til gengæld går vejen om lidt godt nedad, selvom man overhovedet ikke kan se på billedet, at Hjørnevej her hælder. CRANK IT UP siger jeg, og det går flyvende nedad i 21’nde.

Nu hjemover ad jernbanestrækningen Notmark-Adserballe Stationsby. Nedlagte jernbanestrækning; der kommer ingen tog. Det sætter jeg pris på.

Her ude i det åbne er det igen lyst, så trods tvivlen undervejs når jeg hjem som vinder.

Gad vide hvor længe omverdenen har været ude af forbindelse med mig?

Fordi Cybercity havde opkøbt Tele2 som havde opkøbt Get2net, så har mine billeder til bloggen været væk nogen tid, for dem lægger jeg på sin egen server for at have fuld kontrol.

Nu bruger jeg en anden serverplads i stedet, og alt skulle være normalt, så normalt det kan være.

Det må være eneste gyldige kommentar.

Fandt dette tidligere brugte og velknoppede dæk frem for et par uger siden, fordi jeg var træt af at fedte rundt med mountainbiken uden at komme nogen vegne.

Og har siden kørt glad og fro.

Indtil jeg lige kom til at kaste et blik på det. Mine dækindlæg er orange, men det fremgår jo. Nok meget godt at jeg havde indlægget i.

Min yndlingssøns yndlingsudtryk. Det kommer i hvert fald jævnligt.

Plejer bare at forsøge lukke ørerne for den grimme lyd.

Men hov, lige pludselig er det gået op for mig, at det jo betyder lige præcis det samme som det lille ord jeg selv har så svært ved at sige, men som jeg GERNE vidt og bredt anbefaler alle andre at kommentere livets besværligheder med, for at komme videre:

Pyt.

Flyt og klip nogle bytes, tak himlen (og signalet fra NAVSTAR satellitterne), og se så Champagneløbet 2008 sådan lidt fra oven.

Selvom ikke kan benægtes at det er vores vinderrute mellem orienteringsposterne i forgårs, er den ingenlunde optimal, som udsnittet let overbeviser om.

Her Sønderskoven var det sværeste sted, hvis man som vi var for forivrede til lige at overveje, om den korteste vej nu også er den hurtigste eller bedste. Det er den ikke altid. Surprise. Stort set hele strækningen i udsnittet var for os én lang løben SPIDSrod mellem tjørnegrene og frem og tilbage over vandløbene. Det var vel nok skægt. Bagefter.

Meget godt jeg ikke afskrev “noget med champagne” helt, for der var champagner som præmie ved Champagneløbet, orienteringsløb på mountainbike. Kørte med Jørn og kunne ikke undgå førstepladsen. Rovet delt.

Bo og Lars med vintercup-top-tunede cykler.

Lårben, ribben, revelsben, klöben; alt andet end go’e ben har der været på menuen disse dage. Denne gang vil jeg nu hverken klage eller panikke, men bare træne moderat og tit, og så have tålmodigheden at vente på at blive okay igen, så det kan blive sjovere at køre, med rigtige ben.

Og jeg vil vise mådehold. Selv ved Champagneturen på MTB den 31. skal jeg ikke drikke nogen champagne.

Vrøvl. Det hjælper ikke noget at lade være. Desuden kommer jeg alligevel senest samme aften til, med et let og brusende hovede, at skulle navigere rundt mellem bølgende drinks og skvulpende barme.

Sært, som askese og afsavn altid er et fast inventar i remediekassen til at forbedre sig med, om det så er sport, slankekure eller sjælelig helse det gælder.
Det er jo sådan en katolsk ting der har overlevet, selvom den lutherske ellers har forsøgt at gøre op med det. Også svært, når det tilsyneladende ligger så dybt i én. Enhver er da vist også overbevist om, at en træningstur i slud, regn og blæst HELT sikkert giver meget mere end en tur med sol og leg, fordi det er en større plage.
   
Terje Nordberg skriver heldigvis i sin bog om blandt andet løbetræning, det er endda titlen: “Det må godt føles rart”.

Fint nok. Det vil jeg gerne tro på. At det ikke gør noget at det gør godt. Selvom det, med reference til dét i dybet, kan rumme en vis tilfredsstillelse at træne hårdt og ondt, så er jeg glad for at netop cykling giver masser af muligheder for smugle det onde ind med det gode: Jeg kan køre en rigtig oplevelsestur efter landkortet, og alligevel få både interval- og tempotræning forærenede, hvis lige jeg sørger for at køre til bakkerne – ren fornøjelse hvis man elsker det – og i øvrigt er parat til at lade mig rive med, skulle et godt stykke med tilhørende flowoplevelse komme forbi.

Boiinng, proppen er allerede sprunget, skulle man tro.

