Årsarkiv: 2011

Angst

 

Hold fastere omkring mig
med dine runde Arme;
hold fast, imens dit Hjerte
endnu har Blod og Varme

Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som Bærrene paa Hækken.
Om lidt, er vi forsvundne
Som Boblerne i Bækken.

 

 
Hip hip hurra,
i dag er det
Emil Aarestrup
s fødselsdag,
kun 211 år.

Morgensvømmer

Ja, jeg er en rigtig morgenmand: ankom i morges kl. 6.05 utålmodig til Humlehøjhallen, netop som de åbnede for morgensvømmere, og sprang rask i vandet. Godt man ikke er én der bare ligger og snuer til langt op ad morgenen.

Lyder godt, ikk´?
Det synes jeg.
The owls are not what they seem, som agent Cooper siger i Twin Peaks, desværre:

I aftes kunne jeg bare ikke falde i søvn, selvom jeg havde været længe oppe. Sleepless in Sønderborg.

Klokken 3 stod jeg op og gav mig til noget andet, som der rådes i “Søvnløshed”. Selve bogen havde jeg desværre allerede afleveret på biblioteket igen, ellers havde det sikkert hjulpet at læse en bog, som det også hedder i den, og især dén bog.

Da klokken nærmede sig 6 slog det mig, at NU havde jeg chancen for at prøve morgensvømme, på det sindssyge tidspunkt jeg ellers i månedsvis havde kikset.

Da jeg først kom på cyklen og siden i bassinet viste det sig himmelsk at være deri. Helt lyst og blåt. Vådt. Not hot, men godt. Man vågner rigtigt, selvom det sådan set ikke var det jeg var kommet for, mildt sagt.

Natteravnen blev en and.

Godt gået: DGI Sønderjylland MTB-løb

Hm, det er snart længe siden, over en måned, tiden går så hurtigt, eller så er det mig der for langsom…

Overskriften skulle for mit eget vedkommende have været godt stået, som det fremgår til sidst.

 

For at begynde, altså, træder jeg sidst i september ind i favorithulen, Hørup Bibliotek

 

ser øverst på reolhjørnet

Der gives alt for sjældent lejlighed til at køre mountainbikeløb, så denne skulle ikke forsømmes: Mtb-løb arrangeret af DGI Sønderjylland, med start på Idrætshøjskolen her i Sønderborg. For ikke at risikere fortryde, skyndte jeg mig at forhåndstilmelde.

For at være helt ærlig, så havde jeg også samtidig set løbet på vorepuls.dk –  et nyt website, der er resultatet  et samarbejde mellem DGI (Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger) og en rig sponsor.

SÅ bliver jeg altid mistænksom, er der mon er tale om en uhellig alliance, men med formålsparagraffen “at styrke folkesundheden ved at motivere flere danskere til at motionere – og samtidig give inspiration til de, der allerede er gået i gang med at løbe, cykle eller motionere på anden vis” er jeg da nødt til at sige “I’m all for it!”

 

Med start på Idrætshøjskolen havde jeg regnet med at ruten ville gå ud i Sønderskoven lige ved siden af, ad de vante stier. Der tog jeg fejl: ruten var en sindrigt foldet blanding af absolut singletrack og bredere græsbaner, i henholdsvis kratskoven foran skolen og på dens egne plæner, endda en hel del små skrænter op og ned, 3 km pr. omgang.

Princippet for fuldførelse var efter kendt formel, her  med et tilstræbt 75 minutter køretid, udmøntet sådan at når den først havde kørt 7 omgange blev ingen af de efterfølgende sendt ud på flere omgange, men taget i mål næste gang. Jeg har altid syntes at fem kvarters køretid var alt for kort, men må bagefter indrømme, at det var langt nok.

 

Fællesstarten kan se anarkistisk ud, men var ganske hensigtsmæssig som en ganske lille prologagtig forrunde græsplænen rundt, for at skabe fornøden spredning til at kunne komme omkring på selve banen.

Jeg har ikke prøvet den slags korte og snoede tekniske løb før, i hvert fald ikke i så udpræget grad. Ruten her var såmændganske hidsig med alle de foldninger, ikke farlig, men uden megen mulighed for at komme sig undervejs. Det er der nu forresten aldrig, når det sådan gælder.

