Holdløbet med 6 til 10 mand der skal køre 93 km, hvor sjettemandens tid i mål tæller, er en ganske spændende disciplin, der kræver mange overvejelser og talenter, før og under.

Ved de to sidste landsstævner har jeg kørt holdløb, og kan derfor dividere erfaringerne med to, og dermed sige der også er statistisk belæg for dem.

En væsentlig betingelse for succes (uanset om succeskriteriet er en god tid eller bare en god følelse) vil jeg påstå er, at før starten gøre sig grundige overvejelser om vi kører for at få:

Alle med rundt og i mål nogenlunde sammen ELLER få den bedst mulige sluttid/medalje. 

Beslutningen skal tages inden starten, og følges. Det er så godt som umuligt at undervejs konferere, overveje og forhandle indbyrdes for at ændre planer, for uret tikker hele tiden.

Er man startet ud efter alle-med modellen, og undervejs alligevel beslutter at gå efter tiden, kan der nemt allerede være gået for megen tid allerede.

Går man derimod efter bedst mulige tid, er det nødvendigt benhårdt undervejs at udskille dem der eventuelt hænger, sålænge man er 6 eller flere tilbage, fremfor at vente. Vil man være lidt rar, kan man forsøge at alligevel få flest mulig med rundt, ved at fritage dem helt for føringer, straks dagens svageste ben åbenbarer sig, så de kan koncentrere sig om at holde hjul. Men ligesom under punkteringsovervejelserne kan det her endnu mindre betale sig at spekulere i om de sidste mon kan hjælpe til ved af aflaste de andre i føringerne. Det kan de aldrig.

 

Punkteringer: skal man vente ved punkteringer eller hvad? Svaret giver sig selv, hvis man har valgt sit hovedmål: ja ved alle-med og nej hvis tiden er højestprioriteret, selvfølgelig.

Det undrer måske at jeg fraråder at vente på punkterede, hvis man kører for tiden. Er der da så ikke flere til at deles om føringerne? Jo, i princippet, men det er generelt overvurderet, for det betyder ikke noget særligt om man skal tage hver 6. eller hver 10. føring, restitutionen derimellem kan man nå alligevel.

Til gengæld anbefaler jeg at man venter, hvis man kun er 6 tilbage, og der er punktering. (Det var lige en indforstået vits, udsprunget af at der ved stævnet var et enkelt hold der drønede i mål med 5 mand, uden at have opdaget den 6. var røget af bagude undervejs.)

 

Formation og samarbejde:

Et hurtigt rulleskift er jo nok (?) det allermest professionelle at køre, og det de mest ambitiøse drømmer om. Til gengæld er der flere hager:

1.Samtlige skal deltage i det, og mestre det.

2.Teknisk svært, og endnu værre på smalle veje. Man kommer hele tiden så tæt på hinanden og ændrer fart og retning, rummer en vis fare. Det kan også være ineffektivt, fordi der er for meget spild af kræfter til accelerationer og unyttig frontvind, hvis omstændighederne og teknikken ikke er perfekte.       

3.Innerverende, selv hvis det går rimeligt, ikke blot pga. styrtfaren, men også fordi alle skal tage samme hurtige regelmæssige hårde tørn i skiftet, uden mulighed for at individuelt fordele føringernes antal og længde. Kun egnet til ryttere der er ret ens i fysisk formåen.

Et meget traditionelt og stadig godt valg er almindelig på linje med skiftende føringer og passende viftedannelse når der er sidevind. Er man rigtig mange, sidevinden stærk eller vejen smal kan det være nødvendigt at danne flere vifter. Vifterne kan nemt drille, for det tager tid at finde ind i dem, fordele sig, og føringerne er lidt sværere at skiftes om at dele.   

En mulighed er måske også at køre i en dobbelt række. Det er nyt for mig i denne her sammenhæng, og umiddelbart virker det som kraftspild med to førende, men jeg har hørt at mindst ét af Danfoss-holdene, der gjorde det godt, overvejende brugte den formation. Om der i virkeligheden var tale om et langsomt skiftende rulleskift ved jeg ikke. Jeg kan tænke mig dobbeltrækken kan have en fordel i at behovet for dannelse af flere vifter i sidevinden forsvinder, fordi dobbeltlinjen ikke er så lang. Er tiden mindre vigtig burde den nok også være okay, ligesom når vi kører tur. 

Noget af det sværeste ved holdkørslen er overgangene, hver gang man f.eks man starter en formation påny eller går fra flere vifter til én linje. Dér behøves samarbejde, rutine og målrettethed: man skal rubbe sig og finde ind, så farten straks kan sættes op til marchhastighed, til max.

 

Match holdet ! – er vigtigste af alt, og derfor gemt til sidst:

Er alle rytterne ens i fysik og færdigheder, bliver det hele både nemmere og bedre. For det meste er det dog ikke muligt, kloningsteknikkerne er ikke så langt fremme endnu. Det næstbedste er at spredningen ikke er større end at den svageste i princippet altid kan holde hjul på den stærkeste førende, selv ved fuld gas.

