Arkiv for 2008

Man ER et brushoved

2champsmall

 

Meget godt jeg ikke afskrev “noget med champagne” helt, for der var champagner som præmie ved Champagneløbet, orienteringsløb på mountainbike. Kørte med Jørn og kunne ikke undgå førstepladsen. Rovet delt.

 

bolars 

Bo og Lars med vintercup-top-tunede cykler.

Juleben

Lårben, ribben, revelsben, klöben; alt andet end go’e ben har der været på menuen disse dage. Denne gang vil jeg nu hverken klage eller panikke, men bare træne moderat og tit, og så have tålmodigheden at vente på at blive okay igen, så det kan blive sjovere at køre, med rigtige ben.

Og jeg vil vise mådehold. Selv ved Champagneturen på MTB den 31. skal jeg ikke drikke nogen champagne.

Vrøvl. Det hjælper ikke noget at lade være. Desuden kommer jeg alligevel senest samme aften til, med et let og brusende hovede, at skulle navigere rundt mellem bølgende drinks og skvulpende barme.

Sært, som askese og afsavn altid er et fast inventar i remediekassen til at forbedre sig med, om det så er sport, slankekure eller sjælelig helse det gælder.
Det er jo sådan en katolsk ting der har overlevet, selvom den lutherske ellers har forsøgt at gøre op med det. Også svært, når det tilsyneladende ligger så dybt i én. Enhver er da vist også overbevist om, at en træningstur i slud, regn og blæst HELT sikkert giver meget mere end en tur med sol og leg, fordi det er en større plage.
   
Terje Nordberg skriver heldigvis i sin bog om blandt andet løbetræning, det er endda titlen: “Det må godt føles rart”.

Fint nok. Det vil jeg gerne tro på. At det ikke gør noget at det gør godt. Selvom det, med reference til dét i dybet, kan rumme en vis tilfredsstillelse at træne hårdt og ondt, så er jeg glad for at netop cykling giver masser af muligheder for smugle det onde ind med det gode: Jeg kan køre en rigtig oplevelsestur efter landkortet, og alligevel få både interval- og tempotræning forærenede, hvis lige jeg sørger for at køre til bakkerne – ren fornøjelse hvis man elsker det – og i øvrigt er parat til at lade mig rive med, skulle et godt stykke med tilhørende flowoplevelse komme forbi.

Boiinng, proppen er allerede sprunget, skulle man tro.

Og atter fuld af håb. I cover the waterfront.

 

Siden forsommeren har jeg ellers haft en grim skulderskade, der har holdt mig fra både svømmebassin og surfbræt, alt andet faktisk end lige cyklingen.

Nu er skulderen omsider god nok til at jeg kan tage i Humlehøjhallen og se om vingerne kan bære (man skal forestille sig en pingvin når den svømmer). For første gang nogensinde må jeg derfor starte forsigtigt i det mellemste, børnebassinet.

Kan ikke fordrage momentet hvor man skal springe i det kolde vand i svømmehallen, og for den sags skyld forinden fryse på vejen hen til kanten. Sådan var det også, da jeg fordum kom på Svømmestadion Århus, der om vinteren havde et 50 m udendørsbassin, som var overdækket med en uopvarmet boblehal. Man gik derud fra bruserne gennem en pivutæt telttunnel – Via Dolorosa – der ikke lige var min livret.

HALLELUJA! – jeg lever, vandet er himmelsk, altså lunkent, og de kolde gys fortid. Sluttede med nogle længder ovre i det kolde store bassin alligevel, det var lige til at holde ud efter forkælelsen i det næsten-varme først.

For eftertiden vil jeg altid først hoppe i store bassin via en mellmemdypning i mellemste bassin, lad os hellere kalde det ungdomsbassinet nu.

Skulderen holdt og kan svømmetræne. Nu spiller klaveret igen, veltempereret.

 

 

Ved ikke om jeg altid har været så kuldskær, eller det er kommet med tiden. For mig siger Bellevue lige så meget blå læber som det siger badevand, nu.

