De sidste flere gange på cyklen har jeg været uventet mat, uden at kunne ryste en eneste diamant ud af buksebenet.

Egentlig tilskrev jeg det nogle få dages træningspause der kom af tidsmangel. For efter selv en kort pause er det forventeligt, at stofskiftekonditionen er faldet væsentligt (i modsætning til den almindelige kondition, kredsløbskonditionen),  men den plejer at være genetableret efter et par ture – sådan er det bare ikke gået denne gang.

Før kunne jeg under en heldig kvalitetstur på 2-3 timer solo opnå sammenlagt halvanden time med puls over 75% af maxpuls, og et kvarter over 85%.

Men nu kommer jeg så godt som aldrig over 75%.

Jeg har  nogle gange øget til 3-4 timer, for ligesom at kompensere for den manglende intensitet. Det er nu ikke noget jeg  tror på er effektivt; lange moderate ture giver kun middelmådig træning.

Det må være Benny der har smittet mig.

Påskesøndag gik det lidt bedre til cykeltræning; vi var nu 7.

Benny D., der ellers plejer at kunne køre godt til, var begyndt at hænge, og så heller ikke særlig fornøjet ud, derfor havde jeg til sidst måttet spørge til, hvad der var i vejen:

“Jeg tror, det er mit barnebarn der har smittet mig…”

“Nå, har hun også dårlige ben? !”

Jeg havde forventet massivt opbud af cyklelystne skærtorsdag klokken 10 ved klubben. Det var jo så dejligt et solskin.

Der kom nu kun 4 i alt. Måske fordi der ingen overordnet retningslinje er for helligdage. Tag sådan en  hellig torsdag: ingen ved om der er noget klokken 10 ligesom om søndagen, eller om det er kl. 18 som almindelige torsdage. Eller måske ingenting? Jeg ved ikke om der har været et “massivt opbud” om aftenen, eller om usikkerheden har fået folk til blot at blive hjemme. Der ville en fælles hjemmesidebesked eller -mail have gjort godt.

Så vi 4  stod så der om morgenen: skal det være Kegnæs eller Løjtland rundt, tjah, bum, bum – det blev altså Løjtland, via Aabenraa. Optimistisk udlæg så tidligt på sæsonen, men friskt.

Det blev en god dag. Gruppen talte foruden mig selv også Den store Motor (Carsten) og to hypokondere med småskavanker som en brækket hånd og en lang vinter (de kørte nemlig glimrende alligevel).

Jeg var ellers ikke helt forberedt på sådan en lang tur, og mit lommekort hørte op ved Aabenraa.

Undervejs, da vi var kommet ind i det ukendte land nord for Aabenraa, “den hvide plet på landkortet”, ville jeg have fremvist den skønne tur ad Tingvejen gennem Lerbæk Plantage, men den var forsvundet fra jordens overflade for mig.

Tilsyneladende, selvfølgelig, for bagefter kunne jeg derhjemme se i Topografisk Atlas, at midt i Løjt Kirkeby (foran Brugsen)skulle vi bare være drejet til højre mod Nørby i nord i stedet for venstre. Man kan ligefrem se på kortet hvor skøn vejen er, den rødstiplede. Den ta’r vi næste gang.

Det område kunne jeg så altså ikke udenad, men pyt, i stedet blev det en skøn improvisation, for at forblive i den optimistiske tone.

I alt 120 km til SKRAPbogen.

Det skal forstås som SOMMERsæsonstart, for de enthusiastske er der jo også en vintersæson i klubben.

Det ser ikke ud af noget særligt måske, men det er 8 brave mænd, der er mødt frem denne første april,  selvom termometret forblev under 5 grader, med rigelig blæst, og truende regn.