Det må vores mest ivrige cykelkammerat på mtb-træningsturen i lørdags, ham der var kommet lidt væk fra os andre, vantro have tænkt om os. For pludselig, nærmest lige midt på vejen, var vi alle forsvundne. Det var heller ikke let for nogen at vide, men for nogle måneder siden opdagede jeg en ny markvej at tage med i en tur. Virkelig godt skjult. Den var vi andre cyklet ad. Så overskriften kan modereres til da vi var SOM opslugt af jorden.

Jeg gør mig store anstrengelser for at finde gode mountainbikeveje, det vil sige noget uden asfalt, markveje og skovstier. Især brugbare markveje er svære at finde, til gengæld er der dér mulighed for at opdage uopdagede skatte.

Når jeg så er ude at cykle, er der sport i at opsøge og få sat så mange af de mountainbikestykker sammen som muligt, med mindst mulig transit på asfalt imellem dem.

Andre gange kan strategien være at køre en længere asfaltvej til et f.eks en skov med mange stier. Heldigvis kan det ofte kombineres.

Den bedste metode at finde nye ikke-asfaltveje på, er at nærlæse et detaljeret traditionelt landkort, det kan være et trykt, på CD, eller steder på nettet, og dér spotte mulige kandidater.

Derefter gerne tjekke luftfotoet af området i stor forstørrelse på Googlemaps  Efter sidste opdatering for nogle måneder siden er detaljeringsgraden blevet fremragende. På luftfotoet kan man se om stien ser ud til at findes i virkeligheden, noget om tilgængeligheden, og om den f.eks. går lige igennem en gårdsplads, det er jeg nemlig endnu ikke på det rene med om går an.

Final check er selvfølgelig at prøve stien med cyklen, helst på en alenetur. Så er den klar på repertoiret, også til at bruge hvis jeg er vejviser eller turleder på fælles træningsture.

Det skjulte stykke jeg lige har snakket om starter ved at køre ind ad baggården hos automobilforhandleren, har kort græsunderlag det meste af vejen, og slutter diskret foran gården med den store lade. Zoomer man ind, ses stien tydeligt, både den svære indkørsel og også ved siden af det levende hegn.

Jeg er altid ked af når nogen tabes undervejs på en træningstur, men nu havde jeg altså sagt at jeg havde en god rute, og skal jeg være skrap kan jeg også sige det var delvis selvforskyldt, når nu min energiske kammerat tolkede “Follow the leader” sådan, at det kan gøres 200 meter foran gruppen. Jo da, vi har det sjovt, så tit.   

Der blev osse mere plads i kælderen.

… at efter to dages rekonvalescens har jeg i dag alligevel haft understellet ude en tur for lige at formopfriskes, ud fra en tanke om at det nok ikke fejler noget, nu der sådan set kun er symptomer fra luftvejene.

Der var jo dejligt solskin i eftermiddag, og jeg fik kørt en fin og opbyggelig tur ud på Kegnæs, den lille ø eller halvø syd for Als.
Og det lykkedes (til forskel fra en del gange før) at lade være at overdrive, selv da jeg derude følte det forræderiske “det her, det går da udmærket”.

Kørte søndag en udmarvende mountainbiketur trods halvsyg; nu er jeg helsyg.

Den søndagstur med omkring ti andre fra klubben VILLE jeg ikke undvære, selvom jeg allerede om lørdagen havde tilbragt et par våde timer med tre venner, på Arnkiløre og i Sønderskoven på mtb, og da samme eftermiddag begyndte at føle mig syg. Det fornuftige havde været at regenerere om søndagen, i stedet for at springe på cyklen igen. Også den blev dog en god tur som forventet. Om jeg så egentlig er blevet klogere kan diskuteres.

På mtb kommer jeg meget sjældent til at fryse, heller ikke når det regner. Sådan er andres oplevelse også, ved jeg. Det er som om der er varmere i skoven selv den koldeste dag, det må være fordi den skærmer for vinden. Men også fordi skovstierne er så inspirerende at tempoet bliver højt og varmegivende. Fryser jeg, skulle det da lige være på en solotur, der har været alt for lang eller hvor jeg har været uinspireret. Når man i stedet er flere sammen, giver det normalt altid større evne til at mobilisere kræfterne hele vejen.  

Nej, den farlige tid er ikke på cyklen, men lige bagefter: “Det åbne vindue”. De timer lige umiddelbart efter stor fysisk aktivitet, hvor man er mere udsat for infektionssygdomme og skal passe på ikke at fryse eller blive smittet. Dér dummer jeg mig af og til i, ved enten at gå ude og overstå cykelvasken i det klamme tøj, eller at smide det klammeste tøj inde, og så alligevel gå rundt halvfrysende i resten og ikke skynde mig at komme i bad og få rigtigt tøj på. Det inviterer infektion.

“Det åbne vindue” forfølger mig åbenbart endnu, fra jeg var barn. Lige siden gyseren med den titel blev sendt en sen aften i fjernsynet, sort-hvid i serien Hitchcock Presents, har jeg gyst bare ved ordene.

