Kategoriarkiv: Uncategorized

Søndag med sol

I går var det lørdag og bitterligt koldt; vi var nogle få der stred os mod nordenvinden op til vendepunktet i Svenstrup, på mountainbiken. Trods solen var på sit højeste, var den bleg og iskold. Mine tanker på det sidste stykke op over marken, bøjet mod vinden, var mere på Amundsen og Fritjof Nansen, hvordan de har stridt sig frem mod Nord/Sydpolerne, og om de mon har frosset lige så meget, end på den medvind der snart derefter skulle skubbe os hjem igen.

 

I dag var det anderledes. Ingen vind gør hele forskellen. Solen deroppe var antagelig den samme som i går.

Ti raske svende, afsted.

 

mommark

 

duk 

langshegn 

modvandet 

 

Sol, sommer og strand, det er herligt. Kun sommer mangler. Den permanente blå stribe i horisonten burde måske givet mistanke om at vi var ved at komme på galt spor, men så kan man jo bare spadsere.

strandgang 

strandgang2 

 

Jeg takker og kører hjemad. Takker OVER og kører hjemad. Det er muligvis bagkransens friløbsmekanisme, der har drillet mig hele dagen. Heldigvis skal tre venner samme vej.  

Underlig Jul

underligjul

 

Underlig Øl ville være et mere passende navn, eller Underligt Navn, måske.

Bagsideetiketten siger 0,5 L 6,5%, upasteuriseret og ufiltreret, brygget på “nøgne ø, det kompromisløse bryggeri as – Grimstad, Norway” 

 

Fik den af min næstengenbo Carl, der er ølenthusiast og med forstand har udvalgt den, og helt sikkert har vidst at det lige er sådan én jeg trænger til.

Jeg ER også glad for den, selvom jeg ikke helt kvalificerer mig som ægte enthusiastisk ølenthusiast; jeg er bare sådan nærmest almindelig alkoholenthusiast.
 

Søgård Skov

Hvad jeg har lavet i dag?  Været ude at skyde papegøjer.

Troppede ellers op på mødestedet til frie cykling klokken 11 på mountainbiken. Hang der lidt, men der kom ingen andre. Sært, for vejrudsigten havde ellers så godt som lovet vi ville få en forfriskende douche undervejs. HELT sikker i min sag er med hensyn til fremmødet er jeg nu ikke, så skulle jeg nok være mødt 2 minutter FØR mødetid, fremfor 2 minutter over.

Så kunne jeg køre hjem igen, for den gejst det giver at køre med de andre, var der selvfølgelig ikke. Og så alligevel, var jeg kørt hjem havde jeg været verdens største hængerøv. Tøffede derfor afsted derudad alligevel.

Pludselig blev jeg igen kvik og helligilddreven, efter at være kommet i tanke om, at NU var lejligheden der, til at gøre alvor af en større ekspedition, jeg snakker snakker snakker om hver eneste gang vi cykler i skoven. Nemlig at der MÅ være fremmede horisonter og nyt land at indtage mod vest, mere specifikt Søgård Skov, der på landkortet ser så tillokkende ud. Desværre ligger den også langt fra Sønderborg, men at køre derud i bil er lige skrapt nok, og heller ikke tought nok. Og tilmed organisatorisk nærmest umuligt, hvis jeg en dag kan trække cykelvennerne med derud.

Derfor nu friskt ad landevejen til Gråstenskovene, her op igennem Rinkenæs Skov og ud gennem toppen i nordvest. Allerede nu har jeg gavn af ingen forberedelse; havde jeg haft mine landkort med, var jeg nok aldrig havnet på de hemmelige græs- og markveje, der førte mig til Kværs. 

 

 

Kværs er min mellemstation, halvvejs mellem Gråsten og Søgård Skov. Derhjemme havde jeg allerede længe hængt over Topografisk Atlas og kigget på “Kværs Hede” og de stier der så ud til at være dér. Den skulle også prøves.

Det viste sig at hede er en misbetegnelse, der kun er historisk begrundet. For hundrede år siden var der en stor og ødelæggende sandflugt vestfra, som mærkeligt nok standsede ved netop Kværs Hede. Så skyndte man sig at plante flyvesandet til med marehalm, og derefter træer. Derfor er den tidligere hede nu tæt skov. Med spændende skovveje, det holdt stik. Hermed afsløret nu, at jeg stod længe og studerede kortstanderen derude, fordi jeg var en anelse på vildspor og som sagt kortløs, og derfor ikke kunne ikke undgå at læse historien med. Under ottealsturen i skoven kom jeg også forbi netop mindestenen for Jürgensens tilplantning, fra omkring 1900, i tiden under Tyskland.

 

 

 

Søgård Skov omsider nået, det er altså den 2.den papegøje, for den skuffede heller ikke, tværtimod er jeg stadig målløs (så det bliver kort ) over dens rigdom og uhyre variation i landskab med mange småområder af forskellige slags træer i alle livsstadier, bregneflader, småbakker, små stier, skovveje i et tæt netværk rundt omkring den aldeles idylleriske og forbavsende store sø. Og de skøreste vejnavne. Rekreativ fremfor skovdriftsagtig kan man vel kalde den. Nørreskoven på Als jeg ellers jævnligt kører i, blegner lidt i sammenligningen, den er meget mere ensartet. Også den er forresten en statsskov. Heldigvis.

 

sultenmorgenvej 

 

Jernbanen går lige igennem Søgård Skov. Kortstudierne havde ikke givet noget fingerpeg om hvorvidt man kunne krydse den. Og så kommer jeg pludselig til et træstavejr, som jeg på raceren tusind gange har set flyve forbi, når jeg er kørt ad asfaltvejen ved siden af. Har aldrig nået at tænke bro, der kan bruges til noget.

 

traebro

 

Denne er den største bro af den slags jeg endnu har prøvet, og tilmed den glatteste. Udskridning lige med det samme. Så glat, at da jeg lige lagde cyklen fra mig på toppen, skred den halvejs ned af sig selv. 

Heldigvis er der skruet nogle praktiske små tværlister på ude i siden, der lige passer til at gribes fat i med klampen under cykelskoene, så jeg kom sikkert over alligevel, uden at skulle ned på alle fire.

 

nedskred 

 

Det militære område i nordskoven, ved Søgård-lejren, Pløresødal-lejren, eller hvad nu lige er den hedder, havde jeg set frem til at indtage. Mest for at undersøge om det overhovedet var indtageligt, eller der var adgang forbudt. Det var der ikke, tværtimod bød skydeskiltene velkommen til at bruge området, undtagen under øvelser (at komme hjem fra cykling med hul i maven kan ellers få en anden betydning). Jeg havde ikke kunnet tyde spionfotoerne fra luften i Googlemaps, men nu var det tydeligt at det skyldes området bruges til kørsel med bæltekøretøjer. Det var nu ikke særlig udtalt, og jeg kom ikke til at køre nogen steder der var opkørt eller mudret.

 

larvefod1

Er det mon i orden at jeg beholder knopdækkene på?

 

Vinden derud havde været overraskende strid, men det var til at holde ud når jeg vidste at det så ville gå så meget nemmere hjem, udkørt klokken fem. Sådan var blev det også. Den hylen som knopdæk i topfart giver på asfaltvej, normalt kaldet støj, var nu den skønneste hjem-sang i mine øren. 

Det sidste stykke hjemad. Måske skulle jeg ikke være kørt ad Sultenmorgenvej. Ingen kan forestille sig hvor meget jeg på sådan en lang dags hjemtur kan fantasere og længes efter bananlagkage. Undtagen Villi, han ved det. 

Udkørt, nej det passer ikke, jeg var godt tilkørt og tilfreds; klokken var heller ikke fem, for jeg var hjemme ved firetiden. Det var ikke så galt.

Mount Everest

Sidste indlæg, hvad i alverden skulle det lige til for? Jo, det er ligesom verdens højeste bjerg, og hvorfor det skal bestiges: fordi det er der.

Billederne VAR der allerede, som dokumentation til min gode næstengenbo.

Det var efter at have filosoferet højt ved aftenkaffen efter spisetid her i min lille andelsboligforening, over hvad der mon var galt med maskinerne i fællesvaskeriet, siden en af dem sprang sikringer. Mon ikke det kunne forklares ved en afløbshindring, der forårsagede vandsprøjt over på elkontakten der sidder lige ved siden af, og medførte overgang i strømmen?

Hypotesen bevistes ved at fatte vandpumpetangen en sen aftentime derefter, og så er der vel ikke noget at sige til at min næste reaktion var

TELL IT TO THE WORLD !

– og så røg den på bloggen. 

 

Nede på jorden igen

Mtb ud til Gråstenskovene ad Gendarmstien, og pludselig var 4 timer gået.

Erfarede fra min ven den sidste lørdag, at han overhovedet ikke havde savnet os, men bare var kørt frem for at skynde sig hjem. For meget research kan åbenbart gøre enden på en historie. Jeg synes ellers den var god.

Landsstævne 2008 III – Postmasterløbet 93 km

Omsider. Vi er altså tilbage i september, Landsstævnet i motionscykling, Nr. Lyndelse på Fyn. Det er søndag, og jeg er lige blevet færdig med enkeltstarten om formiddagen. Klokken 13 starter Postmasterløbet. Tidligere år har der været samlet start, helt samlet inklusive alle aldersklasser, med en relativt lang distance efter master, før løbet bliver givet frit. Men i år prøver arrangørerne noget nyt: aldersinddelte startgrupper, og en noget kortere masterdistance, 18 km, på grund af fairness og trafikhensyn. 

Der var ganske friskt tempo på i masterperioden. Ikke alt for sent trak jeg diskret fremad for at have et godt udgangspunkt når løbet blev givet frit.

Det gik godt med at følge med, og også gå med i forsøg på at skabe hul.  

Og så alligevel, en tredjedel inde i løbet var jeg for utålmodig og uforsigtig, og havde en kort overgang derefter pludselig ikke kraft nok til at holde fast i en af de 2 forreste 6-8 mandsgrupper. Ha, den gamle historie, vil licensryttere sikkert sige dertil, og det er nok rigtigt. Postmasterløbet var i modsætning til de andre landsstævneløb åbent for licensryttere, men jeg har ingen anelse om hvor mange der var med. Men denne første fase af løbet var meget licensløb-lignende. 

Nu var jeg ganske vist hægtet af, men dog kommet mellem de forreste og resten bagude. Så gjalt det om at holde forspringet, men samtidig spejde både fremad og tilbage efter nogen at dele arbejdet med. Solokørslen skulle være kortest mulig, for ikke at spilde kræfterne, om det så skulle være nødvendigt at falde lidt tilbage for det. Lykkedes at finde sammen med en anden ensom rytter, der blev til to og så fire. Bevarede fart og intensitet.

Indhentede efter to tredjedele en stor gruppe, som viste sig at være de af min klubkammerater, der som yngre var startet 10 minutter før. Ja, mere end det, for de havde holdt lidt igen, for at kunne slå følge med dem der var startet 5 minutter før mig. 

