Godt man ikke er en orm, det mener jeg i hvert fald ikke jeg er, og skal holde øje med både for- og bagende samtidig. Det er svært.

Var turleder forleden til cykling hvor vi var rigtig mange på træningsturen, og oven i købet grundet turledermangel havde slået A og B grupperne sammen til én. Selvom den cocktail er ikke nødvendigvis giftig, er blandingen dog ikke nødvendigvis fuldt forligelig. Det gik nu nogenlunde, vi tabte KUN to stykker undervejs.

Men det er efterhånden ved at gå op for mig, hvorfor turledertjansen generelt både kan være noget innerverende og som sagt heller ikke lykkes helt perfekt: en af grundene er i hvert fald, at det er svært at holde øje med begge ender af feltet samtidig.

Turlederen skal i fronten vise vejen, sætte tempoet passende OG samtidig i bagenden holde øje med de sidste. Det kan nemlig ofte kun svært lade sig gøre forfra når der er mange med, så er der simpelthen for langt at se tilbage, til at kunne få øje på dem der er ved af falde af.

Jeg gør mit bedste ved at pendle mellem for- og bagende, men det føles som en unødvendig uro at have turlederen til at fise op og ned, og sommetider mislykkes det alligevel at være to steder på en gang.

Det ville måske gå lettere med en medhjælper, der kunne holde sig bagude og se til at alle er med.
Medhjælperen skal så nærmest fungere ligesom på brandbiler man kan se i amerikanske film og i Anders And, hvor der står en ekstra chauffør med et rat bagude og alene har opgaven at styre bagenden.
I de klubber hvor turleder hedder kaptajn, kunne medhjælperen endda få rang af løjtnant.

Alternativt kan det hele klares ved den meget simplere løsning, egentlig min favorit, at rytterne lærer at kigge sig tilbage en gang i mellem, og så RÅVE op gennem rækken når nogen er ved at gå helt bagud af dansen.
Det vil jeg nu gerne lige se før jeg tror på at det kan lade sig gøre, dertil har jeg for tit været bagude at hjælpe nogen op, og undrende set frem og konstateret at man åbenbart ikke er savnet; feltet kører helt af sig selv, avanti, avanti.

Nogen vil sige at man da bare fra forenden af kan sætte det generelle tempo ned, så alle helt sikkert kan følge med, men nej: jeg føler det i hvert fald som min PLIGT at sætte farten så høj at de sidste lige netop, med opbydelsen af de alle og eventuelt også sidste kræfter, kan følge med. Måske misforstået, men træningseffekten bliver jo maksimal på den måde, endda mest for dem har allermest brug for det.

Der er så endelig nødløsningen, der består i med mellemrum at samle op ved at standse. Her tænker jeg ikke på den opsamling der ofte er underforstået lige efter bakketoppene, men på at samle op mere regelmæssigt, så dem der er kommet bagud kan komme op.
Det er ikke min favorit. Feltets flow forstyrres, og hvor sjovt er det mon egentlig for dem, der ikke har andet at se frem til mellem opsamlingerne, end at komme bagud igen.