Sådan et sommerbillede kan jeg nu ikke finde, men må nøjes med et fra en vinter for nogen tid siden, hvor jeg også må have have frosset godt, siden jeg ligefrem skal stå og varme hænderne på isen.

vintersurfbellevue

I radioens P1 der lige været en udsendelse, der hed noget i den retning, som jeg skal anbefale alle dem der bruger ord i kaffen, for den var helt enormt sjov. Ikke det rigtige ord egentlig, interessant og lærerig er måske bedre, og så alligevel: det VAR jo OGSÅ rigtig sjovt at høre samtlige tre kvarter.

Det er en samtale med Line fra blogbogstaver.dk, og med den sprogforsker der har lavet en undersøgelse om netop “ogsånoget”.

Fuld af eksempler og desuden interviews, om blandt andet det med at bruge mange ogsånoget’er eller …agtigt. Og om de tre prikker. Der er nogen ræson i det. Kommer også ind på smileys (ikke nogen begyndervejledning, men omtale af f.eks. den falske afværgesmiley, med mere). Og andet til grineren.

 

Der har endnu ikke været nogen af mine bekendte som har hørt udsendelsen på P1 frivilligt; radioerne har hos dem alle en fejl, så tunerskalaen ligesom har sat sig fast på P3. Hos en enkelt, en gammel knark, endog på p4.

Man kan stadig høre udsendelsen direkte online streamet eller hente den som podcast MP3 (Klubværelset 9-12-2008) til senere.

Shockbehandling

Nu SKAL jeg altså skydes i gang igen. Ganske behøver vinteren ikke ligefrem være nogen formtop, men det er min overbevisning at en længere vinterpause fra cyklingen, som man kendte det i tidligere tider, ikke tjener noget som helst formål. Bortset lige fra det enkelte ikke-fysiologiske, at en eventuelt svigtende eller kun middelmådig motivation kan bringes op igen.

Det ideelle ville nok være at holde en SLAGS pause, hvor man blot holdt vedlige med en nedsat men regelmæssig indsats, allerhelst suppleret af en helt anden form for konditionskrævende aktivitet. Langrendski er toppen, men der mangler ligesom noget for tiden. Rulleski kunne måske gøre det, men det lyder så kunstigt. Rulleskøjter er ingen spøg at falde på. Et par tilsyneladende sikre løbesko er okay sålænge det går, men løb kan altså være meget belastende for benene, så der kun tåles en skuffende lille mængde eller intensitet.

 

Jeg må prøve at vække de forhåbentlig kun slumrende muskelceller nu, med en ordentlig booster, og så fortsætte mere passende derfra.

Midlet er en lang Bajstrup ud-og-hjem på raceren, og jeg siger da bare til mig selv at det ikke behøver at gå hurtigt (det er jo også det jeg ikke kan nu), tværtimod, for er målet udelukkende sat som en distance, er der garanti for indfrielse. Og nogen træningseffekt giver det da altid, bare man kommer hjem igen. Helst.

 

Som ventet føler jeg ingen kraft i udlægget, men det er jo heller ikke meningen. Jeg skal bare nå frem. Vendepunktet i Bajstrup dukker planmæssigt op, og næsten planmæssigt snyder jeg mig selv til at give en smule mere i pedalerne, her hvor den lette medvind giver et lille kick. Yes, kom alle mine mitokondrier, muskelfibre stram jer an, slappe sarcolemmadaskere. Og lad der komme smæk på synapserne til quadricepserne, flerhovedede uhyrer.

Det er nu ikke så slemt selvom det regner, sålænge man ikke får brudt rytmen med en punktering. Ja, det kan ligefrem gøre helt godt, så man føler sig som en rigtig prof, der trodser alle elementerne (det er sådan én der siger “hvad søren, nu regner det, jamen, så tror jeg lige jeg kører ud og tager et par timer”).