Og atter fuld af håb. I cover the waterfront.

Siden forsommeren har jeg ellers haft en grim skulderskade, der har holdt mig fra både svømmebassin og surfbræt, alt andet faktisk end lige cyklingen.

Nu er skulderen omsider god nok til at jeg kan tage i Humlehøjhallen og se om vingerne kan bære (man skal forestille sig en pingvin når den svømmer). For første gang nogensinde må jeg derfor starte forsigtigt i det mellemste, børnebassinet.

Kan ikke fordrage momentet hvor man skal springe i det kolde vand i svømmehallen, og for den sags skyld forinden fryse på vejen hen til kanten. Sådan var det også, da jeg fordum kom på Svømmestadion Århus, der om vinteren havde et 50 m udendørsbassin, som var overdækket med en uopvarmet boblehal. Man gik derud fra bruserne gennem en pivutæt telttunnel – Via Dolorosa – der ikke lige var min livret.

HALLELUJA! – jeg lever, vandet er himmelsk, altså lunkent, og de kolde gys fortid. Sluttede med nogle længder ovre i det kolde store bassin alligevel, det var lige til at holde ud efter forkælelsen i det næsten-varme først.

For eftertiden vil jeg altid først hoppe i store bassin via en mellmemdypning i mellemste bassin, lad os hellere kalde det ungdomsbassinet nu.

Skulderen holdt og kan svømmetræne. Nu spiller klaveret igen, veltempereret.

Ved ikke om jeg altid har været så kuldskær, eller det er kommet med tiden. For mig siger Bellevue lige så meget blå læber som det siger badevand, nu.

Sådan et sommerbillede kan jeg nu ikke finde, men må nøjes med et fra en vinter for nogen tid siden, hvor jeg også må have have frosset godt, siden jeg ligefrem skal stå og varme hænderne på isen.

I radioens P1 der lige været en udsendelse, der hed noget i den retning, som jeg skal anbefale alle dem der bruger ord i kaffen, for den var helt enormt sjov. Ikke det rigtige ord egentlig, interessant og lærerig er måske bedre, og så alligevel: det VAR jo OGSÅ rigtig sjovt at høre samtlige tre kvarter.

Det er en samtale med Line fra blogbogstaver.dk, og med den sprogforsker der har lavet en undersøgelse om netop “ogsånoget”.

Fuld af eksempler og desuden interviews, om blandt andet det med at bruge mange ogsånoget’er eller …agtigt. Og om de tre prikker. Der er nogen ræson i det. Kommer også ind på smileys (ikke nogen begyndervejledning, men omtale af f.eks. den falske afværgesmiley, med mere). Og andet til grineren.

Der har endnu ikke været nogen af mine bekendte som har hørt udsendelsen på P1 frivilligt; radioerne har hos dem alle en fejl, så tunerskalaen ligesom har sat sig fast på P3. Hos en enkelt, en gammel knark, endog på p4.

Man kan stadig høre udsendelsen direkte online streamet eller hente den som podcast MP3 (Klubværelset 9-12-2008) til senere.

Nu SKAL jeg altså skydes i gang igen. Ganske behøver vinteren ikke ligefrem være nogen formtop, men det er min overbevisning at en længere vinterpause fra cyklingen, som man kendte det i tidligere tider, ikke tjener noget som helst formål. Bortset lige fra det enkelte ikke-fysiologiske, at en eventuelt svigtende eller kun middelmådig motivation kan bringes op igen.

Det ideelle ville nok være at holde en SLAGS pause, hvor man blot holdt vedlige med en nedsat men regelmæssig indsats, allerhelst suppleret af en helt anden form for konditionskrævende aktivitet. Langrendski er toppen, men der mangler ligesom noget for tiden. Rulleski kunne måske gøre det, men det lyder så kunstigt. Rulleskøjter er ingen spøg at falde på. Et par tilsyneladende sikre løbesko er okay sålænge det går, men løb kan altså være meget belastende for benene, så der kun tåles en skuffende lille mængde eller intensitet.

Jeg må prøve at vække de forhåbentlig kun slumrende muskelceller nu, med en ordentlig booster, og så fortsætte mere passende derfra.

Midlet er en lang Bajstrup ud-og-hjem på raceren, og jeg siger da bare til mig selv at det ikke behøver at gå hurtigt (det er jo også det jeg ikke kan nu), tværtimod, for er målet udelukkende sat som en distance, er der garanti for indfrielse. Og nogen træningseffekt giver det da altid, bare man kommer hjem igen. Helst.

