Årsarkiv: 2010

Mit domæne

Endelig blevet min egen wordpressechef.

Jeg har glædet mig til alle de muligheder der er i blogsystemet WordPress, jeg nu er gået over til, efter hidtil at have brugt (go’e gamle) Smartlog. Jeg har nu heller ikke noget imod at udgive på eget domæne absolutasger.dk fremfor det knap så chikke absolutasger.smartlog.dk

Især savnede jeg ved behov at kunne bruge større billeder uden at være nødt til at vende dem på højkant, samt generelt større kontrol over indlæg, datoer og redigering. Og så selvfølgelig aaalle de smarte funktioner, design og finesser der findes i WordPress.

Nu har jeg så siddet længe med tungen lige i munden og klippet, klistret og kodet for at tilrette mit nye avancerede WordPress-tema i udseende og funktion. De gamle billeder kan stadig vises, og større er mulige UDEN at selve tekstlinjerne bliver længere af den grund. Også det indiskrete klokkeslæt på kommentarer og indlæg er ændret.

Og så ser jeg  YAKK – at mine ændringer har fået den nye blog til at ende med at ligne den gamle smartlog på en prik!

Men sådan er det, det gør heller ikke noget, og det er ikke så mærkeligt jeg sy’s det er sådan en blog ser ud. For da jeg første gang for tre år siden fik øjnene op for, at det der med weblogs, hey, det kan da vist godt bruges til noget, ja da var det netop en smartlog-blog “Helles Hyggeblog” jeg var faldet over og læste, og slet ikke kunne lade være at følge.

Smartlog synker !

Blogsystemet Smartlog, jeg har skrevet i indtil nu, har eksisteret siden 2003, som vistnok et af de første herhjemme. Jeg kan i hvert fald huske presseomtalerne i den anledning, af “opfinderen” og programmøren bag, Morten Blinksbjerg Nielsen.

De første år blev der både videreudviklet og håndteret problemer i systemet, det må være svarende til mens den oprindelige programmør stadig var tilknyttet Fyns Amtsavis/Medier, men derefter er det som om it-vedligeholdelsen af systemet er blevet noget fraværende.

Eksempelvis har der indtil for nylig været kludder i årstal/måneder, som optrådte fast alle bloggerne gennem et halvt eller helt år. Bruger- og supportforum er også forsvundet, og der er ikke megen hjælp eller anvisninger at finde. Mærkelige engelsksprogede tekster fylder listerne for nye blogs og indlæg.


IMG_5940.JPG

“Non-stop”, er science fiction-forfatteren Brian Aldiss ‘ gennembrudsroman om et menneskerne i et gigantisk rumskib. I det noget forfaldne indre af rumskibets enorme sektioner, med urskovsvegetation og det hele, lever folkene deres eget liv, uden minde om fortiden. En dag begynder en mere nysgerrig gruppe at udforske “væggene” omkring, trænger efterhånden gennem flere af rumskibets sektioner, og opdager at til sidst, at de befinder sig på et sådan et multi-generational starship . De når til sidst frem til kontrolrummet forude, tomt, og indser de er forladte alene ude i rummet; at der ingen er ved rorpinden længere.

Netop sådan har jeg en fornemmelse af, at smartlog er et drivende spøgelsesskib i cyperspace, og vi bloggere er de eneste ombord. Der er ingen tegn på overordnet liv, og hvis det lykkes os at trænge frem til kontrolpanelet, er jeg bange for at vi i cockpittet hverken finder noget mandskab eller den forsvundne kaptajn.

Non-stop, slutningen, hvor der nu pludselig sker noget nyt med rumskibet (potentielle boglæsere luk øjnene før læser videre her): “….De kunne se det hele. Spalterne i den ædle rygbue svulmede op til kløfter. Så blev kløfterne afgrunde af rum. Så var der ikke længere et skib, kun firerogfirs store mønter som blev mindre og mindre, hvirvlede væk fra hinanden, faldt i evighed i en usynlig bane. Og hver mønt var et dæk, og hvert dæk var nu en verden i sig selv, og hvert dæk sejlede med sin tilfældige last af mennesker, dyr og hydroer stille rundt om Jorden, som en prop der flyder i et bundløst hav…)

Sådan frygter jeg det en dag vil gå med Smartlog, derfor kigger jeg mig nu i tide om efter et sikrere ståsted for min blog. Det har ellers været et godt og ukompliceret sted for mig at træde mine barneblogsko, selvom jeg efterhånden er begyndt at savne flere finesser og at have kontrollen fuldstændig selv,be my OWN captain.

