Når man i en motionscykelklub under en fællestræningstur pludselig opdager at der mangler én, så står man med et tilfælde af tabt mand, især hvis han aldrig findes igen.

Sammenligningen med meldingen mand over bord på et skib i rum sø er så nærliggende, for skal man ikke undres på samme måde som på skibet, hvis der pludselig mangler en sømand?  Trods mange spekulationer er det svært at finde gyldige forklaringer. “Han er måske svømmet hjem” eller “Han så også lidt sløj ud”, måske?. 

 

Når vi kommer hjem og har tabt nogen undervejs ( hvis tabt = fuldstændig forsvundet ) er turen ikke lykkedes helt; tit spekulerer jeg det næste par dage over, hvad der dog blev af den og den.

Og så er det desuden irriterende. Hvis vi HAR ledt,  forgæves, eller er standset op og har ventet eller diskuteret formodninger, så er turens flow spoleret, i det mindste midlertidigt.  

 

Helt unødvendige spekulationer, viser det sig heldigvis oftest at være: køreren er bare drejet fra, og været så ubetænksom ikke at advisere nogen derom. Det kan ellers godt gøres diskret for eksempel til den bageste i feltet, hvis man helst vil have lov at SIVE ubemærket væk.

Ubetænksomheden kan man ikke nødvendigvis fortænke den bortrømte i, hos os er der i hvert fald normalt ingen aftale om hvad vi gør når nogen mangler. Det beror mest på feltet og en eventuel turleders luner, om vi vender rundt for at finde den forsvundne, eller bare regner med der er en naturlig årsag. Hvis der overhovedet er nogen der kigger rundt og opdager at én mangler, selvfølgelig.

 

Jo, det kan sagtens være at den tabte bare frivilligt er kørt fra, bare af grunde som

– uventet dårlige ben på dagen.

– forkert gruppe, alt for hurtig.

– andre planer for dagen, ultrakort tur måske.

– punktering eller defekt man selv vil klare uden trippende tilskuere.

 

Men det KUNNE da også være

– ulykke.

– ildebefindende, blodprop, og sådan noget.

– totalt maskinhavari.

– banale årsager såsom midlertidig krise eller forhøjet vandstand.

– og så den HELT banale, at sidste mand er sakket længere og længere bagud…

 

Det ligger lige for, nu at skrive formanende ord om at altid vende om efter tabte. Det vil jeg nu ikke gøre, men der skal være klare linjer på holdet: Eftersøger man tabte mænd eller ikke?

Og det er okay også at vælge ikke, for de allerfleste tager ingen skade af at blive tabt: de tilbringer jo ud over fællestræningen også adskillige timer mutters alene på landevejene, og kan klare sig selv dér. 

Nåh ja, alligevel: hvis man skulle være et godt menneske, ville det så egentlig ikke være mest klædeligt at at bekymre sig om næsten, der nu er blevet sidsten? Og desuden så vil de fleste der falder af, vel egentlig gerne findes igen og atter følges, det er jo derfor vi er mødt op ved starten. Men som sagt, valget er frit at tage.  

 

ERGO skal det i gruppen aftales ved starten. Medmindre der i forvejen er en fuldstændig fast tradition for eftersøgning eller ej, selvfølgelig.

ER DET AFTALT at holde øje med de fortabte, så forpligter det til gengæld dem som derude pludselig vil hægte sig af: de skal sørge for at give besked til én i gruppen. Så er der ikke noget problem.