Kørte søndag en udmarvende mountainbiketur trods halvsyg; nu er jeg helsyg.

Den søndagstur med omkring ti andre fra klubben VILLE jeg ikke undvære, selvom jeg allerede om lørdagen havde tilbragt et par våde timer med tre venner, på Arnkiløre og i Sønderskoven på mtb, og da samme eftermiddag begyndte at føle mig syg. Det fornuftige havde været at regenerere om søndagen, i stedet for at springe på cyklen igen. Også den blev dog en god tur som forventet. Om jeg så egentlig er blevet klogere kan diskuteres.

På mtb kommer jeg meget sjældent til at fryse, heller ikke når det regner. Sådan er andres oplevelse også, ved jeg. Det er som om der er varmere i skoven selv den koldeste dag, det må være fordi den skærmer for vinden. Men også fordi skovstierne er så inspirerende at tempoet bliver højt og varmegivende. Fryser jeg, skulle det da lige være på en solotur, der har været alt for lang eller hvor jeg har været uinspireret. Når man i stedet er flere sammen, giver det normalt altid større evne til at mobilisere kræfterne hele vejen.  

Nej, den farlige tid er ikke på cyklen, men lige bagefter: “Det åbne vindue”. De timer lige umiddelbart efter stor fysisk aktivitet, hvor man er mere udsat for infektionssygdomme og skal passe på ikke at fryse eller blive smittet. Dér dummer jeg mig af og til i, ved enten at gå ude og overstå cykelvasken i det klamme tøj, eller at smide det klammeste tøj inde, og så alligevel gå rundt halvfrysende i resten og ikke skynde mig at komme i bad og få rigtigt tøj på. Det inviterer infektion.

“Det åbne vindue” forfølger mig åbenbart endnu, fra jeg var barn. Lige siden gyseren med den titel blev sendt en sen aften i fjernsynet, sort-hvid i serien Hitchcock Presents, har jeg gyst bare ved ordene.