Ligesom det sidste jeg gør før starten er at slippe kameraet, er det første efter mål at gribe det:

Det er da lige Bettina A. til højre dér, fra vinterturen med MTB, kan man se.
Arangørens egne fotos og resultater findes via http://vorespuls.dk/artikel/resultater-fotos-vorespulsdk-mtb-loeb

 

 

Mit eget løb fik en uventet gang, for midtvejs på andensidste runde knækkede sadelbolten med et ping, så jeg røg ad HT. Brugte et eller to minutter til at samle løsdelene op og sunde mig, alt imens jeg indså, at jeg selvfølgelig skulle jeg pinedød fuldføre alligevel.  Så resten foregik stående i pedalerne, med sadlen i baglommen.

 

Selve den knækkede bolt fandt jeg efter løbet, det må næsten være et træthedsbrud. Måske er det min egen træthed, der er smittet tværs gennem sadlen til bolten.

 

Man var blevet forsynet med chip, der blev aflæst hver omgang, og derhjemme igen kunne man så via resultatsiden studere  ikke alene sine omgangstider, men også hvordan placeringen i forhold til de øvrige 76 deltagere skiftede.

Jeg er uendelig glad for ikke at have givet op, for af chip-aflæsningerne kunne jeg se, at selvom de to sidste omgangstider var ringere, så havde det alligevel kun betydet 6 pladser sat tilbage, og det var såmænd ikke så galt.

 

På min gravsten skal blot stå om min deltagelse i livet:  

“Fuldførte!”

Aften-klubtræningstur

Sært man alligevel kan være glad og tilfreds, hjemkommet til sin hovedtrappe midt på aftenen, gennemvåd, let sitrende og med en tilsvinet cykel.

 

Jo da, man skal bare tage på en af årets sidste aftenklubtræningsture, og have have sat sig for hjemmefra at forberede en rute der ikke måtte være for kedelig, men samtidig skulle kunne nås før det alt for tidlige mørke (det var en kort sommer, Søren Brun). Jeg glædede mig til at vise ruten frem.

I alt var vi mødt 10 styk; en skam det kun er de mest enthusiastiske der kommer nu i denne tid. Men det ligger nok til dels i definitionen på enthusiasme.

 

Ikke helt efter planen havde vi midtvejs en punktering, lige ved det fjerneste rutepunkt Bovrup. Og lidt efter så én til, en kæp i hjulet for den perfekte timing. Halvdelen valgte her at køre videre i forvejen. Jeg mistænker dem stadig for at chicken out og tage cykelstien langs hovedvejen hjem.

Resten fortsatte dog ad de små veje, dem som jeg havde givet med farveblyanten på landkortet hjemmefra. Det var kun en enkelt rutekrølle, der måtte springes over, for at være på den sikre side med tiden.

Der kom en enkelt byge til sidst, én som til gengæld var meeget lang; det var heller ikke efter planen, for så var jeg blevet hjemme og var taget i svømmeren i stedet, jeg kan nemlig ikke lide at blive våd. Men altså, når cyklen kører godt, forhjulet skiller vandene som var det for Moses, og man tåler høre Henning fabulere over kakao, boller og kaminild, er det sagtens til at holde ud, ja det giver ligefrem noget til toughness-kontoen.

Åh ja, nærved og næsten: lige udenfor byen punkterede jeg så selv, men med kun tre kilometer tilbage til Chr. X Bro behøvede de andre ikke vente; det passede mig også udmærket at få lov at dvæle i grøftekanten over slangernes mysterier. Desuden havde jeg diodelygter klar i baglommen; dét har jeg da lært siden fortidens synder, hvor jeg pludseligt så grueligt har savnet dem. Så der var sikker tur, helt hjem.

 

 

 

Nok om kakao og boller

– jeg fik pandekager.

 

Ny dobbeltcykelsti

Har lige holdt min egen snigpremiere på den nye kæmpestore dobbeltrettede cykelsti, der bliver bygget hernede, fra Sønderborg og vestpå.

Det er stykket mellem metropolerne Vester Sottrup og Avnbøl, der står færdigt.

 

 

 

 

Om ikke længe kommer billisterne for at æde asfalten,  så er det slut med at promenere på cykel her.

Den nye motorvej har jeg aldrig villet have, men nu den er her hvorfor så ikke se det positive:

Det har heldigvis vist sig, at linjeføringen med tunneller og broer har været mindre ødelæggende for cykellandskab og småveje end frygtet. Det er faktisk kun to små veje som bliver afskåret og blindet, resten er ført over eller under. Den tilbageværende tid med afspærringer og byggerod synes også at være til at overse.

Med Team Rynkeby

Jeg kom aldrig til at fortryde at have forhåndstilmeldt mig til cykeltur-retur’en Sønderborg-Lakolk, selvom jeg muligvis ellers ville have “overvejet min stilling”, da det viste sig at smådryppe og støvregne dén morgen for afgang. For det holdt op igen, længe før vi kørte over dæmningen til Rømø.

