Årsarkiv: 2012

Pølseexpressen

Eller i daglig tale kartoffelspegepølse-den-gode-fra-Hørup-me-and-my-mountainbike-expressen.

Det gælder om at finde træningsmotivation, og hvis den naturlige lyst ikke skulle række, må man selv finde på formål eller tossede lege, uanset det kun er én selv der forstår dem.

I fredags havde jeg ikke været ude på cyklen i flere dage ( havde simpelthen ikke gidet :-/), men nu var det efter vejrudsigten den sidste dag, hvor det ville være rigtig dejlig koldt. Derefter skulle det nemlig blive  varmegrader, som for mig er synonymt med regn og smat.

Og så kan man være så heldig hernede i Sønderborg, at Broager Brugs har føromtalte fødevare til halv pris. Så ta’r jeg to. Og Broager, det er jo lige for enden af Gendarmstien, den allerbedste mountainbikesti.

Af sted!

 

 

 

Brrr…

For det meste er jeg ret heldig med at ramme det tøj, der passer til vejret på cykelturen. Før afgang et obligatorisk kig på dmi.dk:  Hvor mange grader, stigende eller faldende, sol?

“Den snor sig lige omkring 5-graders-linjen”, så jeg tog en femgraderskombination på.

Alligevel måtte jeg undervejs derude både gyse og tænke: “Uh, kan det passe at det føles koldt?”.

Fik to træningstimer i hus alligevel, men kun takket være lommenødudstyr som selvlysende vindjakke og lappe-engangshandskerne udenpå de rigtige, og så halsedisserøret trukket helt op under øjnene.

Lynkonsultation hos dr. dmi efter hjemkomsten afslørede da også sjusk med aflæsningen: Det er NUL grader temperaturen snor sig omkring, frysepunktet, brrr…

 

M.A.D. igen

Første tur i år med mountainbike after dark. Det gør godt at komme ud en almindelig hverdagsaften; man føler sjælen renset og batterierne ladet op.

 

Til nattekørsel må der stadig gerne være fut under, men ruten ikke være alt for kringlet. I skoven skal man – efter min smag- i det væsentlige køre på grusveje og større stier. Ikke på de små, hvor mudderhuller, rødder og grene forøger risikoen unødigt.

Plus, at når forhindringerne i mørket hele tiden skal undviges i sidste øjeblik, er det urimelig belastende for bevægeapparatet.  
Nu ER mine symptomer på tennisalbue ganske vist gået over igen, og jeg VED heller ikke om smerterne bare kom af at åbne det dumme rødbedeglas tidligere, men man skal jo passe på sig selv og ikke tage unødige risici. Jeg holder mig fra både rødbeder, syltede agurker og asier fremover.

Gendarmstituren ’12

Gendarmstituren fra Sønderborg til Padborg er for mig et af mountainbikesæsonens pejlemærker, et højdepunkt jeg har berettet om et par gange før.
Turen kaldes af og til gendarmstiløbet, men det gør flere, inklusive triklubbens mtb-løb på Dybbøl Banke, der desværre i år lå placeret lige dagen før. Det er ellers normalt værd at deltage i.

Heldigvis var der i dag 11. november mange mountainbikere med fra nabocykelklubberne, det ser jeg altid frem til.

 

 

Turen begynder selvfølgelig først rigtigt, når man kører op gennem de første af Dybbøls skanser, og op på Gendarmstien.

 

 

 

Kaffe og rundstykker under Egernsundbroen, den anden af tre opsamlinger undervejs. Den var helt vellykket, samhørighedsskabende kaldes det,  sådan som en opsamling eller pause skal være.

 

 

Ved en god opsamling samler man (op). Den kiksede første opsamling i Vemmingbund havde illustreret meget godt hvordan man ikke skal gøre: her kørte den første store gruppe inde videre før resten var kommet ind, plus at da resten så kørte derfra, fulgtes de ikke ad, så alle kunne finde vejen.

Den tredje opsamling i Kruså var det kun de forreste der nåede. Det var dog annonceret i forvejen, at en følgebil ville forlade Kruså sammen med dem. Men alligevel var det uventet at der så slet ikke var nogen opsamling dér, “ved Bingocentret”, for de efterfølgende. Nu er det jo ikke et cykelLØB, hvor alt er arrangeret for én, men en cykelTUR. Men alligevel…

 

Selv havde jeg undtagelsesvis ikke anstrengt mig for meget med kortstudier forinden, men blot tænkt mig at følge med de andre. Den gruppe jeg slog følge med havde til gengæld tænkt sig at de bare skulle følge med mig, så…

Nå, men vi klarede det da rimeligt ved fælles kræfter, med kun en lille omvej hist og her. Såsom i Kollund Skov, med en lille rask travetur i efterårsløvet, ingen tager skade af.

 

 

 

Det næsten obligatoriske billede fra toppen af  græsbakken efter Kruså, der altid er blød og kraftsugende.

 

 

 

 

 

Æblejuice, rest-rundstykker og klemmer; alle optankninger klares på Statoil i Padborg. Den samme tank de sidste flere år nu, og de har vistnok taget det pænt.

 

 

Klar til afgang. Hjemad ad Fjordvejen langs Flensborg Fjord. Og farvel til de forreste der nu forsvinder i det fjerne, hvorfor stresse hele dagen: jeg nyder medvind og ditto sol sammen med de resterende hjem til Sønderborg.

 

 

Go’e igen

I min ubegribelige fysiske downperiode har jeg været for forfængelig til at køre med de andre, men var nu omsider taget til fælles klubtræning i går.

Det gik udmærket (godt), som det plejer.

WHAT?!

