Den gyldne middelvej er ikke altid den bedste.
I hvert fald ikke når der er tale om en dobbeltplankebro over bækken, og man ta’r midten.

Bortset fra et klemt og såret skinneben, skete der ikke noget. Til gengæld har jeg fået en sådan set kærkommen påmindelse om, at på en cykel må man gerne være vågen hele tiden.

Det var en mtb-tur med min yngste, de go’e steder i Sønderskoven og Høruphav. Godt jeg havde Mads med, til at overtage kameraet  🙂

Jeg har en stiltiende overenskomst med naboens kat;
vi deler min terrasse:
Den sidder i det fjerneste hjørne og skuer
–  eller så sover den der på varme dage.
Den passer sig selv, jeg passer mig selv.
Vi kigger på hinanden, forbi hinanden, siger ingenting.
Betryggende og ikke påtrængende selskab.

Direkte henvendelse vil der aldrig blive tale om.
Eventuelt kan man diskret glemme en paraply i hjørnet når det regner,
og den bliver modtaget lige så diskret;
helt ifølge overenskomsten.