For lige pludselig endda flere år siden takkede jeg pænt, men nej, til en invitation til en kær’s 50 års fødselsdag, fordi jeg skulle køre et bestemt årligt cykelløb, jeg altid ser meget frem til.
Jeg svarede hende, at det desværre var umuligt, fordi det netop faldt sammen med årets vigtigste cykelløb.

Dengang havde jeg ingen tvivl.
Men i dag ved jeg ikke rigtigt…
Er årets vigtigste cykelløb vigtigere end livets vigtigste fødselsdag?

 

Det man siger om hundeejere og deres hunde, håber jeg ikke gælder os kokosnød-ejere.

Til søndagstræning i klubben var der mødt et for årstiden imponerende felt af 18 ryttere,  og som et forårstegn er der begyndt at dukke enkelte op på racer ind i mellem flertallet af mountainbikes.

Dagen før var jeg ellers selv på racer blandt mountainbikere – det gik næsten for let – så nu havde jeg taget mountainbiken for at lige at lege bedst med de andre.

Det gik næsten for tungt, ha, men også kun næsten: det var så hatten lige præcis passede. Den sidste halve time blev jeg ved at se for mig den kølige og perlende sodavand på dåse, jeg vidste stod i et køleskab og ventede.

Jeg tror nu ikke rigtig jeg  gider næsten tre timer på landevej med mountainbike igen, så fra nu af tager også jeg raceren ved hornene. Så må mountainbiken nøjes med at komme ud til afveksling og terræn.

Mon dette forbliver årets sidste vintertur på mountainbike?

Turen var den 27 januar, men selvom der stadig i dag er lidt sne hist og her, så er skisæsonen nok slut.

 

Vejen er som betrukket med zebraskind.

 

Flotter frossen pyt,  skydeskive,

og  forhjulet peger lige mod centrum, måske rammer jeg i plet senere.

 

 

Ud over bakkerne til vandet nord for Mommark, for at finde begyndelsen af Alsstien, den  sydligste del .

 

 

Stadig sne i stiens helt tunnelagtige allé.

 

Det skulle være træls med sneen troede jeg, indtil det viste sig at den var frosset og hård så man bare kunne køre over det hele, omend med lidt vaskebrætseffekt (et ret stort vaskebræt).

 

 

Blommekobbels svungne stier er en fryd.

 

 

 

Jeg skulle have taget sigtet mod skydeskiven som et varsel, eller i det mindste have tænkt på hvor koldt vandet nedenunder isen var, da jeg nu kom til et nyt sted med is og vand. Men det er en efterrationalisering. Jeg kørte bare på fuld fart frem, med hensigten lige at smutte over dér midt mellem hjulsporene.

Den beskidte og våde lab indikerer dér hvor vandet fra det krydsende lille vandløb havde optøet jorden, så den blev til blødt og dybt mudder, der kunne fange forhjulet med et svup, og så et plask efter den halve salto over styret.

Traktorsporene  ser ikke på overfladen ud af noget særligt,  men kan faktisk rumme en halv flæskeside.

 

 

Jeg behøver ikke mere sne. Men når den nu ligger så smukt, så gør det ikke noget.