 

 

Man må gerne lege med kameraet og blindskyde på må og få, nede i børne- og babyhøjde.

 

Rynkeby-holdet fra Kolding kom til bagfra, det havde jeg registreret i øjenkrogen.

 

– men først sidenhen, hjemme i mørkekammeret, så jeg (under gen-jubel) de to cykelvenner.

Vovestykke, omend kun lille

I dag har jeg efter invitation meldt mig til Coast-to-Coast på søndag med Team Rynkeby. Det er Østersøen og Vesterhavet, Sønderborg til Rømø retur, 212 km.

Det er helt mod sædvane, for ellers plejer jeg at vente med at melde mig bindende til cykelløb og -ture indtil sidste øjeblik , hvor vejrudsigten frem er tilstrækkelig sikker mod regn, og jeg har en fornemmelse af “dagsformen”. Det er fordi jeg er sådan en hængerøv. Men den forbliver i det mindste tør så.

Jeg vover det kun denne gang, fordi turen sidste år var så vellykket og sjov, så jeg skal nok få på den på komedie, på den ene eller anden måde.

Gys

Uh, det er lige der jeg bor  ( fra Jydske Vestkysten)

 

På fællesmødet vil jeg straks foreslå at andelsboligforeningens kælder indrettes til beskyttelsesrum med mulighed for overlevelse i længere tid, og hermetisk tillukket for enhver indtrængen.

 

Add. 10.juni: Aktionen afblæst, det var bare bøllespirer.

Vejen hedder Karlbørge

 

De sidste måneder har jeg har været meget i Århus og haft cyklen med; der har der været mange andre nye navne og nyt landkort. Østjylland er et rigtig godt cykelterræn, med mange småskove, små bakker og småveje.

 

 

Det var også her jeg mødte de første andre i det pæne tøj og bare ben, på vej op ad bakken inde i Nørreris Skov

 

 

hvidtekst


Prioriteringer

For lige pludselig endda flere år siden takkede jeg pænt, men nej, til en invitation til en kær’s 50 års fødselsdag, fordi jeg skulle køre et bestemt årligt cykelløb, jeg altid ser meget frem til.
Jeg svarede hende, at det desværre var umuligt, fordi det netop faldt sammen med årets vigtigste cykelløb.

Dengang havde jeg ingen tvivl.
Men i dag ved jeg ikke rigtigt…
Er årets vigtigste cykelløb vigtigere end livets vigtigste fødselsdag?

Sidste vintertur !

Til søndagstræning i klubben var der mødt et for årstiden imponerende felt af 18 ryttere,  og som et forårstegn er der begyndt at dukke enkelte op på racer ind i mellem flertallet af mountainbikes.

Dagen før var jeg ellers selv på racer blandt mountainbikere – det gik næsten for let – så nu havde jeg taget mountainbiken for at lige at lege bedst med de andre.

Det gik næsten for tungt, ha, men også kun næsten: det var så hatten lige præcis passede. Den sidste halve time blev jeg ved at se for mig den kølige og perlende sodavand på dåse, jeg vidste stod i et køleskab og ventede.

Jeg tror nu ikke rigtig jeg  gider næsten tre timer på landevej med mountainbike igen, så fra nu af tager også jeg raceren ved hornene. Så må mountainbiken nøjes med at komme ud til afveksling og terræn.

Sidste vintertur?

Mon dette forbliver årets sidste vintertur på mountainbike?

Turen var den 27 januar, men selvom der stadig i dag er lidt sne hist og her, så er skisæsonen nok slut.

 

Vejen er som betrukket med zebraskind.

 

Flotter frossen pyt,  skydeskive,

og  forhjulet peger lige mod centrum, måske rammer jeg i plet senere.

 

 

Ud over bakkerne til vandet nord for Mommark, for at finde begyndelsen af Alsstien, den  sydligste del .

 

 

Stadig sne i stiens helt tunnelagtige allé.

 

Det skulle være træls med sneen troede jeg, indtil det viste sig at den var frosset og hård så man bare kunne køre over det hele, omend med lidt vaskebrætseffekt (et ret stort vaskebræt).

 

 

Blommekobbels svungne stier er en fryd.

 

 

 

Jeg skulle have taget sigtet mod skydeskiven som et varsel, eller i det mindste have tænkt på hvor koldt vandet nedenunder isen var, da jeg nu kom til et nyt sted med is og vand. Men det er en efterrationalisering. Jeg kørte bare på fuld fart frem, med hensigten lige at smutte over dér midt mellem hjulsporene.