Hjemme igen, 90 kilometer, eij, det er fire kilometer fra Villis regn- og blæsevejrsrekord for en måned siden. Den var nu heller ikke blevet til noget alligevel, ærlighed varer længst. Jeg lagde ud i nærmest vindstille, og det regnede faktisk kun lige den sidste time.

Vinterpausen

Det var så vinterpausen, synd jeg ikke har kunnet nyde den.

Den var ellers så velplanlagt: begynde afslapningen de dage, hvor jeg alligevel var ferierende i Århus for at gense den fædrende baggård. Så behøvede jeg heller ikke denne gang døjes med at slæbe cyklen og tusind cykelpakkeneliker med derop, bare for at holde træningen ved lige.

De første dage var okay, men hurtigt kom kom problemerne med at falde i søvn om aftenen, fornemmelsen af henfaldende muskler, hjertet der ikke rigtig slår, lunger med lutter gammel luft, hjernen blodløs og tom; se frem til hvor træls det bliver at komme i gang igen, uden nogen rigtig spidskompetence i benene længere.

Rastløs og tiltagende desperat efter alt med pedaler, sprang jeg på efterhånden hvad som helst, først kondicyklen i kælderen til pedalakslen knak, derefter husets eneste tohjuler, damemodel 3-gear Torpedo, dog uden særligt skud i, der også hurtigt svigtede i et uhelbredeligt frigear.
Nogenlunde ligesom dværgkaninen, der hverken kan lade gulvmoppen, sutskoen eller selv husfreden i fred.
 
Som dagene går, selv efter jeg er kommet hjem igen, opdager jeg nu at jeg i virkeligheden slet ikke gider at cykle mere. Hvad er der egentlig ved det. Der er også gået så mange fuldstændig inaktive dage allerede, og igen er det slet ikke til at bære, så uendeligt kedelige turene i genstarten vil være, uden at kunne sætte det mindste fut under. Og så i det vejr. Mountainbiken skal jeg også se at reparere. Jeg har ikke travlt. I morgen. Mañana.

Facitliste

Okay, den var nu også for svær:  forreste række yderst til venstre, i kakiskjorten.

Studenterbillede 3.z

Find mig

Sært at jeg husker mig selv som god på cykel allerede i gymnasietiden, jeg trænede jo aldrig; det var før jeg begyndte på raceren.

Men i lyset af nyere forskning, som viser at forbavsende lille mængde træning kan gøre underværker forudsat den er intensiv nok, dæmrer det:

 

Hjemme fra Brabrand til Statsgymnasiet på Fenrisvej i Århus cyklede jeg hver morgen omkring et kvarter fuld skrue, all-out, alt på ét bræt. Altså jeg startede 10 minutter i 8. Jeg hadede at komme for sent. Strategien var selvsagt at køre for at begrænse tidstabet.

Kun min daværende ungdom har gjort at jeg kunne tåle det.

 

Statsgymnasiet har fået den fantastiske ide at sætte alle de gamle studenterbilleder på nettet = de gamle studenters billeder på nettet.

Smart. Inklusive studenterbillede 3.z fra min egen gymnasieklasse.

Søndag med sol

I går var det lørdag og bitterligt koldt; vi var nogle få der stred os mod nordenvinden op til vendepunktet i Svenstrup, på mountainbiken. Trods solen var på sit højeste, var den bleg og iskold. Mine tanker på det sidste stykke op over marken, bøjet mod vinden, var mere på Amundsen og Fritjof Nansen, hvordan de har stridt sig frem mod Nord/Sydpolerne, og om de mon har frosset lige så meget, end på den medvind der snart derefter skulle skubbe os hjem igen.

 

I dag var det anderledes. Ingen vind gør hele forskellen. Solen deroppe var antagelig den samme som i går.

Ti raske svende, afsted.

