Arkiv for 2010

Mit domæne

Endelig blevet min egen wordpressechef.

Jeg har glædet mig til alle de muligheder der er i blogsystemet WordPress, jeg nu er gået over til, efter hidtil at have brugt (go’e gamle) Smartlog. Jeg har nu heller ikke noget imod at udgive på eget domæne absolutasger.dk fremfor det knap så chikke absolutasger.smartlog.dk

Især savnede jeg ved behov at kunne bruge større billeder uden at være nødt til at vende dem på højkant, samt generelt større kontrol over indlæg, datoer og redigering. Og så selvfølgelig aaalle de smarte funktioner, design og finesser der findes i WordPress.

Nu har jeg så siddet længe med tungen lige i munden og klippet, klistret og kodet for at tilrette mit nye avancerede WordPress-tema i udseende og funktion. De gamle billeder kan stadig vises, og større er mulige UDEN at selve tekstlinjerne bliver længere af den grund. Også det indiskrete klokkeslæt på kommentarer og indlæg er ændret.

Og så ser jeg  YAKK – at mine ændringer har fået den nye blog til at ende med at ligne den gamle smartlog på en prik!

Men sådan er det, det gør heller ikke noget, og det er ikke så mærkeligt jeg sy’s det er sådan en blog ser ud. For da jeg første gang for tre år siden fik øjnene op for, at det der med weblogs, hey, det kan da vist godt bruges til noget, ja da var det netop en smartlog-blog “Helles Hyggeblog” jeg var faldet over og læste, og slet ikke kunne lade være at følge.

Smartlog synker !

Blogsystemet Smartlog, jeg har skrevet i indtil nu, har eksisteret siden 2003, som vistnok et af de første herhjemme. Jeg kan i hvert fald huske presseomtalerne i den anledning, af “opfinderen” og programmøren bag, Morten Blinksbjerg Nielsen.

De første år blev der både videreudviklet og håndteret problemer i systemet, det må være svarende til mens den oprindelige programmør stadig var tilknyttet Fyns Amtsavis/Medier, men derefter er det som om it-vedligeholdelsen af systemet er blevet noget fraværende.

Eksempelvis har der indtil for nylig været kludder i årstal/måneder, som optrådte fast alle bloggerne gennem et halvt eller helt år. Bruger- og supportforum er også forsvundet, og der er ikke megen hjælp eller anvisninger at finde. Mærkelige engelsksprogede tekster fylder listerne for nye blogs og indlæg.


IMG_5940.JPG

“Non-stop”, er science fiction-forfatteren Brian Aldiss ‘ gennembrudsroman om et menneskerne i et gigantisk rumskib. I det noget forfaldne indre af rumskibets enorme sektioner, med urskovsvegetation og det hele, lever folkene deres eget liv, uden minde om fortiden. En dag begynder en mere nysgerrig gruppe at udforske “væggene” omkring, trænger efterhånden gennem flere af rumskibets sektioner, og opdager at til sidst, at de befinder sig på et sådan et multi-generational starship . De når til sidst frem til kontrolrummet forude, tomt, og indser de er forladte alene ude i rummet; at der ingen er ved rorpinden længere.

Netop sådan har jeg en fornemmelse af, at smartlog er et drivende spøgelsesskib i cyperspace, og vi bloggere er de eneste ombord. Der er ingen tegn på overordnet liv, og hvis det lykkes os at trænge frem til kontrolpanelet, er jeg bange for at vi i cockpittet hverken finder noget mandskab eller den forsvundne kaptajn.

Non-stop, slutningen, hvor der nu pludselig sker noget nyt med rumskibet (potentielle boglæsere luk øjnene før læser videre her): “….De kunne se det hele. Spalterne i den ædle rygbue svulmede op til kløfter. Så blev kløfterne afgrunde af rum. Så var der ikke længere et skib, kun firerogfirs store mønter som blev mindre og mindre, hvirvlede væk fra hinanden, faldt i evighed i en usynlig bane. Og hver mønt var et dæk, og hvert dæk var nu en verden i sig selv, og hvert dæk sejlede med sin tilfældige last af mennesker, dyr og hydroer stille rundt om Jorden, som en prop der flyder i et bundløst hav…)

Sådan frygter jeg det en dag vil gå med Smartlog, derfor kigger jeg mig nu i tide om efter et sikrere ståsted for min blog. Det har ellers været et godt og ukompliceret sted for mig at træde mine barneblogsko, selvom jeg efterhånden er begyndt at savne flere finesser og at have kontrollen fuldstændig selv,be my OWN captain.