Må indrømme at jeg som altid var legesyg, og lige kunne se for mig hvor lækkert det ville være at gå forbi bagfra, men mine medbragte lejesvende fra de andre klubber var (forståeligt nok) vældig tilfredse med at have indhentet en god gruppe at aflaste sig ved. Så det kom der ikke noget ud af. Jeg var nu også uhyre tilfreds med selskabet, det havde jeg ikke turdet håbe på.

Forbavsende var det egentlig, at vi resten af turen så godt som ingen andre cykler så undervejs. Måske fordi der trods alt alligevel ikke var så forfærdelig mange deltagere til det løb, for der var tydeligvis mange der var taget hjem forinden, efter hold- og tidskørslerne. Måske de kun havde overkommet en endagsbegivenhed, det kan være af praktiske årsager såsom overnatning, og valgt holdløbet om lørdagen.

Den forskudte start havde spredt deltagerne, eller rettere trukket dem længere og længere ud i løbet af strækningen. Det var jo også meningen af sikkerhedsmæssige grunde, men jeg holder nu meget af det modsatte, nemlig at der er lidt mere trængsel så man kan SE nogen flere undervejs, uanset om de kører forbi én eller det modsatte, eller man kan følges.

Ville et motionsløb i traditionel stil hele vejen igennem være bedre? Der var da chancen for at prøve et “rigtigt” cykelløb; på den anden side fornemmede jeg at netop det brød en del sig ikke sig om. Man kunne jo så “på skrømt” lade sig starte med væddeløberne, og derefter bare køre et normalt løb, men det var der som sagt lidt for få deltagere til ville være særlig sjovt.        

En anden beretning derfra jeg sætter stor pris på, med liv og meninger, findes i artikelarkivet hos klubben Baghjulet.

Opslugt af jorden

Det må vores mest ivrige cykelkammerat på mtb-træningsturen i lørdags, ham der var kommet lidt væk fra os andre, vantro have tænkt om os. For pludselig, nærmest lige midt på vejen, var vi alle forsvundne. Det var heller ikke let for nogen at vide, men for nogle måneder siden opdagede jeg en ny markvej at tage med i en tur. Virkelig godt skjult. Den var vi andre cyklet ad. Så overskriften kan modereres til da vi var SOM opslugt af jorden.

Jeg gør mig store anstrengelser for at finde gode mountainbikeveje, det vil sige noget uden asfalt, markveje og skovstier. Især brugbare markveje er svære at finde, til gengæld er der dér mulighed for at opdage uopdagede skatte.

Når jeg så er ude at cykle, er der sport i at opsøge og få sat så mange af de mountainbikestykker sammen som muligt, med mindst mulig transit på asfalt imellem dem.

Andre gange kan strategien være at køre en længere asfaltvej til et f.eks en skov med mange stier. Heldigvis kan det ofte kombineres.

 

Den bedste metode at finde nye ikke-asfaltveje på, er at nærlæse et detaljeret traditionelt landkort, det kan være et trykt, på CD, eller steder på nettet, og dér spotte mulige kandidater.

Derefter gerne tjekke luftfotoet af området i stor forstørrelse på Googlemaps  Efter sidste opdatering for nogle måneder siden er detaljeringsgraden blevet fremragende. På luftfotoet kan man se om stien ser ud til at findes i virkeligheden, noget om tilgængeligheden, og om den f.eks. går lige igennem en gårdsplads, det er jeg nemlig endnu ikke på det rene med om går an.

Final check er selvfølgelig at prøve stien med cyklen, helst på en alenetur. Så er den klar på repertoiret, også til at bruge hvis jeg er vejviser eller turleder på fælles træningsture.

 

Det skjulte stykke jeg lige har snakket om starter ved at køre ind ad baggården hos automobilforhandleren, har kort græsunderlag det meste af vejen, og slutter diskret foran gården med den store lade. Zoomer man ind, ses stien tydeligt, både den svære indkørsel og også ved siden af det levende hegn.

 

Jeg er altid ked af når nogen tabes undervejs på en træningstur, men nu havde jeg altså sagt at jeg havde en god rute, og skal jeg være skrap kan jeg også sige det var delvis selvforskyldt, når nu min energiske kammerat tolkede “Follow the leader” sådan, at det kan gøres 200 meter foran gruppen. Jo da, vi har det sjovt, så tit.   

Host, jeg ville bare sige…

… at efter to dages rekonvalescens har jeg i dag alligevel haft understellet ude en tur for lige at formopfriskes, ud fra en tanke om at det nok ikke fejler noget, nu der sådan set kun er symptomer fra luftvejene.

Der var jo dejligt solskin i eftermiddag, og jeg fik kørt en fin og opbyggelig tur ud på Kegnæs, den lille ø eller halvø syd for Als.
Og det lykkedes (til forskel fra en del gange før) at lade være at overdrive, selv da jeg derude følte det forræderiske “det her, det går da udmærket”.

Syg søndagstur.

Kørte søndag en udmarvende mountainbiketur trods halvsyg; nu er jeg helsyg.

Den søndagstur med omkring ti andre fra klubben VILLE jeg ikke undvære, selvom jeg allerede om lørdagen havde tilbragt et par våde timer med tre venner, på Arnkiløre og i Sønderskoven på mtb, og da samme eftermiddag begyndte at føle mig syg. Det fornuftige havde været at regenerere om søndagen, i stedet for at springe på cyklen igen. Også den blev dog en god tur som forventet. Om jeg så egentlig er blevet klogere kan diskuteres.

På mtb kommer jeg meget sjældent til at fryse, heller ikke når det regner. Sådan er andres oplevelse også, ved jeg. Det er som om der er varmere i skoven selv den koldeste dag, det må være fordi den skærmer for vinden. Men også fordi skovstierne er så inspirerende at tempoet bliver højt og varmegivende. Fryser jeg, skulle det da lige være på en solotur, der har været alt for lang eller hvor jeg har været uinspireret. Når man i stedet er flere sammen, giver det normalt altid større evne til at mobilisere kræfterne hele vejen.  

Nej, den farlige tid er ikke på cyklen, men lige bagefter: “Det åbne vindue”. De timer lige umiddelbart efter stor fysisk aktivitet, hvor man er mere udsat for infektionssygdomme og skal passe på ikke at fryse eller blive smittet. Dér dummer jeg mig af og til i, ved enten at gå ude og overstå cykelvasken i det klamme tøj, eller at smide det klammeste tøj inde, og så alligevel gå rundt halvfrysende i resten og ikke skynde mig at komme i bad og få rigtigt tøj på. Det inviterer infektion.

“Det åbne vindue” forfølger mig åbenbart endnu, fra jeg var barn. Lige siden gyseren med den titel blev sendt en sen aften i fjernsynet, sort-hvid i serien Hitchcock Presents, har jeg gyst bare ved ordene.

Landsstævne 2008 II – 30 km enkeltstart

Enkeltstart har jeg kun kørt tre gange: for 15 år siden, 5 år siden, og nu til landsstævnet.

 

Den første gang var til en sølvtid efter DCU-tiderne, hvor jeg gav alt, lige til omkring kvalmepunktet. Og kan huske i tiden derefter, at være ærgerlig over jeg ikke havde bedt om at få et diplom eller noget, som minde om at så højt nåede jeg trods alt. For jeg troede bestemt ikke nogensinde at jeg ville komme til at køre noget bedre, sådan som jeg havde anstrengt mig. Og forude ventede vel også bare støvets år. 

 

Næste gang var det naboklubben SCK der holdt diplomløb; Klaus og jeg fra klubben mødte op. Det var en alt for blæsende dag, men blev dog til en sølvtid igen. Og til forskel fra før havde SCK medaljer af kød og blod, sludder, rigtigt metal, og jeg jublede.

Hvor tit havde jeg ikke i det stille misundeligt skævet til mine ungers bugnende medalje- og pokalsamling fra fodboldstævnerne. Og jeg selv havde ikke én eneste. Den dag gjorde det slut med al skjult misundelse og nag i familien.

 

Landsstævnets enkeltstart i år var jeg for nærig til at springe over, selv om jeg havde kørt holdløbet dagen før, og skulle køre det almindelige Postmaster cykelløb en time efter. Jeg havde jo betalt for “the full package”. Og hvis nu…? Bare én guldtid, så behøver jeg aldrig køre enkeltstart mere, pleeease.

 

Mine forberedelser bestod udelukkende i at sørge for den bedst mulige fysiske form, den vidste jeg jo kunne bruges til alle tre løb. Så cyklen var bare standardcyklen.

Intet enkeltstartsstyr, for det havde jeg ikke trænet med. Som grundregel skal man træne i netop det specifikke bevægemønster der skal konkurreres i, og en pludselig ændret kørestilling i forhold til min almindelige landevejstræning ville næppe have været nogen fordel. Greb om styroverrøret mod midten, albuerne godt ind til kroppen, underarmene næsten vandret, så er kørestillingen nogenlunde af samme aerodynamik som den havde været med liggestyr. Tricepserne, bagpå overarmene, var så temmelig belastede for at holde stillingen, men herregud, en lille time og hvad så. En gevaldig ømhed bagefter, kan jeg svare. 

Cyklen betyder kun lidt i forhold til fysiologien, ikke mindst når snittet er 35 og ikke 50: er kæde og tandhjul i orden, dækkende gode og velpumpede kan cyklen ikke udrette mirakler. Stel og egere skal muligvis ikke ligefrem være fabrikeret af kogt spaghetti, men det er så også det hele.

På ét punkt syndede jeg groft i forberedelsen: fordi holdløbet havde været min førsteprioritet – jeg ville jo hverken svigte de andre eller for den sags skyld gå glip af turen, hvis jeg skulle punktere – så jeg kørte stadig med træningsdæk og indlæg. Dem gad/orkede jeg ikke skifte forinden enkeltstarten, og havde heller ingen hurtigdæk med. Desuden ville jeg da heller ikke gerne punktere ved det efterfølgende Postmasterløb. 

 

Banen var en trekant med først medvind på hele det første ben, så mod- og sidevind. En del for meget vind. Siden mit forsøg hos SCK havde jeg luret på en lejlighed til at køre enkeltstart med vindstille, for det er tydeligt det giver de bedste tider. Jeg mener dog at have draget erfaringen dengang, at hvis det blæser i begyndelsen af ruten, gælder det om at få mest muligt ud af medvindsstykket, køre med fuld fart, selv hvis man så skal køre lidt over evne dér. Så kan man vinde noget tid til modvindsstykket.

Præstationsmæssigt var min primære bekymring, om jeg kunne mande mig op og virkelig at køre til, glemme alt om gummi- og andre ben, plus alt andet. Sekundært selvfølgelig det indlysende, om jeg nu også kunne disponere, så ydelsen hele tiden var næsten maksimal, men ikke højere end at niveauet kunne holdes oppe hele distancen. Det lykkedes, kan jeg betro allerede nu. Også selvom jeg ikke har trænet enkeltstart specifikt; jeg har nemlig ikke haft lyst til på forhånd at mindes om hvor rædsomt det er at køre så hårdt, og så så læænge.

Sidste punkt før start var at klistre måltiderne fast på styret, undskyld jeg mener mål-tiderne: minutter for bronze, sølv, guld, og derunder den tilvarende gennemsnitsfart. Speedometeret fik lov at stå på kilometervisning indtil der var 3-4 km tilbage, derefter slog jeg det om på minutter for at have en præcis prognose at køre efter. 