 

mommark

 

duk 

langshegn 

modvandet 

 

Sol, sommer og strand, det er herligt. Kun sommer mangler. Den permanente blå stribe i horisonten burde måske givet mistanke om at vi var ved at komme på galt spor, men så kan man jo bare spadsere.

strandgang 

strandgang2 

 

Jeg takker og kører hjemad. Takker OVER og kører hjemad. Det er muligvis bagkransens friløbsmekanisme, der har drillet mig hele dagen. Heldigvis skal tre venner samme vej.  

Underlig Jul

underligjul

 

Underlig Øl ville være et mere passende navn, eller Underligt Navn, måske.

Bagsideetiketten siger 0,5 L 6,5%, upasteuriseret og ufiltreret, brygget på “nøgne ø, det kompromisløse bryggeri as – Grimstad, Norway” 

 

Fik den af min næstengenbo Carl, der er ølenthusiast og med forstand har udvalgt den, og helt sikkert har vidst at det lige er sådan én jeg trænger til.

Jeg ER også glad for den, selvom jeg ikke helt kvalificerer mig som ægte enthusiastisk ølenthusiast; jeg er bare sådan nærmest almindelig alkoholenthusiast.
 

Søgård Skov

Hvad jeg har lavet i dag?  Været ude at skyde papegøjer.

Troppede ellers op på mødestedet til frie cykling klokken 11 på mountainbiken. Hang der lidt, men der kom ingen andre. Sært, for vejrudsigten havde ellers så godt som lovet vi ville få en forfriskende douche undervejs. HELT sikker i min sag er med hensyn til fremmødet er jeg nu ikke, så skulle jeg nok være mødt 2 minutter FØR mødetid, fremfor 2 minutter over.

Så kunne jeg køre hjem igen, for den gejst det giver at køre med de andre, var der selvfølgelig ikke. Og så alligevel, var jeg kørt hjem havde jeg været verdens største hængerøv. Tøffede derfor afsted derudad alligevel.

Pludselig blev jeg igen kvik og helligilddreven, efter at være kommet i tanke om, at NU var lejligheden der, til at gøre alvor af en større ekspedition, jeg snakker snakker snakker om hver eneste gang vi cykler i skoven. Nemlig at der MÅ være fremmede horisonter og nyt land at indtage mod vest, mere specifikt Søgård Skov, der på landkortet ser så tillokkende ud. Desværre ligger den også langt fra Sønderborg, men at køre derud i bil er lige skrapt nok, og heller ikke tought nok. Og tilmed organisatorisk nærmest umuligt, hvis jeg en dag kan trække cykelvennerne med derud.

Derfor nu friskt ad landevejen til Gråstenskovene, her op igennem Rinkenæs Skov og ud gennem toppen i nordvest. Allerede nu har jeg gavn af ingen forberedelse; havde jeg haft mine landkort med, var jeg nok aldrig havnet på de hemmelige græs- og markveje, der førte mig til Kværs. 

 

 

Kværs er min mellemstation, halvvejs mellem Gråsten og Søgård Skov. Derhjemme havde jeg allerede længe hængt over Topografisk Atlas og kigget på “Kværs Hede” og de stier der så ud til at være dér. Den skulle også prøves.

Det viste sig at hede er en misbetegnelse, der kun er historisk begrundet. For hundrede år siden var der en stor og ødelæggende sandflugt vestfra, som mærkeligt nok standsede ved netop Kværs Hede. Så skyndte man sig at plante flyvesandet til med marehalm, og derefter træer. Derfor er den tidligere hede nu tæt skov. Med spændende skovveje, det holdt stik. Hermed afsløret nu, at jeg stod længe og studerede kortstanderen derude, fordi jeg var en anelse på vildspor og som sagt kortløs, og derfor ikke kunne ikke undgå at læse historien med. Under ottealsturen i skoven kom jeg også forbi netop mindestenen for Jürgensens tilplantning, fra omkring 1900, i tiden under Tyskland.

