Min tredje dag med over 100 km, søndagen, gik alligevel fint. Havde det været noget meget vigtigt om søndagen, skulle der være holdt mere igen, i det mindste dagen før, det siger fornuften. I cykling er det heldigvis ikke nødvendigt at trappe nedad en hel uge forinden, som ved løbeløb, tværtimod har jeg både selv erfaret og siden hørt fra Rolf Sørensen, at cykelrytterne helst skal køre næsten lige indtil deres vigtige løb.
Det er nu beroligende at det er sådan, for hvis man hele tiden skulle nedtrappe længe ned før man gerne vil være på toppen, bliver der jo knap tid til at rigtig træne, altså derimellem.
De første mange kilometer af motionscykelløbet i Heide var i svag medvind, og rigtig mange holdt på i forreste gruppe som også var hovedgruppen, herunder otte af dem fra min egen klub.
Farten på den flade vej nåede til tider lige over 50, men trods farten blev det lidt monotont bare at følge med et samlet felt, så jeg MÅTTE bidrage til at skabe noget mere fest, nu jeg kunne mærke at benene var ret normale, måske ligfrem gode. Det var risikofrit at vove, med gårsdagens mange kilometer i baghånden som undskyldning, hvis det ikke gik alligevel. Det blev da også kun til ét udbrud med to tyskere, og jeg tror aldrig vi nåede nåede mere end 50 meter foran. Men jeg fik da TV-tid, og var tilfreds med at have gjort NOGET. Bortset fra at jeg ikke er god nok til at slippe rigtigt af sted, så er det måske også en indbildning at det overhovedet kan lade sig gøre.
Hovedfeltet KUNNE nu også godt have været lidt mere fantasifulde, generøse, og have sat farten en anelse ned eller i det mindste ikke op, så der kunne blive mere spil. Det er jo bare for sjov. Selvom jeg tager det alvorligt.
Første depot sprang alle de forreste over, farten stadig høj. De sidste 4 km før andet depot var jeg lykkelig over pludselig at være ene tilbage mellem 8-10 tyskere. Så dér kunne jeg vente selv- og veltilfreds til de andre kom, og kalde det min egen lille sejr på dagen. Lars nåede nu også depotet kort efter mig, som næst-last man standing.
Så kunne vi alle otte resten af vejen køre finfin holdkørsel, med enkelte vekslende tyske gæster undervejs. Det gik egentlig FOR godt, jeg tror nogle savnede at komme i mål totalt udslidte, dehydrerede og sukkertrængende. Vi havde da også fra starten fravalgt at køre den sidste slynge der ville have bragt distancen op fra 112 til 155 km, så det må vi huske at gøre en næste gang.