 

styrlabel 

 

Så det var altså fuld fart de første 12 km i medvind, med pulsen en hel del over hvad der egentlig burde være passende. Min anaerobe tærskel har jeg en nogenlunde fornemmelse for hvor ligger, tror jeg nok, og i praksis skulle det være godt nok. Pulsuret har jeg stort set ikke kørt med i år, og det var bare en pludselig indskydelse der fik mig til at tage det på til enkeltstarten, for at kunne følge med “af rent akademisk interesse”. Det viste sig selvfølgelig guld værd alligevel.    

 

Pulstallet viste sig at ligge forbavsende konstant og højt, på omkring 90 procent af maxpulsen det meste af tiden, kun svingende mellem 87 og 93 %.

De 90% af maxpulsen svarer for mig til et niveau på 86% af VO2max, maksimale iltoptagelse (efter Karvonens formel), en særdeles tilfredsstillende intensitet, og endda noget højere end jeg før har skønnet min anaerobe tærskel til.

Uden pulsur havde jeg nok ikke kunnet fornemme, hvornår jeg kunne tillade mig at øge med lidt ekstra, og tilsvarende hvornår jeg skulle holde lidt igen, for at det ville gå i længden. Bagefter savnede jeg at have haft et pulsur med hukommelse i, for senere at akademisere over pulsforløbet, hjemme i sækkestolen. Også for at være mere sikker på MIN hukommelse, for nøgternt betragtet er pulstallene faktisk lidt FOR gode.

 

Slutfasen var dramatisk, for ved den svære passage af motortrafikvejen skulle jeg både passere to forankørende og tage de to skarpe sving. Selvom der var trafikregulering med officials og politi, følte jeg mig tillige forpligtet til at holde en anelse øje med biltrafikken, bare for helbredet og livets skyld (som om det talte noget). Derfor var koncentrationen på selve svingene nok ikke hundrede procent. I det andet sving, rutens allersidste, mærkede jeg baghjulet skride anslået en halv meter sidelæns henover asfalten og endte i grusrabatten. Takket være det der følger de tossede, lykkedes det netop at blive stående oprejst på cyklen uden at klikke ud af pedalerne, og så afsted, afsted.

Ved målet havde klubkammeraterne havde været så søde at huske mig, så mens jeg anstrengte mig for at se ekstra anstrengt ud de sidste meter, kunne jeg høre og se dem stå ved den oppustede gule vinyltriumfbue og heppe mig hjem. Som sagt, lettere bestyrtet kom jeg endelig i mål, med et halvt minut til min guldtid at give af. Den eneste foran mig i klassen over 50 var til gengæld næsten tre minutter bedre, og der var intet jeg kunne fortryde, der ville have bragt mig derop.

Så jeg var glad.

 

 

rev.20.10.08

Autumn leaves

Endelig. Det skal gøre godt at komme ud på mountainbiken nu. Ud, mens der endnu ikke er faldet så megen regn, at de gode stier er blevet for smattede og sumpede. Ud, mens man stadig kan nå at være den første der kører gennem skoven på en sti, der blevet helt væk nedenunder et gyldent lag blade.

Jeg trænger også til at se noget andet end de sædvanlige asfaltveje, og røre mig på en ny måde, og alligevel ikke svigte cykelformen. Forandring fryder.

autumnleaves 

Med cykelklubben skal først lige den trælsomme periode overstås, hvor ingen er rigtig blevet enige om det skal være på racer eller MTB.

Hvor man så forsøger at følges alligevel, og det ender med en blanding af hverken det ene eller det andet, hverken racer- eller mountainbikekørsel. Eller man deles i sørgeligt små grupper af hver sin slags, og gode venner skilles med et “jamen, jeg troede du kom på …”

Maskineri i gruset

Straks jeg var svinget friskt ind på vejen mellem gårdene ved Gammelgård, kunne jeg mærke at den var gal, at her kunne jeg hverken styre eller bremse. 

Og jeg kunne se at der var lagt ny og meget rigelig løs belægning på vejen op mod bakken, af typen forbandede-småsten-i-forbandet-flydende-asfalt.

Nåede at rettede cyklen helt op og køre trillende ligeud i det løse. Sigtede mod en bred privat indkørsel, og røg ligeud i svinget og ind i indkørslen, meningen var så en sikker nedbremsning dér.

Haveejeren havde bare OGSÅ lagt højt grus i SIN indkørsel, og så var den planmæssige standsning spoleret og jeg lagde mig med cykel i en sky af cinders og med røven i rosenbedet. Av og av.

grussving 

 

rosenbed 

 

Det var ellers et vidunderligt vejr til den eftermiddagstur, og så ville jeg have snuppet Høgebjerg op ad den ene og ned ad den anden vej. Men de havde begge fået samme behandling. Øv. Der skulle jeg heller ikke nyde mere. Og dobbelt øv, for nu er der risiko for, at vejen permanent bliver så grovkornet, at fornøjelsen ved at GLIDE gennem landskabet ikke er helt den samme. Og hullerne har det også med at dukke op igen.

 

grushoegebjerg 

Valg af vedligeholdelsesmetode ved jeg ikke hvem jeg skal bebrejde umiddelbart, men valg af regering tror jeg nok er det sidste led man kommer til, går man baglæns i årsagssammenhængen.

Landsstævne 2008 I – Holdløbet 93 km

Holdløbet med 6 til 10 mand der skal køre 93 km, hvor sjettemandens tid i mål tæller, er en ganske spændende disciplin, der kræver mange overvejelser og talenter, før og under.

Ved de to sidste landsstævner har jeg kørt holdløb, og kan derfor dividere erfaringerne med to, og dermed sige der også er statistisk belæg for dem.

En væsentlig betingelse for succes (uanset om succeskriteriet er en god tid eller bare en god følelse) vil jeg påstå er, at før starten gøre sig grundige overvejelser om vi kører for at få:

Alle med rundt og i mål nogenlunde sammen ELLER få den bedst mulige sluttid/medalje. 

Beslutningen skal tages inden starten, og følges. Det er så godt som umuligt at undervejs konferere, overveje og forhandle indbyrdes for at ændre planer, for uret tikker hele tiden.

Er man startet ud efter alle-med modellen, og undervejs alligevel beslutter at gå efter tiden, kan der nemt allerede være gået for megen tid allerede.

Går man derimod efter bedst mulige tid, er det nødvendigt benhårdt undervejs at udskille dem der eventuelt hænger, sålænge man er 6 eller flere tilbage, fremfor at vente. Vil man være lidt rar, kan man forsøge at alligevel få flest mulig med rundt, ved at fritage dem helt for føringer, straks dagens svageste ben åbenbarer sig, så de kan koncentrere sig om at holde hjul. Men ligesom under punkteringsovervejelserne kan det her endnu mindre betale sig at spekulere i om de sidste mon kan hjælpe til ved af aflaste de andre i føringerne. Det kan de aldrig.

 

Punkteringer: skal man vente ved punkteringer eller hvad? Svaret giver sig selv, hvis man har valgt sit hovedmål: ja ved alle-med og nej hvis tiden er højestprioriteret, selvfølgelig.

Det undrer måske at jeg fraråder at vente på punkterede, hvis man kører for tiden. Er der da så ikke flere til at deles om føringerne? Jo, i princippet, men det er generelt overvurderet, for det betyder ikke noget særligt om man skal tage hver 6. eller hver 10. føring, restitutionen derimellem kan man nå alligevel.

Til gengæld anbefaler jeg at man venter, hvis man kun er 6 tilbage, og der er punktering. (Det var lige en indforstået vits, udsprunget af at der ved stævnet var et enkelt hold der drønede i mål med 5 mand, uden at have opdaget den 6. var røget af bagude undervejs.)

 

Formation og samarbejde:

Et hurtigt rulleskift er jo nok (?) det allermest professionelle at køre, og det de mest ambitiøse drømmer om. Til gengæld er der flere hager:

1.Samtlige skal deltage i det, og mestre det.

2.Teknisk svært, og endnu værre på smalle veje. Man kommer hele tiden så tæt på hinanden og ændrer fart og retning, rummer en vis fare. Det kan også være ineffektivt, fordi der er for meget spild af kræfter til accelerationer og unyttig frontvind, hvis omstændighederne og teknikken ikke er perfekte.       

3.Innerverende, selv hvis det går rimeligt, ikke blot pga. styrtfaren, men også fordi alle skal tage samme hurtige regelmæssige hårde tørn i skiftet, uden mulighed for at individuelt fordele føringernes antal og længde. Kun egnet til ryttere der er ret ens i fysisk formåen.

Et meget traditionelt og stadig godt valg er almindelig på linje med skiftende føringer og passende viftedannelse når der er sidevind. Er man rigtig mange, sidevinden stærk eller vejen smal kan det være nødvendigt at danne flere vifter. Vifterne kan nemt drille, for det tager tid at finde ind i dem, fordele sig, og føringerne er lidt sværere at skiftes om at dele.   

En mulighed er måske også at køre i en dobbelt række. Det er nyt for mig i denne her sammenhæng, og umiddelbart virker det som kraftspild med to førende, men jeg har hørt at mindst ét af Danfoss-holdene, der gjorde det godt, overvejende brugte den formation. Om der i virkeligheden var tale om et langsomt skiftende rulleskift ved jeg ikke. Jeg kan tænke mig dobbeltrækken kan have en fordel i at behovet for dannelse af flere vifter i sidevinden forsvinder, fordi dobbeltlinjen ikke er så lang. Er tiden mindre vigtig burde den nok også være okay, ligesom når vi kører tur. 

Noget af det sværeste ved holdkørslen er overgangene, hver gang man f.eks man starter en formation påny eller går fra flere vifter til én linje. Dér behøves samarbejde, rutine og målrettethed: man skal rubbe sig og finde ind, så farten straks kan sættes op til marchhastighed, til max.

 

Match holdet ! – er vigtigste af alt, og derfor gemt til sidst:

Er alle rytterne ens i fysik og færdigheder, bliver det hele både nemmere og bedre. For det meste er det dog ikke muligt, kloningsteknikkerne er ikke så langt fremme endnu. Det næstbedste er at spredningen ikke er større end at den svageste i princippet altid kan holde hjul på den stærkeste førende, selv ved fuld gas.

Det kan også være at holdet kun med nød og næppe er kommet op at stå bestående af dem der nu engang har meldt sig, eller meldt sig først. Så må man få det bedste ud af dét. I den situation er det ekstra vigtigt undervejs at hele tiden kommunikere opad og nedad i rækken, for at tilpasse tempoet så det bliver højt, men ikke så højt at gruppen knækker. Den vigtigste dyd hos en holdkører er at turde råbe fremad når farten skal lidt ned, for at han ikke selv kommer til at hænge.   

Én pointe vil jeg anføre under punktet matching, belært af dette års holddannelse i min klub: Egentlig skulle der have deltaget et hold mere, bestående af noble gentlemen over 50, men der var ikke tilslutning nok. Vi kunne derimod stille med 10 til et “normalhold”. Det var ikke særlig smart kan jeg se nu.

Normalholdet havde stor spredning i køreevne, og alene alderen som kriterium for holddannelse giver også en meget stor spredning.

