Omsider. Vi er altså tilbage i september, Landsstævnet i motionscykling, Nr. Lyndelse på Fyn. Det er søndag, og jeg er lige blevet færdig med enkeltstarten om formiddagen. Klokken 13 starter Postmasterløbet. Tidligere år har der været samlet start, helt samlet inklusive alle aldersklasser, med en relativt lang distance efter master, før løbet bliver givet frit. Men i år prøver arrangørerne noget nyt: aldersinddelte startgrupper, og en noget kortere masterdistance, 18 km, på grund af fairness og trafikhensyn.
Der var ganske friskt tempo på i masterperioden. Ikke alt for sent trak jeg diskret fremad for at have et godt udgangspunkt når løbet blev givet frit.
Det gik godt med at følge med, og også gå med i forsøg på at skabe hul.
Og så alligevel, en tredjedel inde i løbet var jeg for utålmodig og uforsigtig, og havde en kort overgang derefter pludselig ikke kraft nok til at holde fast i en af de 2 forreste 6-8 mandsgrupper. Ha, den gamle historie, vil licensryttere sikkert sige dertil, og det er nok rigtigt. Postmasterløbet var i modsætning til de andre landsstævneløb åbent for licensryttere, men jeg har ingen anelse om hvor mange der var med. Men denne første fase af løbet var meget licensløb-lignende.
Nu var jeg ganske vist hægtet af, men dog kommet mellem de forreste og resten bagude. Så gjalt det om at holde forspringet, men samtidig spejde både fremad og tilbage efter nogen at dele arbejdet med. Solokørslen skulle være kortest mulig, for ikke at spilde kræfterne, om det så skulle være nødvendigt at falde lidt tilbage for det. Lykkedes at finde sammen med en anden ensom rytter, der blev til to og så fire. Bevarede fart og intensitet.
Indhentede efter to tredjedele en stor gruppe, som viste sig at være de af min klubkammerater, der som yngre var startet 10 minutter før. Ja, mere end det, for de havde holdt lidt igen, for at kunne slå følge med dem der var startet 5 minutter før mig.
Må indrømme at jeg som altid var legesyg, og lige kunne se for mig hvor lækkert det ville være at gå forbi bagfra, men mine medbragte lejesvende fra de andre klubber var (forståeligt nok) vældig tilfredse med at have indhentet en god gruppe at aflaste sig ved. Så det kom der ikke noget ud af. Jeg var nu også uhyre tilfreds med selskabet, det havde jeg ikke turdet håbe på.
Forbavsende var det egentlig, at vi resten af turen så godt som ingen andre cykler så undervejs. Måske fordi der trods alt alligevel ikke var så forfærdelig mange deltagere til det løb, for der var tydeligvis mange der var taget hjem forinden, efter hold- og tidskørslerne. Måske de kun havde overkommet en endagsbegivenhed, det kan være af praktiske årsager såsom overnatning, og valgt holdløbet om lørdagen.
Den forskudte start havde spredt deltagerne, eller rettere trukket dem længere og længere ud i løbet af strækningen. Det var jo også meningen af sikkerhedsmæssige grunde, men jeg holder nu meget af det modsatte, nemlig at der er lidt mere trængsel så man kan SE nogen flere undervejs, uanset om de kører forbi én eller det modsatte, eller man kan følges.
Ville et motionsløb i traditionel stil hele vejen igennem være bedre? Der var da chancen for at prøve et “rigtigt” cykelløb; på den anden side fornemmede jeg at netop det brød en del sig ikke sig om. Man kunne jo så “på skrømt” lade sig starte med væddeløberne, og derefter bare køre et normalt løb, men det var der som sagt lidt for få deltagere til ville være særlig sjovt.
En anden beretning derfra jeg sætter stor pris på, med liv og meninger, findes i artikelarkivet hos klubben Baghjulet.
🙂
180 ryttere (mener jeg det var) deltog i postmasterløbet den søndag. De fylde ikke meget hen over 93 kilometer.
Jeg har iøvrigt fået mange reaktioner på den artikel jeg skrev, og rigtig mange forslag til hvordan landsstævnet kunne produktudvikles, så det rammer flere af DCU motions 16.000 medlemmer. Jeg har selvfølgelig sørget for, at de mange mails med gode forslag, er blevet bragt videre til rette vedkommende.
Flere af vores medlemmer havde iøvrigt et KANON postmasterløb og ææælskede, at prøve at køre om kap med “licenserne” 🙂
Ja, det var også sjovt at prøve. Sidste landsstævne lykkedes det mig at komme i mål blandt de allerforreste, nej næstførste, og det var ingen skade til at prøve hvor langt jeg kunne holde med i år, det fik jeg så fastslået 🙁
Det lyder både lovende og godt, at mange gerne vil tænke højt og bidrage med noget til kommende landsstævner.
Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at væddeløbet ikke appellerer til så mange ud af motionsmedlemmerne, og at den rene form derfor nok ikke er så ideel.
Jeg forestiller mig lige i øjeblikket stadig at et løb kunne indeholde begge elementer samtidig (vædde- og motionsløb). Det kan også være det bare bunder i egen ubeslutsomhed med hvilket jeg helst selv ville vælge. Det hensyn til sikkerheden, der fik dette års arrangører til bl.a. at klasseopdele, forstår jeg ved at tænke to år tilbage på det ret kogende meget store felt der var især i begyndelsen.
Succes avler succes, motionsløb der har mange deltagere får flere, og omvendt.
Når deltagerantal også i sig selv er vigtigt, var det naturligvis rigtigt, og godt forsøgt, at annoncere Postmasterløbet som et motionsløb for alle. En skam at motionsmedlemmerne ikke hoppede på den. Deres kritiske sans må de dog have ros for. Selvom det måske var netop deres tilmeldinger, der kunne have gjort det til et mere rigtigt motionsløb.