Det kan også være at holdet kun med nød og næppe er kommet op at stå bestående af dem der nu engang har meldt sig, eller meldt sig først. Så må man få det bedste ud af dét. I den situation er det ekstra vigtigt undervejs at hele tiden kommunikere opad og nedad i rækken, for at tilpasse tempoet så det bliver højt, men ikke så højt at gruppen knækker. Den vigtigste dyd hos en holdkører er at turde råbe fremad når farten skal lidt ned, for at han ikke selv kommer til at hænge.   

Én pointe vil jeg anføre under punktet matching, belært af dette års holddannelse i min klub: Egentlig skulle der have deltaget et hold mere, bestående af noble gentlemen over 50, men der var ikke tilslutning nok. Vi kunne derimod stille med 10 til et “normalhold”. Det var ikke særlig smart kan jeg se nu.

Normalholdet havde stor spredning i køreevne, og alene alderen som kriterium for holddannelse giver også en meget stor spredning.

Det rationelle havde været at slå alle tilmeldte sammen, og så igen delt dem efter fysik og færdighed, på TO mindre hold á 7-8 mand, for det var der nok til. Så havde kvinderne også været bedre tilgodeset, og sikkert faldet mindre ved siden af.

Men nu er det jo ingen diskussionsklub, desværre, for jeg så gerne der var mere lejlighed til samtale i klubben, så tilmeldingen og holddannelsen kunne vendes mere åbent og nøgternt. Ikke at det havde gjort nogen forskel nødvendigvis, eksempelvis er det jo først bagefter at pråsen med to-men-mindre-hold er gået op for mig.

Mix-hold har ikke gode kår, for det ene minut tidsgodtgørelse hver kvinde på holdet i mål får forslår kun lidt, og de ender let med at blive smidt overbord undervejs, enkelte tomboys undtaget. 

Rene kvindehold er nok mere rigtigt, men i nogle klubber vil det betyde de så kun kan stille hold i enkeltstart, eller muligvis parløb hvis det fandtes. Landsstævnet åbner mulighed for at mindre klubber slår sig sammen i holddannelse, det kunne være en mulighed for kvinderne. Jeg ved ikke noget om det er attraktivt at køre med “fremmede” eller om det er muligt i praksis at få koordineret. Det vil sige, det ved jeg godt, for i resultatlisten 2008 ses at der ikke et eneste 93 km kvindehold.

 

Tidskravet for at få guld- sølv- eller bronzetid på de 93 km afhænger af aldersgennemsnittet og som sagt køn, og slås op hos arrangøren, der igen har det fra DCU’s Røde Bog, hvor de ligger helt fast.

Da det kun er de første 6 der behøver at komme i mål, er det muligt at spekulere i reglerne, ved at medtage en 7.-10. mand der bare skal højne aldersgennemsnittet.

Spekulationen ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal synes om, for på den ene side har jeg lige sagt at alle midle
r skal i brug hvis man går
efter guldet, men på den anden side er der noget deri der ikke er helt fair, selvom reglerne er overholdt.

Det er nok heller ikke sjovt bare at være ballastsæk, der hurtigt droppes fra ballonen. Måske regulerer det sig selv, ved at ingen 7-10’er har lyst at deltage, hvis det kun er som en spekulatius.

Undervejs mens jeg her skriver, har jeg mere og mere fået en fornemmelse af, at det nok alligevel er i bedst overensstemmelse med også den meget enthusiastiske motionscyklings ånd, først at forsøge stille et jævnbyrdigt hold, og derefter lægge mest vægt på at komme igennem som samlet hold. Sådan at det overvejende kun er utilsigtet, ukalkuleret, at nogen må stå af eller slippe undervejs eller før til allersidst.   

For igen at nævne Danfoss’ tre hold: DanfossCykelKlub/32 – DanfossCykelKlub/28 – DanfossCykelKlub/Cafee. Her der vist nogen der har prøvet på aktivt at matche holdene. 

Til gengæld er der ikke nogen regeltænkning mulig mht. placeringen i konkurrencen baseret på den rå tid alene, 1.-2.-3. plads, men det er i sagens natur kun de allerhurtigste hold beskåret at placere sig her.        

 

Da det blev vores tur, Cyklemotion Sønderborgs hold, som 9. af 40 startende, lagde vi ud med at køre ligeud ved den første svingpil, men tabte dog kun lidt, selvom det var et shock. Ingen havde vist regnet med at pilene på vejen, den eneste afmærkning, var så små og blege.

Efter 1/3 og 2/3 af distancen, samt kort før mål, lod tre sig falde bagud, så vi kom 7 samlet over stregen til en sølvtid, på en 4. plads blandt mixholdene. I betragtning af at vi kørte på en kompromis-ikke-helt-afklaret-strategi, synes jeg det var absolut udmærket.   

 

   

Oh, ikke noget særlig ideelt blogindlæg, for sent og alt for langt, det er der ingen der gider læse. Men jeg skriver altså denne gang kun for dem der gider læse det alligevel, så det får være.