Det var åbenbart bare lidt sommerdødhed, der ledte mig til at tro den uformelle cykling hedengangen.

Kørte i lørdags næsten tilfældigt forbi havnen på egen træningstur, og så var der minsandten igen COMPANY det sædvanlige sted klokken 11, skønt!

Jeg ved jo godt at gensyn ikke er det samme som OMSYN, men jeg syntes ordet glædeligt alligevel klang for underligt sammen med omsyn, så jeg byttede lige over.

Bilen er dumpet til det hverandenårlige periodiske syn. For første gang nogensinde. Heldigvis ikke så alvorligt dumpet; der var kun én fejl den skulle komme igen og fremvise rettet, til omsyn som det hedder.

Nu ER fejlen udbedret og godkendt, endelig kan jeg ånde lettet op efter disse ulidelige sidste uger.

Uforbedrelige optimister siger opmuntrende til mig nu: “jamen tillykke, så der da 2 år igen til næste gang”. Helt forkert, der er kun 1 år og 11 måneder tilbage.

Bilen blev i år 24. Det er en Ford Sierra, og jeg har haft den fra den var ganske lille. Sommetider omkring syns-tid overvejer jeg at sende den på græs og aftægt bagefter, så jeg ikke længere skal grue for dét hver gang. Men så taler de ved bilsynet alligevel så pænt om den, at jeg ikke kan nænne det.

Til klubtræningen søn/ons er det ikke altid vi deler op i hold, for hvem skal lige køre i hvilken gruppe, hvilken har man selv lyst til, og har vi overhovedet lyst til at “skilles”?

Især hvis der er fremmødt et medium antal er det er problem. For er der rigtig mange mødt er det nemt nok at få delt straks, og er der meget få kører man oftest sammen uanset hvad.

Ulysten til at adskilles er i første omgang smigrende, for den viser at der er en lyst til at være sammen, alle sammen, når vi cykler. Men det udelte hold kan jævnligt, ved tilfældighedernes spil, være så “polariseret”, at mellemvejen i fart er for hurtig til de langsomme, og for langsom for de hurtige, og slutfacit er da at en opsplitning er en fordel for alle.

Her er en alternativ metode til at dele op i hold, når man ikke har delt op fra start. Den ER afprøvet, for det sker såmænd tit helt af sig selv, som en slags uheld (senest netop her i dag), men ingen behøver have dårlig samvittighed over det:

Først følges man ad, med fartenedsættelse eller venten på dem der vil komme bagud, hele tiden. Sådan går de 15-20 km. Her får man måske allerede en fornemmelse af at gruppen er (for) polariseret. 

Så begynder man at køre stærkere på  et svært stykke, typisk ved en lang bakke; herefter har der dannet sig en forreste gruppe, og langt derefter følger resten der ikke kan følge med, ergo kører de så sammen.

Det var det. Man kan selvfølgelig også blot undervejs snakke sig til at nej, nu deler vi, men metoden her er nådesløs retfærdig, kræver ingen egentlig initiativtager, og selvom det lige umiddelbart lyder som synd for de sidste, så bliver de hurtigt glade for at være sluppet af med strammerne. Og omvendt.

Det kan selvfølgelig ske at nogen bliver fejlplaceret, især for hurtige der af tilfældige grunde ikke er med når udskilningen sker, men sådan noget sker; en personlig katastofe kan det vel ikke siges at være. Og det er selvfølgelig også nødvendigt at der i begge grupper er én der kan vejvise eller turlede. I dag gik det hele i hvert fald op, og solen skinnede (derfor).   

Jeg har kaldt det deling efter naturmetoden, man kunne også kalde det naturlig udvælgelse eller ligefrem “survival of the fittest”. Darwin bliver aldrig uaktuel.

Var på mødestedet for fri cykling i dag, men traditionen er åbenbart gået i glemmebogen, eller måske er jeg bare ikke rigtig med.

Mødte lige Klaus og Jørgen for indadgåede, på min vej ud af byen. Dygtige drenge, de har begyndt deres cykling i den klare og svale morgenluft, medens jeg først nu drøner lige ind i den lumre middagsklummer.

Temperaturen steg efterhånden til feberhøjder, jeg kørte som i vildelse, og måtte undervejs gribe til at købe kunstig køling i hos Anni’s i Sønderhav, med drys. 

Det velsignede vejr har jeg før våndet mig under.

–  derfor har jeg ingen facebookprofil.

Måske skal jeg alligevel overveje det, for som den eneste (næsten) der ikke er på, er jeg blevet alt for nem at få øje på.
 

Det tyske system i cykelmotionsløb, hvor depoterne kaldes kontrolposter og stempler deltagerne, kan jeg ikke helt få ud af hovedet. Kan det bruges til noget?