Det rationelle havde været at slå alle tilmeldte sammen, og så igen delt dem efter fysik og færdighed, på TO mindre hold á 7-8 mand, for det var der nok til. Så havde kvinderne også været bedre tilgodeset, og sikkert faldet mindre ved siden af.

Men nu er det jo ingen diskussionsklub, desværre, for jeg så gerne der var mere lejlighed til samtale i klubben, så tilmeldingen og holddannelsen kunne vendes mere åbent og nøgternt. Ikke at det havde gjort nogen forskel nødvendigvis, eksempelvis er det jo først bagefter at pråsen med to-men-mindre-hold er gået op for mig.

Mix-hold har ikke gode kår, for det ene minut tidsgodtgørelse hver kvinde på holdet i mål får forslår kun lidt, og de ender let med at blive smidt overbord undervejs, enkelte tomboys undtaget. 

Rene kvindehold er nok mere rigtigt, men i nogle klubber vil det betyde de så kun kan stille hold i enkeltstart, eller muligvis parløb hvis det fandtes. Landsstævnet åbner mulighed for at mindre klubber slår sig sammen i holddannelse, det kunne være en mulighed for kvinderne. Jeg ved ikke noget om det er attraktivt at køre med “fremmede” eller om det er muligt i praksis at få koordineret. Det vil sige, det ved jeg godt, for i resultatlisten 2008 ses at der ikke et eneste 93 km kvindehold.

 

Tidskravet for at få guld- sølv- eller bronzetid på de 93 km afhænger af aldersgennemsnittet og som sagt køn, og slås op hos arrangøren, der igen har det fra DCU’s Røde Bog, hvor de ligger helt fast.

Da det kun er de første 6 der behøver at komme i mål, er det muligt at spekulere i reglerne, ved at medtage en 7.-10. mand der bare skal højne aldersgennemsnittet.

Spekulationen ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal synes om, for på den ene side har jeg lige sagt at alle midle
r skal i brug hvis man går
efter guldet, men på den anden side er der noget deri der ikke er helt fair, selvom reglerne er overholdt.

Det er nok heller ikke sjovt bare at være ballastsæk, der hurtigt droppes fra ballonen. Måske regulerer det sig selv, ved at ingen 7-10’er har lyst at deltage, hvis det kun er som en spekulatius.

Undervejs mens jeg her skriver, har jeg mere og mere fået en fornemmelse af, at det nok alligevel er i bedst overensstemmelse med også den meget enthusiastiske motionscyklings ånd, først at forsøge stille et jævnbyrdigt hold, og derefter lægge mest vægt på at komme igennem som samlet hold. Sådan at det overvejende kun er utilsigtet, ukalkuleret, at nogen må stå af eller slippe undervejs eller før til allersidst.   

For igen at nævne Danfoss’ tre hold: DanfossCykelKlub/32 – DanfossCykelKlub/28 – DanfossCykelKlub/Cafee. Her der vist nogen der har prøvet på aktivt at matche holdene. 

Til gengæld er der ikke nogen regeltænkning mulig mht. placeringen i konkurrencen baseret på den rå tid alene, 1.-2.-3. plads, men det er i sagens natur kun de allerhurtigste hold beskåret at placere sig her.        

 

Da det blev vores tur, Cyklemotion Sønderborgs hold, som 9. af 40 startende, lagde vi ud med at køre ligeud ved den første svingpil, men tabte dog kun lidt, selvom det var et shock. Ingen havde vist regnet med at pilene på vejen, den eneste afmærkning, var så små og blege.

Efter 1/3 og 2/3 af distancen, samt kort før mål, lod tre sig falde bagud, så vi kom 7 samlet over stregen til en sølvtid, på en 4. plads blandt mixholdene. I betragtning af at vi kørte på en kompromis-ikke-helt-afklaret-strategi, synes jeg det var absolut udmærket.   

 

   

Oh, ikke noget særlig ideelt blogindlæg, for sent og alt for langt, det er der ingen der gider læse. Men jeg skriver altså denne gang kun for dem der gider læse det alligevel, så det får være.

Danmark til Ejderen

Overdrivelse, det var kun Sønderborg, endda kun nogen af dem derfra, der d. 31 august drog afsted til Heide, for derfra endog at krydse Ejderen, i cykelmotionsløbet “RTF durch Marsch und Geest”. Her er det er Jørgen, der kører over.

 

nordostseekanal

 

joergen

 

Jeg har ligesom forelsket mig i den krydsning af “der Nord-Ostsee-Kanal”, Kielerkanalen, fordi man kører over en stor flot bro sydover, og så returnerer med en færge der bare sejler hele tiden, GRATIS for alle, som var det en bro.

kielerkort

 

ventefaerge 

 

I modsætning til sidste år er det denne gang Henning der med frydefuld skadefryd kan vinke farvel til dem inde på bredden, der lige netop ikke nåede færgen.

henningjoergen

 

12 personer, fint, så er der lige netop plads til alle fra klubben der var af sted. Ubegribeligt at kun 17 procent af de aktive ville med på efterårsturen.

rettungsfloss 

 

villi 

.

.

henning 

Og NU er det så det går over stok og sten, eller rettere durch Marsch und Geest.

flothold

Træningsblokkens tredjedag

Min tredje dag med over 100 km, søndagen, gik alligevel fint. Havde det været noget meget vigtigt om søndagen, skulle der være holdt mere igen, i det mindste dagen før, det siger fornuften. I cykling er det heldigvis ikke nødvendigt at trappe nedad en hel uge forinden, som ved løbeløb, tværtimod har jeg både selv erfaret og siden hørt fra Rolf Sørensen, at cykelrytterne helst skal køre næsten lige indtil deres vigtige løb.
Det er nu beroligende at det er sådan, for hvis man hele tiden skulle nedtrappe længe ned før man gerne vil være på toppen, bliver der jo knap tid til at rigtig træne, altså derimellem.

De første mange kilometer af motionscykelløbet i Heide var i svag medvind, og rigtig mange holdt på i forreste gruppe som også var hovedgruppen, herunder otte af dem fra min egen klub.

Farten på den flade vej nåede til tider lige over 50, men trods farten blev det lidt monotont bare at følge med et samlet felt, så  jeg MÅTTE bidrage til at skabe noget mere fest, nu jeg kunne mærke at benene var ret normale, måske ligfrem gode. Det var risikofrit at vove, med gårsdagens mange kilometer i baghånden som undskyldning, hvis det ikke gik alligevel. Det blev da også kun til ét udbrud med to tyskere, og jeg tror aldrig vi nåede nåede mere end 50 meter foran. Men jeg fik da TV-tid, og var tilfreds med at have gjort NOGET. Bortset fra at jeg ikke er god nok til at slippe rigtigt af sted, så er det måske også en indbildning at det overhovedet kan lade sig gøre.

Hovedfeltet KUNNE nu også godt have været lidt mere fantasifulde, generøse, og have sat farten en anelse ned eller i det mindste ikke op, så der kunne blive mere spil. Det er jo bare for sjov. Selvom jeg tager det alvorligt.

Første depot sprang alle de forreste over, farten stadig høj. De sidste 4 km før andet depot var jeg lykkelig over pludselig at være ene tilbage mellem 8-10 tyskere. Så dér kunne jeg vente selv- og veltilfreds til de andre kom, og kalde det min egen lille sejr på dagen. Lars nåede nu også depotet kort efter mig, som næst-last man standing.

Så kunne vi alle otte resten af vejen køre finfin holdkørsel, med enkelte vekslende tyske gæster undervejs. Det gik egentlig FOR godt, jeg tror nogle savnede at komme i mål totalt udslidte, dehydrerede og sukkertrængende. Vi havde da også fra starten fravalgt at køre den sidste slynge der ville have bragt distancen op fra 112 til 155 km, så det må vi huske at gøre en næste gang.

En dejlig dag

Det var saa deiligt ude paa Landet; det var Sommer, Kornet stod guult, Havren grøn, Høet var reist i Stakke nede i de grønne Enge … jo der var rigtignok deiligt derude på Landet !

Og måske derfor valgte Poul og jeg i dag at cykle en tur vestpå i solen og det næsten vindstille. I en stor bue nordover, hen te’ Bajstrup og tebavs igen, sydover. Umærkeligt var den pludselig oppe på 120 kilometer.

Jeg ved ikke rigtig om det nu også var klogt at frådse sådan i kilometerne, når jeg i morgen skal til Tyskland og køre “Durch Marsch und Geest 150 km” i Heide.

Men pyt, jeg kunne ikke mærke noget særligt bagefter. Havde den sovesygesmittende sækkestol hjemme ikke indfanget, omklamret og trættet mig, ville jeg lige nu have været frisk og spids som en havetjørn.

Jeg er (stadig) ingen gentleman

Til de 93 km holdkørsel på tid ved landsstævnet i cykelmotion, jeg har nævnt før, var der ikke gentlemænd nok i klubben til et hold.

Så jeg var glad da klubbens andet hold, skal vi kalde det juniorholdet, spurgte om ikke jeg ville tage den sidste og tiende plads. OM jeg ville, det er ikke ordet. Nu er jeg guldtieren, på Guldtieren.

Og så på et mix-hold, det har jeg altid syntes er rigtig blæret for en klub at kunne stille. Det gør så slet ikke noget at Rikke og Hanne, “kendt fra Vintercuppen” oven i købet kører supergodt. De er ikke med bare for at sætte tidskravet ned, beregnet efter alder/køn-tabellen, men for at trække farten OP.

Kagekonkurrencen

Den årlige hjemmeolympiade i min lille andelsboligforening er til ende. Vigtigste konkurrence i år synes jeg var kagekonkurrencen mellem husene, nu flødebollekastet er udgået.

 

Sydrækken, min egen, sikrede sig med pandekagekagen en bronzeplacering og kunne ånde lettet op over at have undgået en utaknemmelig fjerdeplads.

pandekagekage 

 

Runner-up fra Midterrækken

langkage 

 

And the winner is…was…

ringekage 

– denne ringe kage fra Nordrækken.

 

 

Smagsdommerne.

votering 

 

Mand over bord !

Når man i en motionscykelklub under en fællestræningstur pludselig opdager at der mangler én, så står man med et tilfælde af tabt mand, især hvis han aldrig findes igen.

Sammenligningen med meldingen mand over bord på et skib i rum sø er så nærliggende, for skal man ikke undres på samme måde som på skibet, hvis der pludselig mangler en sømand?  Trods mange spekulationer er det svært at finde gyldige forklaringer. “Han er måske svømmet hjem” eller “Han så også lidt sløj ud”, måske?. 

 

Når vi kommer hjem og har tabt nogen undervejs ( hvis tabt = fuldstændig forsvundet ) er turen ikke lykkedes helt; tit spekulerer jeg det næste par dage over, hvad der dog blev af den og den.

Og så er det desuden irriterende. Hvis vi HAR ledt,  forgæves, eller er standset op og har ventet eller diskuteret formodninger, så er turens flow spoleret, i det mindste midlertidigt.  

 

Helt unødvendige spekulationer, viser det sig heldigvis oftest at være: køreren er bare drejet fra, og været så ubetænksom ikke at advisere nogen derom. Det kan ellers godt gøres diskret for eksempel til den bageste i feltet, hvis man helst vil have lov at SIVE ubemærket væk.