Nu skal jeg være ærlig: arkivkludderet i Smartlog BLEV rettet til sidst. Og ikke mindst har jeg har med glæde konstateret at funktionen “exportér din blog” må være blevet rettet, for den ser ud til at fungere upåklageligt. Da jeg for godt et års tid siden undersøgte eksportfunktionen, var der ellers et svært rod i de eksporterede kommentarer, indlæg og deres datoer.

Det jeg i øjeblikket tror til sidst vil kvæle Smartlog, af konkurrerende dødsårsager, er mængderne af spam, der kryber ind som rotter overalt på skibet. Jeg håber selvfølgelig for mine medrejsendes skyld, at det vil gå bedre end i min her forudskikkede dystopi. Og sniger mig så ellers ubemærket ud.

Finsk fjernsyn, jaah !

Forandring fryder, det GØR det jo. Det ER altså skægt at køre mountainbike i natten med lys, det har oversteget mine forventninger. “Skægt” er endda en underdrivelse, jeg vil hellere karakterisere det sådan:

Det er ligesom i en finsk TV-film for 2-3 år siden, hvor handlingen var centreret omkring nogle unge m/k’ere der blandt andet trænede på mountainbike nede i en stor kalkmines gange, med pandelamper og det hele. Rigtig kult, var det.

Og sådan føles det netop herligt at være ude med gruppen af lysende natmænd onsdag aften: KULT!

De første gange til MAD har vi kørt på de kendte stier i Sønderskoven og Høruphav Lilleskov, selvom jeg ikke kan svare for de 2-3 aftener jeg er blevet hjemme af frygt for “fugt”.

Men da vi forleden – en stille og kølig, men også både måneløs og mørk nat – drejede over broen og kørte ud ad stierne langs vandet til Egernsund, ja da viste det sig at mørkekørsel ikke behøver at begrænses til “beskyttede områder”. Ja, de sommerkendte steder bliver spændende én gang til, når man sådan ser dem i et nyt lys.

Skønt skønt at kunne se rækken af røde og hvide lys sno sig op og omkring i småbakkerne rundt om skanserne på Gendarmstien, som en anden julelyskæde (kun én måned til!).

ffsdfafaf*aaf

Risikoniveauet ER selvfølgelig lidt højere i mørket; mest grene, kanter og huller man ikke helt kan se dybden af, men det er ikke urimeligt risikabelt. Man må også passe mere på hinanden, og ikke lade nogen komme fuldstændig bagud med to stearinlys på styret.

Smukkest

De kurver, den glød 
– der findes ikke noget smukkere end en spansk guitar.

MVI_5791.jpg

 

Til guitarmatiné på Jyske Musikkonservatorium, klassisk og spansk, under temaet Barcelona.

Her er det Patricia Rodriquez med Cancion del Lladre og La Filadora af Miguel Llobet, men det kan være svært at høre på billedet.

Surprisesms

IMG_5844_tun1.JPG

 

 

Status p.t.

I disse dage er min yndlingsdatter på vej op til Base Camp på Annapurna, dér i Himalaya omkring 300 km til venstre for Everest.
Der bliver ingen elektronisk rejsekontakt foreløbig. Smsser ikke engang.

Jeg burde altså have nået formane om at lade være at kravle højt op og falde ned igen. Og at lade de Edelweiss’er stå, hun ikke kan nå.

 

Yndlingssønnen er flyttet til København nu, og er allerede så godt som assimileret derovre: han har lige fået en bøde for at cykle på fortovet.

Det må give mindst 12 integrationspoint.

M.A.D.

Mountainbike After Dark. En nyskabelse nogle af vennerne fra klubben har taget initiativ til.

Uden tøven skulle jeg da være med, for jeg synes ikke jeg kommer nogen vegne på spinningcyklen. MAD er da også blevet tænkt som en erstatning derfor, onsdag aften.

Desuden er jeg også forlængst blevet smittet af Helles  begejstring for nat-mtb.

 

IMG_5808 

Er nogen syrede venner jeg kommer sammen med!