Nu skal jeg være ærlig: arkivkludderet i Smartlog BLEV rettet til sidst. Og ikke mindst har jeg har med glæde konstateret at funktionen “exportér din blog” må være blevet rettet, for den ser ud til at fungere upåklageligt. Da jeg for godt et års tid siden undersøgte eksportfunktionen, var der ellers et svært rod i de eksporterede kommentarer, indlæg og deres datoer.

Det jeg i øjeblikket tror til sidst vil kvæle Smartlog, af konkurrerende dødsårsager, er mængderne af spam, der kryber ind som rotter overalt på skibet. Jeg håber selvfølgelig for mine medrejsendes skyld, at det vil gå bedre end i min her forudskikkede dystopi. Og sniger mig så ellers ubemærket ud.

Finsk fjernsyn, jaah !

Forandring fryder, det GØR det jo. Det ER altså skægt at køre mountainbike i natten med lys, det har oversteget mine forventninger. “Skægt” er endda en underdrivelse, jeg vil hellere karakterisere det sådan:

Det er ligesom i en finsk TV-film for 2-3 år siden, hvor handlingen var centreret omkring nogle unge m/k’ere der blandt andet trænede på mountainbike nede i en stor kalkmines gange, med pandelamper og det hele. Rigtig kult, var det.

Og sådan føles det netop herligt at være ude med gruppen af lysende natmænd onsdag aften: KULT!

De første gange til MAD har vi kørt på de kendte stier i Sønderskoven og Høruphav Lilleskov, selvom jeg ikke kan svare for de 2-3 aftener jeg er blevet hjemme af frygt for “fugt”.

Men da vi forleden – en stille og kølig, men også både måneløs og mørk nat – drejede over broen og kørte ud ad stierne langs vandet til Egernsund, ja da viste det sig at mørkekørsel ikke behøver at begrænses til “beskyttede områder”. Ja, de sommerkendte steder bliver spændende én gang til, når man sådan ser dem i et nyt lys.

Skønt skønt at kunne se rækken af røde og hvide lys sno sig op og omkring i småbakkerne rundt om skanserne på Gendarmstien, som en anden julelyskæde (kun én måned til!).

ffsdfafaf*aaf

Risikoniveauet ER selvfølgelig lidt højere i mørket; mest grene, kanter og huller man ikke helt kan se dybden af, men det er ikke urimeligt risikabelt. Man må også passe mere på hinanden, og ikke lade nogen komme fuldstændig bagud med to stearinlys på styret.

Smukkest

De kurver, den glød 
– der findes ikke noget smukkere end en spansk guitar.

MVI_5791.jpg

 

Til guitarmatiné på Jyske Musikkonservatorium, klassisk og spansk, under temaet Barcelona.

Her er det Patricia Rodriquez med Cancion del Lladre og La Filadora af Miguel Llobet, men det kan være svært at høre på billedet.

Status p.t.

I disse dage er min yndlingsdatter på vej op til Base Camp på Annapurna, dér i Himalaya omkring 300 km til venstre for Everest.
Der bliver ingen elektronisk rejsekontakt foreløbig. Smsser ikke engang.

Jeg burde altså have nået formane om at lade være at kravle højt op og falde ned igen. Og at lade de Edelweiss’er stå, hun ikke kan nå.

 

Yndlingssønnen er flyttet til København nu, og er allerede så godt som assimileret derovre: han har lige fået en bøde for at cykle på fortovet.

Det må give mindst 12 integrationspoint.

M.A.D.

Mountainbike After Dark. En nyskabelse nogle af vennerne fra klubben har taget initiativ til.

Uden tøven skulle jeg da være med, for jeg synes ikke jeg kommer nogen vegne på spinningcyklen. MAD er da også blevet tænkt som en erstatning derfor, onsdag aften.

Desuden er jeg også forlængst blevet smittet af Helles  begejstring for nat-mtb.

 

IMG_5808 

Er nogen syrede venner jeg kommer sammen med!

5806 

Heldigvis kan man få syn for sagn ved at selv fyre en fed FLASH

5802 

5797 

Natfoto kræver vist mere omhyggelighed og forberedelse end blot min satsen på at være heldig.  

Lystest

Mørkekørsel på mountainbike. Det er skønt i skoven; man føler sig som i Aladdins hule.

 

5615 

 

Jeg er ude for at teste mit lys: to halogenlygter med genopladelige batterier i, ikke specielt store eller kraftige. Indrømmet, billige var de også. Men det er okay.

 

5604 

 

5633

5626

5618

 

 

5628

 

 MIS altså, hvordan kan du dog koncentere dig om den lille mus, uden at ænse den store fede mountainbikerotte der drøner lige forbi?

Den nye vej?

Resultatlisten fra Grænsecykelløbet er kommet, med en interessant forandring i forhold til sidste år:
 
Listen er nu ikke længere rangordnet efter køretid, men er i princippet blot startlisten med køretiden registreret udfor den enkelte, i timer og minutter. 
 