Ubetænksomheden kan man ikke nødvendigvis fortænke den bortrømte i, hos os er der i hvert fald normalt ingen aftale om hvad vi gør når nogen mangler. Det beror mest på feltet og en eventuel turleders luner, om vi vender rundt for at finde den forsvundne, eller bare regner med der er en naturlig årsag. Hvis der overhovedet er nogen der kigger rundt og opdager at én mangler, selvfølgelig.

 

Jo, det kan sagtens være at den tabte bare frivilligt er kørt fra, bare af grunde som

– uventet dårlige ben på dagen.

– forkert gruppe, alt for hurtig.

– andre planer for dagen, ultrakort tur måske.

– punktering eller defekt man selv vil klare uden trippende tilskuere.

 

Men det KUNNE da også være

– ulykke.

– ildebefindende, blodprop, og sådan noget.

– totalt maskinhavari.

– banale årsager såsom midlertidig krise eller forhøjet vandstand.

– og så den HELT banale, at sidste mand er sakket længere og længere bagud…

 

Det ligger lige for, nu at skrive formanende ord om at altid vende om efter tabte. Det vil jeg nu ikke gøre, men der skal være klare linjer på holdet: Eftersøger man tabte mænd eller ikke?

Og det er okay også at vælge ikke, for de allerfleste tager ingen skade af at blive tabt: de tilbringer jo ud over fællestræningen også adskillige timer mutters alene på landevejene, og kan klare sig selv dér. 

Nåh ja, alligevel: hvis man skulle være et godt menneske, ville det så egentlig ikke være mest klædeligt at at bekymre sig om næsten, der nu er blevet sidsten? Og desuden så vil de fleste der falder af, vel egentlig gerne findes igen og atter følges, det er jo derfor vi er mødt op ved starten. Men som sagt, valget er frit at tage.  

 

ERGO skal det i gruppen aftales ved starten. Medmindre der i forvejen er en fuldstændig fast tradition for eftersøgning eller ej, selvfølgelig.

ER DET AFTALT at holde øje med de fortabte, så forpligter det til gengæld dem som derude pludselig vil hægte sig af: de skal sørge for at give besked til én i gruppen. Så er der ikke noget problem.

Dunk

Det sker nemt man slet ikke får taget noget af drikkedunken ude på træningsturen, fordi man ikke tænker på det eller savner det.

Kommer jeg hjem sådan en aften efter træning og dunken stadig er helt fuld, er der en ret stor risiko for at væsketabet bliver erstattet med øl i stedet. Ja, det føles som der består en hel lovmæssighed i at så drikke lige så meget øl, som der er drikkedunkevand tilbage.

Jeg tror forresten jeg vil begynde at have to dunke på cyklen. Til aftentræningen i hvert fald.

Gif guf

Frank & Frank Productions proudly presents….

gumlegif 

Ved ikke hvorfor jeg pludselig har fået kaniner på hjernen, det må være noget kemisk.

Kom derfor i tanker om en diskette fra da Maria var 10 år.

Vi lavede sammen denne meget lille tegnefilm, hvor hun stod for tegningen i  Windows 3.1’s tegneprogram Paint, og jeg for animeringen til gif-billede type GIF87a.

Tiden dengang var en computer-pionértid. Det føltes så stort som at have både konstrueret og sendt en rumraket til månen. Og nu kan jeg næsten blive flov over så simpelt det var. Rent teknisk altså, påhitsomheden bag kimser jeg ikke af.

 

Inspirationen var vores lille dværgkanin. Siden nåede den at blive fem år, det er vist den alder de kan blive. Den blev begravet i haven, og ligger nu der i sin sarkofag*, men også det er pludselig længe siden.

gumlegrave 

 

( *oldægyptisk for skotøjsæske, antager jeg )

Tjah…

…hvad skal man (ellers) tage sig til, når man har købt sundt ind til et nyt liv, skal køre fra Århus og næsten til Grænsen, og har lovet sig selv ikke at holde ind på hverken tankstationer eller McD.

 

gulerod1

 

Hedt som i Sahara

Føj, hvor er det altså stinkende hedt for tiden, det føles nærmest klaustrofobisk, både ude og inde.

Varmen gør i løbet af dagen så dvask og træt, at benene er blevet kraftesløse og slatne som kogt makaroni, når jeg er kommer ud på cyklen. Hvis jeg overhovedet når så langt altså.

Nej, så er det bedste (selvfølgelig) hvis man kan komme af sted tidligt om morgenen og så køre IND I varmen undervejs. Inspirationen til at køre energisk videre er så helt anderledes, og kan være en hel fornøjelse, med forestillingen om Giroen og med Gimondi og Eddy i baghjulet eller -hovedet, under en bagende italiensk sol.

Udsigten til klimaforandringer har åbenbart allrede fået Vejdirektoratet til at tilpasse skiltningen, så de nu advarer om at vejen kan være spærret af en krydsende dromedar…

 

bump2

 

 

…en kamel…

2bumps.jpg 

 

 

– eller en wannabe …

2b 

Fastslåelse

For 117’de gang skal jeg gentage at pigen IKKE er mit barn, jeg kender IKKE den kvinde, og må citere Bill Clinton …

portdesoller

 

…men så alligevel nøjes med at holde mig til fakta:

Puerto de Sóller, Mallorca, april 08.

Rund Um Die Schlei 2008

Et skønt luksusproblem at have, problemet med at komme op af sækkestolen efter det sidste af Tour’ens eftermiddagstransmission, fordi baglårene kramper ved ethvert forsøg. Lige så jeg hyler op af forskrækkelse og smerte. Og griner ad det.
Det skønne er, at tilstanden beror på jeg kørte rigtig godt i dag, 150 km i det tyske “Rund um die Schlei ” cykelmotionsløb (RTF, Rad Touren Fahren). Det udgår fra Schleswig og rundt i landskabet omkring indfjorden Slien.

Vejrudsigten var ellers bla bla bla bla bla, som jeg gerne plejer at skrive, omend mere udførligt.

De ventede regnbyger var lige ved at få mig til at blive hjemme, men nu da det ikke var heldagsregn der var lovet, valgte jeg gukskelov i sidste øjeblik at give det en chance.
Godt, for vejrudsigten var ligegyldig derefter, og de byger der kom undervejs var nærmest velkomne da det kom til stykket. De kølede ligefrem dejligt undervejs, hvor motoren jævnligt var rødglødende.
.

nummer

.
Kraven kunne godt være vasket med Photoshop, det VED jeg, men et billede MÅ vel gerne sige noget om livet som det er.

I år havde jeg ellers tænkt mig forsøge blande mig med alle slags cyklister, for ligesom at opleve noget mere, og ikke bare den sædvanlige endorfinrus. Startede egentlig i bageste halvdel, men da de første kilometer af starten var ovre, var jeg kommet til (det var i dag ellers bare for ØVELSENS skyld) at sidde så godt, i en skrumpende ottemandsgruppe helt fremme, at jeg bare ikke KUNNE smide sådan én fra mig.
Derfor blev det til en nonstop i rasende tempo de første 72 km til depot 2 (Kontrolle 2, som det hedder dernede).

Heldigvis kom jeg efter stoppet til at køre med flere forskellige andre. Ved tyske RTF tages aldrig tid, ligesom der ikke er nogen resultatliste eller bare liste over de gennemførte. Man lusker bare i mål. Men sjovt nok går der tilsyneladende ikke dybere skår i fornøjelsen og fremdriften af den grund.

Tidligere hvor jeg har skrevet fra cykelmotionsløb i Tyskland, sagde jeg at det var lidt usikkert hvorvidt tyskerne kunne køre på cykel. Det kan en hel del af dem. Hurra, de er ligesom os.
.

schlei08kage
De kan også spise kage.
Hurra, ligesom mig.

Port Valldemossa

Der falder brænde ned.

skilt

 

Hvis altså man ikke passer på.
Klippestykker fra bjergvæggen falder ned af sig selv, eller de går løs når bjergklatrere øver sig dér.

Vi er ved en lillebitte havneby Port Valldemossa på Mallorcas nordkyst, og er cyklet derned ad 4 km smal vej af hårnålesving. Den snor sig ned til havet fra hovedvejen, som går højere oppe langs kystens bjergryg.

Drøner man nedad på cyklen er det med at have øjnene med sig, for der ligger også faktisk et klippestykke hist og her.

Mine to cafékompagnoner er lige netop nået først ned til restauranten.
Ankomst
.
EsPort
.
Kaffe

.

.

Medsolende mallorcakat
valdemossamis

 

Port Valldemossa er en charmerende lillesøster til det større og kendte Sa Calobra længere oppe ad kysten, hvor opkørslen er tre gange længere, men til gengæld også bred og trafikeret. Der er endda begrænsning for busser, så de må køre derned om formiddagen og opad om eftermiddagen. Jeg har aldrig selv været der. Gemmer det stykke af lagkagen, så der er noget til en anden gang. Opad igen.

 

smaasten

.

serpentin2

.

.

Til sidst atter et vue ovenfra, hvor havnen kun lige anes dernede.

kant

.

ego1

.

serpentin

.

.

Det ser da også godt ud på papiret.

detaljekort

vestmallorcaMedPil

mallorcaMedPil

.

PØLSEPINDEN burde overskriften have været, for jeg kan åbenbart blive ved at koge suppe på den, cykel-mallorcaturen i april.

Jeg er ingen gentleman

– så jeg blev helt overrasket, ved for nylig at blive spurgt om jeg ville køre med på et Gentleman-hold til Landsstævne 2008 på Fyn 13-14. september.

I allerførste række er jeg naturligvis beæret over at nogen overhovedet gider cykle med mig.
Dernæst indser jeg at der nok ikke er nogen juniorafdeling på sådan et hold.
Og til sidst tænker jeg på en Radiserne-strip med Nusers halvdesperate ræsonneren: “Da jeg var hvalp, var hver eneste dag fuld af lykke…solen skinnede hver morgen…og aftenerne var kølige og vidunderlige…og så…pludselig…BANG!…nærmer jeg mig støvets år!

 

Nå, en venlig invitation er altid positiv, så det vil jeg bestemt overveje. I forvejen har jeg faktisk allerede haft kig på hele pakken til Landsstævnet, til 300 kr.:

2 x morgenmad
Festmiddag lørdag
Frokost søndag
Deltagelse i alle løb:
– Tidskørsel storhold 93 km (lørdag)
– Enkeltstart 30 km (søndag form.)
– 4-mandshold 30 km (søndag form.)
– Postmasterløb, individuelt linjeløb 93 km (søndag eftm.)

Derudover er der for alle gratis lig-in-overnatning på skolen fredag og lørdag, samt energidrik og en energibar ved storhold og Postmaster løb.

Det er egentlig ikke så galt. Som skribent og sandhedssøger må jeg tilføje, at det derudover er påkrævet man har M-licens (225 kr./år) eller køber en endags-M-licens (50 kr./dag), undtagen ved Postmasterløbet.

Fryndesholmløbet

Cykelmotionsløbet Fryndesholmløbet er en nyskabelse, som blev kørt første gang sidste år, og nu igen for to uger siden.