 

 

 

Søgård Skov omsider nået, det er altså den 2.den papegøje, for den skuffede heller ikke, tværtimod er jeg stadig målløs (så det bliver kort ) over dens rigdom og uhyre variation i landskab med mange småområder af forskellige slags træer i alle livsstadier, bregneflader, småbakker, små stier, skovveje i et tæt netværk rundt omkring den aldeles idylleriske og forbavsende store sø. Og de skøreste vejnavne. Rekreativ fremfor skovdriftsagtig kan man vel kalde den. Nørreskoven på Als jeg ellers jævnligt kører i, blegner lidt i sammenligningen, den er meget mere ensartet. Også den er forresten en statsskov. Heldigvis.

 

sultenmorgenvej 

 

Jernbanen går lige igennem Søgård Skov. Kortstudierne havde ikke givet noget fingerpeg om hvorvidt man kunne krydse den. Og så kommer jeg pludselig til et træstavejr, som jeg på raceren tusind gange har set flyve forbi, når jeg er kørt ad asfaltvejen ved siden af. Har aldrig nået at tænke bro, der kan bruges til noget.

 

traebro

 

Denne er den største bro af den slags jeg endnu har prøvet, og tilmed den glatteste. Udskridning lige med det samme. Så glat, at da jeg lige lagde cyklen fra mig på toppen, skred den halvejs ned af sig selv. 

Heldigvis er der skruet nogle praktiske små tværlister på ude i siden, der lige passer til at gribes fat i med klampen under cykelskoene, så jeg kom sikkert over alligevel, uden at skulle ned på alle fire.

 

nedskred 

 

Det militære område i nordskoven, ved Søgård-lejren, Pløresødal-lejren, eller hvad nu lige er den hedder, havde jeg set frem til at indtage. Mest for at undersøge om det overhovedet var indtageligt, eller der var adgang forbudt. Det var der ikke, tværtimod bød skydeskiltene velkommen til at bruge området, undtagen under øvelser (at komme hjem fra cykling med hul i maven kan ellers få en anden betydning). Jeg havde ikke kunnet tyde spionfotoerne fra luften i Googlemaps, men nu var det tydeligt at det skyldes området bruges til kørsel med bæltekøretøjer. Det var nu ikke særlig udtalt, og jeg kom ikke til at køre nogen steder der var opkørt eller mudret.

 

larvefod1

Er det mon i orden at jeg beholder knopdækkene på?

 

Vinden derud havde været overraskende strid, men det var til at holde ud når jeg vidste at det så ville gå så meget nemmere hjem, udkørt klokken fem. Sådan var blev det også. Den hylen som knopdæk i topfart giver på asfaltvej, normalt kaldet støj, var nu den skønneste hjem-sang i mine øren. 

Det sidste stykke hjemad. Måske skulle jeg ikke være kørt ad Sultenmorgenvej. Ingen kan forestille sig hvor meget jeg på sådan en lang dags hjemtur kan fantasere og længes efter bananlagkage. Undtagen Villi, han ved det. 

Udkørt, nej det passer ikke, jeg var godt tilkørt og tilfreds; klokken var heller ikke fem, for jeg var hjemme ved firetiden. Det var ikke så galt.

Mount Everest

Sidste indlæg, hvad i alverden skulle det lige til for? Jo, det er ligesom verdens højeste bjerg, og hvorfor det skal bestiges: fordi det er der.

Billederne VAR der allerede, som dokumentation til min gode næstengenbo.

Det var efter at have filosoferet højt ved aftenkaffen efter spisetid her i min lille andelsboligforening, over hvad der mon var galt med maskinerne i fællesvaskeriet, siden en af dem sprang sikringer. Mon ikke det kunne forklares ved en afløbshindring, der forårsagede vandsprøjt over på elkontakten der sidder lige ved siden af, og medførte overgang i strømmen?

Hypotesen bevistes ved at fatte vandpumpetangen en sen aftentime derefter, og så er der vel ikke noget at sige til at min næste reaktion var

TELL IT TO THE WORLD !

– og så røg den på bloggen. 

 

« Ældre indlæg