Jeg ikke hvorfor denne ændring, men det interessante er at det KAN skyldes et ønske om at gøre løbet lidt mindre væddeløbspræget, og derved MÅSKE mere all-round og tiltrækkende for alle.
 
Om det ligefrem er ny tendens indenfor motionscykelløb er ikke til at vide, eftersom det er det første sted jeg har bemærket en ændring til den side, men efterhånden som mange motionscykelløb med tiden er gået hen og blevet mere “specialiserede” (MIN fornemmelse), kan jeg godt forestille mig der er vil opstå et behov for at genintroducere og promovere det mangfoldige og altfavnende motionscykelløb, som en modsætning til licensløb hvor kun placeringen tæller.  
 
 
Selv er jeg ikke helt afklaret med hvor højt konkurrencemomentet skal vægtes, for sidste år hvor jeg gjorde det så godt, kan jeg ikke sige at jeg var ked af resultatlisten.
 
Men det var omvendt dette efterår, hvor jeg følte mig knap så klar, og i hvert fald ikke havde lyst at rigtig ræse. Da var tanken om synligheden på en rangordnet resultatliste måske i virkeligheden den lille tue på cykelstien, der gjorde at jeg slet ikke stillede op? 
Foruden smålig er jeg nemlig også så forbandet ÆREKÆR, at jeg selvfølgelig ikke har lyst at stå nederst på nogen liste. Medvind er bedst, og det er jeg ikke den eneste cyklist der synes.
 
 
Men nu da der altså stadig ER tider i resultatlisten, ser jeg det som et glimrende kompromis, idet særligt interesserede stadig kan gå ind og både nærstudere og statistikke efter lyst.

Årets Grænsecykelløbet

I år blev Grænsecykelløbet uden mig, jeg er så smålig: 170 kr. for de 100 km er lidt for højt, selvom der er flot og hyggelig bespisning bagefter inkluderet.

Det ville i alt være blevet 300 kr. for at cykle de 100 km, med eftermtilmeldingsgebyr på 30 og så for 100 benzin til min tørstige røde ven, nu der ikke er fælleskørsel til Rødekro.

Og så fordi jeg også er en pivskid, der er bange for vand, og med de foregående dages regn ikke havde vovet forhåndstilmelde.

 

Det med deltagerpris er nu ikke specielt møntet på Grænsecykelløbet; der er herhjemme flere der er dyre, men også nogle der holder prisen lav. I mine øjne er den dog generelt for høj, ikke mindst fordi jeg kan skele til vores venner i Tyskland og se en helt anden politik for deltagelse og pris praktiseret.

 

Da den søndag oprandt, skulle jeg sådan set alligevel ud at cykle, hmm, hvad  finde på, hvor køre hen? Der var halvvådt om morgenen, med truende bygeskyer overalt, ikke noget klubtræningsvejr, men jeg SKULLE jo ud:

Ja ja da, jeg kunne jo afprøve en gammel idé eller teori, nemlig at se et motionscykelløb som tilskuer på den bedste måde, studere dets anatomi på det ellers utilgængelige kørende stykke midtvejs mellem start og mål. Teorien går på, at hvis nu jeg selv triller den modsatte vej, får jeg ALLE deltagende at se; intervallerne mellem dem også, det er lige så vigtigt. Ligesom at høre pauser og lyddøde passager i musik.

Ved at regne lidt på afstande, starttidspunkter og hastigheder, kom min egen 85 km træningstur hjemmefra til at passe, så de midterste 15 lige netop dækkede modpassagen af, hvad der senere har kunnet opgøres til 180 grænseløbskørere. Udsynet var fremragende, dér fra Felsted til Holbøl, hvor der først kom de forventede sammenbidte hurtigste 2-3 grupper, og siden lidt mere løsslupne grupper, par og “lonely riders”.

 

En ting der slår én som “observatør”, men kun lidet fornemmes når man selv deltager, er at så mange kommer bare 1-2 ad gangen (efter 70 af 100 km). Er det mon ikke sjovere at være lidt flere sammen mon?

Spørgsmålet er dog for polemisk. For jeg ved godt, at når først startgrupperne er blevet “atomiseret”, er det svært i praksis at finde sammen igen. Den der er kommet forud vil ikke sætte sit forspring over styr, endsige opgive tanken om at indhente nogen forude, og den der er bagud kæmper utvivlsomt af al magt for netop det samme. Så tanken om med vilje at lade sig falde lidt tilbage til godt selskab forbliver en fin teori. Det er forresten heller ikke sikkert der ER nogen bagude at falde ned til, især ikke i små løb.

