Endelig. Det skal gøre godt at komme ud på mountainbiken nu. Ud, mens der endnu ikke er faldet så megen regn, at de gode stier er blevet for smattede og sumpede. Ud, mens man stadig kan nå at være den første der kører gennem skoven på en sti, der blevet helt væk nedenunder et gyldent lag blade.

Jeg trænger også til at se noget andet end de sædvanlige asfaltveje, og røre mig på en ny måde, og alligevel ikke svigte cykelformen. Forandring fryder.

Med cykelklubben skal først lige den trælsomme periode overstås, hvor ingen er rigtig blevet enige om det skal være på racer eller MTB.

Hvor man så forsøger at følges alligevel, og det ender med en blanding af hverken det ene eller det andet, hverken racer- eller mountainbikekørsel. Eller man deles i sørgeligt små grupper af hver sin slags, og gode venner skilles med et “jamen, jeg troede du kom på …”