Cykelferien på Mallorca, allerførste tur. Lige efter en bjergtop blev vi advaret af dem der kom nedefra, at der lige var sket en ulykke. Det var en cyklist, oven i købet en dansker. Et sammenstød med en bil i et sving nedad, og han så virkelig slemt medtaget ud. Ambulancen kom, da vi kørte videre. Mere herom til sidst.
HVOR FARLIGT ER DET EGENTLIG at cykle dernede?
Én mangegangs-mallorcacyklist mente at 30-40 cyklister årligt mister livet, mens andre sagde det var vildt overdrevet og skønnede måske 1-2 stykker.
Det kunne jo ikke bruges til noget.
Jeg forsøgte at finde sandheden efter hjemkomsten:
Når man tænker på vejlængde og sammenligner med resten af Europa, burde der på de Baleariske øer kun være 1-2 cyklist-dødsfald årligt. Men der er en del flere (seneste år mangler desværre, men der er næppe færre?):
Dræbte cyklister på de baleariske øer (Mallorca, Formentera, Menorca, Eivissa):
År Antal dræbte
1995 11
1996 6
1997 4
1998 4
1999 4
2000 6
Mallorca står for 77% af ovenstående.
Kilde (spansk): www.grijalvo.com/PRATIP/6_2_1_Modos_vulnerables.htm
Der er 35-40.000 cyklist-besøgende på Mallorca årligt, ifølge www.mallorcawebsite.com og http://mallorca-cycling.com
Tak til Biblioteksvagten for hjælpen.
Den uheldige cyklist Michael har jeg siden kunnet se er en endog meget habil triathlet, han fortæller lidt om uheldet og efterforløbet på sin hjemmeside Tri-Blog der slutter
“Så i stedet for Ironman på Lanzarote blev det til Ironside i Danmark”
og med et billede af ham selv i kørestol.
Uha … det er en halv-farlig sport vi udøver :-/
Jeg genfandt tilfældigvis det her blogindlæg – der kan de selv se, alle de klubkammerater, der grinede af min SKRÆK for nedkørsler på Mallorca i ugen der gik – min angst er reel!
Jeg har sjovt nok lige netop snakket med en anden, der kom hjem fra Mallorca for en uge siden, og genfortalt hvordan jeg dengang sidste år de første dage dage kørte nedad alt jeg kunne, for at demonstrere jeg kunne følge med de værste.
Også selvom vi allerede havde set ulykken.
Og hvordan jeg den tredje dag kørte ned gennem et sving hvor jeg som en hel selvfølgelighed regnede med også at kunne tage noget af den modsatte vejside, yderbanen, i brug.
Da den bil nedefra så pludselig dukkede op rundt om hjørnet, ved jeg ikke hvordan det lykkedes at få cyklen til at komme tilbage til indersporet, men den skrækindjagende fornemmelse står stadig levende for mig, der hvor baghjulet lige i en lille brøkdel af et sekund slap asfalten og for mirakuløst atter at få greb og hold, og bilen blev undveget. Med andre ord kunne det være blevet en ulykke magen til Michaels.
SÅ kan det NOK være jeg blev from som et lam (og kørte som en kylling) resten af tiden.
Cykelmæssigt gjorde dét nu ikke så meget. Det nye indre løfte gik, og går stadig, på at gerne stadig køre hurtige sving, jow da, men ALDRIG tage chancer. Tværtimod, nu er det en REN fornøjelse at køre, hvor det egentlig før kunne være en anelse blandet.
Puha – sikke en forskrækkelse. Jeg havde en klubkammerat, der styrtede på en nedkørsel nede i Frankrig. Vi så ham ikke på en cykel i flere år efter. Han brækkede lårben og hofte, og han lille søn (12 år), som cyklede bag ham nedad (dengang licensrytter) blev så forskrækket, at han stoppede med sporten og begyndte at ro kajak.
Jeg er ikke god til at “tage hovedet under armen”. Jeg sidder hele tiden og tænker på, at jeg har noget jeg skal hjem til – helst HEL og levevende …
Nogen ørn til bjerge bliver jeg aldrig. Stor udfordring at cykle op – men ned? Nej tak! Jeg ta’r hellere en taxa.