I forbifarten må jeg kaste det råd ind, fra egen erfaring i al almindelighed, at man forsøger time sin afgang fra depoterne, så det bliver med andre. Hvis altså ikke man har sprunget det over. Det er i Grænseløbet let at komme til, fordi depotet ligger efter det letteste første stykke af en trods alt relativt kort total distance.

 

En punktist i Holbøl, jeg konverserede, fortalte at de havde haft regn nogenlunde hele første halvdel af deres 100 km. Alligevel var jeg på det tidspunkt, efter at netop have passeret alle deltagere modsat, LIDT misundelig på alle de brave cykelrytttere jeg havde set; også på Villi og Finn L. jeg lige nåede at hej’e undervejs. Som de eneste forhåndstilmeldte fra klubben var jeg forberedt på at genkende dem.

 

En tanke ligger så tæt på, at jeg er ikke kommer uden om at nævne den, men altså: jeg ville ALDRIG finde på at køre ad løbsruten den rigtige vej samtidig med det afholdes, og endnu mindre gøre det sammen med en gruppe der bare er på træningstur. Det er både luset og irriterende for de rigtige deltagere.

Uskikken har jeg af og til set til løbene; heldigvis er jeg sikker på det ikke skyldes andet end manglende omtanke. Men må også indrømme at min indsigt kedeligvis stammer fra for længe siden, da jeg var ung og ureflekteret, let forlokkelig og med på netop den værste.

 

En helt anden tanke kan strejfe én: om man er for kedelig, som en Svend Erik Kedeligs Kvartet uden kvartet, ikke at være taget med til løbet alligevel.

Reddende engel på patrulje

Når jeg er på en træningstur og møder en nedbrudt cyklist, eller nogen der står helt forvirrede med landkortet vendt på hovedet, så enten spørger jeg eller gør en “er alting okay – grimasse”, og det er det for det meste.

(Det er der heldigvis også andre der gør, som da jeg engang i ødemarken havde næsten klaret min egen punktering og så fandt pumpeholderen tom.)
hvidtekst

Men i dag, da nogen på den anden side af vejen stod med en cykel vendt på hovedet, var det en “desperations-grimasse” der kom retur. Et ungt belgisk par på cykelferie med rundtur og udforskning af øen Als i planerne.

Kæden i klemme BÅDE foran i akslen, og bag mellem tandkrans og hjul. De havde bakset længe med den; sådan en klemning KAN jo også være rigtig hårdnakket.

For én gangs skyld opfattede jeg et problem som en glædelig udfordring og “indenfor mit felt”. Og havde mine uundværlige engangshandsker med, så jeg kunne tåle at gå i sort.

Ved fælles værktøjsressourser og hjælp kom kæden uskadt fri, og selv bagskifterens LOW-skrue blev justeret,  i forebyggende øjemed.

belgierne

Glade igen. Der er ikke noget der redder min dag som en god gerning, og nypudset glorie.

Solskind – nej tak

asgersolskin

Den må gerne lune mig, solen, men jeg skal hverken brændes eller brunes, nope.

Brune cykelarme og -ben har jeg nu alligevel fået, selvom jeg gør mig umage med solcreme, om det så er overkanten af ørerne. Men så smutter jeg også bare af sted på raceren.

EN SMULE farve og tilhørende striber gør nu ikke noget, men ellers er det lutter hvidt i hvidt.

Selv hvis min cykeltrøje lynes ned når det er hedest, blottes det hvideste andybryst, hvidere end Marie-Antoinettes bare bagdel, sådan skal det være.

Lillebælt rundt – contre la montre

Ja undskyld mit fransk; det skulle have betydet at vi kørte modsat uret rundt.

Danfoss Cykelklub havde nemlig igen inviteret naboklubberne med på en tur rundt om Lillebælt, med færgeoverfart fra Fynshav om morgenen. Denne gang var vi hele 37; temmelig mange flere end sidst jeg var med.

Start –

IMG_4788.JPG

– over Lillebæltsbroen –

IMG_4821.JPG

– og så dreje hjemover –

IMG_4840.JPG

IMG_4847.JPG

230 km er let nok sådan, og når der er pauser undervejs.

Gennemsnitsfarten blev forbilledligt holdt, så sidste mand netop kunne følge med, det blev vist lige omkring 29 km/t.

Jeg har flere billeder i større format, som  billedserie her .

Ingen roser uden torne, nej, det  jeg mener er blot “hver ting til sin tid”:

Det kunne altså være næsten helt anstrengende at holde igen hvis man havde stort overskud, især på den sidste halvdel af turen med med mange friløb plus bremsen ned ad bakke.

Men min kompliment til kammeraterne, der samtlige indfriede “kontrakten”: at denne dag skulle være for alle. Underforstået, at så måtte den stærkeste del del af feltet køre hurtigt ved en anden lejlighed.

Smart!

I dag så jeg på cykelstien en mand, der nok var ved at lære at løbe.

