Enkeltstart har jeg kun kørt tre gange: for 15 år siden, 5 år siden, og nu til landsstævnet.

 

Den første gang var til en sølvtid efter DCU-tiderne, hvor jeg gav alt, lige til omkring kvalmepunktet. Og kan huske i tiden derefter, at være ærgerlig over jeg ikke havde bedt om at få et diplom eller noget, som minde om at så højt nåede jeg trods alt. For jeg troede bestemt ikke nogensinde at jeg ville komme til at køre noget bedre, sådan som jeg havde anstrengt mig. Og forude ventede vel også bare støvets år. 

 

Næste gang var det naboklubben SCK der holdt diplomløb; Klaus og jeg fra klubben mødte op. Det var en alt for blæsende dag, men blev dog til en sølvtid igen. Og til forskel fra før havde SCK medaljer af kød og blod, sludder, rigtigt metal, og jeg jublede.

Hvor tit havde jeg ikke i det stille misundeligt skævet til mine ungers bugnende medalje- og pokalsamling fra fodboldstævnerne. Og jeg selv havde ikke én eneste. Den dag gjorde det slut med al skjult misundelse og nag i familien.

 

Landsstævnets enkeltstart i år var jeg for nærig til at springe over, selv om jeg havde kørt holdløbet dagen før, og skulle køre det almindelige Postmaster cykelløb en time efter. Jeg havde jo betalt for “the full package”. Og hvis nu…? Bare én guldtid, så behøver jeg aldrig køre enkeltstart mere, pleeease.

 

Mine forberedelser bestod udelukkende i at sørge for den bedst mulige fysiske form, den vidste jeg jo kunne bruges til alle tre løb. Så cyklen var bare standardcyklen.

Intet enkeltstartsstyr, for det havde jeg ikke trænet med. Som grundregel skal man træne i netop det specifikke bevægemønster der skal konkurreres i, og en pludselig ændret kørestilling i forhold til min almindelige landevejstræning ville næppe have været nogen fordel. Greb om styroverrøret mod midten, albuerne godt ind til kroppen, underarmene næsten vandret, så er kørestillingen nogenlunde af samme aerodynamik som den havde været med liggestyr. Tricepserne, bagpå overarmene, var så temmelig belastede for at holde stillingen, men herregud, en lille time og hvad så. En gevaldig ømhed bagefter, kan jeg svare. 

Cyklen betyder kun lidt i forhold til fysiologien, ikke mindst når snittet er 35 og ikke 50: er kæde og tandhjul i orden, dækkende gode og velpumpede kan cyklen ikke udrette mirakler. Stel og egere skal muligvis ikke ligefrem være fabrikeret af kogt spaghetti, men det er så også det hele.

På ét punkt syndede jeg groft i forberedelsen: fordi holdløbet havde været min førsteprioritet – jeg ville jo hverken svigte de andre eller for den sags skyld gå glip af turen, hvis jeg skulle punktere – så jeg kørte stadig med træningsdæk og indlæg. Dem gad/orkede jeg ikke skifte forinden enkeltstarten, og havde heller ingen hurtigdæk med. Desuden ville jeg da heller ikke gerne punktere ved det efterfølgende Postmasterløb. 

 

Banen var en trekant med først medvind på hele det første ben, så mod- og sidevind. En del for meget vind. Siden mit forsøg hos SCK havde jeg luret på en lejlighed til at køre enkeltstart med vindstille, for det er tydeligt det giver de bedste tider. Jeg mener dog at have draget erfaringen dengang, at hvis det blæser i begyndelsen af ruten, gælder det om at få mest muligt ud af medvindsstykket, køre med fuld fart, selv hvis man så skal køre lidt over evne dér. Så kan man vinde noget tid til modvindsstykket.

Præstationsmæssigt var min primære bekymring, om jeg kunne mande mig op og virkelig at køre til, glemme alt om gummi- og andre ben, plus alt andet. Sekundært selvfølgelig det indlysende, om jeg nu også kunne disponere, så ydelsen hele tiden var næsten maksimal, men ikke højere end at niveauet kunne holdes oppe hele distancen. Det lykkedes, kan jeg betro allerede nu. Også selvom jeg ikke har trænet enkeltstart specifikt; jeg har nemlig ikke haft lyst til på forhånd at mindes om hvor rædsomt det er at køre så hårdt, og så så læænge.

Sidste punkt før start var at klistre måltiderne fast på styret, undskyld jeg mener mål-tiderne: minutter for bronze, sølv, guld, og derunder den tilvarende gennemsnitsfart. Speedometeret fik lov at stå på kilometervisning indtil der var 3-4 km tilbage, derefter slog jeg det om på minutter for at have en præcis prognose at køre efter. 

 

 

 

Så det var altså fuld fart de første 12 km i medvind, med pulsen en hel del over hvad der egentlig burde være passende. Min anaerobe tærskel har jeg en nogenlunde fornemmelse for hvor ligger, tror jeg nok, og i praksis skulle det være godt nok. Pulsuret har jeg stort set ikke kørt med i år, og det var bare en pludselig indskydelse der fik mig til at tage det på til enkeltstarten, for at kunne følge med “af rent akademisk interesse”. Det viste sig selvfølgelig guld værd alligevel.    

 

Pulstallet viste sig at ligge forbavsende konstant og højt, på omkring 90 procent af maxpulsen det meste af tiden, kun svingende mellem 87 og 93 %.

De 90% af maxpulsen svarer for mig til et niveau på 86% af VO2max, maksimale iltoptagelse (efter Karvonens formel), en særdeles tilfredsstillende intensitet, og endda noget højere end jeg før har skønnet min anaerobe tærskel til.

Uden pulsur havde jeg nok ikke kunnet fornemme, hvornår jeg kunne tillade mig at øge med lidt ekstra, og tilsvarende hvornår jeg skulle holde lidt igen, for at det ville gå i længden. Bagefter savnede jeg at have haft et pulsur med hukommelse i, for senere at akademisere over pulsforløbet, hjemme i sækkestolen. Også for at være mere sikker på MIN hukommelse, for nøgternt betragtet er pulstallene faktisk lidt FOR gode.

 

Slutfasen var dramatisk, for ved den svære passage af motortrafikvejen skulle jeg både passere to forankørende og tage de to skarpe sving. Selvom der var trafikregulering med officials og politi, følte jeg mig tillige forpligtet til at holde en anelse øje med biltrafikken, bare for helbredet og livets skyld (som om det talte noget). Derfor var koncentrationen på selve svingene nok ikke hundrede procent. I det andet sving, rutens allersidste, mærkede jeg baghjulet skride anslået en halv meter sidelæns henover asfalten og endte i grusrabatten. Takket være det der følger de tossede, lykkedes det netop at blive stående oprejst på cyklen uden at klikke ud af pedalerne, og så afsted, afsted.

Ved målet havde klubkammeraterne havde været så søde at huske mig, så mens jeg anstrengte mig for at se ekstra anstrengt ud de sidste meter, kunne jeg høre og se dem stå ved den oppustede gule vinyltriumfbue og heppe mig hjem. Som sagt, lettere bestyrtet kom jeg endelig i mål, med et halvt minut til min guldtid at give af. Den eneste foran mig i klassen over 50 var til gengæld næsten tre minutter bedre, og der var intet jeg kunne fortryde, der ville have bragt mig derop.

Så jeg var glad.

 

 

rev.20.10.08