I vintersæsonen er der ikke nogen formaliseret turlederfunktion i cykelklubben, så ved søndagstræningen aftaler vi ved starten hvem der finder på en god rute og leder undervejs.

Forleden søndag havde Benny æren, og fik takken:

Allerede efter de første fem kilometer lyder koret fra halvdelen af rødderne:
“Øv altså, hvorfor kørte vi ikke over Kær, det er da meget kortere”
“Ja ja, det skal jeg overveje næste gang”
Enkelte besindige indvender, at vi da alligevel er ude for at få cyklet noget, men det fortabes i tumlen.

Og senere:
“Øv, hvorfor kørte vi ikke ad stien over Notmark, den er da meget bedre, selv om den er længere”
“Nå, nu skal det så ikke være kort?”

Svært at gøre alle tilpas på én gang. Men uanset ruten får alle vi der er mødt op til fællestræningen altid cyklet.

I alle tilfælde er én ting dog sikkert: den korteste vej mellem to punkter er at blive hjemme.