En ganske almindelig familiefar, så det ud til. Han havde så fået sin lille datter på en endnu mindre cykel til at køre med en lang stang bagpå, han kunne holde i; det var nok for at han både kunne lære at holde balancen og så blive trukket frem.

 

 

 

Rømøretur

4540

En masse trætte cykelsko uden fødder, kendte og mindre kendte. Det betyder? Jo altså:

Min forhåbning om et gensyn med Rynke’rne blev hurtigt indfriet, efter en invitation til Team Rynkebys træningstur Sønderborg-Rømø og retur igen.

Start klokken 8 i en kølig tåge, den første defekt har lige meldt sig, men vi har lovning om sol over skyerne.

Lidt senere bliver det da også til bare arme og ben, så jeg får overhovedet ikke brug for den alternative overskrift Rømørøvtur.

4505

4513

4515

Ved Rødekro slutter dem fra Aabenraa a’ sig til os.

4517

4522

4528

4527

Og i Skærbæk støder resten af holdet fra Team Rynkeby til; de er kørt fra Kolding samtidig.

Støder TIL, ikke sammen, selvom det næsten ser sådan ud.

4529

Alle på vej ud over Rømødæmningen. Team Rynkeby Sønderborg s kaptajn Poul F. er ham på den gule cykel.

4535

Forbi Skt. Clemens Kirke på Rømø, på vej nedover mod Havneby.

4537

Gensyn med billedet hvor de fleste har stillet trætskoene, ved turens vendepunkt og pause; her er vi blevet inviteret indenfor hos “Blue Water Shipping” i Havneby.

4540

Man skulle synes det nærliggende at være mere træt andetsteds, men jeg ser ingen der har smidt bukserne.

4547

Mit ydmyge måltid. Cykelrytteres glubende kulhydrathunger underskønnes og undervurderes tit; der var dog heldigvis mere senere.

Jeg  nøjes med at vise mine egne velplankede klubkammerater, for ikke at komme ud i en spisesituationsindiskretion.

4548

Igen på cyklerne og nordpå mod dæmningen, gennem Rømøs lyngklitter og skov.

4555

Snart hjemme igen, ned over Sundeved mod Als.

4563

4566

Altid liv omkring Julie; mix-mandskaber er nu særlig charmerende.

Gensyn med Mariekirkens tårn i Sønderborg klokken seks sharp. Det har været en god dag.

4570

Det er gået smertfrit og føltes let, selv ved hjemkomsten efter de 230 km, og jeg var sikker på at også skulle cykle igen dagen efter.

Søndag morgen var jeg så ganske forskrækkeligt øm og mør over det hele, og pjækkede fra søndagstræningen.

Man skulle tro det er lykkedes nogen på en eller anden måde at smugle en ært ind under min sadel dén morgen inden vi kørte fra Sønderborg.

For jeg er en rigtig langtursrytter.

Min mosters cykelhold

Var i weekenden på en tur med Team Rynkeby , inden de cykler til Paris. Nu i år hvor der er kommet et hold med base i Sønderborg, har teamet været søde at invitere os fra lokale cykelklub med på træningsture. Det var rigtig hyggeligt. Det vil jeg gerne gøre igen.

 

img_4483.jpg 

 

img_4487.jpg 

 

img_4486.jpg 

Grejsdalsløbets demontering

Nu ryger startnummeret fra Grejsdalsløbet endelig af.

demontering.jpg

 

Efter et løb kører jeg altid nogle dage med nummeret stadig på, for ligesom diskret prale med at have været frisk og ude at køre løb. Om nogen beskuere overhovedet aner at sådan ser numrene også ud til landevejscykel-VM, ved jeg ikke. Men man føler sig med i familien. Ligesom den Storm P. tegning, hvor den ene tykmavede portvinsnæse siger til den anden: “Ja, når man sådan står og skuer ud over havet, kan man godt mærke at man nedstammer fra vikingerne”.

Dén søndag i Grejsdalen blev skøn: på forhånd havde jeg besluttet denne gang at følges med det største hold fra klubben, fremfor kun at satse på en god tid, for det har jeg trods alt har gjort nogle gange efterhånden synes jeg, og jeg vil jo gerne prøve alt i cykling.

Med så meget tid at give af, nu jeg ikke skulle bruge min tildelte seedede tidlige starttid, kunne det selvfølgelig ikke gå anderledes end at jeg kom for sent til klubholdets start.

Så gik jagten efter dem, det elsker jeg bare. Så meget, at i Hedensted skulle jeg egentlig have været inde og vende, men jeg sad så godt…

Tilbageskuende kan jeg regne ud, at netop dér ved depotet kørte jeg forbi de andre mens de var inde. Men jeg var heldig at punktere senere gennem Vejle by, og så er DE kørt forbi MIG, mens jeg stod og lappede.