Navnet kommer nok af at startstedet er Fryndesholmskolen i Fynshav på Als. Arrangøren er den nystartede NSU-Fynshav Cykelklub (det står for Notmark Sogns Ungdomsforening).

 

At der var lovet regn ved jeg lagde en dæmper på nogle der ville være kommet, men alligevel tror vi var mødt 8 fra cykelklubben. Løfterne holdt forresten, og det silede ned de fleste af de 110 km. Men en behagelig regn, hvis man kan acceptere dén selvmodsigelse, for der var ganske varmt, og bagefter brød solen da også frem.

På den sidste halvdel begyndete punkteringerne at komme, jeg selv undgik dem heller ikke, men slap klubkammeraterne for at hengive mig til slangeskift i busskuret ved Sarup.
Nåede aldrig op til dem igen, men kunne til gengæld heldigvis slå følge med en kvartet fra Starup Cykelmotion og Bredsten Cykel Motion.

De var til gengæld lette at køre op til, for de havde netop igen en punktering og ikke flere reserveslanger tilbage. Så var det dejligt at kunne optræde som en reddende engel. Ganske vist havde jeg heller ikke selv flere slanger tilbage, men en enkelt selvklæbende lap klarede problemet. Et plaster på såret for den punktértrætte kvartet. Det var for deres vedkommende dagens ottende, men heldigvis også sidste punktering, og vi var herefter alle velkørende til mål.

 

Fryndesholmløbet udfylder det tomrum der blev efter de hedengangne Nordals-løbet og Tour de Als. Det eneste tilbageværende af de 3 “gamle” cykelmotionsløb på Als er Alssund-løbet , men der er ruteforløbet overvejende på jyllandssiden. Derfor er det er yderst velkomment, at Fryndesholmløbet er kommet til, så der igen er lejlighed til at vise cykellandskabet på selve øen frem.

For dem der søger cykelmotionsløb arrangeret i DCU-regi indenfor Sydjylland-Fyn regionen, må dette være en af de oplagte.
Kommer man fra Fyn er det i hvert fald ligetil, for færgen fra Bøjden ankommer lidt i 8 til Fynshav, hvor starten går fra klokken 9:00.

 

Hvad skal jeg kalde dette billede fra igen hjemme på solterrassen – “Hvide sokker” ?

whitesocks

Turleder

Godt man ikke er en orm, det mener jeg i hvert fald ikke jeg er, og skal holde øje med både for- og bagende samtidig. Det er svært.

 

Var turleder forleden til cykling hvor vi var rigtig mange på træningsturen, og oven i købet grundet turledermangel havde slået A og B grupperne sammen til én. Selvom den cocktail er ikke nødvendigvis giftig, er blandingen dog ikke nødvendigvis fuldt forligelig. Det gik nu nogenlunde, vi tabte KUN to stykker undervejs.

Men det er efterhånden ved at gå op for mig, hvorfor turledertjansen generelt både kan være noget innerverende og som sagt heller ikke lykkes helt perfekt: en af grundene er i hvert fald, at det er svært at holde øje med begge ender af feltet samtidig.

Turlederen skal i fronten vise vejen, sætte tempoet passende OG samtidig i bagenden holde øje med de sidste. Det kan nemlig ofte kun svært lade sig gøre forfra når der er mange med, så er der simpelthen for langt at se tilbage, til at kunne få øje på dem der er ved af falde af.

Jeg gør mit bedste ved at pendle mellem for- og bagende, men det føles som en unødvendig uro at have turlederen til at fise op og ned, og sommetider mislykkes det alligevel at være to steder på en gang.

 

Det ville måske gå lettere med en medhjælper, der kunne holde sig bagude og se til at alle er med.
Medhjælperen skal så nærmest fungere ligesom på brandbiler man kan se i amerikanske film og i Anders And, hvor der står en ekstra chauffør med et rat bagude og alene har opgaven at styre bagenden.
I de klubber hvor turleder hedder kaptajn, kunne medhjælperen endda få rang af løjtnant.

Alternativt kan det hele klares ved den meget simplere løsning, egentlig min favorit, at rytterne lærer at kigge sig tilbage en gang i mellem, og så RÅVE op gennem rækken når nogen er ved at gå helt bagud af dansen.
Det vil jeg nu gerne lige se før jeg tror på at det kan lade sig gøre, dertil har jeg for tit været bagude at hjælpe nogen op, og undrende set frem og konstateret at man åbenbart ikke er savnet; feltet kører helt af sig selv, avanti, avanti.

Nogen vil sige at man da bare fra forenden af kan sætte det generelle tempo ned, så alle helt sikkert kan følge med, men nej: jeg føler det i hvert fald som min PLIGT at sætte farten så høj at de sidste lige netop, med opbydelsen af de alle og eventuelt også sidste kræfter, kan følge med. Måske misforstået, men træningseffekten bliver jo maksimal på den måde, endda mest for dem har allermest brug for det.

Der er så endelig nødløsningen, der består i med mellemrum at samle op ved at standse. Her tænker jeg ikke på den opsamling der ofte er underforstået lige efter bakketoppene, men på at samle op mere regelmæssigt, så dem der er kommet bagud kan komme op.
Det er ikke min favorit. Feltets flow forstyrres, og hvor sjovt er det mon egentlig for dem, der ikke har andet at se frem til mellem opsamlingerne, end at komme bagud igen.

Danfoss, Danfoss…

 

Efter de 220 km her kan jeg ordene. Cykling må være et godt sponsorobjekt. Disse her var nu ikke sponserede på den måde, det VAR Danfoss, forstået som Danfoss Cykelklub.

De havde i denne weekend igen inviteret de omliggende cykelklubber med på deres tur Lillebælt rundt. Det kunne jeg ikke modstå.

danfosssving
.

Fra Sønderborg med færgen fra Als, Fynshav-Bøjden, og så op gennem Fyn, over Lillebæltsbroen (og det passer)…

lillebaeltsbroerne

.

… og så ellers sydpå hjem igen ad østkysten på jyllandssiden. Igen en go´ tur.

Addendum: forbavsende frisk hele vejen og endda ukvæstet dagen efter, bedre end de andre lange i år. Måske giver distancerne alligevel en speciel træning, eller så er det bare er almindelig fremgang opnået gennem de kortere træningspas, jeg normalt er fortaler for.

Billederne antyder at jeg har set baghjulene fra et fordelagtigt synspunkt, det KAN selvfølgelig også have hjulpet.

Go' dag med Midtfyns Cycle Club

Det har været en rigtig vellykket dag.

Midtfyns Cycle Club er på en forlænget weekend på Als, og i dag havde Cai fra cykelklubben lovet at være GUIDE for en fælles tur på øen for både vores egen og MidtfynsCC.

slotskib

Efter en runde til SEVÆRDIGHEDERNE som for eksempel er Sønderborg Slot med tilhørende kongeskib ude foran – bryllup i Møgeltønder – gik det så ud i landskabet.

nedefra

.

alle

.

De fleste var med alle 150 km, nogle valgte alternative 90. Pause midtvejs.

cykelrad

.

pause

.

Som kuriosum: efter en snak hos Helle prøvede jeg forsøgsvis at se hvor langt det mon kunne gå på vand alene, og kørte de første 75 km på havregrynene fra om morgenen. Det gik fint.

For ikke at udfordre guderne urimeligt snuppede jeg i pausen to stykker kanelstang – jeg er jo min egen kostrådgiver – og nippede mig på resten af turen igennem energidrikken, med sukker svarende til hvad der er i en halv liter sodavand. Det gik osse fint.

En helt igennem vellykket dag.

Ciclistas muertos en las Islas Baleares!!

Cykelferien på Mallorca, allerførste tur. Lige efter en bjergtop blev vi advaret af dem der kom nedefra, at der lige var sket en ulykke. Det var en cyklist, oven i købet en dansker. Et sammenstød med en bil i et sving nedad, og han så virkelig slemt medtaget ud. Ambulancen kom, da vi kørte videre. Mere herom til sidst.

HVOR FARLIGT ER DET EGENTLIG at cykle dernede?
Én mangegangs-mallorcacyklist mente at 30-40 cyklister årligt mister livet, mens andre sagde det var vildt overdrevet og skønnede måske 1-2 stykker.
Det kunne jo ikke bruges til noget.
Jeg forsøgte at finde sandheden efter hjemkomsten:

Når man tænker på vejlængde og sammenligner med resten af Europa, burde der på de Baleariske øer kun være 1-2 cyklist-dødsfald årligt. Men der er en del flere (seneste år mangler desværre, men der er næppe færre?):

Dræbte cyklister på de baleariske øer (Mallorca, Formentera, Menorca, Eivissa):
År Antal dræbte
1995 11
1996 6
1997 4
1998 4
1999 4
2000 6
Mallorca står for 77% af ovenstående.

Kilde (spansk): www.grijalvo.com/PRATIP/6_2_1_Modos_vulnerables.htm

Der er 35-40.000 cyklist-besøgende på Mallorca årligt, ifølge www.mallorcawebsite.com og http://mallorca-cycling.com

Tak til Biblioteksvagten for hjælpen.

Den uheldige cyklist Michael har jeg siden kunnet se er en endog meget habil triathlet, han fortæller lidt om uheldet og efterforløbet på sin hjemmeside Tri-Blog der slutter
“Så i stedet for Ironman på Lanzarote – blev det til Ironside i Danmark”
og med et billede af ham selv i kørestol.

Grejsdalsløbet 200

Tallet på den lange distance står for hvor gammel man føler sig efter at have krydset målstregen, det er jeg helt sikker på.

De har en helt speciel varmelampe deroppe i Vejle, jeg ved ikke om I andre bemærkede det, men der hang altså sådan en stor lysgul én oppe foroven hele dagen.

Jeg havde nu haft en forudanelse om varmen og i dagene op til haft (svære) overvejelser om at droppe den obligatoriske svedtrøje. For selvom der ikke er koldt kan det godt for eksempel trække rædsomt om skuldrene uden dén. Det gode ved at være cool er til gengæld at væsketabet ved svedning begrænses mest muligt, foruden at man slipper for varmeubehaget. Og teoretisk undgås også at blodet i den blussende hud stjæles fra musklerne.

Valget blev gudskelov at køre uden noget på, sådan da, ud over et par løse ærmer. De røg også hurtigt ned og af. Og så var der lige avisen på maven, den gjorde godt i starten mens morgenen var køligt. Nu var det for en gangs skyld også avisen der kom på forsiden af MIG, har-har, men det varede heller ikke længe.

Jeg havde faktisk båret kameraet i baglommen med hele vejen rundt, og op og op og op, men der blev bare ikke det lille øjeblik til overs der skulle til for at tage et eneste billede, fordi fremdriften og koncentrationen skulle holdes.
Det manglende billede herunder illustrerer det udmærket .

Giftduft

Hvordan kan gift dog dufte godt?

Det kan det når Henning fra cykelklubben lige har været forbi min postkasse og lagt det nye nummer af moppedrengen Cykel-Motion Danmark, og jeg starter på side ét, og det så dufter helt nyt og kemisk, mmmm.

Toppen er det nu, når det sker jeg køber en ny bog til mig selv, fremfor at nøjes med en fra biblioteket. De har trods alt oftest været luftet lidt, selv hvis man er den første låner.