5806 

Heldigvis kan man få syn for sagn ved at selv fyre en fed FLASH

5802 

5797 

Natfoto kræver vist mere omhyggelighed og forberedelse end blot min satsen på at være heldig.  

Lystest

Mørkekørsel på mountainbike. Det er skønt i skoven; man føler sig som i Aladdins hule.

 

5615 

 

Jeg er ude for at teste mit lys: to halogenlygter med genopladelige batterier i, ikke specielt store eller kraftige. Indrømmet, billige var de også. Men det er okay.

 

5604 

 

5633

5626

5618

 

 

5628

 

 MIS altså, hvordan kan du dog koncentere dig om den lille mus, uden at ænse den store fede mountainbikerotte der drøner lige forbi?

Den nye vej?

Resultatlisten fra Grænsecykelløbet er kommet, med en interessant forandring i forhold til sidste år:
 
Listen er nu ikke længere rangordnet efter køretid, men er i princippet blot startlisten med køretiden registreret udfor den enkelte, i timer og minutter. 
 
Jeg ikke hvorfor denne ændring, men det interessante er at det KAN skyldes et ønske om at gøre løbet lidt mindre væddeløbspræget, og derved MÅSKE mere all-round og tiltrækkende for alle.
 
Om det ligefrem er ny tendens indenfor motionscykelløb er ikke til at vide, eftersom det er det første sted jeg har bemærket en ændring til den side, men efterhånden som mange motionscykelløb med tiden er gået hen og blevet mere “specialiserede” (MIN fornemmelse), kan jeg godt forestille mig der er vil opstå et behov for at genintroducere og promovere det mangfoldige og altfavnende motionscykelløb, som en modsætning til licensløb hvor kun placeringen tæller.  
 
 
Selv er jeg ikke helt afklaret med hvor højt konkurrencemomentet skal vægtes, for sidste år hvor jeg gjorde det så godt, kan jeg ikke sige at jeg var ked af resultatlisten.
 
Men det var omvendt dette efterår, hvor jeg følte mig knap så klar, og i hvert fald ikke havde lyst at rigtig ræse. Da var tanken om synligheden på en rangordnet resultatliste måske i virkeligheden den lille tue på cykelstien, der gjorde at jeg slet ikke stillede op? 
Foruden smålig er jeg nemlig også så forbandet ÆREKÆR, at jeg selvfølgelig ikke har lyst at stå nederst på nogen liste. Medvind er bedst, og det er jeg ikke den eneste cyklist der synes.
 
 
Men nu da der altså stadig ER tider i resultatlisten, ser jeg det som et glimrende kompromis, idet særligt interesserede stadig kan gå ind og både nærstudere og statistikke efter lyst.

I år blev Grænsecykelløbet uden mig, jeg er så smålig: 170 kr. for de 100 km er lidt for højt, selvom der er flot og hyggelig bespisning bagefter inkluderet.

Det ville i alt være blevet 300 kr. for at cykle de 100 km, med eftermtilmeldingsgebyr på 30 og så for 100 benzin til min tørstige røde ven, nu der ikke er fælleskørsel til Rødekro.

Og så fordi jeg også er en pivskid, der er bange for vand, og med de foregående dages regn ikke havde vovet forhåndstilmelde.

 

Det med deltagerpris er nu ikke specielt møntet på Grænsecykelløbet; der er herhjemme flere der er dyre, men også nogle der holder prisen lav. I mine øjne er den dog generelt for høj, ikke mindst fordi jeg kan skele til vores venner i Tyskland og se en helt anden politik for deltagelse og pris praktiseret.

 

Da den søndag oprandt, skulle jeg sådan set alligevel ud at cykle, hmm, hvad  finde på, hvor køre hen? Der var halvvådt om morgenen, med truende bygeskyer overalt, ikke noget klubtræningsvejr, men jeg SKULLE jo ud:

Ja ja da, jeg kunne jo afprøve en gammel idé eller teori, nemlig at se et motionscykelløb som tilskuer på den bedste måde, studere dets anatomi på det ellers utilgængelige kørende stykke midtvejs mellem start og mål. Teorien går på, at hvis nu jeg selv triller den modsatte vej, får jeg ALLE deltagende at se; intervallerne mellem dem også, det er lige så vigtigt. Ligesom at høre pauser og lyddøde passager i musik.