På’en igen, fuld fart frem; jeg kunne jo fortsætte at spille fandango, fordi jeg ikke behøvede kunne holde tempoet helt til mål i dag, og så var der bingo på toppen af Munkebjerg ved casinoet, hvor jeg omsider mødte Villi og de andre. 

villiogdeandre 

 

DERFOR var det en skøn dag: jeg fik prøvet det hele, både det ekstremt hektiske til Munkebjerg, og at følges resten af vejen.

Venus fra Grønnekærvej

Cyklede en tur sent i går, inklusive et par gange op ad Grønnekærvej . Mørket faldt på, og nattehimlen begyndte at lyse. Med en dekorativ stjerne placeret det helt rigtige sted.

 

venus2_img_4301.jpg 

 

Her er ingen kunstig horisont, det er den rigtige Dybbøl Mølle, kvalivare, for det er jo Dybbøl Banke jeg cykler op ad. Prikken over i’et er forresten slet ikke nogen stjerne, men Venus som ses på vest-nordvesthimlen i begyndelsen af maj.

Mere forår nu

Det bliver varmere. Snart også til bare ben. Der var faktisk en enkelt, der var sprunget ud i dag.

Men her er det nu sidste søndags fællestræning.

“Lappe, lappe og lappe, er det det eneste I laver der på cykling?” vil en udenforstående med garanti spørge, efter at have skimmet hele billedsamlingen fra cyklingen igennem.

“Ja.”

img_4024.jpg

Og så lidt cykling ind i mellem, alligevel. Ned fra Hønsnap mod Sønderhav, strygende.

img_4027.jpg

img_4027.jpg

Hvad teknisk forvaltning i kommunen har tænkt sig, ved jeg ikke: at vi alle står af og trækker ned ad bakken?

img_4030.jpg

Den er stejl, men ikke dødsens.

img_4032.jpg

img_4040.jpg

Her går det alligevel for meget opad, men godt at restituere lidt før vi fortsætter.

Ikke så lang fredag

I dag fem stykker til en trænings- og fornøjelsestur Sønderborg-Kruså-Aabenraa; planen forlods var ellers 110 km, men de 75 det i stedet blev, tror jeg egentlig var aldeles perfekt mængde som træningsstimulus. Også for mig, lige til sækkestolen og kaffe i varmen fra eftermiddagssolen gennem stuevinduet bagefter.

Hvorfor også udfordre skæbnen lige nu – flyve for højt som Ikaros og fryse fjerene af eller sådan noget.

Sæsonstart

Det var en mørk og stormfuld … onsdag aften.

Så var det heller ikke værre. Lidt vind og køligt på denne første landevejstræning med klubben er der, og turene er korte fordi mørket falder tidligt på.

A-gruppen kører i friskt tempo; her ser det ud til at mens jeg gerne bruger en halv time for at varme op, tager de andre tilsyneladende en lille time på at køle af. Det ER snart forår. Resten af turen foregår i harmoni.

Forandring vil fryde

Nærmest allerede før jeg trak racercyklen ud, begyndte jeg at tænke i mulige overskrifter, og håbede det ville ende med gode gamle “Forandring fryder”.

Bladrer man tilbage gennem bloggen, kan man finde dén overskrift fast to gange årligt, tror jeg: ved den første tur på mountainbiken om efteråret, og om foråret når det er den skinnende racer i pragtfuldt vejr.

For tidligt  *suk* …

 

 

Et kig frem

kigfrem

 

Et kig tilbage

kigtilbage 

 

Ved Årup Skovvej, der ellers plejer at være en fin smutvej gennem Aabenraaskovene, måtte jeg vende om: stadig næsten en halv meter af det hvide.

3731

Missionæren

Jo, det gik skam godt sidst, det er ikke derfor der har været stille nogen tid her. Den mellemliggende tid har jeg i praksis bare ventet på de rette skriveomstændigheder, meteorologisk set.

Jeg vil nemlig altid gerne ville missionere, når jeg har fået en overbevisning eller begejstring. Denne vinter har jeg set lyset, og så skal der missioneres for SNEKÆDER, halleluja. Derfor har det været nødvendigt med noget sne igen, for at indlægget ikke skulle virke fuldstændig malplaceret. NU er den sne så faldet, og proppen forhåbentlig af igen.

Førhen var jeg dog også troende, med hensyn til snekæder, for de sidste 10 år har jeg kørt rundt med sådan nogen i bagagerummet, og det har forhindret at de nogensinde har været nødvendige. Indtil nu.

På en let skrånende og ellers fredelig villavej sad bilen uhjælpeligt fast og kom ingen vegne på den glatte sne, trods en times skovlearbejde, alle gulvmåtter ude, samt assistance af velvillige håndskubbere.