Ved første bekendtskab tænker man vel som jeg, at det er da et overflødigt og besværligt mellemled der er indført, og at det nok er en trang til ordnung og grundighed i den tyske folkesjæl, der ligger bag.

Efterhånden har jeg nu kørt nogle gange i Tyskland, med og uden at stemple. I de almindelige motionsløb (Rad Touren Fahren, RTF) er det i praksis frivilligt, og nogle tyskere kører blot forbi depotet, mens andre stempler der.

For nylig har jeg i form af mit 220 km Radmarathon fået en øjenåbner, så jeg ser en kvalitet ved stempelsystemet, der MÅ kunne bruges til et eller andet også herhjemme. I Radmarathon (= over 200 km) er kontrolstempel, og dermed også 5-6 depotstop, obligatorisk hvis man vil opføres som finisher på marathonlisten. Det har min anbefaling.

Det var i hvert fald en enorm befrielse, at  ALLE deltagere således var nødt til at holde ind ved HVERT depot. Befrielse fra at skulle spejde og hviske-tiske forud for alle depoter, for at gætte om de andre deltagere i en god gruppe agter holde ind. Befrielse fra at føle sig tvunget til for en sikkerheds skyld at køre med forbi, bare fordi det første par stykker i flokken gør. Det var befriende lige at være af cyklen det øjeblik, og også kunne hapse eventuelt vand/faststof.

For mig var depotstoppene også velkomne, fordi det har altid ærgret mig at der ofte gøres stor umage med depoterne. Jeg betaler himmelhøje startpenge derfor, og alligevel kører jeg jævnligt “frivilligt” forbi dem. 

Kunne sådan et kontrolsystem i Danmark måske tillige øge pålideligheden i cykelmotionsløb, så alternative kortere ruter hjem til mål ikke spolerer resultatlisten, som der blev skrevet i en kommentar til marathonindlægget sidst?

Det er ikke noget jeg selv lægger meget vægt på, i hvert fald ikke med hensyn hvis nogen ligefrem vil snyde sig selv; kun synd for dem, grundlæggende.

De fejl i resultatlisten, der kommer ved forkertkørsel og ombestemmelse er egentlig værre, men jeg ved ikke om det har et omfang, der gør det væred at beskæftige sig med. (Om det da ikke kan være fuldstændig ligemeget? For nogle givetvis, dog hvis man kan finde på at konstatere “jeg blev nummer ditten ud af datten”, så MÅ det betyde noget at resultatlisten nogenlunde stemmer.)

Fejl kunne også undgås ved andre metoder, såsom frivillig fejlindrapportering bagefter, som dem Grejsdalsløbet gerne plejer at tage imod. Om det er nok: tjah, deltagernes omhu er sikkert ret varierende; tillid er jeg ikke sikker på jeg kan give mere end en andenplads.

Som det korte af det lange, så er det usandsynligt, at nogen løbsarrangør herhjemme finder på at indføre et ekstra led i motionsløbene, der kræver mere mandskab og administration, plus risiko for stempel-kø. Og jeg ved ikke engang om jeg selv helst vil beholde muligheden for at køre nonstop. Men til udvalgte arrangementer i det mindste, mon da ikke et lignende princip med tvungne depostop kunne finde anvendelse til glæde for deltagerne?!

Slutteligen tilbage til det “udenlandske” igen:

Her mit kontrolkort med stempler fra sidste års RTF i Heide . Der har jeg kørt 116 km distancen, og har derfor ikke det sidste stempel fra Kontrolpunkt 4 som hører til 162 km ruten.

Bortset fra den obligatoriske stempling ved Radmarathon, har jeg gennem tiden vekslet princip siden det første RTF jeg deltog i: dér stemplede fordi jeg troede at det skulle man der.

Senere fandt jeg ud af at det egentlig kun er dem der er medlem af BRD, det tyske cykelforbund, der har noget at bruge de points et kontrolstempel svarer til (de kan efter sæsonen få æren, et diplom, en cykeltrøje osv., efter lignende princip som vores egne DCU-motionsregioner, supermotionist konkurrencen/diplomerne.)   

Trods den viden fortsatte jeg herefter troligt med at kontrolstemple, nu på grund af min overdimensionerede sans for fairplay, idet mange af tyskerne er nødt til at stemple. Og så igen, de tyskere der deltager, men ikke er BRD-medlemmer, de stempler jo ikke, så …?

Det er nu ikke sikkert at det er meget vigtigt, det med om man kommer bagud ved depoterne, for konkurrenceelementet er nedtonet meget i de tyske RTF-motionsløb; der er jo heller ingen resultatliste eller tidtagning. Men alt andet lige, så vil man (jeg!) da hellere køre med en flok, end mutters alene og hjem, ikke.