Enkeltstart har jeg kun kørt tre gange: for 15 år siden, 5 år siden, og nu til landsstævnet.

Den første gang var til en sølvtid efter DCU-tiderne, hvor jeg gav alt, lige til omkring kvalmepunktet. Og kan huske i tiden derefter, at være ærgerlig over jeg ikke havde bedt om at få et diplom eller noget, som minde om at så højt nåede jeg trods alt. For jeg troede bestemt ikke nogensinde at jeg ville komme til at køre noget bedre, sådan som jeg havde anstrengt mig. Og forude ventede vel også bare støvets år. 

Næste gang var det naboklubben SCK der holdt diplomløb; Klaus og jeg fra klubben mødte op. Det var en alt for blæsende dag, men blev dog til en sølvtid igen. Og til forskel fra før havde SCK medaljer af kød og blod, sludder, rigtigt metal, og jeg jublede.

Hvor tit havde jeg ikke i det stille misundeligt skævet til mine ungers bugnende medalje- og pokalsamling fra fodboldstævnerne. Og jeg selv havde ikke én eneste. Den dag gjorde det slut med al skjult misundelse og nag i familien.

Landsstævnets enkeltstart i år var jeg for nærig til at springe over, selv om jeg havde kørt holdløbet dagen før, og skulle køre det almindelige Postmaster cykelløb en time efter. Jeg havde jo betalt for “the full package”. Og hvis nu…? Bare én guldtid, så behøver jeg aldrig køre enkeltstart mere, pleeease.

Mine forberedelser bestod udelukkende i at sørge for den bedst mulige fysiske form, den vidste jeg jo kunne bruges til alle tre løb. Så cyklen var bare standardcyklen.

Intet enkeltstartsstyr, for det havde jeg ikke trænet med. Som grundregel skal man træne i netop det specifikke bevægemønster der skal konkurreres i, og en pludselig ændret kørestilling i forhold til min almindelige landevejstræning ville næppe have været nogen fordel. Greb om styroverrøret mod midten, albuerne godt ind til kroppen, underarmene næsten vandret, så er kørestillingen nogenlunde af samme aerodynamik som den havde været med liggestyr. Tricepserne, bagpå overarmene, var så temmelig belastede for at holde stillingen, men herregud, en lille time og hvad så. En gevaldig ømhed bagefter, kan jeg svare. 

Cyklen betyder kun lidt i forhold til fysiologien, ikke mindst når snittet er 35 og ikke 50: er kæde og tandhjul i orden, dækkende gode og velpumpede kan cyklen ikke udrette mirakler. Stel og egere skal muligvis ikke ligefrem være fabrikeret af kogt spaghetti, men det er så også det hele.

På ét punkt syndede jeg groft i forberedelsen: fordi holdløbet havde været min førsteprioritet – jeg ville jo hverken svigte de andre eller for den sags skyld gå glip af turen, hvis jeg skulle punktere – så jeg kørte stadig med træningsdæk og indlæg. Dem gad/orkede jeg ikke skifte forinden enkeltstarten, og havde heller ingen hurtigdæk med. Desuden ville jeg da heller ikke gerne punktere ved det efterfølgende Postmasterløb. 

Banen var en trekant med først medvind på hele det første ben, så mod- og sidevind. En del for meget vind. Siden mit forsøg hos SCK havde jeg luret på en lejlighed til at køre enkeltstart med vindstille, for det er tydeligt det giver de bedste tider. Jeg mener dog at have draget erfaringen dengang, at hvis det blæser i begyndelsen af ruten, gælder det om at få mest muligt ud af medvindsstykket, køre med fuld fart, selv hvis man så skal køre lidt over evne dér. Så kan man vinde noget tid til modvindsstykket.

Præstationsmæssigt var min primære bekymring, om jeg kunne mande mig op og virkelig at køre til, glemme alt om gummi- og andre ben, plus alt andet. Sekundært selvfølgelig det indlysende, om jeg nu også kunne disponere, så ydelsen hele tiden var næsten maksimal, men ikke højere end at niveauet kunne holdes oppe hele distancen. Det lykkedes, kan jeg betro allerede nu. Også selvom jeg ikke har trænet enkeltstart specifikt; jeg har nemlig ikke haft lyst til på forhånd at mindes om hvor rædsomt det er at køre så hårdt, og så så læænge.

Sidste punkt før start var at klistre måltiderne fast på styret, undskyld jeg mener mål-tiderne: minutter for bronze, sølv, guld, og derunder den tilvarende gennemsnitsfart. Speedometeret fik lov at stå på kilometervisning indtil der var 3-4 km tilbage, derefter slog jeg det om på minutter for at have en præcis prognose at køre efter. 

Så det var altså fuld fart de første 12 km i medvind, med pulsen en hel del over hvad der egentlig burde være passende. Min anaerobe tærskel har jeg en nogenlunde fornemmelse for hvor ligger, tror jeg nok, og i praksis skulle det være godt nok. Pulsuret har jeg stort set ikke kørt med i år, og det var bare en pludselig indskydelse der fik mig til at tage det på til enkeltstarten, for at kunne følge med “af rent akademisk interesse”. Det viste sig selvfølgelig guld værd alligevel.    