 

fast 

 

NU måtte de snekæder stå sin debut.

snekædehjul

 

Det gælder om at have øvet sig i forvejen; sætte kæderne på i fred og godtvejr, for det er vigtigt de sidder rigtigt. Det havde jeg så ikke liige nået på de 10 år, men heldigvis fået studeret brugsanvisningen, netop den morgen da de 15-20 cm sne lød som alvor, og jeg skulle ud.

10 minutter tog det at montere kæder på to hjul, og 5 sekunder tog det at køre resten af vejen gennem høj sne på glat vej, med et vejgreb der føltes som en traktor, yess!

spor

 

Det LIGNER spor efter et bæltekøretøj med jordmor, men var så bare mig og fordmor*

Nu hænger så kæderne i entreen, som seletøjet til hesten hos en ægte snecowboy.

entre

 

 

 

 

* Under en nylig nostalgisk samtale over bilen talte mekanikeren om den som en hun, ligesom et skib eller en skude.

VinterMTB

Denne lørdag og søndag var kun én eneste anden fra klubben frisk på mountainbike. Arnkilsøre Skov er tæt ved og go’ med sne på, så den var lige i øjet og blev kørt igennem på både på kryds og tværs.

Kunne have håbet den nylige generalforsamling ville inspirere; det gjorde den åbenbart ikke. Nå, jeg ved nu at mange af de andre de stadig træner og vedligeholder ved klubspinning hverdagsaftener, men der kommer JEG ikke mere; det skal være den ægte vare.

Har nylig brugt videofunktion i kamera, jeg tror det kan bruges til noget, når jeg får fundet ud af, eller fundet på, hvad det er. Den første session fra cykel ender i rystelser og bulder.

Det GÅR godt. Men mon det går GODT?

 

 

Det gik godt.

Benny Andersen har ordet

Ikke alle læser Politiken. Det kan de umuligt gøre. Så de kan heller ikke have læst interviewet med digteren Benny Andersen, da han i november fyldte firs. Her havde han lejlighed til at sige:

»Hvis jeg skal dø i dag, vil jeg dø fuldkommen lykkelig, men mandag vil passe mig bedre.«

Til kanten

Det handler ikke om cyklen, men den er alligevel med, for det er så let at snuppe den, med skiene under armen, til en start fra madpakkehuset i Sønderskoven .

IMG_3290

 

 

Klinten i det fjerne, der kommer jeg også forbi senere.

IMG_3383

 

 

Der er ved at dannes tallerkenis derude, og bundgarnspælene står alle som halvspiste hvide Kæmpe Læske.

IMG_3329

 

 

Andre har allerede lavet spor, lækkert, så er det let at løbe på ski, fremfor at GÅ på ski.

IMG_3313

 

IMG_3341

 

Tjah, det er vist ved at blive sent.

 

IMG_3410

 

 

Natskisky med måne.

IMG_3390

 

 

 

Hey, jeg fik da forresten også et lillebitte filmklip med fra klinten den dag, det havde jeg næsten glemt.

 

Sne

Når man elsker sne, er det herlige dage nu. Der er sandelig kommet mange gaver fra oven. For meget ved jeg ikke om det kan blive, men det grænser til at man kan blive helt FORelsket.

Mendelssohn

Kirkerne i hele omegnen, og i det hele taget, arrangerer jævnligt koncerter, der i mine øjne udmærker sig ved stort set altid have gratis entré. Det har hernede også ProMusica, af og til også bibliotekerne. Sjældent til at modstå, næsten uanset hvad der er på programmet, for jeg kan ikke mindes nogensinde at være gået skuffet hjem, tværtimod nærmere opløftet.

Oftest er det klassisk musik, og dén art får i særlig grad nerve når man ser den live; musik man måske ikke ville skænke et øre, hvis det blev spillet i radioen, bliver aldeles levende (ja) og vedkommende.

Der plejer at være en lille annonce i ugeavisen, måske foromtale. Sikrest er dog at søge på forhånd indenfor sit lokalområde på Kultunaut.dk, hvor de fleste arrangementer er med.    

 

Lørdag eftermiddag var det orgelværker af Felix Mendelssohn Bartholdy, født for lige netop 200 år siden, fremført af Karsten Munk.

Til Augustenborg er der ikke engang 4 km, så det er normalt nemt bare at tage cyklen. Jeg var dog lige ved at forregne mig, for jeg måtte gennem en sand skærsild af tilfygning og snedriver på vejen og cykelstien, før jeg nåede kirken netop til tiden.

 

IMG_3271

 

Augustenborg Slotskirke er sjov, for indvendig ser den for mig ud som i andre kirker, men udvendigt er den ganske undseelig, placeret lige herinde, i den laveste del af bygningen, som en del af slottet.

