Når jeg er på en træningstur og møder en nedbrudt cyklist, eller nogen der står helt forvirrede med landkortet vendt på hovedet, så enten spørger jeg eller gør en “er alting okay – grimasse”, og det er det for det meste.
(Det er der heldigvis også andre der gør, som da jeg engang i ødemarken havde næsten klaret min egen punktering og så fandt pumpeholderen tom.)
hvidtekst
Men i dag, da nogen på den anden side af vejen stod med en cykel vendt på hovedet, var det en “desperations-grimasse” der kom retur. Et ungt belgisk par på cykelferie med rundtur og udforskning af øen Als i planerne.
Kæden i klemme BÅDE foran i akslen, og bag mellem tandkrans og hjul. De havde bakset længe med den; sådan en klemning KAN jo også være rigtig hårdnakket.
For én gangs skyld opfattede jeg et problem som en glædelig udfordring og “indenfor mit felt”. Og havde mine uundværlige engangshandsker med, så jeg kunne tåle at gå i sort.
Ved fælles værktøjsressourser og hjælp kom kæden uskadt fri, og selv bagskifterens LOW-skrue blev justeret, i forebyggende øjemed.
Glade igen. Der er ikke noget der redder min dag som en god gerning, og nypudset glorie.