Pulstallet viste sig at ligge forbavsende konstant og højt, på omkring 90 procent af maxpulsen det meste af tiden, kun svingende mellem 87 og 93 %.

De 90% af maxpulsen svarer for mig til et niveau på 86% af VO2max, maksimale iltoptagelse (efter Karvonens formel), en særdeles tilfredsstillende intensitet, og endda noget højere end jeg før har skønnet min anaerobe tærskel til.

Uden pulsur havde jeg nok ikke kunnet fornemme, hvornår jeg kunne tillade mig at øge med lidt ekstra, og tilsvarende hvornår jeg skulle holde lidt igen, for at det ville gå i længden. Bagefter savnede jeg at have haft et pulsur med hukommelse i, for senere at akademisere over pulsforløbet, hjemme i sækkestolen. Også for at være mere sikker på MIN hukommelse, for nøgternt betragtet er pulstallene faktisk lidt FOR gode.

Slutfasen var dramatisk, for ved den svære passage af motortrafikvejen skulle jeg både passere to forankørende og tage de to skarpe sving. Selvom der var trafikregulering med officials og politi, følte jeg mig tillige forpligtet til at holde en anelse øje med biltrafikken, bare for helbredet og livets skyld (som om det talte noget). Derfor var koncentrationen på selve svingene nok ikke hundrede procent. I det andet sving, rutens allersidste, mærkede jeg baghjulet skride anslået en halv meter sidelæns henover asfalten og endte i grusrabatten. Takket være det der følger de tossede, lykkedes det netop at blive stående oprejst på cyklen uden at klikke ud af pedalerne, og så afsted, afsted.

Ved målet havde klubkammeraterne havde været så søde at huske mig, så mens jeg anstrengte mig for at se ekstra anstrengt ud de sidste meter, kunne jeg høre og se dem stå ved den oppustede gule vinyltriumfbue og heppe mig hjem. Som sagt, lettere bestyrtet kom jeg endelig i mål, med et halvt minut til min guldtid at give af. Den eneste foran mig i klassen over 50 var til gengæld næsten tre minutter bedre, og der var intet jeg kunne fortryde, der ville have bragt mig derop.

Så jeg var glad.

rev.20.10.08

Ude med vennerne til fri cykling i dag, gør godt at føle den fremdrift og kraft jeg af og til savner når jeg kører selv. Og i morgen er der atter en cykeldag, og en aftale.

Endelig. Det skal gøre godt at komme ud på mountainbiken nu. Ud, mens der endnu ikke er faldet så megen regn, at de gode stier er blevet for smattede og sumpede. Ud, mens man stadig kan nå at være den første der kører gennem skoven på en sti, der blevet helt væk nedenunder et gyldent lag blade.

Jeg trænger også til at se noget andet end de sædvanlige asfaltveje, og røre mig på en ny måde, og alligevel ikke svigte cykelformen. Forandring fryder.

Med cykelklubben skal først lige den trælsomme periode overstås, hvor ingen er rigtig blevet enige om det skal være på racer eller MTB.

Hvor man så forsøger at følges alligevel, og det ender med en blanding af hverken det ene eller det andet, hverken racer- eller mountainbikekørsel. Eller man deles i sørgeligt små grupper af hver sin slags, og gode venner skilles med et “jamen, jeg troede du kom på …”

Straks jeg var svinget friskt ind på vejen mellem gårdene ved Gammelgård, kunne jeg mærke at den var gal, at her kunne jeg hverken styre eller bremse. 

Og jeg kunne se at der var lagt ny og meget rigelig løs belægning på vejen op mod bakken, af typen forbandede-småsten-i-forbandet-flydende-asfalt.

Nåede at rettede cyklen helt op og køre trillende ligeud i det løse. Sigtede mod en bred privat indkørsel, og røg ligeud i svinget og ind i indkørslen, meningen var så en sikker nedbremsning dér.

Haveejeren havde bare OGSÅ lagt højt grus i SIN indkørsel, og så var den planmæssige standsning spoleret og jeg lagde mig med cykel i en sky af cinders og med røven i rosenbedet. Av og av.

Det var ellers et vidunderligt vejr til den eftermiddagstur, og så ville jeg have snuppet Høgebjerg op ad den ene og ned ad den anden vej. Men de havde begge fået samme behandling. Øv. Der skulle jeg heller ikke nyde mere. Og dobbelt øv, for nu er der risiko for, at vejen permanent bliver så grovkornet, at fornøjelsen ved at GLIDE gennem landskabet ikke er helt den samme. Og hullerne har det også med at dukke op igen.

Valg af vedligeholdelsesmetode ved jeg ikke hvem jeg skal bebrejde umiddelbart, men valg af regering tror jeg nok er det sidste led man kommer til, går man baglæns i årsagssammenhængen.