 

IMG_3270

 

 

IMG_3262_c

 

 

 

IMG_3269

 

 

 

På hjemvejen, i opløftet stemning, var der ro nok på til at forevige fygesneen; nogen ordentlige driverter er det. Havde forresten ikke regnet med at en skærsild kunne være så kold.

IMG_3281

Fri fra ski

Vil man være godt til at cykle, skal man cykle. En gang imellem, gerne oftere. Det er princippet om træningsspecificitet, der er et faktum.

Det GØR heller ikke noget, for i det store hele er det en fornøjelse. Og pligttræningsturene, der skal tages sommetider, ender da jævnligt med tilfredshed, allersenest bagefter: nu er DET gjort. 

000115_134700

 

For ikke at sætte forventningerne for højt, agtede jeg omkring weekenden blot at cykle til Nørreskoven og kigge, rent orienterende, om det overhovedet var muligt at cykle for sne inde i skoven.

Det var aldeles muligt, på grund af to ting:

I skovens dybe stille ro er der ingen vind til at fyge sneen sammen; den ligger jævnt.

På grund af skovdriften, tror jeg, har der kørt vogne med brede dæk på de fleste grusveje; brede spor der sagtens kan køres i. De er ikke isglatte, kun noget sneglatte, og det gør mig ikke nervøs, for så er der normalt stadig rimelig kontrol over cyklen.

000115_134438

 

Det ligner nu altså en elg.

 

 

000115_134320

 

000115_135104

 

 

Ude i det åbne nu, omkring Katryd, stadig helt ok at køre.

 

 000115_140206

000115_140128

 

 

Jeg kan ikke lade være at tænke på alternativet: spinning i en “gymnastiksal”, kvælende hedt, dunkende musik, urvisere der snegler sig af sted…

Herude er der rigtig dejligt koldt, og friskt.

000115_143411

 

Oh, nu begynder det at blive lidt tungt, mellem Notmark og Adserballe Stationsby, det var noget nemmere her sidste januar.

Det er (ikke så) koldt derude

I går frøs jeg godt og grundigt bare af at tage 3-gears’eren til byen, selvom jeg havde masser af tøj på (undtagen lige lange undere under).

Så det var svært at forestille sig tage ud på mountainbiken til søndagstræning, kun med bevægelsesvenligt cykeltøj på. Men nu havde jeg ikke set de andre fra cykelklubben siden før jul, så jeg VILLE af sted.

Man bliver skør af ikke at have set andre end nisser og folk i henholdsvis opkørt og nedtrykt julestemning.

Det var der åbenbart ingen andre der rigtig ville, for vi var kun TO mødt. Til gengæld blev det et par fine timer, for frosten var aftaget til kun svage minusgrader, føret var lige så godt og fast som sidst, og i skoven var der stort set vindstille trods blæsten udenfor.

Sne og is

Ski eller cykel i dag ?

Det endte med at tage mountainbiken først, for så at kunne kigge om der var sne nok til at  vende om og tage skiene i stedet.

Sne overalt, men for tyndt til ski; okay at cykle på, især hvis man absolut VIL ud.

Undervejs fik jeg en super idé: at lukke luft ud til dækkene var nærmest halvbløde, og derved fik et rigtig godt og sikkert sne-greb, samt bedre fjedring på de mange vaskebrætstrækninger.

Målt til 22 psi (1,5 bar) mod det allerede relativt lave normaltryk til skov på 30 psi (2 bar), jeg plejer at advokere for. Næste gang tager jeg det på allerede hjemmefra.

IMG_2981

Og så hjem til en runde pandekager med is, hjemmerullet bliver den.

IMG_2983

Efter den stille jul

Sideløbende med at mit marcipanunderskud gradvist neutraliseres over julen, bliver jeg tiltagende rastløs og humørforladt; MÅ ud på mountainbiken og få dækket det voksende endorfinunderskud.

 

IMG_2872

 

Nu Fredsskov ved Fynshav. Det ses TYDELIGT at ham mandens hue er trukket godt ned om ørerne, for det er bidende frostvejr. Sært nok kan bækken alligevel stadig flyde både snoet og lysteligt af sted.

 

Når det kommer til stykket er det længe siden, årevis føles det som, der har været rigtig frost i længere tid. Før jeg kom ud, tænkte jeg faktisk både øv og brrrr, men straks jeg var på Nørreskovens stier, forstod jeg at det er en velsignelse, og at de veje der førhen var tunge og mudrede, nu er rock-solid faste.

 

Her var jeg tidligere aldrig kommet helskindet og upløret forbi.

IMG_2840

 

 

Man kan falde helt i staver undervejs, over alle de skønheder man møder.

IMG_2853

 

 

IMG_2859

 

 

IMG_2866