På cykelvennernes lørdagstur denne blæsende vinterdag var der kun jeg selv og Hans J, men vi tog alligevel en ordentlig tur på landevejen fra Sønderborg over Sønderhav-Kværs-Gråsten. Om det var koldt? Ja gu’ var det det.

Ikke så mærkeligt kom jeg undervejs til at tænke på de to danskere der i 2001 gik på ski til Sydpolen. Her mistede den ene af dem undervejs sin jakke, og selvom de begge forud ligefrem havde opfedet sig, havde det ekstra varmetab afmagret denne ene, så han lignede en muselmand da de kom hjem.

Under dagens ekspedition til  Syd-Sønderhav forliste jeg selv huen, som jeg letsindigt en stund havde stoppet i lommen på medvindsstykket udad. Nå, så måtte jeg jo fryse resten af turen, men det blev jeg nu ikke tyndere af. Undtagen hovedet, det skrumpede selvfølgelig.

Protest! – det er næsten lige så godt som at løbe på ski.

Med nyfalden sne  og små veje, der ikke er saltet eller kørt til helt is, er lykken gjort. Det lykkedes særligt denne dag, hvor jeg kunne køre 20 km fra Vollerup helt ud til Lillebælt og hjem, udelukkende ad hvide veje og markveje.

Ganske vist kan man sjældent give helt los og bare køre til, for det er nødvendigt hele tiden at holde følingen med “jorden” under sig, men pyt, sådan en tur er skøn alligevel.

Mænd for sig, kvinder for sig. Søndagstræning med kammeraterne i Sønderskoven, før sneen smeltede igen