Som ventet føler jeg ingen kraft i udlægget, men det er jo heller ikke meningen. Jeg skal bare nå frem. Vendepunktet i Bajstrup dukker planmæssigt op, og næsten planmæssigt snyder jeg mig selv til at give en smule mere i pedalerne, her hvor den lette medvind giver et lille kick. Yes, kom alle mine mitokondrier, muskelfibre stram jer an, slappe sarcolemmadaskere. Og lad der komme smæk på synapserne til quadricepserne, flerhovedede uhyrer.

Det er nu ikke så slemt selvom det regner, sålænge man ikke får brudt rytmen med en punktering. Ja, det kan ligefrem gøre helt godt, så man føler sig som en rigtig prof, der trodser alle elementerne (det er sådan én der siger “hvad søren, nu regner det, jamen, så tror jeg lige jeg kører ud og tager et par timer”).

Hjemme igen, 90 kilometer, eij, det er fire kilometer fra Villis regn- og blæsevejrsrekord for en måned siden. Den var nu heller ikke blevet til noget alligevel, ærlighed varer længst. Jeg lagde ud i nærmest vindstille, og det regnede faktisk kun lige den sidste time.

Det var så vinterpausen, synd jeg ikke har kunnet nyde den.

Den var ellers så velplanlagt: begynde afslapningen de dage, hvor jeg alligevel var ferierende i Århus for at gense den fædrende baggård. Så behøvede jeg heller ikke denne gang døjes med at slæbe cyklen og tusind cykelpakkeneliker med derop, bare for at holde træningen ved lige.

De første dage var okay, men hurtigt kom kom problemerne med at falde i søvn om aftenen, fornemmelsen af henfaldende muskler, hjertet der ikke rigtig slår, lunger med lutter gammel luft, hjernen blodløs og tom; se frem til hvor træls det bliver at komme i gang igen, uden nogen rigtig spidskompetence i benene længere.

Rastløs og tiltagende desperat efter alt med pedaler, sprang jeg på efterhånden hvad som helst, først kondicyklen i kælderen til pedalakslen knak, derefter husets eneste tohjuler, damemodel 3-gear Torpedo, dog uden særligt skud i, der også hurtigt svigtede i et uhelbredeligt frigear.
Nogenlunde ligesom dværgkaninen, der hverken kan lade gulvmoppen, sutskoen eller selv husfreden i fred.
 
Som dagene går, selv efter jeg er kommet hjem igen, opdager jeg nu at jeg i virkeligheden slet ikke gider at cykle mere. Hvad er der egentlig ved det. Der er også gået så mange fuldstændig inaktive dage allerede, og igen er det slet ikke til at bære, så uendeligt kedelige turene i genstarten vil være, uden at kunne sætte det mindste fut under. Og så i det vejr. Mountainbiken skal jeg også se at reparere. Jeg har ikke travlt. I morgen. Mañana.

Okay, den var nu også for svær:  forreste række yderst til venstre, i kakiskjorten.

Studenterbillede 3.z

Sært at jeg husker mig selv som god på cykel allerede i gymnasietiden, jeg trænede jo aldrig; det var før jeg begyndte på raceren.

Men i lyset af nyere forskning, som viser at forbavsende lille mængde træning kan gøre underværker forudsat den er intensiv nok, dæmrer det:

Hjemme fra Brabrand til Statsgymnasiet på Fenrisvej i Århus cyklede jeg hver morgen omkring et kvarter fuld skrue, all-out, alt på ét bræt. Altså jeg startede 10 minutter i 8. Jeg hadede at komme for sent. Strategien var selvsagt at køre for at begrænse tidstabet.

Kun min daværende ungdom har gjort at jeg kunne tåle det.

Statsgymnasiet har fået den fantastiske ide at sætte alle de gamle studenterbilleder på nettet = de gamle studenters billeder på nettet.

Smart. Inklusive studenterbillede 3.z fra min egen gymnasieklasse.

I går var det lørdag og bitterligt koldt; vi var nogle få der stred os mod nordenvinden op til vendepunktet i Svenstrup, på mountainbiken. Trods solen var på sit højeste, var den bleg og iskold. Mine tanker på det sidste stykke op over marken, bøjet mod vinden, var mere på Amundsen og Fritjof Nansen, hvordan de har stridt sig frem mod Nord/Sydpolerne, og om de mon har frosset lige så meget, end på den medvind der snart derefter skulle skubbe os hjem igen.

I dag var det anderledes. Ingen vind gør hele forskellen. Solen deroppe var antagelig den samme som i går.

Ti raske svende, afsted.

Sol, sommer og strand, det er herligt. Kun sommer mangler. Den permanente blå stribe i horisonten burde måske givet mistanke om at vi var ved at komme på galt spor, men så kan man jo bare spadsere.

Jeg takker og kører hjemad. Takker OVER og kører hjemad. Det er muligvis bagkransens friløbsmekanisme, der har drillet mig hele dagen. Heldigvis skal tre venner samme vej.