Brysons bogForrige sanseoplevelse af den art var ellers naturvidenskabernes historie Bill Bryson: En kort historie om næsten alt jeg medbragte som eneste bog på ferie, uåbnet og nærmest hermetisk forseglet til ankomsten.
Indtil genudpakningen havde jeg forresten vidt og bredt påstået, efter hukommelsen, at det var “Den store bog om alting” der vejede til i håndbagagen. Den hed altså nærmest det modsatte.

.

.
Det vil nu være en overdrivelse at sige jeg rigtig fik tid til at læse i den, der skulle jo cykles, og der var også spansk fjernsyn at skulle holde sig orienteret i, klart, så jeg nåede faktisk kun lige at snuse til den.

Målløs på Mallorca

Havde jeg på min cykelferie forventet at møde en udknaldet tidligere spansk skønhed, så tog jeg fejl.
I stedet oplevede jeg en ret utrængt, rimelig uspoleret og urimeligt storslået natur, når man lige kom udenfor hovedbyen Palmas trafikkaos og kystbyerne.

Og det er jo dér man er, ude i det fri, næsten lige så snart man har sat sig på cyklen. Og man føler sig både ventet og velkommen.

CalviaPalmanova

.

 

Ruta cicloturista

.

 

Tunnelmoerke

.

 

Tunnellys

 

Jeg har set lyset.

 

 

På forsiden af Søndags B.T.

Altså ligesom den sang med Eddie Skoller, hvor han ellers sgutte kan få sit billede på forsiden af Søndags B.T.

Jeg havde lavet en tysk udgave af blogberetningen fra Förde-CTF mountainbikeløbet. Så kunne jeg vise mine billeder og give en “Bericht” til interesserede i Tyskland og på den måde ligesom give noget igen, nu jeg havde haft fornøjelsen at køre dernede og møde rare mennesker.
Også for at producere. Og så selvfølgelig for at vise mig selv, klart 🙂

Det tog nærmest en hel dag med ordbøger og googleopslag for at finde gloserne og et bare rimeligt bud på grammatikken. Jeg er ikke god til at tale eller skrive det, jeg vil ellers gerne. Måske lærer jeg det.

Nu er den kommet på forsiden af Helmuts-Fahrrad-Seiten, den gode store cykelmotionsside for Nordtyskland, med en henvisende omtale.

Juhuu, det er jeg rigtig glad for. Det tager jeg som en hædersbevisning, sagt med alt for store ord, eller i det mindste som en antydning af at den kunne bruges.
I min lille verden er sejrene selvfølgelig tilsvarende små.

I den store verden er de store.
Trine har lige nu fået VM-sølv på cykelbanen. Tillykke!
Og kommet på forsiderne, selv på forsiden af helleshyggeblog !

Förde-CTF mountainbikeløb

– arrangeret af Radsport Club Oeversee, i søndags på den tyske side af grænsen, i skovene på den anden side af Flensborg fjord.

CTF, Country-Touren-Fahren, er i Tyskland en udbredt (og misundelsesværdig) løbsform indenfor motionscyklingen, enten på mountainbike eller på crosscykel i terrænet, vistnok overvejende i vinterhalvåret.

Rammerne for arrangementet cirka de samme som ved et almindeligt motionscykelløb, men man følges så nogenlunde ad på en turen, idet der er “guider”, mastere, fra den arrangerende klub, turledere der kender ruterne, i stedet for skiltning. Det fremgår næsten af kortet hvorfor det er helt fint at have en indfødt guide.

.
ruter

.
1-2 guider fører altså hver gruppe, og gruppen består af alle dem der vil køre samme distance og eventuelt tempo. Ruterne og distancerne (3-4 forskellige) er planlagt på forhånd, og man slutter sig bare ved starten til den gruppe der kører ønskede strækning.

Som i alle tyske motionsløb gratis for unge under 18, og meget små startpenge for os andre. Ta’ den! Burde inspirere. Tilmelding på stedet. Og varm suppe, kager og kaffe bagefter.

Lykkedes mig at komme afsted hjemmefra om morgenen, selvom det var fristende at blive (liggende) hjemme, nu jeg ingen forhåndsaftaler havde. Men endnu har jeg aldrig oplevet at fortryde nogen af den slags cykeludskejelser, undervejs eller bagefter, så det er bare om at have tillid til dét.

Den meste regn kom vist om natten, så det var noget opblødt mange steder på skovstierne. Det regnede også nu og da undervejs, men betød ingenting, man var jo svinet til i forvejen. Ruten var utrolig, næsten udelukkende på stier i skovene omkring Glücksburg-Holnis, stor udfordring.

Gætter på der var 40-50 stykker til starten, klokken 10.

.

.
Kom i mål sidst på eftermiddagen, efter gruppen havde haft tre kædesprængninger med udbedring derude, og tre gøren holdt ved depot.
For mit vedkommende desuden en rejustering af et sæt nye bremseklodser der næsten blev slidt ned på denne ene tur, af meget mudder plus mange bakker og forhindringer.
Det var nu ikke på noget tidspunkt så mudret at man ligefrem sad fast eller skulle sejtrække igennem, i hvert fald ikke med lidt forudseende manøvrering.

Havde den lykke at være mellem de overlevende 6 i gruppen på “die Marathonstrecke”, til gengæld var alle de andre var gået hjem da vi kom ind. Men der var da suppe, kaffe og nogle kagekrummer tilbage alligevel. Min spøg, der var kage nok, dagen reddet.

Da jeg tog hjem til Sønderborg var min cykel oven i købet renere end da jeg tog afsted, for der var en varmtvands-højtryksrenser til rådighed. Understellet fik også lige en tur før cykelskoene skulle af.
.

spul

.

Resten af mine fotos kan ses som diasshow her.

Desuden findes der arrangørklubbens billeder (under “Photogalerie”) og en tysk deltagers billeder.

 

Der er mere om tyske motionscykelløb, CTF og RTF (Rad-Touren-Fahren, på racercykel), i et indlæg bragt i cykelklubblad sidste år.

Bor man i overkommelig afstand fra Nordtyskland, er det oplagt at deltage i cykelarrangementer her, der er noget forfriskende og lidt anderledes over dem.
Bedste sted at finde dem er www.helmuts-fahrradseiten.de under Termine.

8. marts

Min bedstemor blev født den 8. marts 1901. Let at huske.
Hun var den ottende af tolv søskende. Derfor blev hun døbt Ottilie.

ottilie

Hendes konfirmationsbillede.
Hun blev meget gammel.

Jeg kom til at tænke på det igår aftes, fordi jeg så Andie MacDowell i The Last Sign, der kredsede omkring tallet 8 og hvor smukt og perfekt det er; det kan skrives fuldstændig uden at løfte blyanten og minder om det matematiske uendelighedstegn. Og fordi det er min fødselsdag også.

Gendarmstitur

Alt for mange bekymringer om ingenting. Regnen kom om natten men gik igen allerede før vækkeuret ringede. Dagen blev grå, men tør. Fint nok for cykling, men nu ikke meget lys til simple lommekamera.

 

Lykkedes gennem massekassation og svedig efterbehandling alligevel at få lavet en helt rimelig fotoserie fra turen

Start og slut var herunder, hvorved jeg har lejlighed til at præsentere det nye klubhus, på den fede adresse Verdens Ende 6, Sønderborg.

Die Lage ist alles, som tyskerne siger når de skal leje sommerhus. Beliggenheden er alt. Det er nu hverken til salg eller leje, for klubben har selv købt huset her i sommers.

 

Og dér smutter så lige den sidste hjemad efter Gendarmstituren, ciao Jørn.

 

Slette udsigter med godt vejr

Uha, det er lørdag eftermiddag og stadig godt vejr, solen skinner endda.

Og det er skidt, for det betyder at det regnvejr der SKAL komme forbi ifølge vejrudsigten, er forsinket og kan risikere at strække sig til i morgen søndag med.

Søndag er det nemlig dagen for årets “Gendarmstituren” i cykelklubben, hvor vi sammen med de omliggende cykelklubber plus special-guest-HaderslevCK kører MTB fra Sønderborg ad gendarmstien der følger vandet til Padborg, og så hjem igen.

Nogle år har det været blæst og bidende koldt, andre gange regnfuldt og diset, sommetider frostvejr og iset, eller sågar ti centimeter sne. Og en gang i mellem har vejret været fint.

Begivenheden er så meget et must, at jeg endnu aldrig af vejrligsgrunde er blevet hjemme, så i morgen skulle nødig blive første gang.

Marcipangrisen

Nogle steder har de lige haft bunker af marcipan superbilligt. Rabatten er måske fordi man jo må siges så at have købt den i god tid. En rigtig kaloriebombe.

Ved et naturens lune, så ligner de sjovt nok mest af alt en stang dynamit. Ja, indeni oven i købet plastisk sprængstof.

Spræng-marcipan, som Clara Ponoptidan kalder det i Støvsugerbanden.
Marcipan var ikke engang et udtryk opfundet til lejlighden, men den pyroteknisk faglige jargon for plastisk sprængstof. Nogle typer har endda ikke alene marcipanudseendet og -konsistensen, men angiveligt oven i købet en stærk sødlig nærmest marcipanlignende lugt!

Bare for en sikkerheds skyld bid lidt forsigtigt, næste gang du sætter en marcipanlignende masse til livs.

antonbergguf

 

 

 

Igår var stangen hel, selvom jeg kun har taget én lille skive ad gangen.
Og selvom jeg nu tager bestandig tyndere og tyndere skiver, så er den med garanti komplet forsvundet i morgen.

Infinitesimalregning er noget overvurderet teoretisk ævl.

Den korteste vej

I vintersæsonen er der ikke nogen formaliseret turlederfunktion i cykelklubben, så ved søndagstræningen aftaler vi ved starten hvem der finder på en god rute og leder undervejs.

Forleden søndag havde Benny æren, og fik takken:

Allerede efter de første fem kilometer lyder koret fra halvdelen af rødderne:
“Øv altså, hvorfor kørte vi ikke over Kær, det er da meget kortere”
“Ja ja, det skal jeg overveje næste gang”
Enkelte besindige indvender, at vi da alligevel er ude for at få cyklet noget, men det fortabes i tumlen.

Og senere:
“Øv, hvorfor kørte vi ikke ad stien over Notmark, den er da meget bedre, selv om den er længere”
“Nå, nu skal det så ikke være kort?”

Svært at gøre alle tilpas på én gang. Men uanset ruten får alle vi der er mødt op til fællestræningen altid cyklet.

I alle tilfælde er én ting dog sikkert: den korteste vej mellem to punkter er at blive hjemme.

Syg i ho'det

Blev syg i nat. Men kun hovedet, benene fejler ikke noget. Det er nok bihulerne.

Lavede slet ingenting i går, men det går vel an at vedligeholde cykeltræningen, hvis nu jeg pakker mig helt ind.
Håber ikke immunsystemet bliver irriteret og slår tilbage, nu det havde forventet sygeleje, kamillete og kiksekage.

 Det kan ikke se mere rædselsfuldt ud, men tørklædet tjener heldigvis på én gang at varme og formumme.