Den beskidte og våde lab indikerer dér hvor vandet fra det krydsende lille vandløb havde optøet jorden, så den blev til blødt og dybt mudder, der kunne fange forhjulet med et svup, og så et plask efter den halve salto over styret.

Traktorsporene  ser ikke på overfladen ud af noget særligt,  men kan faktisk rumme en halv flæskeside.

 

 

Jeg behøver ikke mere sne. Men når den nu ligger så smukt, så gør det ikke noget.

Måneminder

En sen aften, for ikke forfærdelig længe siden, stod min ældste lillebror Eric og min far begge og kiggede ud af havedøren, for at prøve en ny kikkert.

Eric siger, mens han prøvende retter kikkerten mod både himlen og diverse objekter:

“Hm, hvor langt kan man mon se med den her kikkert?”
“Helt til månen”, siger min far.


(foto: Peter Frank)

Rimtågen

Tilbage i surmuleland, hjemme igen.  Sludder, det SER lidt surt ud, måske også en anelse uhyggeligt, som om Baskervilles hund om lidt vil glamme i det fjerne, men er faktisk en inspirerende rimfrost,  med et friskt BID i luften.

Det inspirerende, ved at køre i andet end solskinsvejr, består i den heltefornemmelse det giver at stride sig gennem såk. møgvejr.

Mountainbikeruten i Marselisborg Skov

Oppe i Århus har de en 25 km lang afmærket mountainbikerute, i Marselisskovene syd for byen, endda med et godt kort til.

Da jeg var et smut i byen og tilfældigvis havde mountainbiken med, måtte jeg have en tur. Det viste sig dog at stierne stadig var isbelagte, selvom det var okay helt inde i skoven, så turen blev noget for kort.


Længere inde i skoven ligner det mere noget der kunne være min favorut… favoritrute. Vores rute, mountainbikernes


Der er så fuld af sjøv
inde i en skov

Et moderne digitalkamera kan bruges nærmest som en natkikkert; hér var virkelig dunkelt dér sidst på eftermiddagen, jeg mødte sågar en anden mtb’er med lys på,  men på billedet ses meget tydeligere end i virkeligheden både isen på pytterne, rødder og riller i sporet, og skoven med bare træer.

NÆSTE gang skal jeg nå alle de 25 km rundt, selvom det ikke er ren barnemad. For allerede af den smule jeg nåede, fik jeg lært at det “moderat teknisk svær”, jeg har set ruten karakteriseret som, betyder sine steder svær, nedad. Der er temmelig kuperet. Rigtig sjovt.

Hjemkomst

Min ældste er lige vendt hjem fra Australien og sin bjergbesejring i Nepal.

Den lyslilla blomst fra Thai-Airways sidder på hendes nummer to rygsæk (mavesækken), her på mit knæ hjem fra togstationen; den mørklilla snorkel ved jeg knap om er et bade- eller redningsudstyr, men må være det første, for skulle den svare til vandstandsforhøjelsen i Gascoyne River, Vestaustralien, ville den være 8 meter lang.

Undervejs var det ellers et par en anelse foruroligende smsser der kom.

Med Team Rynkeby

Team Rynkeby har igen i år inviteret os fra cykelklubben til at køre med på nogen af deres træningsture op til Danmark – Paris 2011. Med træningsstart allerede i november på mountainbike, er de godt på vej.

I dag blev det undtagelsesvis og heldigvis en asfalttur, til Varnæs og Naldtang rundt.

hvidtekst

Af begivenheder undervejs kan nævnes …tadaaaa !… en PUNKTERING, og om den skal rapporteres lige så uundgåeligt som når aviserne skriver om test af koldskål i sommerferietiden.

Det har ellers været nogle dejlige lørdagsture hidtil, i sne og is, og NU kan det kun blive bedre, efter at isen er brudt. Jeg glæder mig allerede til næste gang; helt sikkert ikke som den eneste.

Første nyt-års tur

På mtb skal man køre ad stier, grus og markveje, det er da det der er det sjove på dén. Ikke asfalt, det er for nemt.  I dag er dog undtaget, for der er udfordringen at finde asfalt.

I Guderup er dobbelcykelstien fin, omend der forude anes de kommende problemer med genfrysning af smeltevand; jo længere solen går ned, jo værre.

Solfangerne i Vollerup står kolde, men jeg når lige at fange solen før jeg er helt hjemme.