Ved at regne lidt på afstande, starttidspunkter og hastigheder, kom min egen 85 km træningstur hjemmefra til at passe, så de midterste 15 lige netop dækkede modpassagen af, hvad der senere har kunnet opgøres til 180 grænseløbskørere. Udsynet var fremragende, dér fra Felsted til Holbøl, hvor der først kom de forventede sammenbidte hurtigste 2-3 grupper, og siden lidt mere løsslupne grupper, par og “lonely riders”.

 

En ting der slår én som “observatør”, men kun lidet fornemmes når man selv deltager, er at så mange kommer bare 1-2 ad gangen (efter 70 af 100 km). Er det mon ikke sjovere at være lidt flere sammen mon?

Spørgsmålet er dog for polemisk. For jeg ved godt, at når først startgrupperne er blevet “atomiseret”, er det svært i praksis at finde sammen igen. Den der er kommet forud vil ikke sætte sit forspring over styr, endsige opgive tanken om at indhente nogen forude, og den der er bagud kæmper utvivlsomt af al magt for netop det samme. Så tanken om med vilje at lade sig falde lidt tilbage til godt selskab forbliver en fin teori. Det er forresten heller ikke sikkert der ER nogen bagude at falde ned til, især ikke i små løb.

I forbifarten må jeg kaste det råd ind, fra egen erfaring i al almindelighed, at man forsøger time sin afgang fra depoterne, så det bliver med andre. Hvis altså ikke man har sprunget det over. Det er i Grænseløbet let at komme til, fordi depotet ligger efter det letteste første stykke af en trods alt relativt kort total distance.

 

En punktist i Holbøl, jeg konverserede, fortalte at de havde haft regn nogenlunde hele første halvdel af deres 100 km. Alligevel var jeg på det tidspunkt, efter at netop have passeret alle deltagere modsat, LIDT misundelig på alle de brave cykelrytttere jeg havde set; også på Villi og Finn L. jeg lige nåede at hej’e undervejs. Som de eneste forhåndstilmeldte fra klubben var jeg forberedt på at genkende dem.

 

En tanke ligger så tæt på, at jeg er ikke kommer uden om at nævne den, men altså: jeg ville ALDRIG finde på at køre ad løbsruten den rigtige vej samtidig med det afholdes, og endnu mindre gøre det sammen med en gruppe der bare er på træningstur. Det er både luset og irriterende for de rigtige deltagere.

Uskikken har jeg af og til set til løbene; heldigvis er jeg sikker på det ikke skyldes andet end manglende omtanke. Men må også indrømme at min indsigt kedeligvis stammer fra for længe siden, da jeg var ung og ureflekteret, let forlokkelig og med på netop den værste.

 

En helt anden tanke kan strejfe én: om man er for kedelig, som en Svend Erik Kedeligs Kvartet uden kvartet, ikke at være taget med til løbet alligevel.

Gloria

“Du har en glorie”, sagde Villi til mig, sådan nærmest tørt konstaterende, mens vi kørte i sommers.

gloria

Ligheden ses. Men det er nu nok bare en almindelig aura.

Når jeg er på en træningstur og møder en nedbrudt cyklist, eller nogen der står helt forvirrede med landkortet vendt på hovedet, så enten spørger jeg eller gør en “er alting okay – grimasse”, og det er det for det meste.

(Det er der heldigvis også andre der gør, som da jeg engang i ødemarken havde næsten klaret min egen punktering og så fandt pumpeholderen tom.)
hvidtekst

Men i dag, da nogen på den anden side af vejen stod med en cykel vendt på hovedet, var det en “desperations-grimasse” der kom retur. Et ungt belgisk par på cykelferie med rundtur og udforskning af øen Als i planerne.

Kæden i klemme BÅDE foran i akslen, og bag mellem tandkrans og hjul. De havde bakset længe med den; sådan en klemning KAN jo også være rigtig hårdnakket.

For én gangs skyld opfattede jeg et problem som en glædelig udfordring og “indenfor mit felt”. Og havde mine uundværlige engangshandsker med, så jeg kunne tåle at gå i sort.

Ved fælles værktøjsressourser og hjælp kom kæden uskadt fri, og selv bagskifterens LOW-skrue blev justeret,  i forebyggende øjemed.

belgierne

Glade igen. Der er ikke noget der redder min dag som en god gerning, og nypudset glorie.

« Ældre indlæg