Måske har det bare været en indbildsk syge og mangel på drive. Det drive man for eksempel får frit forærende ved at køre i en cykelklub, med eller mod andre. Det er et godt drive. Jeg har også mødt det når jeg sommetider har tøvet med at tage til et løb, fordi jeg ikke har følt mig rigtig oppe, og så “kører som en drøm” alligevel.

Åbenbart lige det der skulle til, reboot, genstart.

Dårlige ben

De sidste flere gange på cyklen har jeg været uventet mat, uden at kunne ryste en eneste diamant ud af buksebenet.

Egentlig tilskrev jeg det nogle få dages træningspause der kom af tidsmangel. For efter selv en kort pause er det forventeligt, at stofskiftekonditionen er faldet væsentligt (i modsætning til den almindelige kondition, kredsløbskonditionen),  men den plejer at være genetableret efter et par ture – sådan er det bare ikke gået denne gang.

Før kunne jeg under en heldig kvalitetstur på 2-3 timer solo opnå sammenlagt halvanden time med puls over 75% af maxpuls, og et kvarter over 85%.

Men nu kommer jeg så godt som aldrig over 75%.

Jeg har  nogle gange øget til 3-4 timer, for ligesom at kompensere for den manglende intensitet. Det er nu ikke noget jeg  tror på er effektivt; lange moderate ture giver kun middelmådig træning.

 

Det må være Benny der har smittet mig.

Replicering

Påskesøndag gik det lidt bedre til cykeltræning; vi var nu 7.

 

Benny D., der ellers plejer at kunne køre godt til, var begyndt at hænge, og så heller ikke særlig fornøjet ud, derfor havde jeg til sidst måttet spørge til, hvad der var i vejen:

“Jeg tror, det er mit barnebarn der har smittet mig…”

“Nå, har hun også dårlige ben? !”

Uden kort bliver turen lang

Jeg havde forventet massivt opbud af cyklelystne skærtorsdag klokken 10 ved klubben. Det var jo så dejligt et solskin.

Der kom nu kun 4 i alt. Måske fordi der ingen overordnet retningslinje er for helligdage. Tag sådan en  hellig torsdag: ingen ved om der er noget klokken 10 ligesom om søndagen, eller om det er kl. 18 som almindelige torsdage. Eller måske ingenting? Jeg ved ikke om der har været et “massivt opbud” om aftenen, eller om usikkerheden har fået folk til blot at blive hjemme. Der ville en fælles hjemmesidebesked eller -mail have gjort godt.

Så vi 4  stod så der om morgenen: skal det være Kegnæs eller Løjtland rundt, tjah, bum, bum – det blev altså Løjtland, via Aabenraa. Optimistisk udlæg så tidligt på sæsonen, men friskt.

Det blev en god dag. Gruppen talte foruden mig selv også Den store Motor (Carsten) og to hypokondere med småskavanker som en brækket hånd og en lang vinter (de kørte nemlig glimrende alligevel).

Jeg var ellers ikke helt forberedt på sådan en lang tur, og mit lommekort hørte op ved Aabenraa.

 

Undervejs, da vi var kommet ind i det ukendte land nord for Aabenraa, “den hvide plet på landkortet”, ville jeg have fremvist den skønne tur ad Tingvejen gennem Lerbæk Plantage, men den var forsvundet fra jordens overflade for mig.

Tilsyneladende, selvfølgelig, for bagefter kunne jeg derhjemme se i Topografisk Atlas, at midt i Løjt Kirkeby (foran Brugsen)skulle vi bare være drejet til højre mod Nørby i nord i stedet for venstre. Man kan ligefrem se på kortet hvor skøn vejen er, den rødstiplede. Den ta’r vi næste gang.

 



Det område kunne jeg så altså ikke udenad, men pyt, i stedet blev det en skøn improvisation, for at forblive i den optimistiske tone.

I alt 120 km til SKRAPbogen.

 

Sæsonstart

Det skal forstås som SOMMERsæsonstart, for de enthusiastske er der jo også en vintersæson i klubben.

Det ser ikke ud af noget særligt måske, men det er 8 brave mænd, der er mødt frem denne første april,  selvom termometret forblev under 5 grader, med rigelig blæst, og truende regn.

Hører du nogen kalde…

20 Bounty indkøbt. Denne fastelavn skulle jeg i hvert fald ikke risikere at stå uden noget at byde, ligeom sidst, og halloween med.

Men så lige netop i år kom der heller ikke ved min dør nogen børn.
“Jeg slap”  – men slipper ikke for Bounty’erne.

Farlige sager at have liggende, især en kedsom lørdag og søndag lang, hvor jeg ved de vil ligge og kalde

 

 

Så ka’ de lære det

Fordi vi mountainbikere absolut skulle drøne af sted på jordstierne mens de var regnvåde og bløde…

 

 

… må vi nu trækkes, jeg ved ikke hvor længe, med de stivnede plovfurer, der står som støbt i beton

 

–  sneplovfurer.

Fader, du som er i himlen

(foto: Peter Frank)

 

Det er for fire år siden.
En af min yngste brors gamle surf-kammerater, Jan Blæsild, er tilfældigvis helikopterpilot, og har tilheldigvis en helikoper. Og han kunne godt overtales til at give min far en tur.

Vi brødre var enige om at DET måtte være lige hvad Far manglede i paletten, med sin livslange passion for alt der kan flyve,  både med sig selv ved styrepinden og ellers.

 

 

 

(fotos: Henry Frank Frederiksen) 

 

Jan med styrepinden, min far med “pinden”.

Turen er gået fra Billund over Søhøjlandet hjem til Århus, med landing i en meget bekvem baghave, selvom det dog ikke er hans eller vores egen.

 

 

 

Flot.

Billen er en Bell R22.