Næste gang vil jeg være lidt bedre forberedt; så skal tørklædet nok være sort, med et stort Z på hjelmen.

 

 

Opdatering: blev til 60 kilometer og en kold punktering, eller så var det omvendt.

makrelskyer
Undervejs en skøn himmel med makrelskyer over Gråsten.

Litteraturanbefaling for sultende

Her tager jeg vist munden for fuld, men det er nu helt sjovt at så mange blogdiner eelsker at sværme omkring tallerkenen og menuen.

honni

Helene Uri: Honningtunger (forlaget Klim 2006, oversat fra norsk).

Det er forresten meget ofte omslaget, der får mig til at gå i gang med en ellers ukendt bog, det var det nok også med denne.

En roman om fire lidt umage veninder, der i flere år fast mødes og skiftes til at være værtinde og finde på menuen. En underliggende uro og disharmoni viser sig at bunde i noget dybere.

 

Udfor dén bogtitel i min done that – liste skrev jeg “overraskende god”, derfor anbefalingen.

Men hvad jeg kom fra var, at hvert kapitlel som svarer til hvert møde, selvfølgelig indeholder en udførlig, UDFØRLIG, beskrivelse af menuen og tilberedningen.
I starten læste jeg som jeg læser, altså løbende omsætter bogstaverne til forestillingsbilleder og film. Men snart måtte jeg acceptere, at det orkede jeg simpelthen ikke om mad; måske var jeg bare ikke sulten nok, men det ER nu nok også mest en kvindetsag, sværmeriet.

 

 

opdateret 14.2.08

En faders fryd

..er det når hans datter FRIVILLIGT kommer og slår ham for pengene til en cykelstyrthjelm.
Det er lille Maria fra billedet i det foregående indlæg, der pludselig er blevet voksen og læser på universitetet i Århus.

Set fra en cykelsadel er trafikken deroppe ret heftig, og da en anden cyklist blev kørt ned lige foran hende for nylig, blev beslutningen om cykelhjelm åbenbart taget.

Nix, jeg kører ikke én meter mere!

Egentlig kunne jeg have skrevet om det nylige Champagneløbet, cykelklubbens årlige hyggelige cykelorienteringsløb for aktive og familie.

Jeg vil nu alligevel i stedet hive mine billeder fra for nogle år siden frem, og berette om da jeg dannede hold i løbet sammen med mine børn.

Efter indledningen følger en gradvis stigende spænding (lidt) i beretningen, her Maria der klipper ved en post:

mariapost

Og Mads på vej:

madsvejkant

Ungerne cyklede det bedste de havde lært, og det gik mægtig godt længe, troede jeg i hvert fald. Men pludselig sad Mads her under et træ med cyklen og et “Nix, jeg kører ikke én meter mere”, og kunne ikke drives én centimeter videre. Krisen.

madstrae
Han har nu altid været god til at sige fra når det var relevant, og det var det vist her, hvor jeg tempomæssigt havde spændt buen lovlig hårdt for at indfri de store ambitioner for holdet.

Så trække vejret, rolig nu. Forløsning, krisen overstået. Vi kom gudskelov af sted videre igen. Happy ending.

Nutcase

Der er en hasselbusk ude i haven. Normalt er det kun med nød og næppe den giver noget, men i år var det HELT fint:

kasse

De skal stå her i stuen fordi de er så rare at se på, og go’e at røre ved.
Ligesom Onkel Joakim også er vild med at bade i alle sine penge i pengetanken.
Min søde datter Maria antyder at jeg stiler for højt og måske skulle nøjes med et fodbad.

Det vil jeg nu ikke høre på. Som barn så jeg en tårnspringer der fra tyve meters højde sprang ned i et lille bassin på kun en eller to meters dybde. Det virkede også helt umuligt.

I anledning af…

Arnes fødselsdag, så gav han et skrald kaffe til alle på turen i søndags, ved kiosken i Sønderhav.

all2.jpg

 

 

Man kan kun lige knap se ham på det første billede, så nedenfor er et billede fra udturen. Det er fødselaren forrest, på bakketoppen. Det ligner det i hvert fald på en prik.

Tres Amigos på skovtur

 

 

Poul Erik, Henning og Poul, men hvor er de to andre? Pyt, de tre musketerer var da også fire, og med Bent var vi fem den dag i Sottrupskov.

Skoven har ikke været og bliver heller ikke bedre eller sjovere end den er lige nu. Bare helt fuld af blade, man må bladre i alt det man vil.

 

 

Jeg synes grangivelig her at høre Herren blive prist for det velsignede vejr og den dejlige skov. Men jeg kan tage fejl.

 

En helt almindelig vintersøndag

Vi var vist 11 stykker der på MTB der mødtes om søndagen kl. 10 ved klubhuset. Først ad gendarmstien til første stop Vemmingbund:

 allevemmingbund

 villilars

 larsjoern.jpg

– så over Broager og igen på gendarmstien til en skovtur i Gråsten. Alle havde vist fået passende med stier og grusveje, så det var landevejen hjem….

Prøveløb

Var til vintercups-prøveløb, mountainbike. Det er altid sjovt at være med ved prøveløbet, og rart at se nogen af de andre cykelklubberne på Als – Danfoss, Linak, SCK, EUC og CMS.

Min søndagserindring derfra er en beretning serveret af Annie og Maibritt under eftersuppen, da vi var kommet tilbage til spejderhytten i Augustenborg:

Det drejer sig om nogen snydeposter, som ikke passer med landkortet, og som man ikke får nogen point for finde og klippe ved.
Og henvisningsposter, hvor man ikke alene skal klippe, men også ud fra den finde en hemmelig indskudt post måske en kilometer derfra, og klippe ved.

Henvisningsposten kan også være udlagt som snydepost. Og dobbelt diabolsk, så er den post som snydehenvisningsposten henviser til selvrfølgelig også en snydepost man, ikke får noget for.

Og det var lige præcis en snydehenvisningspost de fandt som den første, deromkring der hvor kortet sagde, men altså ikke præcist som vist på kortet, deraf følger at det i virkeligheden var en snydepost.
Men de klippede altså frejdigt ved den forkerte post, og fór afsted på cyklerne efter den hemmelige (snyde)post.

Men i nærheden af den falske var den rigtige hemmelige post placeret. Og Annie og Maibritt gentog nu med beundringsværdig konsekvens igen at klippe den forkerte post. Som altså var den rigtige. Det fik de så point for. Lykken står den kække bi. Eller heldet følger en bestemt persontype, om man vil.

Jawohl !

Det håber jeg er reaktionen på mit synspunkt, mit forslag her. Men ellers er kommentarfeltet jo åbent.

Når man kører cykelløb, cykelmotionsløb, i udlandet synes jeg det er dårlig stil undervejs at varsko om sving og trafik på dansk. I hvert fald så snart der er bare én ikke-dansker i feltet eller gruppen.

Rechts, links, vorsicht, frei, det kan vi vel alle substituere det danske med i Tyskland. Det synes jeg man både skylder og burde.

“When in Rome do as the romans do”, skik følge…

 Hvis jeg skal køre et løb i Italien, lad os sige et gadekriterium i Vatikanet , så vil jeg da heller ikke råbe “Pas på paven”, men hellere et eller andet med “In nomine Patris….” og så videre, hvad der nu måtte være passende.

Har De Hang til Heide?

Motionscykelløbet RTF Heide 2007 bød på en ny oplevelse undervejs på ruten.

Først cyklede vi sydpå over Der Nord-Ostsee-Kanal (Kielerkanalen) ad Hochbrücke Brunsbüttel, og så med en lille færge tilbage igen.

Brunsbüttelbroen

brunsbuttel1

brunsbuttel2
.

Færgen tilbage over kanalen længere østpå sejlede non-stop hele tiden, i hvert fald under løbet, vi skulle ikke betale noget. Og var heldige at kunne køre ind på den lige idet den lagde fra.

kielerfærgebagud

Prøver lige med en zoom her og jo, det ER Henning og de tre andre der lige var faldet 100 meter bagud fra gruppen før vi mødte færgen:
zoom

.

Jeg har lavet en længere billedserie fra Heide den dag, som kan ses.

Cykellopper?

I en klub er sammenhold og nærhed vigtigt, det kan ikke overdrives.

 

Sted: P-pladsen i Heide, Tyskland, under forberedelserne til Heide Radtourenfahrt “Durch Marsch und Geest” 162/116/75/48 km, hvortil efterårsklubturen gik til den 2. september.

Solosøndag

Var A-turleder til træning søndag i cykelklubben. Fik lige udvekslet A-B ruter med Per på B-holdet. Han havde planlagt en Krusmølle-Sønderhavrute; det passede fint med min A-rute, for der ville være chance for at mødes undervejs, idet min gik stort set den modsatte vej, altså med uret rundt.

Grrrrrrr, tog lige som den sidste i døren til klubhuset da begge hold kørte ud, og så havde ingen låst den.
Nøglen noget forfjamsket fisket frem og låsen låst, men grundigt bagud, det var jeg allerede.
“Follow the leader”, HA, hvordan skal det egentlig forstås?

Opgav at indhente.
Dels var der ingen garanti for at det ville lykkes, og kendte jeg egentlig det nu sammensmeltede A og B holds rute, B-ruten, helt nøjagtigt?
Dels er fuld skrue uden opvarmning altid en dårlig start.
Havde desuden som turleder tænkt på en god rute jeg havde set frem til at prøve, og synd at den bare skulle blive liggende der i landskabet til ingen nytte.

Så jeg kørte ruten som oprindelig planlagt, selv. Selskabet kunne have været bedre, men også værre. Heldigvis var det belejligt lykkedes at vende selvbebrejdelserne til en let muggenhed, og fra aviserne og speaken på etapeløbene ved man at indebrændthed er det bedste brændstof til både træning og løb.

Godt vi havde udvekslet ruter, for nu var der noget at køre for, motivation til at jokke til. I hvert fald var min plan via Sønderhav at køre fortsat modsat uret, og så mødes frontalt og følges hjemad.

Planmæssigt efter plan helt indtil Lundtoft, men så oh: mon de kørte over Tinglev som er den mest spændende vej, eller tog de den lige vej, ad hovedvejen, fra Krusmølletoppen til Søgård?

Valgte at tænke de nok havde taget den korteste og lige vej for at være hjemme til tiden. Hvis der da er en tidEN på søndagstræningen at skulle være hjemme til, det har jeg stadig til gode at opklare.

Kom til Krusmølletoppen uden at have mødt nogen, og kunne slutte at de andre nok havde taget vejen over Tinglev. Dejligt alligevel at der er nogen der vil lide for skønheden, rutens.
Jo, jeg mødte da modkørende Søren og Henning på Krusmølle, og Lejf også, samt et par anonymousser. Yndet søndagstur.

Så fuld speed på medvind hjem, og Mariekirken klokken et.
Det var den dag. I benenden så god som nogen.

Pyt

Ohøj, forfremmelse i sigte!

I dag er vi tre tidligere turledere, Jens Christian, Lars og jeg, der kører til kaptajnskursus med DCU, i Haderslev.

Vi skal også efter planen cykle deroppe, spændende hvordan vejret bliver.

 

Udenfor regner det lige nu, men pyt.
Og atter en pyt, og atter én.
Men pyt.